Ringalingdingdong, sidste omgang med nye singler inden sommerferien. Alllerede?! Ja. Og der er igen knald på med nye toner fra navne som Sunraker, Green Tea Bitches, tusind.tanker, Lukas Vanggaard, Vilma Crow, Slagger Lund og mange flere.
Det gik pludselig hurtigt. Igen. Ligesom man gik og hyggede sig med foråret, er det blevet sommer og BANG, festivaler og så en ferie. Og så begynder hele møllen forfra. Også med singlerne, hvor der som altid er lidt kø i indbakken op til sommerpausen. Hvorfor jeg heller ikke når igennem hele stakken denne gang, men samler de resterende op i løbet af ferien.
På den anden side lurer så den næste højsæson for udgivelse. Så der kan danne sig en ny kø på linjen. It never ends!?
Nuvel, følgende 25 numre blev presset igennem brevsprækken denne gang:
Værdag – “Vestpå”, ISSE – “Tæller Lygtepæle”, Sunraker – “Sunraker”, Modgift – “Dobbeltgænger”, Crown The Beast – “Ruins of Babylon”, Dan Østerby – “Ø”, Green Tea Bitches – “I Want To Live Inside Tour Head”, YDE – “Mine Følelser Er Fucked”, Hej Heidi – “Mod”, Lalou – “Elevate”, tusind.tanker – “Løb Lykkelig 2.0”, Albert Hertz – “Actor”, Nanna Bech – “Kommer Snart”, Stine Klingsten & Victor Aage – “Råber Under Vandet”, Knægt – “Vilde Svaner”, CEVIL – “Cruel”, Mikael Kærsgaard – “Vokser Æblerne Ind I Træerne Igen”, Crushing – “Family”, Line Marianne – “En Verden Som Vores”, Pretext – “Lord of Pain”, Vilma Crow – “Love Has No Age”, Lukas Vanggaard – “Smuk Pilgrim”, Marie Fjeldsted – “Fear is the fire”, Slagger Lund ft. Roxy Jules – “Bruce Lee forsøger at på MitID”, Errorland & Randi Laubek – “Leaf”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
Sunraker – “Sunraker”
Sunraker er en københavnsk alt-rock kvartet, der her har udsendt et nummer om at give slip. At smide “alt du ejer ind i solen”. Det er jo temmelig radikalt.
Musikalsk er de måske lidt mere konservative i den forstand at der er tale om alternativ rock med en bismag af noget post-rock/shoegaze. Det er ikke et nybrud, men Sunrakers bud på genren føles nu ret frisk og bidder fra sig. Der er godt med saft og kraft i det selvbetitlede nummer.
Det emmer af 90er stemning, dengang genren havde sin storhedstid, men Sunraker formår at løfte sangen fra blot at være et ekko til noget mere. De har styr på virkemidler og opbygning, samt at forløse det hele i nogle brusende udbrud. Stedvis bliver det næsten helt post-punket, når Sunraker spiller aller hårdest.
Er du fan af musik, som blander både det blødere og mere atmosfæriske med noget, som i glimt eksploderer og kradser, så giv dem lige et lyt. De kan også fanges som en del af programmet på Uhørt til august.
Green Tea Bitches – “I Want To Live Inside Your Head”
Der var den! En fuldtræffer og noget, som skiller sig ud, men stadig virker underligt bekendt. Og underligt. Er det punk? Pop? Alt-punkpop? Anime-musik? Dansepunk? Lidt af det hele og alt muligt andet i en form, som stadig virker strømlinet og sammenhængende.
Den dansk/kinesiske duo Green Tea Bitches leverer et fængende og drillende nummer, der virker som en irriterende lillesøster, der står og plager. Nummerets plagen virker i den forstand, at det straks flytter ind og kommer på hjernen. Man nynner med på den smittende melodi, tripper med på den insisterende rytme og mærker det lurende vanvid fra vokalen.
“I Want To Live Inside Of Your Head” kunne godt være en sang om besættelse. En besættende sang om besættelse. Det er også en småtosset sag, der lyder som om den er lige på nippet til at gakke helt ud – og det smitter af på en som lytter.
Green Tea Bitches er booket til Uhørt senere på sommeren, og selv med kun dette nummer ude dufter det af et navn man skal holde øje med. Og som kunne være at finde på næste sæsons lidt større upcoming scener, hvis de formår at holde gang i gryderne. Det syder og bobler i hvert fald med og på denne forrygende single.
tusind.tanker – “Løb Lykkelig 2.0”
Ikke som sådan en personlig favorit blandt denne omgangs singler, hvilket jo ellers er et af kriterierne for at komme i betragtning til den prestigefyldte og slet ikke subjektive Repeatliste. Men. Jeg vil gerne anerkende at tusind.tanker har fat i noget her, som fungerer virkelig godt og som jeg tror vil tiltale mange.
Er det rock eller punk? Ikke rigtig, men det har noget af nerven og energien derfra. Hvilket bliver overført til og projiceret ud i en sang, der virker som en spring på stedet på et svedigt dansegulv. Blinkende lamper i mørket, stroboskop blink, et vådt og klisteret gulv, der hopper i takt med publikum. Det kan et eller andet det her.
Nok får man sved på panden og pulsen op, men sangen virker ikke lang og udmarvende. Den flyver af sted i et medrivende og velsmurt tempo, så man trods indvendinger har svært ved at stå stille.
Lukas Vanggaard – “Smuk Pilgrim”
Mandslingen, eller den lidt følsomme og usikre kærlighedssøgende fyr, tager til Nepal og finder endelig lykken og kærligheden. Vanggaard har været leveringsdygtig i en lind strøm af ømme, underspillede og let-melankolske kærlighedssange sunget fra et perspektiv, hvor fyren fremstår blød, sårbar eller lidt underkuet.
Nu rammer han plet igen med denne “rejsesang”, der emmer af eventyrlyst, udlængsel og søgen. En frejdig melodi, der sender tankerne tilbage til noget spillemandsvise fra 70erne, driver rejsen lystigt fremad. Der er næsten noget Povl Kjøller/gammelt børnefjersyn stemning og tone over den varme sang.
Det kunne være en hymne skrevet til dem, som er vant til at tabe i livets spil, eller spillet om kærligheden. Et lille iørefaldende kvad om ikke at give op, og blive ved med at lede og ikke opgive håbet. Eller at “den” er der, når man mindst venter det og egentlig ikke ledte bevidst – men bare skulle væk fra noget andet. Om det så var helt i Nepal.
Slagger Lund ft. Roxy Jules – “Bruce Lee forsøger at fa MitID”
Prisen for årets titel på en single går i hvert fald indtil videre til Slagger Lund. Han kan noget med ord og titler. Og tekster. Her er der ikke voldsomt meget lyrik sådan set, men titlen alene er nok til at starte en fortælling og skabe billeder hos mig.
Det er måske dem Slagger Lund med lidt kvindelig assistance fra Roxy Jules leverer et soundtrack til her. Med et nummer, der egentlig er ret enkelt og lige ud af landevejen. Repeterende og uden de stor udsving, men sært dragende og hypnotisk. Det cykler roligt deruadaf, som en skæv fordanskning af noget, der kunne minde lidt om noget Gorillaz omkring Plasic Beach møder… Kliché?.
Lyden og melodien er behagelig, Slagger Lund holder vokalen fra de mest voldsomme udskridninger og krumspring, mens den spartanske lyrik virker som en beroligende messen. Samtidig med at den indre film får lov til at folde sig ud. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til den fantastiske titel.
Smag lige på den igen: “Bruce Lee forsøger at få MitID”. Hvor mange billeder og indtryk kan EN sætning lige sætte i gang på et øjeblik? Det er nærmest en kuriøs Slagger Lund variant på en børnebog ala “Lotte…” eller “Totte…”.
Vilma Crow – “Love Has No Age”
Puha. En over 5 minutter lang og langsom udfoldelse af grooming. En selvoplevet relation fra da hun var kun 16 år gammel og røg i kærlighedsklørerne hos en ældre, mere erfaren og manipulerende herre. Der BURDE vide bedre end at forføre og forme en kun 16 årig pige.
Det er som sådan ikke en oplagt single, nummeret er musikalsk minimalistisk, der er intet hook eller nogen nævneværdig melodi eller omkvæd. Eller andet som man normalt ville anbefale en single rummede.
Nummeret leverer dog en sitrende intensitet og nerve. Det ulmer og tynger. Faktisk er det samlet set et ganske ubehageligt nummer at lytte til. En nu ung kvinde, der synger om et personligt traume og misbrug, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Det er nøgternt beskrevet med en stemme og stemmeføring, der gør at det næsten føles som tunge åndedrag og kommer helt tæt på.
Det bliver ikke navlepillende eller selvmedlidende følelsesporno. Hvilket blot er med til at efterlade et endnu mere hudløst og stærkt indtryk.
Korte kommentarer
Lad os lægge ud med to korte kommentarer til to kunstnere, som jeg ved altid leverer. Men som denne gang måske ikke helt formår at trænge igennem til de øverste lag.
Marie Fjeldsted bliver ved med at levere solide sange med en genkendelig stil og klang. Det er både en fordel og en ulempe for et nummer som nyeste single “Fear Is The Fire”. Kender man Fjeldsted og hendes let distancerede og luftige vokal, så ved man straks at der er tale om et nummer fra hende. Men… det lyder også som et nummer fra hende. Der er ikke nogen overraskelser, men det skuffer heller ikke.
Til gengæld overrasker Knægt med hans nyeste single. Han har ellers markeret sig med underfundig emotionel singer-songwriter på, men på “Vilde Svaner” er lyden langt mere dansevenlig og “klubbet”. Det klæder også Knægten, som leverer en god melodi og fængende omkvæd. Stemmen er velkendt, klæderne er opdateret.
Isse er en anden gammel kending i Repeat-sammenhæng, hvor hun har været leveringsdygtig i en del singler efterhånden. Numre der ligger i grænseområdet mellem P4 og 5 og flirter med Dansktoppen i moderne poppede klæder.
På “Tæller Lygtepæle” forsøger hun sig med noget nyt. Og jeg ved ganske enkelt ikke om det lykkes eller hvad jeg synes om det. På den ene side er sangen ganske iørefaldende og har et eller andet over sig. Men der er også noget ved lyden og produktionen, især vokalen, som efterlader mig forbeholden. Der er en klang på både musik og Isses stemme, som jeg har svært ved at definere og beskrive. Er det mon meningen at det skal skabe en stemning af distance?
Hej Heidi, opererer ud fra singlen “Mod” lidt indenfor samme felt, som ISSE. Dansksproget pop, der kunne appellerer til et segment der kan lide Dansktop eller lytter til P5. “Mod” har en god melodi, noget nede på jorden feeling og alt det der kunne tiltale et sådant lyttersegment.
Det er muligvis også det Line Marianne sigter efter på “En Verden Som Vores”, men pyha, den rammer forbi. Lyrikken, som sikkert kommer fra hjertet, lyder underligt kluntet, hvor ord og sætninger spænder ben for hinanden.
Så er det mere styr på det hos singer-songwriter Dan Østerby, der har været gæst her på siden af flere omgange. “Ø” har en rigtig fin og smuk melodi, en hvor man straks kan nynne lidt med på omkvædet. Trods den let vemodige tone, er det i sidste ende et nummer med en ganske opløftende og positiv tekst og budskab.
Træerne vokser måske ikke helt ind i himlen for Mikael Kærsgaard, men mindre kan også gøre det. “Vokser Æblerne Ind I Træerne igen” er en skøn, vellydende og behagelig poetisk poprock sang. En man kan nynne, fløjte og trælle med på, mens man trisser rundt ude i sommerlandet. En lun aften, en eftermiddag med støvregn, en morgen hvor man nyder solopgangen? Sangen kan lidt det hele.
Værdag med “Vestpå” minder mig en smule om noget midt-00er dansksproget poprock, som samtidig har en let maskinel klang. Det er driftsikkert håndværk, men også en kende “neutralt”. Et nummer af den slags, hvor jeg ikke har noget imod det, men jeg elsker det heller ikke. Det er “bare” helt vildt helt fint. Den vindblæste tone har dog noget tillokkende over sig
Det maskinelle er endnu mere fremtrædende hos Modgift, der har godt med fart i stængerne på “Dobbeltgænger”. En slags dansevenlig elektropoprock med en snert af punket energi? Sangen tager til i intensitet og lydtryk, som den arbejder sig fremad mod dansegulvets forløsning. En af den slags man kan hoppe til til sidst.
Hoppe og danse kan man også til Lalou og hendes “Elevate”. Det er pop af den elektroniske slags med en pumpende rytme, men en følelse der er ovre i det mere luftige end bastante. En kort sag, ganske fin, men ikke et nummer der for alvor sætter sig fast hos mig.
“Jeg kommer snart, jeg skal bare lige danse lidt”, lyder det hos Nanna Bech. Mere dans? Jo, men her er tonen og lyden mere dunkel og dyster. Og tempoet er afventende. Bech trækker vist tiden og tager ikke den taxa om lidt, som lovet. Det er mørkt på klubben, hun kan være i fred og føle sig fri. Jeg kan lide den trykkende atmosfære og stemningen, brugen af noget stryger af en art, der er med til at underbygge mørket.
Man aner en form for slægtskab hos Yde og “Mine Følelser Er Fucked” med fuldskab og dansen, som en slags flugt. En mulighed for at sætte sig og føle sig mere fri fra et eller andet. Yde prøver at slippe ud af et følelsesmæssigt fængsel, eller åbne det, så andre kan slippe ind? Stemningen er kontrolleret, men hektisk, og tøjlerne slippes ikke helt. En forjaget følelse strømmer gennem nummeret, sammen med den dunkende og dansable puls. En sang der nok godt kunne have en chance på eksempelvis P3.
Jeg ved ikke helt, hvor Albert Hertz hører hjemme, hvis der skal sættes et DR-label på. Et sted mellem P3 og 4? Men den rockede tone, man også fornemmer, kunne måske også spilles på P6? Der burde Cevil også få noget spilletid. Cevil har stille og roligt opbygget et CV med en række stærke singler, og “Cruel” er den næste i rækken. Der fortsættes i samme spor med dansabel electropop med en let foruroligende og mørk kant.
Ros til Errorland og Randi Laubek for at lave en duet, hvor det rent faktisk lyder som om de har indspillet og sunget sammen. Til gengæld lyder det på “Leaf” også lidt som om de synger i munden på hinanden, uden at stemmerne smelter sammen. Der er en interessant kontrast mellem Errorlands dybe og slæbende croon og Laubeks mere country-klingende vokal. Et fint nummer, som roligt vugger af sted og stille og roligt river en med.
Stine Klingsten og Victor Aage har også lavet en fin duet. “Råber Under Vand” fremstår mere klassisk, hvad angår vokalerne og deres samspil end Errorland og Laubek. Det ene er ikke bedre end det andet, det er bare to forskellige måder at bruge flere vokaler på. Klingsten og Aage er mere i harmoni, hvor Klingsten tager roret og leder an, mens Aage bakker op så der opstå sød musik og harmoni. Eller, sangen er faktisk lidt sørgelig.
Crushing er tidligere blevet anmeldt her på siden af Troels-Henrik, så tillader mig at hoppe let og elegant henover deres single “Family”. Og videre til Pretext, hvis metal jeg simpelthen ikke bliver gode venner med. Sidste gang var det nummeret “Heritage”, som kom på tværs, denne gang er det seneste single “Lord of Pain”. Det her falder hverken i smag, eller er noget jeg synes lyder godt.
Så er der mere slag i Crown The Beast og deres grumme “Ruins of Babylon,” der får lov til at lukke ballet denne gang. En olm satan, der hvor dødsmetalcorebandet lyder som om de kunne lægge en mindre provinsby i ruiner.
Næste omgang bliver som nævnt tidligere lidt forsinket nu vi rammer festivalsæsonen og sommerferien. Der kommer dermed et efterslæb, og jeg kan se at der allerede skal ryddes op i indbakken, så jeg kan få samlet bunken til sommerudgaven af Repeatlisten. Indtil da…
Føjes til Repeatlisten: Green Tea Bitches, Slagger Lund og Vilma Crow.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Vilma Crow, Roskilde Festival 2025
