Sommeren er begyndt at banke på, festivalerne lurer, vi ræser mod ferien og så er indbakken spækket med singler. Her er der lyttet til nogenlunde nyt fra navne som Søren Manscher, Farveblind, Alice Ai, Redwood Hill, Guldimund, Tobias Rahim, Crocell, Sasha Adrian, Tender Youth, Crushing og How To Lose Face.
Og indbakken overhalede mig som sædvanligt på denne tid af året… fuck. Nu gik det lige så godt og man var nogenlunde på omgangshøjde. Men en forårssprint af udgivelser har gjort, at der i skrivende stund allerede er fyldt op i det NÆSTE kig på nye singler.
Det betyder vanen tro at der ringes med klokken, sidste omgang inden sommer. Fra NU af kan jeg ikke længere garantere at det der kommer ind, når at blive lyttet igennem og skrevet om, inden vi går på en lille sommerferie. Så der er forlænget ventetid, der beklages som altid – og det gælder forresten også evt. udgivelser, som er dumpet ind. Dem er vi håbløst bagud med.
Der er hele 11 ud af 25 numre, der banker på til en plads på listen. Det er rekord og det får da en til at overveje formen og systemet. Indtil videre kører jeg videre som hidtil, men det betyder at det der bliver skåret lidt ned i ordene om hvert nummer, så det ikke stikker helt af. Mere end vanligt.
Lad os ikke spilde mere tid, let’s roll!
I lyttebunken var følgende 25 numre:
Bænch – “Watch You Go”, Smag På Dig Selv – “Our Mothers Made a Punkband”, Vacant Sun – “Flower”, Søren Manscher – “Gylden Indeni”, Ane Sætterstrøm – “… On This Sunlit Day”, Kristian Gaarskjær – “Alle Veje”, Alaska Blonde – “Fjällröv”, Ida Wenøe & Samantha Whates – “Exquisite Corpse”, Farveblind ft. K. Flay – “Things”, Vølve – “Morning”, Nordstrøm – “Galt i Byen”, Alice Ai – “loser”; Bjerge – “At elske en ven”, Redwood Hill – “Heathen Sun”, Guldimund – #Ring, Når Du Har Tid”, Kejser – “10k bølger”, Tobias Rahim ft. Birthe Kjær – “Den Danske Sommer”, Crocell – “Shredded Banners”, Sasha Adrian – “Always, Almost”, Tender Youth – “Marina Drive”, Crushing – “Clothes 2 deaf”, How To Lose Face – “Everything Is So Easy”, Raunchy – “Designed Despair” og Pretext – “Heritage”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Søren Manscher – “Gylden Indeni”
Gazicana… det kalder Manscher det lydlandskab han tager på udflugt i på hans nye single “Gylden Indeni”. Som man nok kan gætte er det en fusion af shoegaze og americana, og betegnelsen rammer faktisk meget godt det man møder på det rolige nummer.
Manscher tager sig tid, lader nummeret simre og roligt vokse, uden at det på noget tidspunkt bliver vildt. Det er en stille brusen, en summer eller flyder, som i sit eget meditative tempo hiver en ind og sætter sig fast. Der skal et par lyt til, inden man opdager at sangen har slået rødder og vokset sig stor og stærk.
Det vidner om virkelig godt sangskriver håndværk, melodi snedkeri og fin lyrik. Manscher behøver ikke være flashy eller bruge nemme trick, sangen er stærk nok uden og han lader den ånde. Det kunne lyde som om han hviler i sig selv, og på sin vis kunne det her være lyden af at hvile i sig selv – eller sidde og spekulere, mens verden larmer og suser forbi.
Farveblind ft. K. Flay – “Things”
Det kan lyde som et underligt kompliment, når man siger at noget ikke “lyder dansk”. For så antyder man samtidig, at det enten ikke er fint nok, at noget lyder dansk, eller at en international lyd er bedre. Det er ikke hensigten her, men “Things” lyder bare ikke dansk.
Er det spoken word/synge rap, det som K. Flay leverer? Ovenpå en snurrende melodi med en insisterende basgang og rytme, der giver sangen en jagende og rastløs fornemmelse. Mens der messes noget om at købe ting. Køb køb køb. Konsum, mere mere mere. Farveblind lyder som en anti-reklamemaskine, der forsøger at printe et budskab ind i hjernen på dig, kære forbruger.
Electro-punk kaldes stilen i pressematerialet. Den køber jeg. Som den påvirkelige forbruger jeg er. Men det er godt nok også besnærende og anderledes, det som Farveblind sælger her. Godt hjulpet af amerikanske K. Flay, der låner hendes stemme ud. En stemme, der er medvirkende til at give det hele det førnævnte internationale tilsnit.
Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget, der helt lyder som Farveblind eller “Things”, hvor trioen disker op med en overraskende varer du ikke anede du kunne lide. Jeg ved ikke om jeg kan sælge sangen bedre på så relativt lidt plads – køb køb KØBT.
Alice Ai – “loser”
Pop, punk og elektronik, Alice Ai er et menneske af kød og blod, men ikke bange for at lade det elektroniske fylde i hendes popmusik. Sammen med en punket nerve og fandenivoldsk energi. Det har givet hende omtale, og endda en booking under First Days på sommerens Roskilde Festival.
Og jeg kan fristes til at svinge de stive gamle ben forbi og se hvad de kan holde til. Hendes materiale er ganske varieret, men “loser”, som er singlen jeg har lyttet til i denne forbindelse, er i den mere hårdtpumpede og offensive ende. Der er smæk på, paraderne er sænket og de verbale klø sidder løst, når Alive AI går i flæsket på objektificering og seksualisering.
Det viser, at trods fordomme fra udenforstående og evt. folk på min alder med fastlåste forestillinger kan, der sagtens være stærke budskaber i elektronisk musik. “loser” er konfronterende i lyd og stil, man fornemmer vreden, mens beatet pumper hektisk derudaf. Man kan godt blive forpustet, men det skyldes nok min alder og det stive bentøj.
Redwood Hill – “Heathen Sun”
De første par singler efter Redwood Hills genkomst peger i en spændende retning. Der er nye takter og toner i spil hos det post-metalliske ensemble, der tidligere har imponeret med store, stormende og episke numre. Nu er stilen mere underspillet og afventende, mere mørkemandsrocket og af mangel på bedre ord “moden”.
Marco Sewohl i front, der tidligere mestendels har gjort sig i grum og flosset skrige-sang, folder for alvor den croone ud, som kun har luret i skyggerne af Redwood Hill. Bandet skruer tilsvarende ned for spillet med musklerne, og bruger i stedet råstyrken til et roligere og sejere træk. Det klæder dem på et nummer som “Heathen Sun”, hvor deres fornemmelse for opbygning stadig er tilstede.
Det ulmer indledningsvis, der croones og bygges langsomt op mod udbruddet halvvejs igennem det 4 minutter lange nummer. Og så slår det pludselig gnister på vokalen og i musikken. Det majestætiske svaj, man forventer og håber på fra Redwood Hill, tager over. Inden vi lander, hvor vi startede og nummeret får lov til at sive ud og fordampe i solen. Endnu en stærk single fra Redwood Hill, der får udnyttet dynamikken mellem det rolige og brusende.
Guldimund – “Ring, når du har tid”
Jeg har tidligere ikke forpasset mange åbenlyse muligheder for at nævne, at jeg respektere, hvad Guldimund har opnået, men at jeg ikke er fan. En stor del skyldes muligvis, at man i perioder ikke har kunnet runde P6 uden at et af en lille håndfuld af de samme singler blev spillet til hudløshed. Hudløshed i mine øregange, når jeg febrilsk har flået propperne ud!
Men så kom “Ring, når du har tid” et samarbejde med Pernille Rosendahl, Kristoffer Jessen fra Søn, Søren Huss og Pia Rough. Det er en ret lang liste af gæster, plus Guldimund selv, men de får plads. Nummeret er nærmest 4 små sange i en med hver sin distinkte stemme og stil. Bygget op og leveret, så det lyder og føles som en form for moderne salme.
Det er højstemt og højtidelig, men det holder, når 4 vokaler får hver deres vers, hvor kun omkvædet går igen sangen igennem. Alle er gode, men størst indtryk gør for mig Søren Huss. Der med årene har mistet det lyseste af sit register og fået en mere grødet klang, men det giver noget patina. Det bliver rørende at lytte til en vokal, der lyder martret og præget af livets gang og giver hans vers noget både skrøbeligt og livsklogt.
I det hele taget er det en ret vild single. Over 6 minutter, vekslende vokaler og så blandingen af en nedtonet melodi og noget både sentimentalt og storladent i selve lyden. Gammeldags er det også, men her på en måde så det næsten virker frisk og nyt igen.
Tobias Rahim & Birthe Kjær – “Den Danske Sommer”
Apropos nyt og gammelt, sorry Birthe, vi age shamer ikke, men Grand prix dronningen er fyldt 77. Og nu har hun sammen med Rahim i skrivende stund toppet den danske single hitliste i næsten en måned med “Den Danske Sommer”. Det er godt set af Rahim og Kjær (og deres evt. “folk”), det er på papiret et så skørt samarbejde at det ikke burde fungere, men det gør det – og rammer dermed voldsomt bredt.
Det er en sang, som i princippet kan ramme HELE spektret af mulige lyttere. Ikke mindst fordi, at sangen og sangernes stemmer rent faktisk fungerer. Efter første lyt var jeg dog ikke helt solgt, den var “fin og harmløs”. Allerede under andet lyt nynnede jeg med på omkvædet og tænkte, “ah shiiit, den er der sgu”. Både tekst og melodi, raketvidenskab er det muligvis ikke, men begge dele har enkle kroge med modhager, der hooker en. Er det ikke næsten en valsetakt? Den danske som-mer, den danske som-mer, 1 2 3 4 og 1 2 3 4 og danse ud i sommernatten.
Sammen med Tobias og Birthe, som ikke kun har sat sig på hitlister, pludselig gjalder nummeret også ud fra andre skærme, som del af en eller anden reklame. Nåårh, det er en reklame for Tv2 på… Tv2, hvis man skulle have glemt hvad man sad og så på.
Ligemeget, pointen var bredden i dette nummer, hvor langt det allerede er nået ud på tværs af platforme. Af mangel på en VM fodboldsang, så er det her nummeret du får hen over sommeren. Og det kunne være meget, meget værre! Birthe på Orange sammen med Rahim til sommer!!
Crocell – “Shredded Banners”
For helvede Crocell, sidste gang skrev jeg at de gjorde det igen. Nu har de gjort det igen igen! Deres nyeste singler er særdeles lovende for de sortnede dødsmetalleres kommende plade, der lander sidst på måneden.
“Shredded Banners” er endnu et svinefedt og sejt nummer fra Aarhus-slænget, det bestemt ikke lyder rustne her knap 20 år inde i karrieren. De lyder tværtimod glubske og sultne. Nærmest hangry metal? Og de er kommet for at æde DIG! Med hud og hår, samtidig med at bandet lyder, som om der spilles, så huden revner og der vokser hår ud alle tænkelige og utænkelige steder.
Selvom der er masser af rå ondskab og alskens grumme løjer i lyden, så glemmer de ikke melodien. Tilsat en stor og kraftfuld lyd, lyder det hele som om det bliver foræret af Crocell-kværne, kørt igennem den knivskarpe maskine og spyttet ud som metalflis.
Sasha Adrian – “Always, Almost”
Fra det onde til det mere sarte, men stadig med kanter. Sasha Adrian er ikke super produktiv, men selektiv hvad singler og output angår. Til gengæld er hun kvalitetsbevidst og har noget af en træfsikkerhed. Jeg har anmeldt singlerne “Dog”, “IMDB” og nu “Always, Almost”, alle ret forskellige, alle virkelig gode på hver deres måde.
Adrian spiller indierock og synger den med en ganske original vokal, som er lige på nippet til at krakelere. Det slår sprækker, når Adrian ligger i den lyse ende af registeret, men det går aldrig helt i stykker. Stemmen er interessant at lytte til, den rummer både sårbarhed og styrke, og fornemmelsen af at der hele tiden er noget på spil.
Sådan er hendes sange og tekster også. Her handler det om jagten på den rette, det er der skrevet utallige sange om. Adrian gør det med udgangspunktet “hvis bare næsten var godt nok”, kan man snyde sig selv til at tro at alt er helt rigtigt? Ligesom i hendes andre singler (ovennævnte) er det velkendte tematikker og tanker, men med et twist, personligt touch og masser af personlighed.
Skævheder og særpræg gør, at Adrian skiller sig ud i en genre, hvor stemmer og sange godt kan flyde lidt sammen for mig.
Tender Youth – “Marina Drive”
Det er nogle år siden efterhånden, men Tender Youth havde virkelig fart på, på et tidspunkt. Radioairplay, opmærksomhed i medier og måske kulminationen med en koncert på Roskilde Rising i 2023. En virkelig blændende koncert, som jeg vist nævnte som en af det års højdepunkter. Og så blev der underligt stille?!
Der er gået 3 år, hvor bandet har været radiotavse. De teatralske og dramatiske post-punk-rockere har ikke udsendt ny lyd siden debutpladen, In The Hands of Broken Bonds, også fra 2023. Det kan betyde mange ting, og ikke så sjældent forsvinder denne form for Rising-relaterede rockbands bare.
Nu er der dog livstegn i form af singlen “Marina Drive”. Og der er virkelig sket noget siden, vi sidst hørte fra Tender Youth. De er ikke ukendelige, nogle af deres tidligere kendetegn er stadig til stede, som et dramatisk flair. Men den nye single lyder mest af alt som en genfødsel.
For det første er guitaren skiftet ud/overdøvet af en violin, der skærer igennem helt fremme i lydbilledet. Bandet er stadig håndspillet og har en punket og rastløs nerve og energi, men følelsen er næsten ovre i noget elektronisk eller techno-klingende. Det er råt og industrielt, men ikke decideret fjendtligt. En overraskende drejning og udvikling, og en virkelig vellykket forvandling eller videreudvikling.
Vigtigst af alt klinger det ikke hult eller påtaget. Det emmer stadig af nødvendighed.
Crushing – “Clothes 2 deaf”
Har du glemt 90erne og hvordan rock gerne måtte lyde dengang? Det har aarhusianske Crushing ikke, og de giver den fuld gas på “Clothes 2 deaf”, førstesingle fra bandet. Jeg skriver første, for single nummer to er allerede landet i skrivende stund, og en EP rammer nettet i slutningen af måneden. Så jeg er lidt bagud.
Crushing er kun bagud i kraft af deres inspirationskilder. Nok tæller de alternative rockgenrer fra de seneste 30 år, men de får de gamle sager til at svinge forbløffende godt og lyde ganske friske. Måske fordi Crushing lyder så umiddelbar og uden den mindste snert af noget fortænkt?
Der er tilsyneladende heller ikke det, der præger bandets arbejdsproces. De albumdebuterede i 2025 med en plade, der var optaget på en uge. Og nu er de altså allerede klar med en EP. Fart over feltet, ligesom i “Clothes 2 deaf”, der ikke spilder tiden. Bare af sted med energi og lyd sat på ROCK. Videre kompliceret er det ikke, hvilket i denne sammenhæng bestemt ikke gør noget. Det har nerve og vibrerer.
Rocken lever tilsyneladende. I hvert fald når man som Crushing lader den.
How To Lose Face – “Everything Is So Easy”
Alt er så nemt, også at tabe ansigt, hvilket How To Lose Face ikke behøver bekymre sig om. Det her emmer af 60er stemning og retro vibes på en voldsomt smittende vis, der går lige i poprockfoden og smilebåndet. Det er musik man bliver i strålende humør af, og får lyst til at synge med på.
Det er ikke helt ulig følelsen man finder hos The Blue Van eller deres frontmands soloprojekt Peppermint B, eller en kunstner som Troels Jørgensen, som tidligere har anmeldt her på siden. Det er let rock, hvor solen skinner, og alt lyder og føles nemt, som titlen antyder. Ikke forstået, som at det er useriøst eller lallet. Langtfra.
Sangen handler om “male privilege”:
“Der er kun én ting, der er værre end at få skudt i skoene, at man er privilegieblind, og at man får alt serveret på et sølvfad pga. ens køn. Det er, når man får det at vide, når man egentlig selv synes, at alt går lidt ad helvedes til, og at andre altid har overhånden – uanset deres køn.”
Således beskriver Peter Fjordbak, der er “en-mands indiehæren” bag How To Lose Face. Det har “hæren” fået en fængende og opløftende sang ud af. Og sikkert flere, for der er som det ofte er tilfælde, allerede en single eller to mere ude…
Korte kommentarer
Alright, vi har travlt efter 11 numre i øverste kategori. Antallet gør også at ræset og fravælgelsen måske var endnu skarpere end ellers.
En der sagtens (og måske burde) have sneget sig med er “Watch You Go” fra Bænch. De er blevet endnu mere dansevenlige og klar på at holde en indierocket fest på deres nyeste single. Den skriger på radiorotation, som den nok skal få og lyder som en kommende crowd pleaser til koncerter.
“Out Mothers Made A Punk Band”, et minuts jazz-punket fra Smag På Dig Selv. Herligt. Næste
Vi får pulsen lidt ned med et instrumentalnummer fra Alaska Blonde, “Fjällröv”. Fjeldrøv? OK, det er faktisk et reeeet catchy lille nummer, som jeg er blevet lidt lun på. Det skal lige igang, indledningsvis kan det godt lyde lidt fjollet, men så går sangen for alvor i gang og får fat. Det er varm guitar, der tager en med på tur ind i et eller andet mystisk fantasiland. Ligedele Det Vilde Vesten og noget folk/neo-psykedelisk med en mellemøstlig bismag?
Nu vi er ved Det Vilde Vesten, det spøger også hos Vacant Sun og deres “Flower”. Bare i en lidt mere mild vesten form. God klang, nogenlunde sang, det letter ikke helt og bliver lidt støvet på en semi-sløv og slæbende måde. Også når der synges, spilles og trampes igennem.
Anderledes afdæmpet og roligt går det for sig hos Ane Sætterstrøm, der giver den som lounge sangerinde på en lettere tilrøget jazzbar. “… On This Sunlit Day” er lyden af en sovende kat fanget i en enkelt lysstråle, der smutter mellem gardinerne, mens man kan se støvkornene danse ovenover.
Det er mere regn og tåge ude i en skov, der præger lyden hos Vølve på “Morning”. En gåtur i den slags vejrlige kan også have sin charme, selvom det bliver ligevel electro-blue til mit temperament hos Vølve. Jeg er nok mere til den underligt opløftede, næsten legesyge, stemning man finder på “Exquisit Corpse” fra Ida Wenøe og Samantha Whates. Lyden matcher ikke den drabelige titel, men det bliver heller ikke fjollet, selvom det lyder som en boblende leg i nedsat tempo. Fælles for de to numre, er på forskellig vis at være udendørs, omgivet af naturen.
Vi er tilbage i storbyen igen hos Bjerge, der cykler ned Gothersgade på “At Elske En Ven”. Der er noget stort over lyden i omkvædet hos Bjerge, hvor vi skal helt op på de høje nagler. Det er lige ved at det bliver rørstrømsk og svulstigt, men jeg synes han klarer balancen og landingen. Er det nu en blevet en flymetafor i stedet for noget med at cykle?!
Anyway, Bjerge, det er pop, det er ikke bange for at være følelsesladet, og han blev inspireret af Medinas “For Altid”, da han cyklede ned af den benævnte gade kort efter et brud. Han håber hans sang kan ramme nogen på samme måde. Og ved I hvad? Det er slet ikke utænkeligt, hvis man er til denne form for emotionel pop.
Til gengæld går man nok lidt galt i byen, hvis man havde håbet af Nordstrøms comeback var en ny “Berlin”. Landeplagen fra… 2006 (?!?!) kommer ikke til at blive gentaget med “Galt I Byen”. Beklager.
Nu vi er ved musik fra for 20 år siden, Raunchy er tilbage! Ja, Raunchy! Det sad du nok ikke og vidste at du ventede på? De har måske officielt aldrig været helt væk, men i hvert fald ikke udsendt ny musik siden 2014. 12 år er lang tid, og Raunchy lyder på godt og ondt også lidt, som et levn fra en svunden tid på deres nye single “Designed Despair”.
Futuristisk hybrid metal, som de selv kaldte deres blanding af melo-død, metalcore og industrial, da de kom frem, er nu blevet indhentet af nutiden. Det er ikke dårligt, bare lidt bedaget og lyder som et fint ekko fra fortiden.
Det står dog ikke så slemt til som hos københavnske Pretext, YIKES! Hold da op, “Heritage”, det fungerer ikke for mig. Arven efter et band som Machine Head løftes ikke, men tilføjes en ekstra kvindelig vokal. Den dynamik KUNNE fungere, men…
Hjertet er på rette sted her, og tekster og budskaber om konflikt og fordrivelse (bandmedlemmerne har ud over DK rødder i Irak, Sverige, Polen og Belgien) er relevante – og i dette tilfælde personlige. Det lyder i mine ører bare ikke kønt. Produktionen fremstår tynd og digital med en skinger klang til følge. Hvilket heller ikke hjælper de i forvejen udfordrede vokaler. Hvis de er heldige, så er det bare mig, den er gal med.
Det er det måske også hvad angår Kristian Gaarkjærs “Alle Veje”. Gaarkjær er en solid sangskriver, og melodien fejler ikke noget på “Alle Veje”. Det er nok mere tekst og overordnet stil, som lige bliver et nummer FOR P5 til mig. Men bestemt veludført og hyggeligt nummer, og tonen er klar med vilje, så det kan og vil jeg ikke klandre ham for – det er bare ikke lige mig.
Kejser, din dejlige kiksede knægt! De seneste par singler, “Papas Garage” og især “Åndssvage Mandag” har været fremragende. “10k bølger” må nøjes med at være ganske god. Jeg er dog stadig fan af Kejsers lettere hysteriske og kejtede discount-pop med al sin charme og skævhed. Her er stilen en smule mere rocket og “hård”.
Og SÅ gider jeg ikke mere for denne gang. Nå jo, jeg skal jo lige vælge mellem de 11 førstnævnte numre og se hvem der er denne måneds keepers. Jeg har jo nærmest lyst til bare at smide dem alle på listen, men det udvander nok det eksklusive i den prestigefyldte Repeatliste!?
Det bliver mange denne gang, men jeg fravælger Tobias Rahim (han har vist ikke brug for denne hæder) og Alice Ai, da jeg nok aldrig ville sætte “loser” på derhjemme. Men live? Joooo.
Føjes til Repeatlisten: Søren Manscher, Faerveblind, Redwood Hill, Guldimund, Crocell, Sasah Adrian, Tender Youth, Crushing og How To Lose Face.
Vi høres ved i Repeatlisten #6, hvor vi skal prøve at nå så meget af indbakken som muligt, inden den står på festival og ferie.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lola Pæx, Alice Ai pressefoto
