Vinterferien står for døren (for de heldige), men singlerne holder ikke fri. Der er samlet til bunke igen, og denne gang stikker numre fra blandt andet The Blue Van, Bye Bye Brenda, Fenja, Debbie Sings, Mia, Ninna Andreasen, MØL, Rigmor og Kayak.
Rigtig vinter for en gangs skyld, selvom vi stadig mangler isbryderne – blev det solgt eller hugget op? Nuvel, der er ved at komme gang i udgivelsen af singler igen. Der er dog stadig et par hængepartier fra slutningen af sidste år, der har sneget sig med i stakken denne gang.
Ellers er vi vist nogenlunde på omgangshøjde og kan stadig følge med i indbakken, og hvad jeg lige er faldet over i streamingstrømmen. Så lad os ikke trække det i langdrag, det bliver sikkert langt nok alligevel, inden jeg har fået fedtet mig færdig…
Følgende 26 numre var i lyttepuljen denne gang:
The Blue Van – “Some Boys”, Skyggesøn – “Dér Hvor Vi Falder”, Smag På Dig SDelv + Viiktoria Søndergård – “Vik’s Rawcore”, Bye Bye Brenda – “Girls Just Wanna Have Fun”, Fenja – “Vi Jagter”, Rådne Lunger – “Angst Eller Cancer”, Debbie Sings – “Sucker Punch”, Barbra – “The Best”, Loud Tiger – “By Law”, Jonas Emanuel – “Slummer”, The Grenadines – “Hooked On You”, MOLDE – “Så Kom Vinter”, Mia – “Fort Af Gamle Lagner”, Ninna Andreasen – “Middelvej”, Persecutor – “1984”, Nina Baun – “2-Piece Puzzle”, MØL – “Crush”, Mellemblond – “Sensommerserenade”, Signe Svendsen & Kom Vi Løber – “Ikke Forsvinde”, 10 kr – “Crush The Fruit”, MARIYA – “Genius”, Rigmor – “Holder Mig Vågen”, Kayak – “Ind I Solen” og ME vs ME – “Skyggedans” + “Saa Klar”.
Ja, jeg kom til at føje to singler fra samme kunstner til lyttepuljen. Singler udkommer ofte indenfor kort tid, og der er forsinkelse på min linje, kombineret med uopmærksomhed fra min side. Men så nupper vi 2 i ét hug der.
I betragtning til Repeatlisten kom
The Blue Van – “Some Boys”
Nogle drenge kan bare godt lide at spille den gode, gammeldags iørefaldende rock og rul – og vokser (heldigvis) ikke helt fra den. The Blue Van har ellers prøver ihærdigt gennem årene, hvor de til tider har været både et popband og noget mere rolig og soul’et.
Gruppen kan lidt det hele, hvilket taler til deres helt grundlæggende musikalitet. Og flair for at skrue sange og melodier sammen, som fungerer i mange genrer. Men de er nu (i min optik) bedst, når de “bare” bekender kulør og giver den, som et rockband med et romantisk forhold til en nostalgisk tone og klang.
Således er “Some Boys” helt klassisk “lad-os-rulle-ud-på-den-åbne-landevej”, up tempo rock, der emmer af sommer og sol. De kan muligvis skrive den slags numre i søvne, men resultatet lyder heldigvis ikke sådan. Det er en frisk og velsmurt sag, der følger en velafprøvet opskrift, men også en der næsten virker uopslidelig, hvis man som The Blue Van rammer dagen.
“Some Boys” er ikke andet og mere end den giver sig ud for at være. Og tak for det. Nogle gange trænger man bare til et skud opkvikkende, poppet og fængende rock.
Bye Bye Brenda – “Girls Just Wanna Have Fun”
Er det snyd, når Bye Bye Brenda kommer med her med et covernummer? Endda af en KÆMPE popbasker og klassiker i form af Cindy Laupers 80er hitsingler “Girls Just Wanna Have Fun”? Måske.
Snydekoder eller ej, det fungerer, det som Stine Bramsen og Kajsa Vala med halsbrækkende foragt for egen sikkerhed kaster sig ud i her. En ting er at Laupers nummer er ikonisk, og har sin helt egen særegne charme og klang. Noget andet er at lave nummeret radikalt om og nærmest pille alt af sangen, som gør den så genkendelig og særlig.
Det er også SÅDAN her man bør gøre, når forlægget er SÅ kendt, som tilfældet er her. Bramsen og Kajsa Vala tager nummeret helt ned i tempo, barberer alt ned til et minimum, lader deres flotte vokaler bære sangen og inviterer en ind i Bye Bye Brenda univers. Hvor pophittet bliver et meget nøgent, næsten vemodigt og sørgmodigt og rørende nummer, hvor lyrikken kommer til sin ret. Det er og har jo aldrig været en festsang, der handler om at piger bare vil have det sjovt…
Når det er sagt, så oplevede jeg sangen live fra Bye Bye Brenda på Roskilde Festival sidste år, hvor det var et smukt øjeblik, der ramte plet. Studieversionen er OGSÅ god, men der var et eller andet ved liveversionen, som gør at jeg nok foretrækker den? Måske var det bare endnu mere råt og sårbart, det er lige før det bliver lidt for “fint” i denne her version?
Fenja – “Vi Jagter”
Fenja, Fenja, Fenja, hvad skal vi da snart stille op? Hun spytter gode singler ud i så jævn strøm at jeg løb tør for rosende ord forrige gang. Jeg følte, jeg var begyndt at gentage mig selv, når jeg talte positivt om vokal det ene, stemmeføring det andet og intonation det tredje. Tilsat en sans for at ramme en helt distinkt tone og stemning, samt sætte ord til, som lige giver det sidste.
Det er af mangel på bedre ord… fortryllende? Eller næsten, hvis man tror på magi. Der er bare en følelse af at blive taget med ind i et ganske unikt univers hos Fenja. Et sted med høje træer, tæt bevoksning, højt og vildt græs. En duft af både gran, blomster og skovbund. En fornemmelse af at stedet er befolket af underlige væsner, der normalt gemmer sig for os almindelige dødelige.
Der danser Fenja så rundt med mos i håret og et skørt af pilekvist, eller hvad ved jeg til tonerne af hendes alternative popsange. Denne her, “Vi Jagter”, er i den mere tempofyldte ende af hendes spektre. Stemningen lever op til titlen, der er noget lidt forjaget eller jagende over sagerne.
I dette tilfælde handler det måske om, at jagte minder og gamle drømme og den slags… “ingen støj fra fremtiden, ingen råb fra fortiden”, måske handler det egentlig mest om “nu’et”? NUvel, Fenja gør det igen… jeg ved fandme ikke, hvad det er hun kan og gør med den stemme, men den går rent ind.
Debbie Sings – “Sucker Punch”
Hvis det er stemmen, der er tricket hos Debbie Sings, så må det være på en anden måde end hos ovennævnte Fenja. Og alligevel er der nogle fællestræk. Umiddelbart kunne de to udtryk og musikken ikke lægge meget længere fra hinanden, hvad selve følelsen og og stemningen angår.
Debbie Sings er meget langt fra skove og biodynamik, det er nærmere rent digital trip og blipblip. Der er skruet helt op på “Sucker Punch”, hvor Debbie uddeler tempofyldte musikalske håndmadder og tonser dansetrin til knæskallerne. Helt op i Minnie Mouse på dansedrugs og helium. På coveret til singlen på Spotify er Debbie forresten korsfæstet på et kors bestående af højttalere.
Der skal skrues HELT op. Og det gør Debbie Sings så. KAPOW.
Det er skamløst dunkende, “kunstigt” og “åndssvagt” og for meget til almindelig god smag. Muligvis er det det, der gør, at det frister så meget?! Det udfordrer min indbildte sans for den gode smag (og min smag var i forvejen mildt sagt suspekt på visse punkter!).
Og det var en kompliment. Debbie når på en måde hele vejen rundt, fra dårlig smag og “alt for meget”, så det bliver små-genialt og smager af mere.
Mia – “Fort Af Gamle Lagner”
Apropos god og den rigtige smag, og andet arbitrært og svært subjektivt, by velkommen til Miaaaaa. Det var mit bud på en X-Factor introduktion. For Mia har været med i X Factor, hvor hun blev nummer et eller andet, et eller andet år – hvem husker vinderne, så resten er nok lidt… I ved.
NÅ, men der lægges ikke skjul på fortiden. Der er jo heller ikke noget at skamme sig over, er det ikke “so 00erne” at se skævt til folk, som har deltaget i et underholdningsprogram. Eller på anden vis risikeret at stikke snotten frem på en måde, der ikke er den “godkendte” vej til en karriere indenfor kunst og kultur?
Inden jeg ryger ud af en tangent, Mia, bare Mia, har bygget sig et rigtig rigtig riiiigtig fint fort af gamle lagner. For det første, elsker titlen, godkendt! Den kan betyde alt muligt, sætter straks gang i mulige tolkninger og danner billeder. For det andet, et godt popnummer!
Ja, det er sgu bare en radiovenlig popsang, som kunne være skrevet og sunget af mange. Der har vi nok en lille svaghed, der mangler lidt et særpræg og mere personlighed lige hvad selve sangskriverarbejdet angår. MEN. Det sagt, så er sangen skrevet af Mia selv, og rammer måske bare en tone, klang og formel, der virker oppe i tiden. Den lidt quirky alternative bekendelsespop, sunget af en ung kvinde med noget på hjertet.
Mia har en god vokal, der er styr på lyrikken, men den største styrke her er melodien. Den har altså noget, som straks både virker genkendeligt og fænger: dvs. radioegnet. Der er potentiale i det her fort af vasketøj.
Ninna Andreasen – “Middelvej”
Jeg var ikke udelt begejstret for den musikalske bakke Ninna Andreasen havde tænkt sig at dø på, på hendes forrige single. Måske huskede jeg forkert, men jeg erindrede hendes stemme, som noget anderledes end den blev brugt på det nummer. Og jeg brød mig ikke om melodien. Eller teksten. OKAY.
Andreassen synger lidt mere i tråd med, hvad jeg forbandt hende med på nyeste single “Middelvej”. Vi er ovre i noget mere singer songwriter klingende med en snert af det country-folkede, både hvad angår stemme og musikken. Det klæder i mine ører Andreasen bedre end, hvad det nu end var der foregik på den anden single – men alligevel ros for at prøve noget af, og ikke bare fedtspille og gøre som man plejer.
Da jeg hørte Andreasen første gang for… hold da kæft, det er snart 13 år siden jeg tildelte Barske Banaliteter albummet 5 stjerner… nå, men da syntes jeg at der var en snert af noget Allan Olsen’sk over Andreasens lyd og lyrik. Det er der også her, men det her virker langt mere Andreasen end Olsen nu, hvis man skulle lave en måling. Fruen har forfinet stilen og gjort den mere sin egen uden at vælge den nemme middelvej (pun! Det var den nemme middelvej for mig).
Tematisk befinder Andreasen lidt i samme spor, som på “Den Her Bakke Har Jeg Tænkt Mig At Dø På”, men udførelsen virker for mig mere raffineret og dermed også virkningsfuld. Det handler om at turde, eller være tvunget til, at gå egne veje, og ikke følge middelvejen. Og det kan man som her, uden at det kommer til at virke som et FOR firkantet statement.
Og viola, god tekst + god melodi = god sang. Simpelt nok, ikke sandt?
MØL – “Crush”
Uden at det skal lyde som PRAL, så har jeg fulgt MØL stort set fra starten. Dengang MØL hed møl, havde en anden forsanger og udsendte en EP, der lagde sig i slipstrømmen af blackgazebølgen med deafheaven som bannerfører. Der er sket en del siden dengang, både med MØL og hele blackgaze hurlumhejet.
Sidenhen mistede jeg lidt interessen, sådan går det jo, mens MØLs anerkendelse og popularitet lod til blot at vokse stødt. Jeg har været lidt on/off angående både bandets lyd, og den “genre” de er en del af – det bliver nok aldrig helt min favorit metalgren.
Det sagt, så synes jeg MØL leverer en ret stærk single med “Crush”. Ingredienserne er velkendte: metal møder pop, skønhed og brutalitet, det storladne og stemningsfulde møder noget mere hårdtslående. Opskriften er ikke decideret ny, men den fungerer, og MØL har fået skruet et ganske slagkraftigt nummer sammen.
For en single er det med sine næsten 6 minutter i den længere ende, men vi skal også langt omkring. MØL disponerer spilletiden godt, der er masser af variation uden at det bliver for rodet. Der sker hele tiden et eller andet, er man ikke lige helt med på en passage, så venter der en medrivende lige om hjørnet. Mere end godkendt singleudspil.
Rigmor – “Holder Mig Vågen”
Det er nok en single, som en del ville kunne falde i søvn til… slumre-indie! Onde tunger og ditto rygter, det er gas, jeg kan jo godt lide Rigmor. Men det er en mere rolig og nedtonet side af gruppen, som vi får på deres første single i et par år.
I stedet for at sparke døren ind med et stort indie-popnummer, vælger de at puffe den mere diskret på klem. Og lade frontperson Sarah Wichmann høfligt, men med den velkendte sørgmodighed i stemmen, gøre opmærksom på at Rigmoren er tilbage. Og i ret fin form. lyder det til? Jeg skulle lige lytte mig varm og ind på sangen, den er som nævnt ikke ligefrem flashy og støjende.
En stille sniger med dobbelt vokal fra bandet, så vi får nogle nuancer i den ellers lyse tone på det punkt hos Rigmor. Melodien danser roligt og elegant rundt i natten, hvor Rigmor holder sig vågne. De synger om at være lykkelige, men det lyder altså ikke heeeeelt så lykkeligt?! Nærmere lidt traurig. Heeeey, er det her slet ikke en glad sang så??
Spøg til side (ja, vi morede os alle), selvfølgelig er der længsel, vemodighed og en gennemgående stemning af at være alene. Selvom de er to om at synge – måske fra hver deres side af et forhold? To sjæle, samme tanker og alligevel så ensomme. Trist.
Kayak – “Ind I Solen”
Et efterslæb fra slutningen af sidste år, men jeg synes denne single er så stærk at den fortjener at komme med. Det er måske også først nu, at den for alvor har fået hul igennem? Den er i hvert fald blevet spillet jævnligt på P6 på det seneste.
Det forstår man godt, det emmer af radiohit, det som Kayak har gang i her. Catchy, dansevenligt, ungdommeligt og friskt, lige til at få humøret op, når kulden bider i kinderne. På flere punkter minder sangen mig om “Lyst Til” fra Downtown July, som jeg roste i slutningen af 2025. Faktisk troede jeg at det VAR en ny single fra Downtown July, da jeg hørte den i radioen første gang.
Ikke en kritik, blot en konstatering. Der er fællestræk og nogle af de samme kvaliteter, også Kayak har en kvindevokal i front og bandet har indie i popblodet, der gør at sangen har et fængende drive. Den lyse kvindevokal er med til at give både en snert udskyld/renhed/naivitet blandet med let melankoli og vemod. Sammen med indie-pulsen giver det hele sangen en luftig fornemmelse, der forstærker sangens følelse af at drive af sted.
Det dufter af et stensikkert hit – hvad det så er for indiemusikken nu til dags? Airplay på P6? Så er den allerede hjemme, men i nullerne var den nok også røget på P3 og længere ud.
Korte kommentarer
Lad os starte med mit dobbelt-op “fuck up” og ME vs ME, som jeg forresten allerede har omtalt en single fra. Så det er 3 singler indenfor relativt kort tid, som er blevet sendt ud i streaming strømmen. Nå ja, hvis der er nok fisk, så ryger der vel et eller andet i nettet, eller hvad man nu kan sige…
Aaaanyway. Både “Skyggedans” og “Saa Klar” er fine, små-dunkle rocksange på dansk. Førstnævnte er den mere højstemte, men stadig ildevarslende og dunkle. Sidstnævnte er mere midttempo rockende. Jeg synes egentlig begge numre rummer kvaliteter, der gør dem et lyt værd, hvis man er til “voksenrock” med en lidt halv-mørk tone.
Så kan du i samme ombæring give “Angst eller Cancer” fra Rådne Lunger et lyt. Den er lige så rar og hyggelig, som titel og bandnavn lægger op til. Kantet, rå, syrlig og ubehagelig “rock” med en tekst, der remser en række symptomer og situationer op og stiller det nærliggende spørgsmål: er det angst eller cancer? En rigtig hyggespreder og sing-a-long sang, der burde blive råspillet i radioen, men med garanti aldrig bliver det!
Så der er nok bedre mulighed for at både Barbro og Zar Paulo rammer radiobølgerne med henholdsvis “The Best” og “Paraplyer”. Jeg synes, som efterhånden bekendt, om begge kunstnere, og roser dem jævnligt. Men fælles for begge er også, at jeg synes de har udsendt bedre singler på det seneste end disse to.
Barbros “The Best ” er et fint nummer, men lyder lidt som et albumtrack. Og de seneste to singler fra den kant har været virkelig stærke. Zar Paulo ramte plet med “We Are One” i slutningen af sidste år, men “Paraplyer” er en klassisk “så holder vi lige hjulene i gang single”. Fint, men ikke fremragende. Og MGMT vil gerne have deres melodi fra “Kids” tilbage, når I er færdig med at låne den.
Signe Svendsen har slået sig sammen med KOM VI LØBER, i hvert fald for en kort bemærkning, på singlen “Ikke Forsvinde”. Det fungerer rigtig godt, og samarbejdet kaster et flot, nærværende og ret intimt nummer af sig. Vokalerne mødes i glimt, og lyder som et glimrende match, men det er den afdæmpede klang og atmosfære, som suger en ind i nummeret.
Mellemblond har jeg egentlig haft et fint forhold til, kvaliteten i sangskrivningen fornægter sig ikke. Og “Sensommerserenade” er heller ikke et dårligt skrevet nummer. Det er bare virkelig kedeligt. Sorry, jeg ved godt intelligente mennesker ikke keder sig, men så kald mig bare dum.
Dumt bliver det også hos Smag På Dig selv, der konsekvent har balanceret på en hårfin grænse mellem det eksperimenterende, kompromisløse og det dumdristige. Denne gang kammer det over for mig, hvor deres mildt sagt alternative “jazz” går full “dakke dak” retard og tager til trampefest.
Ikke min slags fest, og den holder 10 kr heller ikke på den ellers skønt betitlede “Crush That Hard Fruit”. Der plukkes ikke æbler, men vi er på klubben og skal ud og danse et eller andet. De trin kender jeg ikke rigtigt.
MARIYA vil også have os med på cluuub og dansegulvet med den elektroniske popbanger “Genius”. Genialt er det ikke ligefrem, heller ikke hæsligt, bare lidt ligegyldigt og lyder som noget fra en sangskriverfabrik eller “hitmagers” skrivebordsskuffe.
Kunne det være Loud Tigers? Hun har skrevet numre for en række internationale navne, som Alicia Keys, Black Eyed Peas og andre, som ikke rimer på Keys eller Peas. Når man læser den slags i en præsentation (“million sælgende” osv.) så betyder det næsten altid: A) Det er ikke DENNE sangskriver, der har solgt millioner, men kunstneren B) “Skrevet sange til”, men som regel ikke en sang du lige kender.
Nå, det lød som en lidt underlødig stikpille til den kære Tiger, men det skulle lige ud. Hun er faktisk ganske god på egne ben, selvom der er noget generisk over hendes tidstypiske country-pop/glam-country. Nogle gange fænger det og fungerer, fordi der er en formel, der bare virker, andre gange ryger det lige igennem systemet uden at gøre indtryk (eller skade).
Loud Tiger skriver naturligvis til sig selv her, og synger selv, og har personlighed og attitude nok til at komme i mål.
Personlighed er til gengæld en mangelvare hos The Grenadines på “Hooked On You”. Den folksy sjæler er ganske enkelt så ordinær og flad at det er lige før den slet ikke er der. Der må gerne være et eller andet, bare noget, som stikker ud?!
Der er mere af det hele hos ligeledes folkede MOLDE, der tager os med på en fin tur ud i vinterlandskabet. Hun besidder en god vokal, sangskrivningen er lidt middle of the road, men alt i alt et godkendt nummer. Godkendt er det også hos Jonas Emanuel, hans lyd er en smule mørkere i kanterne og stilen generelt mere rå og med nogle knaster. “Slummer” er en rolig summer, der måske ikke gør meget væsen af sig ved første lyt. Men en af den slags sange, der vokser for hver gennemlytning.
Det er jeg ikke helt sikker på at “Dér Hvor Vi Falder” fra Skyggesøn kommer til. Belært af min lytning og anmeldelse af hans seneste plade, så kan jeg dog sagtens tage fejl. Den plade krævede tid og plads, det gør denne single muligvis også. Her er mit umiddelbare indtryk dog, at Skyggesøn bliver for teatralsk og giver den for meget på vokalen til at jeg orker at være med.
Kan I mærke, at vi er ved at køre en smule i ring og trænger til at få rusket op i sagerne mod slut? Vi napper tur tilbage til “1984” med Persecutor og siger at det var nok for denne gang. Så der er dømt old school metal, fuld gas, håndtaget i bund og fremad i 2 minutter og 48 sekunder. “Let’s Go!” er åbningssaluten og så er der dømt smadder.
Det er stort, larmende og dumt, der råbes om at slås, uddele øretæver, gruppeslagsmål og at slås endnu mere. Der er kæberaslere og brækkede næser, “brawl of the century” og en følelse af at være med i en 80er actionfilm. Herligt, så er luften kraftedeme renset!
KAPOW, SUCKER PUNCH AND THEN KNOCK OUT, KAPOW.
Føjes til Repeatlisten: Fenja, Debbie Sings, Ninna Andreasen og Kayak.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ninna Andreasen, pressefoto
