Vinteren er ved at takke af, siger kalenderen i hvert fald og året fræser derudaf. Det betyder en fortsat strøm af nye singler, denne gang kan man varm sig til toner fra navne som Kejser, Deadnate, Nima, Schæfer, Meejah x HIRAKI og Von Quar.
Jeg har rent faktisk fået lyttet og ligefrem anmeldt nogle album fra starten af året! Var ellers lige ved at falde helt af på den, meeeen så kom der nyt fra navne som Lauge Heebøll, Rexen, Chris Dall, Ædel Fetish og ikke mindst Fenja. Sidstnævnte blev næsten en understregning af, hvad der er sket med udgivelsen af singler og albummet som koncept de senere år.
Albumformatet har været dømt ude eller døende mange gange, i efterhånden mange år – sikkert lige siden det blev en ting. Men streaming HAR gjort noget ved formatet, så det efterhånden fremstår en smule forældet eller overflødigt. Ikke som et FYSISK format forstår sig, da giver det naturligvis stadig mening.
Udsender man “kun” et album på streaming, kan det dog efterhånden virke næsten selvmodsigende. Lytteren er på ingen måde tvunget til at høre hele pladen, slet ikke den rækkefølge, sangene bliver præsenteret og der kan nemt som ingenting plukkes, hoppes og zappes rundt. Derfor giver “singlen” måske mere mening, hvis man bare gerne vil høres.
Kan man så ikke bare udsende singler, eller samle en “samling sange” på en playliste uden at kalde det et album? Jooooh. Så… hvad skal “albummet”, hvis det kun findes på streaming? Jeg er gammel og sat nok i mine vaner til at jeg kan anskue et album på Spotify som et samlet værk, men jeg ved ikke om yngre lyttere ikke er lidt ligeglade?
Fenja har siden hendes debut for 5 år siden udsendt mere end en håndfuld singler, især de seneste 1 1/2 års tid. Det er blevet meget normalt, især lige op til en udgivelse, at streamingtjenesterne spammes med singler fra en kunstner.
Ofte udkommer der 3-4 singler de sidste måneder inden en udgivelse lander, og så bliver overgangen til et album nærmest flydende. “værsgo, her har I lige den sidste håndfuld sange, der ikke er udkommet som single”. Det er med til at udvande albumformatet for mig, og gør at jeg ofte ikke har lyst til at høre en ny plade – jeg har næsten fået halvdelen på “forhånd”!
Det er også tilfældet for Fenja, for albummet indeholder kun 2 sange (plus en intro), som jeg ikke har hørt før. Hun har modsat spammerne bare ikke tæppebombet mig med numrene i slutspurten op til udgivelsesdatoen, men ladet dem sive siden 2023. Den “luksus” er der ikke alle der har, sangene skal jo ligesom være der for at de kan udkomme. Og på en måde kan man sige, at hun “bare har samlet til bunke”, gemt 2 numre og nu kan kalde hele baduljen et album.
Der er dog en rød tråd i materialet og på albummet, som det præsenteres og folder sig ud over 9 sange. Det føles, som om sangene er tænkt som et album og et samlet værk. Det jeg nok forsøger at sige er, at i disse tider og med de nævnte tendenser, så er det her måske en måde at gøre det på? Hvis man absolut skal have musik ud jævnligt inden en plade udkommer?
NÅ, vi er da slet ikke kommet i gang med det vi kom for! Let’s roll og køre lidt rapid fire denne gang, både fordi jeg har vrøvlet for meget allerede, og måske ikke har såååå meget at sige om singlerne, som andre gange.
I lyttepuljen var følgende 25 numre:
Who Killed Bambi & Peter Sommer – “Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske”, Kejser – “Pap’s Garage (Lige meget hvor du ender)”, Ingeline – “Skældsord & Glas”, Ise – “I Skyggen Af Det Der Finder Sted”, Vanir – “Never Surrender”, Mikael Kærsgaard – “Hverdagens Hvirvel”, LOH – “Næste Skridt”, Lovmand – “Café Morgenrød”, Allan Simonsen – “Fire Slemme Drenge”, Elliot – “hot but depressive”, Debbie Sings – “Hotpants”, Knægt – Varme Hænder”, Stine Klingsten – “Fint Porcelæn”, Nima – “rutinen”, Anne Schøne – “Normalitet”, LE IMENS – “Lykkes For Dig”, Elephant Moon – “Fly Again”, Deadnate – “Morass”, Fake Mannequin – “Same Tree”, Schæfer – “Verdens Værste Ven”, eee gee – “I Hear a String Quartet Play Everywhere I Go”, Persecutor – “To hold Hands With Death”, Strawberry Blonde – “Keep Talking”, HIRAKI & Meejah – “Preserve/Manifest” og Von Quar – “Kraft” + “Idiot”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Kejser – “Pap’s Garage (Lige meget hvor du ender)”
Kejser har en lyd og en stil, som en stadion-popkonge kreeret i en garage… det var faktisk en kompliment. Her er højt til loftet, store armbevægelser, attitude og karisma. Men lyden er også lidt simpel, primitiv og “tynd”, som en discount-kejser, der pynter sig med lånte fjer.
Det spiller ind i en samlet følelse af, at Kejser både er en art pop-persona og et ret personligt projekt pga. de ofte finurlige og underfundige tekster. Jeg kan virkelig lide blandingen og følelsen af at der på flere punkter “leges”, samtidig med at der ikke kommer så meget glimt i øjet, at det hele begynder at flimre.
“Pap’s Garage” er ikke helt så umiddelbart iørefaldende som Kejsers forrige single, den forrygende og medrivende “Åndssvage Mandag”. Den rummer dog andre kvaliteter, og viser en lidt mere underspillet og knap så hysterisk side af den altid lidt teatralske Kejser. Og igen er teksten dejligt skæv, drejer og leger med sproget.
Der blandes skødesløst engelske fraser ind i den danske pærevælling af ord og billeder uden at det bliver Nephew. I stedet giver det Kejser en fornemmelse af hverdagssprog, der glider ubesværet af sted ovenpå den spæde popmelodi, som en art tankestrøm eller en indre monolog med en ukendt modtager.
Kejsers univers er nok stadig for lille og særpræget til at appellere bredt, men hold lige øjne og ører på Kejser – det kan sgu noget det her!
Deadnate – “Morass”
Vi er på 3. single fra Deadnate, inden der lander et album. Og “Morass” er det nummer, der indtil videre er faldet mest i min smag – selvom ingen af de forrige har været sløje.
Her giver de den som en dansk pendant til Gojira, det er i hvert fald en af de referencer, der popper op hos mig. Ganske episk, det lyder STORT, og som om der er masser af luft omkring bandet som bare skal fyldes ud med storladne lydflader. Det bruser og suser, medrivende er det, faretruende og sammenbidt.
Det lyder virkelig som om der er noget, der bare SKAL ud her. Både den forpinte vokal og stormen resten af bandet bygger op, lyder som en art udrensning. Samtidig er det også ret teknisk, så der er lidt til alle tech-gokkerne derude. Det kammer heldigvis ikke over i rent selv-gokkeri, grundfølesen af noget, som skal UD forbliver i fokus og overskygges ikke af nørderier.
Nima – “rutinen”
…”dansksproget samfundskommenterende alternativ pop”, det er det Nima i sin essens ifølge presseteksten går efter af skabe. Bandet debuterede i 2021, og består af gode kræfter fra bands som Dusin, Artifact Collective og Mørkeblødt. En ny EP, Ind Til Benet, landede d. 27/2, hvor de som titlen antyder tilstræber at skære ind til benet.
Første smagsprøve derfra landede i form af “rutinen” i slutningen af januar, og her er der tale om alt-pop møder indiepop/rock. Nummeret handler om “træthed forårsaget af hverdagens passificerende gentagelser”, hvilket man faktisk sagtens kan høre i singlens lyd og stil – på den gode måde. For Nima lyder ikke trætte eller lammede.
Eller jo, de lyder trætte, men det er meningen, for “livet er tungt”, som det lyder i den opløftende åbningslinje. Fidusen er netop, at der faktisk er noget opløftende over Nima og deres klang på “rutinen”, trods tristessen og det nedslående udgangspunkt. Der er følelse af noget opdrift, som om musikken bygger op og løfter, eller i hvert fald får skærmet for at man rammer bunden.
“Livet er dumt, men jeg lever”, kan man kalde det et glimt af håb? Nima lyder på “rutinen”, som om der ER håb, og grund til ikke at give op. Også selvom teksten kredser om at hænge fast og hvor trøstesløst det hele kan føles. Dermed er det for mig i sidste ende også et positivt og optimistisk nummer, det er bare stråler af lys gemt i sprækkerne af noget der kan virke, som om man har ramt muren.
Flot nummer, god single, dufter måske lidt af slut-00erne. Om det er en fordel eller en ulempe må vi se.
Schæfer – “Verdens Værste Ven”
Har du jokket i spinaten og prøvet at være verdens værste ven? Så har indie-duoen Schæfer (Emil Mors og Anna Skov) din ryg eller kender i hvert fald følelsen. Den besynger de på deres nyeste, rigtig fine single, “Verdens Værste Ven”, der er tredje (og sidste?) single, inden der lander en debut-EP d. 20. marts.
Den er nok værd at holde øje med, eller folde lyttelapperne ud til, for schæferen her har med de foreløbig 3 singler vist sans for gode og iørefaldende melodier og gode tekster, på en dejligt underspillet vis. Underspillet uden at det bliver FOR “bøjet hoved/undskyld vi forstyrrer”-indie, så man får lyst til at sparke dem bagi.
Der er tempo, men ikke fræs, på “Verdens Værste Ven”, der stryger fremad med et medrivende drive. Som modvægt er Anna Skovs vokal mere afventende og dvælende leveret, som om livet suser af sted i musikken, men hun/Schæfer insisterer på eftertanke og refleksion. Er det urimelige krav, man stiller til sig selv, eller har man for høje forventninger – vi kan alle være verdens værste ven.
Godt nok kalder Schæfer sig en duo, men der er fuldt band på her. Så der er også plads til flere lag i musikken, hvor man fornemmer noget horn, synth og percussion. Det er meget elegant produceret og eksekveret, så sangen hverken virker overlæsset, eller på anden vis ude af balance. Glat udført, uden at være for poleret.
Stærk single, der nok skal få noget P6 airplay og anden opmærksomhed til duoen fra Aalborg.
HIRAKI & Meejah – “Preserve/Manifest”
Eller er det Meejah x HIRAKI?! Nuvel, der er i hvert fald tale om et ægte samarbejde, som nu er nået til anden single fra den kommende fælles/split-udgivelse INTERWOVEN. Så der er vitterlig tale om et forsøg på en sammensmeltning:
Vokalist i HIRAKI, Jon Gotlev, uddyber:
“Teksten såvel som nummeret balancerer mellem netop bevarelse og manifestation, hvor
dominans opløses i intimitet, og modstand bliver til omsorg. Man kan nærmest tale om en
anspændt symbiose af magt og kontrol, kærlighed og egoisme – en form for simuleret drivkraft gengivet som en organisk sameksistens.”
Okay, store ord og fine tanker, men hvad munder det så ud i i praksis?
“Preserve/Manifest” kan være en svær størrelse at beskrive helt præcis, da der arbejdes meget med (og aktiveres) noget udefinerbare og diffuse stemninger og følelser. Der er noget maskinelt/industrielt over det, men også noget svævende og sfærisk. Der er et beat, så der er også en solid bund og en forankring, så det hele ikke svæver væk.
Det er et nummer, som burde kunne appellerer til flere forskellige slags musiklyttere. Jeg tænker, at samarbejdet i en livesammenhæng ikke ville være på udebane både blandt et metalpublikum og mere alternative og eksperimenterende musikfans. Det dufter også af en oplagt kandidat til en Roskilde-booking, de elsker den slags sammensmeltninger!
Er man stødt på et navn som John Cxnner i sin tur gennem undergrunden, så vil Meejah x HIRAKI være et lyt værd. Det er ikke doom-rave, men man aner er åndeligt slægtskab.
Von Quar – “Kraft” + “Idiot”
To sange een single? De ligger som to separate spor på samme “single”-udgivelse, men er ret sikker på at de hører sammen. “Kraft” er kun 1 ½ minut lang og giver mening, som en art synge-snakket intro til “Idiot”. Nå ja, og så giver det tilsammen “Kraftidiot”, duh!
Sjovt nummer! Ligesom det var tilfældet ved samarbejdet/sammenstødet mellem HIRAKI/Meejah så føles “Kraftidiot”, som et stilmæssigt clash/sammensmeltning mellem to sange og stilretninger. I dette tilfælde er det så det 16 personer høje selvudnævnte hooligan-rock kollektiv Von Quar, der støder sammen med sig selv. Men man må vel forvente optøjer, når man er 16 mand på banen?
Nuvel, det lyder nu ikke som om Von Quar lider af interne kunstneriske stridigheder. Der er blot tale om endnu et nummer fra deres mange hænder, hvor de formår at skrue noget sammen, der lyder ganske særegent.
Numrene her kan høres hver for sig, men især “Kraft” giver måske mest mening som en art snakke-synge intro med en dejligt særpræget tekst. Og den fungerer fint som netop intro til den mere hårdtpumpede “Idiot”. Sidstnævnte står nemmere alene og fungerer som den egentlige sang i denne sammenhæng, men det er tilsammen de smelter sammen til “Kraftidiot” og bliver noget specielt.
Det er både dansabelt, fængende og skævt poetisk, men har samtidig stadig karakter af noget, der kunne lyde som paroler eller banke ud af højtalerne ved et sportsstævne. Det er… anderledes?! Von Quar skiller sig ud fra mængden på flere punkter, men er på samme tid underligt folkelig og appellerer bredt.
Korte kommentarer
Her sætter vi lige for alvor tempoet op, ikke for at udvise mangel på respekt, men nogle gange… er der bare ikke så meget at sige? Især, hvis jeg ikke lige har noget ovenud positivt at sige.
Først skal der dog sendes positive vibrationer efter et par kunstnere, der har udsendt nogle fine, men i mine ører ikke decideret fremragende singler. Eller numre, jeg bare ikke helt tænder på samme grad som en eller flere af deres forrige singler.
Elliot leverer nydelig, men til min smag en kende FOR nydelig og pæn indie-pop på “hot but depressive”. Den kunne dog sagtens få noget rotation på en landsdækkende radiokanal. Hvor det heller ikke er utænkeligt, at Mikael Kærsgaard kunne lande med den iørefaldende “Hverdagens Hvirvel”.
Knægt, som jeg tidligere har rost af flere omgange, er tilbage med endnu et dejligt dansksproget singer/songwriter popnummer. Det virker velkendt, men på en god måde. Der er sgu’ krummer i den knægt, jeg føler bare at jeg har hørt denne ellers gode melodi før.
Persecutor heavy høvler ufortrødent og energisk videre på “To Hold Hands With Death”. Sejt. 2 et halvt minut fuld skrue og hovedet under armen. Ikke noget brok herfra. Debbie Sings bruger cirka 9 sekunder mere på at vise hud i “Hotpants”, hvor hun igen flasher hendes overgearede, højpotente elektroniske energiudladninger på fængende vis. Det føles måske som lidt mere af det samme, og sangen fænger ikke helt så meget, som de forrige singler, men det er stadig festligt. Og for meget.
Således opstemte rammer jeg muren på en ret stor del af de øvrige singler i bunken. Der er nogle fællestræk og fællesnævnere, derfor tillader jeg mig også at remse op og så fremhæve enkelte.
LOH, Lovmand og Allan Simonsen (nej, ikke DEN Allan Simonsen) er lyder, som varierende grader af midaldrende mænd, der ikke helt kommer ud af stedet rent musikalsk. Det sidder bare lidt fast og støver i mine ører, sorry.
Og så er der (desværre) en håndfuld kvindelige indslag, der kommer fra den trælse kasse mærket “kedeligt”. Og ja, det er en af de mest dovne betegnelser, man som anmelder kan smække på noget. “Kedeligt”, hvorfor, forklar venligst?! Men det er nogle gange, som at skulle forklare, hvad man synes er sjovt eller ikke.
Så, here we go, høfligt nej tak til singlerne fra Ise, Ingeline, Anne Schøne, Strawberry Blond og LE IMENS. Jeg er nødt til at gå så vidt som at sige, at disse numre ikke kun er kedelige, det er dårlige sange og singler.
Stine Klingsten har jeg tidligere haft med og synes om, men hendes nyeste single skud “Fint Porcelæn” er beklageligvis ikke helt en fuldtræffer. Der er ikke tale om løst pop-krudt, mere en strejfer.
Elephant Moon og Fake Mannequin giver det på hver deres måde et skud på engelsk. Førstnævnte befinder sig i det folkede med et fint, men en smule forudsigeligt resultat, jeg slumrer lidt hen. Sidstnævnte er mere moderne electro-poppet i blålige nuancer, hvilket er kompetent, men en kende anonymt.
Vi slutter denne omgang af med to gode singler, hvoraf den ene er lidt “snyd” og den anden en stille eller langsom “grower”, der ikke helt har haft den fornødne tid til at vokse sig stor.
Who Killed Bambi har kastet sig over og kørt Peter Sommer og “Drømmer Om At Elske”, Elskede At Drømme” igennem deres stryger-maskine. Det fungerer rigtig godt og giver sangen et nyt lag maling. Men, det er jo et nummer af ældre dato, så det ville være lidt snyd at inkludere den sammen med de nye singler. Et lyt værd.
Det er den nye single fra eee gee også, den kræver bare noget tid og flere lyt fra min side, kan jeg mærke. En stille, rolig og tålmodig summer af en sang, der i samme tempo er vokset for hvert lyt. Det er nok bare en af den slags numre, som for mig kræver at jeg ikke distraheres eller har for meget andet kørende.
Den slags numre kommer nogle gange til kort, eller får ikke tid og plads, når der ligger 24 andre singler og roder i bunken – og mit hoved. eee gee har, som jeg runder det her af, allerede sin næste singler ude, som også er ret god – dømt ud fra mine første gennemlytninger. Jeg samler nok op på begge numre næste gang.
For nu er det fandeme slut for tredje udgave af Repeatlisten 2026. Altså næsten.
Føjes til Repeatlisten: Fuck it, vi tager sgu dem alle denne gang, Kejser, Deadnate, Nima, Schæfer, Meejah x HIRAKI og Von Quar.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Nicolai Lund, Deadnate pressefoto
