Ja, vi er tidligt ude af starthullerne i år! 2026, men samtlige singler i denne første udgave af Repeatlisten i år stammer fra 2025. Så det er lidt en omgang singlebal i limboland. Der samles op på numre fra blandt andet Løvehjerte, Witchfang, Persecutor, KOM VI LØBER, CEVIL & Vilma Crow, Barbro, Erik Apollo, Turboweekend, Rosenthal og Redwood Hill.
Og hvordan faen skal jeg så presse det ind i mit løst definerede Repeatlisten-koncept. Numrene her, som jeg eventuelt ville føje til den famøse liste, hører jo til 2025-listen. Som ER afsluttet. Skal de så føjes til listen for 2026? Det giver da noget rod.
Nuvel, min liste og mine regler, og vi skal ikke tage det så nøje eller “seriøst”. Det er jo ikke DMAer, der uddeles her (den glamourøse prisuddeling finder forresten først sted i 2027 igen, fordi de skal udvikle på konceptet og gøre det mere tidssvarende). Vi lever med det underlige overlap og siger, at disse singler kommer med på 2026-listen.
De første singler, der reelt er udkommet i år, kommer så med fra næste omgang. Der er ikke fyldt i bunke nummer #2 endnu, så den lander nok først engang til februar.
Følgende 25 2025-singler var med i lyttebunken:
LØVEHJERTE – “Hjerte i Gabestok”, Me & Munich – “Drainings of your tree”, Witchfang – “Night’s Embrace”, Lips Glued – “Head In My Lap”, In Memoirs – “I Can Not Make You Mine”, Persecutor – “A Way In Life”, KOM VI LØBER – “Jeg Siger Ikke”, CEVIL & Vilma Crow – “OLIVER!”, Åh Buster – “Dagen Derpå”, Decorate.Decorate. – “Before the War”, Bahima – “Du Faldt”, Barbro – “Calling Out”, OhNothing – “Shadow of the Sun”, Deadnate – “Neon Burner”, Mellemblond – “Sikke En Dag”, Erik Apollo – “Forvirret Forelsket”, Hannah Schneider & Christian Balvig – “Starry Void”, Turboweekend – “VERDEN ER VIDUNDERLIG”, Nina Baun & Frederick Menzies – “Status”, Jomi Massage – “Når støvet har lagt sig”, HEATHAZE – “røde biler falmer hurtigt”, Rosenthal – “Heart”, Karambolage – “Ublu”, Redwood Hill – “Immaculate Vessel” og “atom” Chris Dall & Powerband – “A.C.D.P.B mareridt”.
I betragtning til Repeatlisten kom
LØVEHJERTE – “Hjerte i Gabestok”
Da jeg lavede min opsamling af favoritsingler fra 2025 scorede Løvehjerte ret højt med hendes forrige popbasker “Landekendt”. Hvor jeg drog paralleller til et 90er navn som Souvenirs i stil og klang, en form for “det hele er lidt nederen-pop”, der gennemstrømmes af en følelse af let tristesse, sårede følelser og et stækket selvværd.
Der fortsættes lidt i samme stil, men på en mindre åbenlyst catchy og poppet vis på “Hjerte I Gabestok”. Stilen er mere nedtonet, blikket rettet ned og indad og hjertet og følelserne blottes i endnu højere grad. Den selvironiske humor er knap så udtalt her, hvor Løvehjerte letter hjertet overfor en veninde og resten af verden.
Hvad sker der, og hvordan er det, når man pludselig får andre følelser for en veninde end “bare” venskab? Sangen gennemstrømmes af en stemning af noget hemmelighedsfuldt, usikkerhed og en stille tvivl. Skal man sige det… skal, skal ikke. Hvad er konsekvenserne? Det emmer af noget skamfuldt, selvom der er tale om følelser, man ikke kan kontrollere eller bestemmer over.
Det underbygges af den luskende, roligt tøffende melodi, der med små skvulp ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Der skal dog ikke mange gennemspilninger til, inden man opdager at også dette nummer fra Løvehjerte rummer noget elementært fængende.
Witchfang – “Night’s Embrace”
Jeg får De Forbandede vibes, når jeg lytter til Witchfang. Ikke 1:1 i lyd, men den samme fornemmelse af et band, der dyrker en retro stoner/psych-rock lyd med gammeldags klingende produktion og stil i øvrigt. Og en flair for både genrens virkemidler og gode melodier.
Denne anden single, som jeg har hørt på bandet, er endnu bedre end den første. Det er “bare” et rigtig godt, gammeldags rocknummer, hvor man næsten kan smage og dufte at det her været hengemt på i et loftrum i 40-50 år. Det er naturligvis nyt, men undgår at lyde som en stiløvelse eller pastiche.
“Okkult horror rock”, kalder bandet fra Kolding selv deres stil. Det virker velvalgt, når man lytter til “Night’s Embrace”, som straks sætter gang i en indre b-film fra en svunden tid. Noget urovækkende og farligt lurer i skyggerne, skumle kældre og katakomber svagt oplyst af en fakkel, en indelukket stank i luften. Natten er klar til at omfavne og snuppe dig.
Versene er bundsolide, men omkvædet er decideret glimrende, fængende og måske ligefrem lidt poppet? Det er muligvis blevet lyttet lidt til Ghost og lånt en smule fra deres opskrift. Men derfor skal man stadig selv kunne skrive en god melodi og stærkt omkvæd, og det er lykkedes Witchfang.
Persecutor – “A Way In Life”
Nåmenøhh, skal vi aldrig moshe lidt? Til en omgang “chucka-chucka” groove fra Persecutor, der viser dig hvordan de går, eller tramper, sig gennem livet med masser af attitude og store armbevægelser.
Det er ikke ligefrem raketvidenskab, som får dig til Mars i en fart, meeeeen det gynger og rykker sgu egentlig reeeet fornuftigt. Det er soundtrack til en tur i pitten, der giver godt med sved i armhulen og ømme kæber, fordi man skal hoppe rundt og se farlig ud. Primitivt, men ganske effektivt.
Persecutor glemmer dog ikke melodien eller tromler den ihjel. Der er flere passager, hvor det bliver helt storladent, inden de igen går efter fodtøjet og mellemgulvet. De finder en god balance, uden at det føles som om de ender på røven mellem to stole.
KOM VI LØBER – “Jeg Siger Ikke”
Lone Slot Nielsen, der er kvinden er indeni KOM VI LØBER, har leveret en jævn strøm af gode single siden debuten i 2019. Det er blevet til en del radio airplay, og sangskriverpennen virker altid spidset og leverer, når den rammer papiret.
“Jeg Siger Ikke” er både KOM VI LØBER, som vi kender hendes singer songwriter, indie-pop, klang og stil, og med tilføjelsen af lidt saxofon mod slut noget nyt. Der er dog også en ro, noget tænksomt i tempoet, i stedet for den lidt “jagede” fornemmelse, man har kunnet fornemme i tidligere singler.
Det er et nummer, som straks virker genkendeligt som et KOM VI LØBER nummer, hvilket skal forstås som et kompliment. Hun har en distinkt lyd og stil, og den måde sangen vibrerer og ånder på. Her får man så også et rigtig stærkt omkvæd, muligvis et af de bedste og mest iørefaldende KOM VI LØBER har disket op med indtil videre.
Muligvis er lyden og KOM VI LØBER her noget, som appellerer mere til P4 end P6, men det er jo ikke en dårlig ting. De har blandt andet flere lyttere, og det her fortjener at blive et radiohit.
CEVIL & Vilma Crow – “OLIVER!”
Tillykke, Oliver. Den titulære Oliver er åbenbart benådet med så godt et mundtøj (og her taler vi ikke snakketøjet), at han og hans evner har fået et shout out og en art hyldestsang. Det er jo ikke alle forundt og ganske imponerede, man må have gjort et vist indtryk.
Heldigvis er det ikke “bare” en lummer og sexet sag, det er et virkelig fremragende popnummer, som de damer CEVIL og Vilma Crow disker op med her. Et af de bedste fra 2025 faktisk, og et der havde været selvskrevet til både en plads på Repeat- og årslisten over favoritterne. Hvis jeg altså havde fået hørt den tids nok.
Det er pop, du kan danse til det, melodien er fængende og omkvædet sidder lige i mellemgulv, skab og hvor ham der Oliver nu ellers har været på rundtur. CEVIL har vi allerede stiftet bekendtskab med i denne lidt elektropoprockede genre, mens Vilma Crow mere har været ovre i det mere traditionsbundne singer-songwriter/americana/folk-poppede. De klæder hinanden virkelig godt, stemmemæssigt og som musikalske dansepartnere og hyldere af en mandsperson, der er godt skåret for tungebåndet… så at sige.
At CEVIL lyder på hjemmebane i denne indbydende indpakning er måske ikke så overraskende, selvom de numre jeg har hørt fra hende har været mere dunkle i klang og tone. Det overrasker mere, hvor naturligt og godt Crow falder i med omgivelserne her og folder sig ud som en stærk regulær popsangerinde.
Barbro – “Calling Out”
Her har vi en “grower”. Et nummer, som lige skal have et par ture i manegen, inden det åbenbarer sig helt og man er fanget. Dermed ikke sagt, at man ikke straks fornemmer, at Barbro igen leverer en god sang. Den skal bare lige have tid til at folde sig helt ud, stille og roligt, for hvert lyt sniger den sig under huden.
Jeg har tidligere rost Barbro og hendes vokal, både for dens alsidighed, men også for klangen. Hendes vokals klang er egentlig ikke den mest versatile i verden, men måden hun er i stand til at bruge den på giver den en stor “bredde”. Og så rummer den en eller anden glød, der bare er virkelig indbydende og rar at lytte til.
Her er vi igen i det umiddelbart lidt nedtonede hjørne, det er i hvert fald ikke en up tempo popbasker. Det er mere afventende, svævende og cirklende. Det bobler hist og her, sangen bliver mere luftig efter en stille start. Der er næsten noget forårsagtigt over stemningen, hvor et eller andet spirer rent musikalsk og klangmæssigt.
Erik Apollo – “Forvirret Forelsket”
Sidste gang i dette forum gik det endelig op for mig (igen), at Erik Apollo jo for helvede var stemmen fra TÅRN. Altså, det vidste jeg jo egentlig godt, jeg havde bare glemt det… i en længere periode og over flere singler i eget navn fra Apollo.
Nu kan jeg nærmest ikke høre hans genkendelige vokal, og måden numrene danser lifligt ud af højttalerne, uden at tænke på netop TÅRN. Sådan kan det gå.
Og det er ikke en skidt ting, TÅRN og nu Apollo kan bare et eller andet med den luftige pop. En stil, som er tilpas eksperimenterende og skæv, så det genkendelige aldrig fremstår fastlåst eller som en regulær gentagelse. Det sagt, “Forvirret Forelsket” lyder virkelig som et Erik Apollo popnummer.
I sådan grad at det fængende omkvæd kan få en til at tro, at man har hørt sangen før – altså første gang man hører det. Det kan både være en fordel og en lille ulempe. Her falder det dog ud til Apollos fordel, han er simpelthen for dygtig en sangskriver og melodisnedker til at det ikke bliver elementært fængende og medrivende.
Jeg vil dog ikke fortænke nogen i at tro at de har hørt den før. Fra Apollo eller TÅRN.
Turboweekend – “VERDEN ER VIDUNDERLIG”
Slap af med det der CAPS LOCK I TITLEN. Ok, hvis der er en sang, hvor det virker oplagt at bruge det, så er det Turboweekends single “VERDEN ER VIDUNDERLIG”. Er det den mest glade i låget og dummeste sang, som jeg synes om i 2025?
Jeg burde hade det her LALLEGLADE LORT. Det burde gå lige i min GAG REFLEX. Og så meget på NERVERNE, at jeg begyndte at hive hår ud af ørene for at aflede min opmærksomhed.
Men det er bare ikke tilfældet. I hvert fald ikke efter det første lyt, hvor jeg var noget mundlam, hvis ikke chokeret. Jeg har aldrig været den største Turboweekend fan, men det var et ret fedt liveband, og de havde da også nogle solide hits way back when. Ligesom Figurines, så stod jeg dog ikke lige og savnede en genkomst. Jeg mener, har I hørt 00ernes musik for nylig? Hvordan jeg kom igennem den ørkenvandring, ved jeg ikke…
NÅ, men verden er altså vidunderlig i 2025. Gad vide om det er ironisk eller sarkastisk ment? Medierne fortæller os ellers noget andet. ALT ER FUCKED. Her kommer Turboweekend så dansende med spraglet poplyd, uskyldsrene hvide klæder og et positivt budskab?
Fy for helvede. Mega irriterende og mega catchy nummer. Rend mig!
Rosenthal – “Heart”
Er det indie? Kan man danse til det? Ja og ja, og det gør ikke noget! Fandme en god melodi, lad os lige få det slået fast fra start. Det hele emmer af 80er æstetik for fans af kunstnere, som The Cure, Cocteau Twins og New Order, som Jeppe Kiel Revsbech (Rosenthal i civil) nævner som referencepunkter og inspirationskilder.
Han, Rosenthal, bruger det heldigvis til at lave sit eget og ikke blot en let-falmet kopi. Det er også selvudgivet, så vi har også rødderne godt nede i vækstlaget og undergrunden. Uden at det LYDER som undergrund.
Det lyder drømmende, samtidig med at en fængende rytme driver nummeret fremad. Der er ikke noget egentlig omkvæd i gængs forstand, sangen er mere en lang flydende bevægelse, eller sekvenser af stemninger, der smelter sammen til et nummer. Ganske betagende og den her melodi og sangens klang kan bare et eller andet, der rammer og straks sætter en i den rette stemning.
Der er masser af potentiale her. Altså, nummeret er jo allerede virkelig godt, så det i sig selv er jo imponerende for et selvudgivet projekt. Et der fortjener flere ører og opmærksomhed, måske sidder der endda et bette indieselskab derude foran skærmen, som lige skulle give “Heart” et lyt?!
Redwood Hill – “Immaculate Vessel”
Jeg var efterhånden begyndt at tro at man vidste, hvad man fik, når det gælder Redwood Hill. Et højt bundniveau, store peaks, men ikke den vilde udvikling i deres post-metalliske lyd. Et band, der kan lide at tage sig god tid mellem udgivelser og så leverer det man kender og kan lide.
En formel, der har virket ganske fortræffelig indtil videre, men den forrige single var for mig lidt undervældende. Derfor er det også både overraskende og glædeligt, at Redwood Hill endelig viser en anden side på “Immaculate Vessel”.
Indledningsvist var jeg i tvivl om det overhovedet er Redwood Hill, for forsanger Marco synger roligt, frem for hans velkendte flossede skrig?! Han crooner nærmest, i et nummer der er mere mørk rock end metal. Og det lyder glimrende – manden kan jo rent faktisk synge?! At de ikke har benyttet sig af det i højere grad tidligere kan undre.
Den mere martrede og forpinte klang, som man kender så godt, dukker op, som sangen skrider frem. Ligesom trykket og intensiteten tager til i styrke. Det bliver dog aldrig til et forløsende stormvejr, hvor det hele når et voldsomt klimaks. I stedet rinder sangen ligesom bare ud og fortoner. Nogle vil nok savne et større sus mod slut, men det er ikke den slags sang.
Korte kommentarer
Året sluttede altså ret stærkt af, hvad singler angår, som jeg ikke nåede at få med i 2025. Derfor var der også adskillige, der bød sig til til at komme med i afsnittet ovenfor.
OhNothing har faktisk udsendt en single inden denne udgaves “Shadow of the Sun”, “For You”, som jeg burde have fremhævet i Repeat #. Men jeg løb tør for plads og energi, og sangen røg mellem gulvbrædderne for mig. Derfor, hvis du synes “Shadow of the Sun” er noget for dig, så giv også lige “For You” et velfortjent lyt.
Det er en rigtig fin tur i popland, som duoen OhNothing lokker med denne gang.
Jeg har også tidligere omtalt Åh Buster, faktisk var hans “Duks” blandt boblerne til mine favoritter i 2025. Måske skulle jeg have taget “Dagen Derpå” med i ovenstående afdeling om de numre, der kom i betragtning til Repeatlisten. Lad os kalde det en bobler til at komme i betragtning!
Det er en slow grower, det er min bortforklaring. Den let boblende og bølgende sniger sig langsomt ind på en, den begynder at gå i knæene og vippe foden. En rolig stemmeføring ligeså, der er noget afslappende over Åh Busters vokal. Det er næsten underspillet her, en følelse af at tænke højt, fundere og slå blikket ned. Som man kan have det “Dagen Derpå”.
Sangen dribler roligt fremad, gør sådan set ikke meget væsen af sig. Men den har et eller andet. Noget der suger en ind, på sin egen afdæmpede facon.
Egentlig synes jeg at Karambolages lyd fremstår som en anelse tynd og enkelt på instrumentalnummeret “Ublu”. Men det er ikke ødelæggende for det fine rocknummer. Det tilføjer blot en endnu større fornemmelse af let improvisation, eller at være en flue på væggen i øveren – på en god måde. Afslappende, selvom der eksperimenteres.
Deadnate har jeg også haft med før, denne gang er de nærmere listen end tidligere med slagkraftige “Neon Burner”. Man kan sige at prog-metallerne brænder godt igennem og viser tænding, høhø. Det ville dog være lidt dovent, ik?
Dovne ved jeg ikke om Mellemblond eller In Memoirs har været, men det er ved at være noget tid siden at de har kigget forbi her på siden. Mellemblond er i det lidt for sagte hjørne på “Sikke En Dag”, i hvert fald til mit temperament. Velskrevet er det selvfølgelig, andet havde overrasket.
Vi skal helt tilbage til 2017 for at finde en anmeldelse af In Memoirs, da jeg sendte 4 stjerner efter Love, Dreams & Sunsets. Ja, det var dengang vi gav stjerner. Der udkom dog en plade i 2020. 5 års pause, og Morten Filipsen lyder stadig, som om han laver et kulørt og vellydende indiepop soundtrack til Beverly Hills 90210 eller Baywatch.
Det er dog endnu længere siden, at de post-punkede mørkerockmænd fra Decorate.Decorate. udsendte nyt, inden de vendte tilbage med Swerve of Atoms i november. 16 år skulle der gå, men de er tilbage i stærk form, som man kan læse i anmeldelsen HER. Singlen “Before The War” er et af de mere tempofyldte numre på pladen, og en solid single.
Musikalsk beslægtet er Decorate.Decorate. måske et eller andet sted med Jomi Massage, den ukronede undergrundsdronning af dansk støj-rock? Eksperimenter med lyden er ikke fremmed for Signe Høirup Wille-Jørgensen, her giver hun det et skud på dansk. Ikke for første gang, men man forbinder hende nok mere med det engelske?
Nuvel, “Når støvet har lagt sig” er ikke et nummer, som helt fanger mig eller får mig til at hvirvle støv op. Ikke dårligt, (duuuh, det er Jomi!), men det var jeg ikke lige i humør til.
Ej heller Lips Glued får min puls op med “Head In My Lap”. Det virker faktisk lidt søvndyssende på mig. Selvom der er et eller andet i det poetiske alt-pop univers, der på samme tid irriterer mig en smule, og pirrer min nysgerrighed.
Der er et eller andet ved Me & Munich, som i mine ører lyder skævt eller “off” på “Drainings of your tree”. Den elektro-rockende duo plejer ellers at have styr på sagerne og levere solide numre, men det her fungerer ikke helt for mig. Det er mørkere og mere dystert end tidligere, på en ulmende og opbyggende måde. Det lyder bare ikke rigtig fedt? Eh??
Nina Baun, som jeg også havde med i Repeat #12 2025, hvor jeg omtalte “kan du huske” i rosende vendinger, skruer ned for tempoet på “status”. Til gengæld skrues der en smule op for det jazzede i hendes lyd, hvilket ikke ubetinget falder i min smag. Hun har dog en skøn og stærk vokal, men her er indpakningen knap så indbydende for mig.
En der også leger med Hannah Schneider, der tidligere har befundet sig i det mere radiovenlige og poppede. Det gør hun også til dels på “Starry Void”, hvor hun sammen med Christian Balvig bevæger sig fra en velkendt popklang og opbygning i retning af noget elektronisk. Indtil vi til sidst ender på betongulvet til en heftig technofest? Det er lidt at en tur i løbet af 4 minutter, men bestemt ikke uinteressant.
Uinteressant er Bahimas “Du Faldt” egentlig heller ikke, men det bliver lidt uforløst eller stillestående for mig. En art stemningsfuld og roligt pulserende elektro-pop, men jeg bliver ikke helt fanget af stemningen. Bahima har ellers tidligere leveret nogle singler, som jeg fandt ganske vellykkede, men vi behøver jo ikke være helt på samme bølgelængde hver gang.
Det kommer også til at stå lidt for stille for mig på “røde biler falmer hurtigt” fra Heathaze, som ellers har en del der fungerer rigtig godt. Igen er stemning og atmosfære i førersædet, men jeg savner mere fremdrift af en art. Vi kommer til at holde lidt i tomgang, selvom jeg kan lide den synth-rockede lyd, der summer fra duoens motorrum.
NÅ, nu må vi hellere få trampet den her ukurante første Repeatliste i 2026 over målstregen. Det gøres med en stampende omgang beat/blues-rock fra “atom” Chris Dall og hans Powerband. Saft og kraft er der i hvert fald i de traditionelt snærende løjer.
Atomet og Powerband har tidligere begejstret med eksempelvis et herligt anarkistisk nummer, hvor der blev undskyldt for at rapse alkohol i en kiosk på Amager. “A.C.D.P.B mareridt” er en kende mere tøjlet, men stadig bundsolid og lettere rablende dansksproget nosse-bluesrock.
Føjes til en eller anden Repeatliste: Løvehjerte, Witchfang, KOM VI LØBER, Cevil & Vilma Crow, Barbro og Rosenthal.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jakob Wendt, Løvehjerte pressefoto
