Sensationel udvikling! Indbakken er IKKE fyldt til bristepunktet med nye singler så, der har været luft til at lytte til nyt fra navne som Cecilie & Edoardo Cavazzoni, Søren Grønbæk, Baest, Natskygge, De Frigjorte, Syvsover og Augusta Schackinger.
Jeg kan ikke huske hvornår (om overhovedet?) det sidste er sket, at jeg ikke har været bagud på singlerne henover sommeren?! OK, jeg er bagud i den forstand, at nogle af numrene her udkom tilbage i juni. MEN, der plejer at være så meget pres på op til sommerferien, at efterslæbet er større end i år.
Det gør, at jeg med nød og næppe “kun” fik presset stakken op på 20 singler. Til gengæld kan jeg se, at hullet i udgivelser gør at der kommer et større ryk sidst i august. Så, der opstår sikkert en lille flaskehals på den anden side af det… oh well, det var dejligt at være på omgangshøjde mens det varede!
Og nu der kun er 20 numre (mod normalt 25 + en kø) i bunken, vil jeg knytte nogle ord til samtlige numre. Af varierende længde naturligvis.
I betragtning til Repeatlisten kom
Cecilie & Edoardo Cavazzoni – “Kaleidoscope”
Cecilie er en dansk americana/folk-sangskriver og sanger med base i Portugal for tiden. Hvor hun blandt andet har skrevet og indspillet dette nummer med den italienske guitarist Edoardo Cavazzoni – og det er en potent kombination.
Nummeret i sig selv er ret traditionelt i sin lyd og udførelse, det lyder i den forstand, som man kunne forvente. Men det lyder også virkelig godt!
Samspillet er glimrende, og duoen fremstår som om de går i musikalsk symbiose. Det er følt, det er vellydende og lækkert håndværk, hvor vokal og guitar smelter sammen, bakker hinanden op og hver for sig også får godt med plads. Samtidig ligger der noget smagfuld og diskret kor og summer i baggrunden, som øger “lækkerhedsfaktoren”.
Et dansk/italiensk møde i Portugal, der lyder meget amerikansk? Det er egentlig ret pudsigt. Det sydlandske islæt får dog lov til at kigge frem i glimt med noget labert fingerspil. En sang, som ikke kommer brusende, men er ganske berusende.
Søren Grønbæk – “Doktor Grum”
“… en mørk, ironisk og surrealistisk rejse gennem personlig, økonomisk og moralsk deroute”, således beskrives Grønbæks single blandt andet. Aarhusianske Grønbæk skåner ikke sig selv i den udlægning, og “Doktor Grum” fremstår som en herligt spydig og syrlig sag.
Grønbæk lusker rundt i mørket, det kunne være storbyens gader… eller et krat. Der er noget kratlusker over stemningen og rytmen her. Blikket er ikke kun rettet indad, men andre eksistenser tages også under behandling.
“Pisserendens dronning, velkommen til sit paradis // Hun siger det er helt okay, hvis bare bunden den bliver nået på ærlig vis”, er en vending, som går igen som en form for omkvæd. Filtret ind i, hvad der kan virke som løsrevne billeder, beskrivelser af typer og karakterer eller tankestrømme.
Sangen følger ikke nogen gængs struktur med vers-omkvæd-vers, det er mere frit og fabulerende. Der er noget barokt poetisk over stil og fremførelsen, som skaber et dunkelt og dragende univers.
Baest – “Stormbringer”
Baest blæser videre og blæser på ens forventninger. De første par singler fra bandets fjerde album, Colossal (der er ude nu), har overrasket ved at skrue ned for bandets velkendte lyd.
Dødsmetallen er trådt mere i baggrunden til fordel for noget, der lyder mere klassisk heavy. På “King of the Sun” flirtede de endda lidt med farrocken og havde Jesper Binzer med på gæstevokal. Der bliver kort sagt eksperimenteret, prøvet nyt og måske spillet lige hvad fuck man har lyst til – og givet fuck for forventninger. Det er egentlig både modigt og befriende.
På “Stormbringer” fortsætter bæstet ud af det mere klassisk klingende heavyspor med fokus på melodi og “schwung”, frem for rå og primitiv muskelkraft. Vokalen befinder sig dog stadig ovre i det mere døds-tunge og grumme, hvilket giver et ret effektivt møde mellem de to udtryk.
Heavy dødsmetalrock? Det er nok ikke en ny opfindelse, men det fungerer rigtig godt for Bæest her. Det skal nok medføre spredte rynkede bryn rundt omkring, og sammenholdt med de to foregående singler efterlader det også et lidt diffust indtryk. Alt efter temperament vil man nok opfatte det som en kende stilforvirret, eller som et band, der både undersøger deres egne grænser og rammerne.
Som single er “Stormbringer” isoleret et glimrende indspark. Og nok min favorit af bandets smagsprøver fra pladen.
Natskygge – “Whispered Promises”
Uffe Lorenzen har heldigvis ikke levet forgæves, ej heller hans musikalske forbilleder og inspirationskilder. Alle låner og lader sig inspirere jo, ligeså Natskygge, der lyder som om de kunne være uægte sønner af Uffe og hans “forfædre”.
Det er i denne forbindelse ikke en dårlig ting. Ej heller noget de lægger skjul på. Ud over Baby Woodrose nævnes inspirationskilder som Love, Roky Erickson og Black Sabbath, men også et nyere navn som Sleep. Natskygge dypper altså uden skam og omsvøb snablen ned i noget af den psykedeliske rock og dens mere doomede efterfølgeres primalsuppe.
Og det gør de godt og medrivende på “Whispered Promises”. Det lyder som en rejse tilbage i tiden, men ikke på en måde, hvor det fremstår bedaget eller som en stiløvelse.
Bandet når ret vidt omkring på den relativt begrænsede spilletid. På under 5 minutter når vi fra, at sumpe og stene godt til at syre pænt ud og igennem. Alt sammen leveret med en herligt analogt klingende lyd, der giver hele baduljen et tilrøget og skævt skær.
De Frigjorte – “Rikke Har En Hest”
Det er faktisk ganske bemærkelsesværdigt, hvor langt De Frigjorte har rykket sig i min lille verden. Jeg startede med at tildele dem hele 1 stjerne for albummet Ja Tak tilbage i 2018. Det lod de sig heldigvis hverken bremse eller gå på af, det er jo også bare én bette mands mening.
Om det så er mig, der er blødt op på mine nu midaldrende dage, bandet der er vokset på mig, eller rent faktisk har forbedret sig? Tja, hvem ved? Lad os lade tvivlen komme De Frigjorte til gode, og sige at det er rendestens/bodegarockbandet, som har oppet sig (så dækker jeg også min egen røv i forhold til den ene stjerne der).
NÅ. Rikke har en hest? Hvorfor fungerer og fremstår det her som mit favoritnummer fra gruppen indtil nu? Teksten er cirka lige så tumpet som titlen, og det BURDE trække ned og egentlig ikke fungere. Men det gør det. På bandets præmisser og vilkår.
Det er ikke avantgarde eller stor poesi: Hesten har ædt Rikkes søn, hun har også en kat, men den er løbet væk. Der er råd i husets sokler og bilen har ingen dæk. Men De Frigjorte lyder som om de har forbedret sig over hele linjen og nu spiller en ret potent omgang god, gammeldaws fadølsrock. Som kulminerer i et VIRKELIG godt, stort og medrivende brøle-med-venligt omkvæd.
En sammenligning med et band som Magtens Korridorer undgås ikke. Og slet ikke når der kommer større hovdyr ind i billedet: Rikke har en hest, og Annegrethe var en luder, en hesteluder, I ved.
Og jeg har lyst til at brøle højt med på begge dele. Det var lige godt pokkers!?
Syvsover – “Hudsulten”
Hvad har vi her? Sidst jeg havde Syvsover med her var det med et ret ordinært rocknummer med mandlig vokal. På “Hudsulten” er vi ovre i noget langt mere afdæmpet, jazzet og artpoppet med en kvinde i front? Og hvilken kontrast, det her er et langt mere interessant og besnærende nummer.
Ikke fordi det handler om hudsult og kuren mod den slags lidelse. Eller jo, nej, jo på en måde… Men musikalsk, stemningsmæssigt og hvad den samlede atmosfære angår, giver det en underligt tillokkende og “lummer” blanding. Det er egentlig et anti-sexet nummer, der ender med at fremstå ret sexet på sin egen underspillede facon?
Sangen emmer af længsel, afmagt og en snigende desperation. Det må være den der manglende mæthedsfornemmelse på hudsultsfronten. Frustrationen hænger og dirrer i luften gennem den små-døsige, sultne og lettere sørgmodige vokal og den underspillede musik.
Særpræget sag, som bestemt har gjort mig sulten efter mere af samme 60er sovekammer smagende beskaffenhed fra disse syvsovere. Jeg er lettere forundret og pirret. Altså på nysgerrigheden.
Augusta Schackinger – “Et Sted På Vesterbro”
Jeg har snydt lidt hjemmefra med dette nummer, det er nemlig rent undtagelsesvis ikke blevet sendt til os. Og udkom i marts måned. Men jeg faldt over og for det i forbindelse med, at jeg lyttede programmet til årets Uhørt igennem.
Augusta er en ung sangskriver og sanger, som allerede lader til at have fundet hendes egen stemme. Både hvad den fine lyrik angår, der summer af ungdommelighed og de tanker, der følger med når man “kun” har 20 års erfaring med livet at trække på. Og selve stemmen, en vokal der har sin helt egen klang.
Det er nok klangen, jeg i første omgang faldt for i “Et Sted På Vesterbro”. Den vil mig et eller andet?! Har noget at fortælle mig, som jeg åbenbart føler jeg bør lytte til. Den fanger i hvert fald min interesse, hvad det så end kan skyldes – den slags kan være vanskeligt helt at afkode. Ud over noget så subjektivt som “jeg kan lide den”.
Den er lys, og lyder meget ung, men blandet med uskylden er noget visdom og spor af noget mere. Der er også en let skævhed over stemmen, som om den kunne være lige ved at knække hist og her. Noget sørgmodigt og en sårbarhed, men også kraft, trods det lyse toneleje. Og den der følelse af, “jeg synger fordi jeg er NØDT til det”.
Det er nok derfor Schackinger fanger min nysgerrighed. Hvad har denne stemme på hjertet, som er så nødvendigt at få ud?
Korte kommentarer
Vi starter næsten som vanligt i den tungere ende og bevæger os mod det lettere.
Black Swamp Water er igen aktuelle med en single, og de har desværre tabt mig lidt siden de udsendte den første af deres nye kuld. “Reaper” er for mig lyden af et band, der sidder lidt fast i sumpen med amerikansk hardrock. Hardrock, som den lød for 20-25 år siden og fremefter.
I denne forbindelse bliver det sådan lidt… “eh”. Ikke rigtig dårligt, ikke rigtig godt, melodisk, store armbevægelser og en snert af noget mere heavy, men alligevel uden den nødvendige gennemslagskraft. Men pluspoint for at lyde og spille “udansk” og bare omfavne alle klicherne, der er helt klart et marked og publikum for den slags – det er nok bare ikke lige mig.
Jeg er egentlig heller ikke publikum (eller målgruppen) for Lightchapter og deres mere tekniske tilgang til metallan anno midt- til sen-nullerne. Men de spiller fedt, og har formået at få noget pondus ind i lyd og produktion på deres seneste singler. Der er virkelig SMÆK på, så jeg ikke kan undgå at blive revet lidt med, selvom det ikke helt er min personlige metalsmag.
Og et nummer som “What I Have Become” efterlader da en smag af metal i munden (og blod på tanden). Synthen og de bombastiske toner giver mindelser om et band som In Flames, hvilket vel ikke er det værste at få skudt i skoene?
Der er et eller andet herligt “dumt” over et bandnavn som Mooseknuckle. Ud over de mere eller mindre seksuelle undertoner, så er en elg også bare et fedt og lidt kikset dyr. Og musikalsk er Mooseknuckle her lidt en skabning af samme støbning. Det er højt, egentlig ret fedt og en lille smule dumt. På en god måde.
De lyder på “Silhouette”, og andre singler, som et band, der kunne losse en godt i løgposen live. På et lille, svedigt og “primitivt” spillested, hvor man ikke kan undslippe deres spark. Her lyder de lidt som Queens of the Stone Ages’ ustyrlige lillebror, der forgriber sig på storebrors instrumenter. Det var en kompliment.
Apropos et godt liveband, så var The Blue Van i forrygende form sidste jeg så dem live. Det er så åbenbart over 3 år siden, men altså de er sikkert stadig gode. De har i hvert tilfælde lige udsendt en bundsolid sommerlig single i form af boblende “Easy Love”.
Grænserne mellem forsanger Steffen Westmarks Peppermint B soloprojekt, og The Blue Van nu til dags kan godt virke lidt udviskede. I den forstand at der er tyggegummipop i melodi og lyd, men 60ernes poppede retrorock er stadig mærkbar.
Bandet har ikke mistet grebet om en lyttevenlig melodi og et fængende omkvæd. Nytænkning er der måske ikke meget af, men formlen holder stadig. Dejligt sommernummer.
Nu vi er ved den bundsolide poppede rock, så er Baby Did A Bad Thing klar med endnu et nyt nummer. Endnu en single i en håndfuld, der har bygget op mod Aarhus-bandets tredje album, der udkommer til september.
Vi er i radio/P4-venlig poprockland, som man nemt kunne forestille sig være blevet spillet fra 90erne og frem. Luftig lyd og melodi, ganske iørefaldende omkvæd og derudaf. På “Taking a Guess” lyder bandet både rutinerede og ubesværede, men der er heller ikke mange knaster og kanter til at bremse.
Linda Andrews husker folk måske som tidligere X-Factor vinder. Det var tilbage i 2009, 16 år senere er hun stadig aktiv og udsender musik i eget navn. Her befinder vi os også i det radiovenlige krydsfelt mellem pop og lidt rockede. Og et sted mellem P4 og 5.
Det er jo ikke et dårligt sted at opholde sig, og “Find My Way” med sin pågående rytme og pumpende fremdrift skal nok finde vej til radiobølgerne. Andrews har stadig en stærk vokal med lidt soulet/gospel præg, hvor der skal holdes igen, så det ikke kammer over.
Den balanceakt klarer hun fint på “Find My Way”, der holdes oppe af vokalen og ellers er et nummer, der ikke fornærmer nogen. Men heller ikke fejer benene væk under en. Solidt håndværk.
Solidt, eller godt, håndværk finder vi også igen hos sangerinden ISSE. Hun opererer også i det radiovenlige, og har tidligere haft succes med singler på de blødere DR-kanaler, der ikke er bange for dansksproget pop. ISSE flirter med alt fra pop, over singer songwriter til det countryfolkede.
“Når Jeg…” er på sin vis en opsummering med lidt af det hele. Der er ikke nogen stil, ud over det poppede element med den fængende melodi, der dominerer. Man fornemmer “lidt af det hele” i små doser, i en P4/5-klar blanding, der må kunne glide lige ned.
Nu kan jeg efterhånden også genkende ISSEs vokal og stil, efter hun har sendt en del numre vores vej. Genkendelighed kan være rigtig godt, især i radioen. Så længe det ikke skræmmer lyttere væk. Det gør ISSE næppe, heller ikke med “Når jeg…”. Det, som det altid falder lidt tilbage på, det er den personlige smag.
ISSE er nok stadig lidt for “pæn og poleret” i lyden til mig. Det har jeg nævnt før, men ISSE fortsætter ufortrødent med at sende os singler. Bliv ved med det, lige pludselig så får hun mig sikkert omvendt!
Ikke, at der ikke gemmer sig en mellemstor popdreng derinde et sted, hvilket måske kunne komme GODTFOLKET til gode. De prøver i hvert fald at forføre mig, og lulle mig i sommerdøs med deres ferie-funkede “Cocktail”.
Den hopper jeg ikke på! Det her er hvide mænd, der spiller funk af den danskerblege slags! Den gik måske i 80erne, meeeeeeen… OK. Det virker faktisk lidt, der er noget uskyldigt og uskadeligt “glad i ferielåget” stemning, som smitter i “Cocktail”.
Jeg får dog også lidt Det Brune Punktum vibes?! Er det godt eller skidt?!
Så kan man jo cykle ud i det blå kun med klip-klapper på. Elle ud i det fri, slingrende ud mod sommerdagens uendelige horisont sammen med Erik Apollo.
Han “Slingrer På Cyklen”, men ikke fordi han er fuld, hans tanker er et andet sted. Det er en kærlighedshymne med en let og boblende melodi. Opløftende, frisk og med medvind i ryggen, som Apollo synger med en vokal og stil, der sender tankerne lidt i retning af Christian Hjelm.
Apollo er flyvende her, grønt lys hele vejen og ingen slinger i valsen – kun cyklen tilsyneladende.
En anden grund til at slingre kunne jo ellers være fordi man er beruset. Eller “Halvfuld På Nørrebro”, som det er tilfældet hos Tavse Vidner. Stengade “sejler selvom regnen for længst er gået i sig selv igen”. Det tavse vidne sejler rundt med så meget “kant at jeg går på grund”.
“Jeg har ingen begreb om hvem eller hvad jeg er”, lyder det lige inden et sømandskor sætter i, og vores fortæller kaster anker “for at gå” ned og synger ud i natten og mørket. Det er dunkel og rastløs mørkemandsrock om tvivl og at være fortabt.
Tavse Vidner besynger det indre kældermenneske, og kunne godt på dette nummer godt minde lidt om Kellermenschs dansksprogede halvbror. En halvfuld og kuldsejlet en af slagsen, der går på grund (og til grunde?) på Nørrebro.
Vi forlader indre by og tager et smut op af Strandvejen til det mondæne Skodsborg. Her har Tuxen spotte “Hvid Røg Over Skodsborg”, om det betyder noget med at der er valgt en ny lokal pave, fremgår ikke.
Der er sådan lidt rolig, sommerlig neo-60er folk-crooner vibe over det ret labre og varme nummer. Et nummer, der danser roligt fremad, tager et skridt bagud, cirkler lidt på stedet og danser tøffende fremad igen. Et sted i den døsige Skodsborg sommervarme tripper Tuxen mageligt og tilbagelænet rundt, mens han synger lidt fjernt ud af disen.
Behageligt, beroligende og en smule søvndyssende, på den gode måde.
Rexen lyder også som om han er lidt døsig på “My Heart”, er han lige vågnet op eller ved at falde i søvn? Eller synger han ud af et eller andet drømmestadie?
Nuvel, Rexen har tidligere været ret produktiv som M. Rexen, et navn han senest udsendte et album som i 2023. Jeg anmeldte en del fra Herren nogle år tidligere, hvor han også spillede på Roskilde Rising. Er dette så en art reboot, genfødsel eller en “ny” kunstner?
På Spotify er der i skrivende stund i hvert tilfælde kun dette nummer under Rexen navnet, mens M. Rexens output stadig eksisterer separat. Anyyyyway, forskellen er ikke enorm, hvis man er bekendt med Rexen med M forans musikalske udskejelser. Selvom det var en kunstner med mange hamskifte og stilarter i globetrotter rygsækken.
Rexen på “My Heart” er den mere afdæmpede gotisk folkede crooner inkarnation, og ikke så meget den sprælske spradebasse. Det er altid et godt selskab, hvor man på samme tid kan blive lullet lidt i søvn, men noget holder alligevel en i alarmberedskab. Der er et eller andet, som er lidt “off”, foruroligende eller ildevarslende.
Vi lukker og slukker på en stille note, men med masser af hjertevarme og hjerterum. “Carolina” er en personlig sang og fortælling fra Ole Hansen og hans Navnløse, der handler om et tilfældigt møde på Hulgårds Plads på Oles 50 års fødselsdag:
“Carolina var ikke bare en kvinde på en bænk. Hun fik mig til at stille spørgsmål, det satte noget i gang i mig: Hvem bestemmer, hvad lykke er? Og hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Jeg gik hjem med noget, jeg aldrig glemmer.”
Lidt for mange øl og Peter Belli tobak var ifølge Ole også involveret.
Ole Hansen kender de rigtige rockrødder måske fra Vesterbro Rockradio, hvor ildsjælen også slår sine folder. Her har han sammen med producer Valentin Kruse skabt en stille, eftertænksom halv-skæv og krøllet lille rocksang. En hyldest til en fremmed kvinde, dele af samfundet som ikke altid får den opmærksomhed og kærlighed den fortjener og… tja… livet?
Her er kanter, knaster og personligt særpræg. Det er ikke et skønmaleri, eller skønsang, men det virker oprigtigt og rammer en autentisk gadepoetisk spillemandstone. Og så går alt overskud fra singlen til Hus Forbi, hvis nogen skulle betvivle at det her kommer fra et ærligt og varmt sted.
Således kom vi i mål og jeg melder hus forbi for denne gang.
Føjes til Repeatlisten: Cecilie & Edoardo Cavazzoni, Baest, De Frigjorte, Syvsover og Augusta Schackinger
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jamie Hughes, Cecillie pressefoto
