DINGELING DING DONG, SIDSTE RUNDE SINGLER INDEN SOMMERFERIEN. Der svedes i varmen, sommerferien står for døren (og Roskilde Festival), men vi kan lige nå at tynde lidt ud i indbakken med numre fra navne som Kristel Lisberg, Elephant Moon, LAU IV, Åh Buster, Simako, Carte Blanche, he is tall., Loud Tiger, Funch, Rasmus Matthiesen og hvad har Baest egentlig gang i?
Så, som nogle kan regne ud, så når vi heller ikke helt i bund i den der forbaskede indboks inden vi går på lidt ferie efter Roskilde. De singler, som ender lidt i venteposition samler jeg op på inden sensommeren og nye singler begynder at fylde indbakken op. Der er dog i skrivende stund allerede over 30 singler i indbakken, som ikke kom med i denne omgang. Så… der er lidt at kaste sig over i ferien!
Beklager ventetiden og dem der bliver “snydt” i første omgang, men tiden løb pludselig hurtigt… og ud. Nå, hvad har vi så i bunken denne gang, et potentielt sommerhit, en langtidsholdbar ørehænger eller er det hele lige til den store glemmebog?
Følgende 25 numre var i lyttepuljen denne gang:
Lau IV – “Syndfloden”, Lightchapter – “Little Death”, Dan Østerby – “Dopamin”, De Frigjorte- “Hvis Vi Tør”, Daniel Konge – “Falkeblik”, Funch – “Slightly Sinister”, GLIMT – “Silence Wakes My Head”, Crudible – “Deathdealer”, Carte Blanche – “Druknede”, Loud Tiger – “Cactus”, Laura Pold – “Berlin”, Simako – “Who Are You”, Juliane Viktoria – “Embarrassment”, Kristel Lisberg – “Say Goodbye”, Rasmus Matthiesen – “Noget Har Forandret Sig”, 10.000 Bees – “Southbound Wind”, he is tall. – “waterboy.”, Åh Buster – “Duks”, TTOP – “Lim”, Sauna Senere – “Reklamer”, Oak Now Willow – “Safe and Gold”, LIBRÆ – “EarthQuakes”, Elephant Moon – “Where Were You”, Laursen – “Verdens Lykkeligste Land” og Baest ft. Jesper Binzer – “King of the Sun”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Kristel Lisberg – “Say Goodbye”
Vi lægger ud med et nummer, som måske nok kan anklages for at være meget traditionsbundet og ikke rigtig byde på noget nyt. Det er heller ikke fordi Lisberg som vokalist byder på nogen overraskelser, eller noget der ikke er hørt før. Det er radiovenlig country-pop, men det er af den særdeles veludførte slags.
Denne form for P4 country skal være vellydende og blød, det ligger til genren. Og her lokker Lisberg altså med et kompetent bud med “Say Goodbye”. Det er tilpas sentimentalt og nostalgisk uden, at det bliver alt for corny og kandiseret.
En god melodi, et iørefaldende omkvæd og habil sangskrivning. Nogle gange er det bare nok og alt man har brug for. Det er så også alt, man får.
Elephant Moon – “Where Were You”
Atypisk single i den forstand, at Elephant Moon disker op med et langt, ret sagte og stille nummer. Et, der egentlig ikke har noget decideret omkvæd, eller de store udsving i struktur og lyd. Det glider roligt fremad, summer og lever i kraft af den atmosfære og stemning, der skabes.
Den er jeg til gengæld også ret vild med. Der bliver ikke forceret eller brug unødig pynt, vi holder os til det absolut mest nødvendige og så bygges der ellers bare tålmodigt op. Uden at vi egentlig når et større klimaks, det er stadig stemningen og tonen, som er hovedattraktionen.
Jeg har “kæmpet” lidt med, hvad det er det minder mig om, eller kunne sammenlignes med. Der er et eller andet her, der virker genkendeligt for mig. Nuvel, er du til slowcore folk, hvor det drømmende og filmiske er i højsædet, så afsæt lige 5 minutter til at tage ud på rejsen med Elephant Moon.
LAU IV – “Syndflodenen”
Hvor Lau og de tidligere legekammerater i Fribytterdrømme hovedsageligt dansede med et poetisk og psykedelisk udtryk, så har hans første singler i eget navn været noget mere hårdtslående. “Syndfloden” er ingen undtagelse, igen flirtes der med punk og krads rock.
Lyden er lige på, rå og mere konfrontatorisk. LAUs flair for en fængende rockmelodi er stadig til stede, men nu pakket ind i støj og skramlet lyd. Han er på sin vis rykket fra dansegulvet i klubben og ned i den mere dunkle og primitivt indrettede kælder. Hvor det virker som om, at der er et eller andet mørke, der trænger sig på for at komme ud i det sparsomme lys.
Er man bekendt med LAUs virke i Fribytterdrømme, så kræver det måske lidt tilvænning. Vokalen er mindre hippie/Steppeulvene nasal og stenet, men den genkendelige udtale af visse ord og vokaler, samt intonationen stadig med hans personlige særpræg. Singlen lever godt op til sin titel, der bliver åbnet for sluserne her, og syndloden får lov til at skylle ud af højtalerne.
Åh Buster – “Duks”
OK, det her kan sgu et eller andet. Noget af det der, som man måske ikke helt kan sætte en finger på, men “den er der”. Det er iørefaldende dansksproget pop, dansabelt, sommerligt, luftigt og med et fængende og smittende “svaj” i melodien.
Det er også ret tidstypisk, dermed mener jeg også ungt og lyder ungt til de unge. Hvilket også kan være en lille svaghed, der er mange om buddet og ikke alle kan eller skal være Apacha eller lignende. Der bare kommer buldrende og overhaler indenom. Åh Buster og “Duks” rummer dog nogle af de samme kvaliteter, så er spørgsmålet om der er plads på banen til en ny spiller mere?
Der er noget ubesværet, lidt naivt (på den gode måde) og også “undskyldende” og tilbageholdende over både vokal og levering. Som om man helst ikke vil gøre for meget væsen af sig, underspillet kunne man også kalde det. Er Åh Buster den lidt generte dreng henne i hjørnet, som ikke umiddelbart gør så meget væsen af sig. Stille wasser sind auch tief, som det hedder på tysk.
Selvom der altså ikke er de store armbevægelser og “se mig attitude”, så fanger Åh Buster min interesse. Jeg vil gerne høre, hvad han har på hjertet. Og den svale brise af en melodi her i sommervarmen, er markant og catchy nok på sin egen lidt nedtonede facon til, at “Duks” ikke bliver for anonymt.
Simako – “Who Are You”
Så skal vi have en moderne protestsang fra en søskendeduo, der har noget på hjertet og pakket det ind i dansevenlige rytmer. Det er politisk indie møder den alternative klub, tænk Radioheads rock i en klubbet udgave, der måske er remixet af Bjork. Og det er virkelig ikke tosset!
Der er et væld af forskellige elementer og referencer, som mødes her og smelter sammen på gnidningsfri vis, så der opstår en ret original lyd. Det viser samtidig, at politiske protest sange om verdens tilstand ikke behøver blive fremført på akustisk guitar ved det store stygge Storkespringvand.
Her fremføres det af to velsyngende søstre, der bruger vokalerne på en ganske spændende måde. Der synges på sin vis unisont og i harmonier, men vokalerens forskellige klang gør, at det på samme tid lyder i og en lille smule ud af sync. Det er det ikke, men effekten er god, og tilføre sangen endnu mere skævhed og gør at man må spidse ører.
Det er fængende, overraskende, alternativt og samtidig lyttevenligt. Kan man næsten bede om en mere tillokkende cocktail? Stræk single!
Loud Tiger – “Cactus”
Larmende tiger på listefødder? Tigeren lusker i hvert tilfælde af sted med et let koket svaj og peps i hendes steps. Klar og lys kvindevokal, catchy bouncy melodi, der går lidt i danseskulderene.
Jeg har egentlig ikke SÅ meget at sige til Loud Tiger og “Cactus”, det er bare et rigtig fint nummer. Det sender tankerne lidt i retning af sommersendefladen eller en lidt “doven” og rolig eftermiddag i selskab med P4 og en live sending fra noget sport. Og så lusker kattedyret lige ind og giver et frisk pusterum
Godt og habilt popsnedkeri fra en ferm og erfaren håndværker, Viktoria Siff, der gemmer sig i tigerdyret, har arbejdet i LA og skrevet sange til navne som Alicia Keys og Macy Gray. Det kan høres, det her emmer af erfaring og rutine på den gode måde.
Carte Blanche – “Druknede”
OK, det her bliver måske selvmodsigende eller kommer til at lyde som bagvendte komplimenter. Men Carte Blanche og “Druknede” stråler især i kraft af sine små uperfektheder, der hvor der er nogle ridser og “udfald” i indiepop/rock overfladen.
Det kan være vokalen, eller arrangementet, som lyder som om den stedvis er lige ved at skride i svinget og ryge i grøften. Men det giver nummeret og bandet en ægthed, noget umiddelbart og dejligt uspoleret, som kan meget mere end det modsatte.
Dermed ikke sagt, at “Druknede” er fyldt med fejl og mangler, måske er det endda helt intentionelt. Eller bare mine ører, der er skruet skævt på og hører noget, som andre ikke har lagt mærke til. Det er storladent, pompøst og emotionelt. På en måde minder sangen mig stedvis om et nummer som “Chasing Cars” af Snowpatrol uden, at blive lige så pop-leflende og omkvæds-jagende.
“Druknede” får lov til at sejle sin egen sø, i sit eget tempo og jeg bliver sgu’ revet med. Et nummer, som jeg gerne vil dykke ned i og lade mig opsluge af. Det er… smukt? Smukt og uperfekt.
he is tall. – “waterboy.”
Så skal vi til det igen, fristes man til at sige, he is tall. er ude med endnu en stærk og ret gribende sang. Ikke mindst pga. hans vokal, der lyder skrøbelig og dybfølt. Som om den altid ligger lige på kanten af at krakelere, eller gå i opløsning.
Det er både sødmefyldt og lidt bittersødt singer songwriter-pop univers, som he is tall. nænsomt driver rundt i. Hele tiden med fødder plantet på jorden, men alligevel med forsigtige og luftige skridt. Følelserne sidder ikke blot uden på tøjet, det lyder næsten som om han klæder sig selv af disse emotionelle numre.
Måske kan det lyde lidt sentimentalt og rørstrømsk, det er det egentlig ikke. Det lyder bare oprigtigt og rigtigt, når han med glød i stemmen krænger hjerte og sjæl ud. “Here comes the sunshine, I can’t believe he is mine // I’m walking right behind him on the line”. Vandbæren og stjernen? Sådan kan mange vel føle sig i et forhold?
Funch “Slightly Sinister”
What da Funch?! Sorry, men fristelsen var for stor. Fristen er det Funch disker op med også, “en sang til natteravne og musikelskere”, som det lyder i presseteksten. “Slightly Sinister”, det lyder da egentlig også lidt ildevarslende?
Lyden er også lidt truende fra start, når sangen langsomt tuner ind i et brummende spor. Så slutter Funchs lidt lysere, ru indie-vokal sig til, mens melodien krauter af sted med lidt udsving i tempo og rytme. Det er endnu en “driver”, en fremadrettet bevægelse, i en bunke med flere af den slags.
Det ulmer, vokser og bliver tiltagende rockende, en anden vokal stemmer i og giver noget kontrast til Funch. En sang, der ikke kun er insisterende i sin monotone fremdrift, men også er stigende, så man føler det hele nærmer sig et punkt, hvor det letter. Solid og i sin egen ret fængende alt-rocker.
Rasmus Matthiesen – “Noget har Forandret Sig”
Matthiesen er tilbage med et relaterbart trip tilbage i tiden, som slår krølle på sig selv og lander i nutiden. Vi vandre med spillemanden og sangskriveren ned af mindernes villaveje, som man betrådte som barn og ender ved de ikke nærmere præciserede “søerne”. Det er et sted, som mange vil kunne genkende og straks se for sit indre øje.
Dermed får Matthiesen på vellykket vis straks etableret og startet en indre film, vi er med ham og kan genkende billederne og følelsen. Så bliver det pludseligt mere personligt, da han synger om stedet og den dag “du” fortalte ham, at han skulle være far. Det er nok stadig meget nemt at relatere til for mange, men det virker samtidig som om vi får et glimt af sangskriverens privatliv.
Stilen er klassisk singer songwriter “voksenrock”, der lyder både håndspillet og samtidig velsmurt med en velklingende guitar, der driver nummeret fremad. Fremad af de samme stier, men noget er alligevel forandret. Fremad gennem mørket, “jeg leder efter en vej”, lyder det i slutningen af første vers.
Stederne er de samme, men alligevel anderledes. Byen er den samme, men alle, man kender er flyttet. Man er selv den samme person, og så alligevel ikke. Måske er det et nummer om, at der er ændringer i stilstand? At intet, lige meget hvordan det ser ud, er uforanderligt? Måske er det “bare” et nummer om at blive voksen? Rigtig godt, modent og troværdigt nummer.
BOBLER!
Baest ft. Jesper Binzer – “King of the Sun”
For første gang har jeg lavet en bobler kategori, fordi jeg mens jeg skriver simpelthen er i tvivl om, hvad jeg egentlig mener og skal synes. Er det et fedt nummer eller er det noget værre hø?! Hvad fanden har Baest gang i? Jeg tror jeg er med, men fungerer det?
Dødsmetallerne er gået i en lidt mere heavyrock retning på deres nyeste singler, hvilket i sig selv ikke er et problem. Men vokalen er stadig meget død og growl, og det ved jeg ikke helt harmonerer med det øvrige udtryk. Og her kommer Jesper Binzer så væltende ind i sangens sidste del, synger og vræler sine lunger ud, så han fuldstændig overtager og OWNER sangen. Pludselig er det The Binzer Show med Baest som backingband.
Det tilføjer på den måde ikke noget, men kupper sangen, så man overvejer, hvad pointen er? Men jo mere jeg lytter, jo federe synes jeg egentlig sangen ER. Og så kommer jeg helt i tvivl: fungerer det faktisk rigtig GOD?!
Første indtryk er et musikalsk trafikuheld med 180 i timen, men ved gentagende lyt, så når Baest måske at undvige og holde skidtet på vejen? Jeg er sgu stadig i tvivl… men hold kæft, hvor lyder Binzer i topform!
Korte kommentarer
Et metalnummer, som jeg dog er ret overbevist om, jeg ikke synes fungerer, er Crudible og deres speed-heavy-thrasher “Deathdealer”. Yikes. Ros for energien og for att gå all in, men det lyder ikke særligt godt.
Det kører meget bedre for Lightchapter, der bliver ved med at imponere med en fed lyd og god sangskrivning. Stilen, hvor det bliver sådan lidt 00er teknisk og symfonisk og stilistisk, er det måske ikke lige min personlige smag. Men nyeste single her, “Little Death” er sgu et effektivt og veludført nummer.
Hvis vi går mere over det rockede og lidt røvballede, så er De Frigjorte inde i en god stime nu. Jeg var lidt streng ved deres album Ja Tak!, da jeg anmeldte det tilbage i 2018. De lyder stadig lidt henad Magtens Korridorer, men de er vokset som sangskrivere og “Hvis Vi Tør” er et ret fint rocknummer. Hvad skal det da ikke ende med?!
10.000 Bees har egentlig også fat i noget godt på “Southbound Wind”, men deres meget traditionelle country bliver for pæn og nydelig for mig. Det er dog et nummer, man uden problemer kan have kørende i baggrunden uden at genere nogen – det er måske også problemet?
Chikane ville nogle måske påstå at Sauna Senere udøvede med deres “Reklamer”, så visse lyttere ville smække et “Reklamer Nej Tak” skilt op. Jeg synes dog, at det er deres bedste skævert af en single siden deres første par stykker for x antal år siden. Det er febrilsk, lettere delirisk og drillesygt. Og bestemt ikke for alle, men det skal det heller ikke være.
Oak Now Willow falder helt i den anden grøft med et roligt, kontrolleret og mere strømlinet nummer og udtryk. Jeg synes bedre om forrige single, denne her, “Safe and Gold” er tilstræbt rolig, drømmende og melankolsk. For mig bliver det bare lige en tand for døsigt.
Selvom der er lidt mere melodisk bid og tempo hos GLIMT, så kommer jeg også til at slumre lidt hen. De rammer egentlig en ganske behagelig stemning og blålig indietone, som er ganske tiltalende. Men “Silence Wakes My Head” har desværre ikke vækket dette hoved.
Måske trænger jeg til noget dopamin? Det er Dan Østerby leveringsdygtig i på nummeret af samme navn. Kompetent singer-songwriter musik af den klassiske slags, alt efter temperament er det lige sagen, eller lidt ligemeget. God sang dog, men jeg skal lige være i humør til mere af den slags.
Laura Pold har faktisk fat i en rigtig fin, upbeat og smittende melodi på poprockede “Berlin”. Men med forlov, så skal hun måske finde en anden til at synge hendes sange, eller finde en producer, der kan iscenesætte hendes vokal lidt bedre? Der er et eller andet her, især i omkvædet, som lyder “off” i mine ører.
LIBRÆ synger ganske vidunderligt på “EarthQuakes”, der også lyrisk virker som et voldsomt nummer. Udtrykket er dog anderledes neddæmpet, hvilket giver en god kontrast og vekselvirkning. Desværre gør det også, at sangen som single står noget stille for mig. Jeg lytter dog gerne til LIBRÆ, hendes stemme og det hun har at berette.
Juliane Viktoria bliver også ved med at imponere, både med hendes uskolede, særegne og ofte effekt forvrængede vokal, DIY produktion og sangskrivningen. Jeg har tidligere skrevet, at jeg var endnu mere begejstret da hun skrev på dansk – det virkede mere originalt. Det her har en mere international lyd, og så skal et nummer som “Embarrassment” pludselig kæmpe noget mere for at trænge igennem. Men at Juliane Viktoria kan skrive komponist, sanger og producer på CV’et på nummer som dette er ret imponerende.
Det samme kan jeg beklageligvis ikke sige om popduoen TTOP, som er aktuelle med endnu en single i en strøm af dem, som jeg bare ikke synes er toppen. Det er… fersk og fesent? Og hvis jeg skal være uhøflig for en sjælden gangs skyld, så vil jeg hellere se lim tørre end lyttet til “Lim”. MEN: Der KAN være et pop-publikum til denne form for popmusik derude et sted.
Daniel Konge har kollega TH anmeldt en udgivelse med fornylig, herfra er “Falkeblik” en af singlerne. Den er god! Jeg får lidt danske 80er vibes ala… hmm… Jeg ved ikke… Anne Linnet møder Hymnes From Nineveh? Sådan tale-syngende, blødt og lettere højstemt.
Lad os runde af på en positiv note og gode vibrationer, vi skal forbi “Verdens Lykkeligste Land”. Hey, det er os! DANMARK DANMARK DANMARK. Vent, Laursen, er du lidt spydig? Og hvorfor er vores nationalfugl, Svanen, iført noget der ligner gips eller en spændetrøje på singlecoveret?! Nuvel, du slipper godt fra dine subtile stikpiller, fordi du lyder som en ægte, gammeldags spillemand med noget på hjertet. Noget vi kunne trænge til at høre, selvom det måske ikke er det fedeste i verden, når man lever i verdens lykkeligste land.
Således opstemte, kan vi daske ud i sommerlandet og dase i solen. Efter Roskilde.
Føjes til Repeatlisten: Carte Blance, Simako, Rasmus Matthiesen, Åh Buster og… hva faen… den er faktisk god, så BAEST ft. Jesper Binzer.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Camilla Lundbye, Simako pressefoto
