Det er sommer og muligvis ferie, men indbakken er stadig proppet med singler. Så vi tømmer lige lidt ud og rydder op, inden disse fine numre samler for meget støv. Ud i det fri slipper blandt andet Smugler, Soap Horse, Bahima, Mary Jean & Greta, “atom” Chris Dahl & Powerband og Fenja.
Ja, selvom jeg syntes jeg var ret godt med, hvad singlerne angår, på trods af Roskilde Festival og lidt ferie, så er indbakken fyldt. Faktisk var og er der så mange singler, som jeg ikke har nået, at bunken til Repeatlisten #8 allerede er fyldt også.
Så, som altid omkring sommerferien, så kommer der til at være noget ventetid for dem, der har udsendt singler fra slut-maj og frem. Det gør også, at det ikke er de mest aktuelle artikler og anmeldelser, der kommer ud de næste par gange. Der er tale om opsamling og forsøg på at indhente det forsømte.
Forhåbentlig er jeg på nogenlunde omgangshøjde igen, når vi rammer september. Det er også naturligt stilnet lidt af med nye udgivelser her de seneste uger, sommeren er ikke højsæson. Så mon ikke vi klarer endnu en flaskehals?
Følgende 25 knap så nye singler var i lyttebunken:
Alexander Grandjean – “Goodbye Copenhagen”, Smugler – “Blend Ind eller Dø”, Soap Horse – “Lip”, Fenja – “At Drømme, At Leve”, Bahima – “Under Din Krop”, Nordly – “Punctured Balloon”, Johanne -“Ka´du ik´se det”, Skunk Funk – “Back In Town” , Sally F ft. Figi – “Jesus Fucking Christ”, Hanne Lynge – “Ain´t Life Easy”, Decorate. Decorate. – “Surface Tension”. Salomon Stampe – “Væk”, She´s A Sailor – “Never Gonna Settle Down”, Helene Bak – “Endeløse Stisystemer”, Mary Jean & Greta – “heal eat sleep repeat”, Isogenic – “You Enjoy”, Marc Facchini – “Ikke Klar”, Exelerate – “The Madness”, Jim & De Lysende Såle – “Alfehan”, Emma Lindquist – “If I Met Somebody New”, Yör – “venter venter”, 802 – “H.I.T.S.”, “atom” Chris Dall & Powerband – “Face eater blues”, Gunnva – “It gets Easier” og Meridian – “Uprising”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Smugler – “Blend Ind eller Dø”
To mænd i samtale om kravet om at passe ind er udgangspunktet for “Blend Ind Eller Dø”. En samtale overhørt af Smugler, der har brugt det til at skabe et virkelig godt nummer. Han nævner selv navne som Peter Sommer og The National som referencepunkter, hvilket man sagtens kan høre i Smuglers lydbillede.
Det er melankolsk brumme-croonende singer-songwriter rock, der stadig er helt sit eget. Smugler kan noget med sproget, som man også finder hos eksempelvis Peter Sommer. Det er sådan set mundret og forståeligt, men med nogle fine små krøller og krumspring. Noget, der både giver personlighed og en følelse af noget poetisk.
Smugler har ikke verdens smukkeste røst, det har hverken Sommer eller Matt Berninger fra The National for den sags skyld. Men den har sin egen særegne charme og tiltrækningskraft i al sin “uskønne” og uperfekte klang og levering.
Det emmer af noget, man gerne vil lytte til og høre mere fra. Som en god gammeldags fortæller eller trubadur. Det er et af de der tilfælde, hvor det hele er mere en summen af enkeltdelene. Og hvor et eller andet hiver en tilbage efter første lyt, hvor man muligvis tænker, at det lød da ikke særligt godt. Men det er det.
Soap Horse – “Lip”
Soap Horse har netop givet koncert under Rising/First Days på Roskilde Festival. Han har ellers gemt sig i udlandet i en rum tid, hvor han har kunnet gå og bakse med sin musik lidt under radaren. Han har dog både varmet op for The Raveonettes og lokket en ganske prominent britisk producer om bord på denne, hans kun anden single.
Jeps, “Lip” er single nummer to fra Soap Horse, der er opkaldt efter en døende hest på barndomsgården, “sæbehesten”, altså den ville ende som sæbe, i ved. Et symbol på “dekonstruktion og forvandling”. “Lip” handler blandt andet om “identitetstab” og en “metamorfose”. Man aner nogle gennemgående temaer?
Og man fornemmer også, at der er noget større på spil her. Soap Horse har flirtet med alt fra country og punk til det mere alternative og avantgarde. Her har han blandet elementer af “det hele”, kogt det ned og lavet sin egen virkningsfulde sæbe ud af det. Der er noget fascinerende ved at noget på den måde, i sin ødelæggelse, død eller transformation kan blive til noget helt andet – og ikke bare ophøre med at eksistere.
Det siger måske ikke så meget konkret om musikken. Men “Lip” er et rigtig godt nummer, og slet ikke så “alternativt”, eller svært tilgængeligt, som beskrivelsen af Soap Horse kan lægge op til. Det ER sådan set “bare” et alt-rocket nummer med en god melodi, fængende omkvæd og lækker lyd. Sværere behøver det heller ikke være.
Bahima – “Under Din Krop”
“Skal du være med på det næste nye, så skal du overveje Bahima”, sådan var jeg så modig at postulere i slutningen af 2022. Da havde jeg lyttet til deres lidt prog-spruttende indie-rockede “Rumskib”, der mindede mig lidt om RIgmor. Så gik der 3 år og det var som om, at Bahima ikke rigtig blev det nye store?! WTF!
Måske tog jeg fejl, eller det gjorde jeg jo, eftersom vi hverken har hørt dem på P6 eller set dem på Rising (som jeg også nævnte som muligheder dengang). Det siger dog ikke nødvendigvis noget som sangens kvalitet, der kan være utallige grunde. MEN nu er Bahima tilbage og apropos metamorfose (som omtalt i Soap Horse-delen ovenover), så skifter gruppen ham på “Undere Din Krop”.
Her styrer de væk fra den let-proggede indie og vil i stedet for ud på det varme og svedige dansegulv? Vi skal på floor og på klubben, Bahima har lavet en “banger”. Tunge sug og bas, clubbet rytme og melodi og en stemningen af at stå lidt for tæt og vride, gnubbe og hoppe løs.
Det er på mange måder slet slet ikke noget for mig, i hvert fald ikke i praksis, men jeg er helt med på det her fra sikker afstand!
Forvandlingen skyldes nok delvist, at Bahima er gået fra at være et band til et soloprojekt fra Barbara Hildebrandt Mathiesen. Hun har netop sigtet på at gøre det mere elektronisk og klubbet med så forskellige (og så alligevel ikke) Radiohead og Charlie XCX. Det lykkes til fulde på dette “steamy” nummer, der også rummer en del urovækkende mørke – det er ikke nødvendigvis fest og farver eller liv og lalleglade dage, bare fordi man er på klubben.
Så NU ses vi vel til næste sommer på Rising?
Mary Jean & Greta – “heal eat sleep repeat”
Vi bliver lidt på klubben, denne gang den lidt mere uptempo og pågående, hvor Mary Jean og Greta er gået sammen om at styre musikken. Det giver en effektiv blanding af noget dunkende disco, synthpoppet og dejligt tysk. Greta synger her endelig på modersmålet, mere af det fremover, det holder og rykker.
Mary Jean og Greta har fundet sammen efter de brugte corona årene på vidt forskellig vis, henholdsvis, med en lang sygdomsperiode og en graviditet. Men på en måde fanget i det samme loop, hvor man hvilede, spiste, sov og gentog det hele dag efter dag.
Den følelse af at ting går i ring og smelter sammen, eller bide sig selv i halen, går igen i nummeret. Afbrudt af den fede tyske rap fra Greta. Det lyder på en måde også som to forskellige sange, der ganske ubesværet et smeltet sammen. Hvilket med udgangspunktet taget i betragtning også giver rigtig god mening.
“atom” Chris Dall & Powerband – “Face eater blues”
Og så til noget helt andet og knap så raffineret. Hvilket i denne forbindelse var en kompliment. For “atom” Chris Dall & Powerband rocker ufortrødent og uforfalsket videre, denne gang er deres beatnikkede og primitive rockdrifter drevet i retning af blues. Blues som er kommet for at æde dit motherfucking fjæs.
Trods “atom” i navnet, så behøver det hele altså ikke være atomfysik, genre cocktails og nye smagsvarianter det ene og det andet, når man laver musik i 2025. Det her er motherfucking gammeldags. Og det er motherfucking fedt.
Der er egentlig ikke så meget at sige, trænger du til en god, gedigen omgang sumpet blues og kradsbørstig fuzzy rock, så er det med at stikke snotten helt ind i højtalerne her. Det er rock af den slags, der giver mig billedet af en flok langhårede gutter, der står på en stak Europapaller eller en blokvogn i en eller anden baggård, eller midt på torvet og bare fyrer den max af.
Fenja – “At drømme, at leve”
Den stemme går simpelthen rent ind hos mig. Jeg ved ikke helt hvad det er, men Fenjas vokal, stemmeføring og leveringen giver mig en underlig… ro? Det gjorde den især på den fantastisk smukke “Mærket af Liv”, en af mine favoritsingler sidste år. Om den ligeledes smukke og rolige “At drømme, at leve”, kommer helt derop, må tiden vise.
Det er et nummer, der lige skal have lidt tid og luft, så det kan få mulighed for at trække vejret og folde sig helt ud. Vi er ikke ude i hurtige hits og fix med Fenja, hun tager sig tid og du skal tage dig tid, når du lytter. Og det er en virkelig god idé at lytte. Det her er “intelligent” popmusik, hvor ord ikke bare er fyld, stemmen endnu et forvrænget instrument og melodien en nem dopamin fremkaldende genvej.
Du skal tage hele turen, tage det ind og få alt med for at få den fulde virkning. Men Fenjas vokal er der til at “hooke” dig fra start, og lede dig ind i og igennem sangen. Og så tager du lige turen en gang mere eller tre, mens det begynder at åbne sig og vokse. Det er på sin vis som at træde ind i en form for drøm eller drømmeverden.
Det er på den bedste tænkelige måde lige til at falde i søvn til. Og det var (modsat en række numre jeg kommer til senere) udelukkende ment positivt. Jeg bliver lullet til ro, pulsen kommer helt ned, paraderne falder og jeg begynder at svæve væk og ind i drømmen.
Korte kommentarer
Vi lægger ud i den tungere ende. Der er nyt fra Meridian, der er ude med første single fra deres kommende 5. album. Det er samtidig første smagsprøve på bandet nye frontmand, Søren Adamsen. Hvilket faktisk lyder ganske lovende, hvis man er til klassisk britisk klingende NWOBHM metal. Ikke noget banebrydende, men en solid single.
‘
Det går noget hurtigere hos Exelerate, der spiller en rask omgang power thrash/speed metal. De lever op til navnet, accelererer ganz schön schnell, mens selve nummeret, “The Madness”, ikke er mere end “bare” solidt. Ikke helt tosset, ikke helt vildt godt – men hurtigt går det da.
802 er MÅSKE et heavy band, de er nok i virkeligheden mange ting. Og kan ses i en eller anden reklame for tiden, hvor de tager en færge?! Nuvel, det har ikke så meget med “H.I.T.S.” at gøre, nyeste singler, hvor trioen endnu engang går i en lidt ny retning. Er det en slags 80er inspireret goth-rock? Det er ikke helt ueffen, og isoleret set et ganske fint nummer. I den større sammenhæng gør det igen 802 svære at blive helt kloge på.
Vi bevæger os væk fra metallen, men bliver i mørket. Jeg var svært begejstret for “comeback” singlen, “A Sun”, fra post-punkerne Decorate.Decorate., første livstegn fra gruppen i over 15 år. Opfølgeren, “Surface Tension”, er også god, men knap så overrumplende. Tempoet er højere, den knugende intensitet mindre. Det er på sin vis en fornuftig kontrast til “A Sun”, så man får vist en anden side af bandet.
Solen er gået ned hos Isogenic, men det er endnu ikke helt mørkt. I tusmørket spiller de blålig elektro/storladen emotionel pop, hvor der er højt til loftet. Det er lige en omgang for føle-føle og følelserne helt uden på tøjet til mig, men de har en god lyd og en tydelig stil. Og ros til forsangeren og teksterne, begge dele rammer det engelske sprog uden antydningen af noget der lyder “dansk”. Lidt mere raffineret og overbevisende end gennemsnittet på det punkt
Vi har også en række numre i bunken, som overordnet er fine, men som jeg føler ikke rigtig kommer ud af stedet. Eller også fanger de specifikke stemninger mig ikke lige, hvilket der jo kan være utallige grunde til. Så dem vil jeg ikke dømme ud, men kategorisere under “gør ikke lige noget for mig, beklager”.
Det første i den kategori er Nordly med “Punctured Balloon”, der er en dansk/svensk duo, der her befinder sig i et let-jazzet nedtonet popunivers, hvor de to vokaler bruges godt. Jeg kan lide samspillet og kontrasterne mellem dem, men musikalsk bliver det for afdæmpet for mig. Den sporadiske tilføjelse af noget diskret blæs giver et frisk pust.
Vi svæver rundt over et billedskønt landskab hos Emma Lindquist, der yndigt og følsomt synger hjertet ud – det gør nemlig avs. Flot lyder det, især når der i sangens sidste tredjedel kommer noget kor på og sangen vågner op. Men overordnet er det nok bare ikke en sang til og for mig.
Hvilket også gør sig gældende for roste Yör, der nok overlever og klarer den uden mig opbakning. Der er vinde i sejlene, det ændrer “venter venter” nok ikke på, hvis man er til den lettere sørgmodige og lavmælte electro-indie, så er det her sikkert sagen. Det er jeg ikke. Jeg får det som om mine ben begynder at sove, og jeg har bruge for at bevæge dem og gå et andet sted hen.
Den rastløse fornemmelse slipper mig ikke hos Gunnva, som ellers synger om “It Gets Easier”. Det er tydeligvis dybfølt, og Gunnva leverer en flot og gribende vokalpræstation. Men selvom det klaver bårne nummer kun er lidt over 2 minutter langt, er jeg lige ved at døse hen. Havde det ikke været for den stemme, så pluspoint for vokalen.
Det begynder måske at virke som en vendetta mod kvindelige kunstnere, bare rolig, jeg er ikke færdig. Johanne er ude med nyt efter hendes i mine ører pænt rædselsfulde sang om og til en veninde, den nye er i sammenligning “kun” kedelig. Standard elektronisk popmusik, der ikke har nogen indvirkning på min puls. “Ka’ du ik’ se det”, nej, og åbenbart heller ikke høre det.
Hanne Lynge spiller uskadelig, men også virkelig uinteressant og kønsløs P4/5 country-pop på “Ain´t Life Easy”. Det kan man stopfodre grise med på min hjemstavn, næste.
Der var også rigeligt med stisystemer i de mellemstore provinshuller på de kanter, men ikke endeløse. De “Endeløse Stisystemer” i forstæderne, hvor man kan tale om stort og småt og “afdække livet skridt for skridt”, kortlægges af Helene Bak. Et singer songwriter nummer, som jeg egentlig finder ganske vellykket. Det har en fin idé at hænge det hele op på, der er lidt melodiske krumspring hist og her.
NÅ. Det skal naturligvis ikke kun “gå ud over” kvinderne, jeg elsker jer, det ved i. Og det er i virkeligheden nok et ganske positivt tegn. Ikke, at der lige er en række numre fra som ikke helt fanger. Men at der rent faktisk er SÅ mange numre med kvindelige afsendere i indbakken for tiden. Så vil der naturligt også være flere, som ikke lige er mig.
Skunk Funk (allerede her er vi på kant fornemmer jeg) har 50 år på bagen og det kan høres på de tre søskende, Lei, Lupe og Lanni Moes nye single “Back In Town”. Indbegrebet af alt, der cirka kan tænde mig af og give mig mavesår samlet på 3 ½ minut.
Fimset og fesen soul-funk, der burde være blevet gjort ulovlig for netop omkring 50 år siden. Det havde sparet os for en række musikalske traumer op gennem 70erne og 80erne. MEN, indrømmet, det er en smagssag. Kan du lide den slags (skal du straks søge læge!), men udover evt. PTSD-lignende symptomer hos undertegnede er det ganske harmløst. Og de lyder da vældig glade for at være tilbage.
Det er nok ikke meningen at Jim og De Lysende Såle skal lyde pænt eller særligt funky-happy, der spilles en form for skæv og snerrende punk-rock. Bisset børste rock, måske? Nå, anyway, det lyder sgu’ hverken specielt godt eller interessant på “Alfehan”. Er der ikke nogen, som kan sende en voksen?
Marc Facchini to the rescue! Lige da jeg var ved at køre helt sur i den indbakke, dukker der nyt op fra en, jeg ved tidligere lejligheder har kaldt en af de bedste “oversete” sangskrivere herhjemme. Alright, det er indrømmet nogle år siden at jeg var helt med på noderne hvad Faccini og hans output angår. Jeg er musikalsk ret utro og har det med at slå op, eller smutte uden at sige farvel, hvis/når jeg har dyrket kunstnere intensivt i en periode.
Sangen “Ikke Klar” handler på en måde lidt om den slags. Eller i hvert fald om et forhold. Et, som vores hovedperson, ved er ved at være slut, det er kun et spørgsmål om tid. Det er der kommet en rigtig fin, lille sang om noget stort, måske det største, kærligheden ud af.
Jeg kan godt lide sangskrivere, der formår at tage noget hverdagsagtigt, noget genkendeligt eller noget, der kan være en på overfladen lille ting. Og så sige noget meget større med den. Her er det en Tivolitur, som er ved at være slut og sætter gang i tankerne og paralleller til et forhold.
Andre er ikke klar til at sige farvel til København, eller det er nu nok også en metafor for en relation hos Alexander Grandjean på “Goodbye, Copenhagen”. Jeg får lidt Travis vibes? Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Det er det heller ikke, at der er noget meget genkendeligt over lyd og stil hos She´s A Sailor. Let folket poprock, der passer lige til P4. I begges tilfælde gør det sig gældende, at der er tale om habilt håndværk og at jeg ikke har så meget at sige om sangene. De er bare fine?!
Vi runder af med et rigtig godt nummer fra Sally F og Fini, som dog lige mangler det allersidste for at jeg rejser mig fra stolen og klapper. Jeg sidder dog og vipper og navnlig vugger med på den let-klubbede og dansable popsag, der handler om skyggesiderne ved at dulme systemet inden eksempelvis en bytur.
Der gemmer sig en lille “banger” her med potentiale til noget radio airplay, hvis den kan bryde igennem lydmuren. Det er ikke lige min stil og smag, som sådan, jeg er nok heller ikke det tiltænkte publikum – men, som sagt, jeg er nogenlunde med.
Således nåede vi igennem de fleste i denne bunke, og må straks videre med den næste! Men vi mangler lige en enkelt ting.
Føjes til Repeatlisten: Smugler, Bahima og Fenja
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Bahima, Bahima Facebook
