Singlerne står i kø og byder sig til op til jul… et par af dem er endda regulære julesingler, så årets sidste omgang af Repeatlisten byder på lidt af hvert. Der er blandt andet nogenlunde nyt fra navne som Bænch, Erik Apollo, Nina Baun, Fenja, Schæfer, Lau IV og Downtown July.
Ja, så nåede vi i mål, sådan da, for der er et lille efterslæb. Jeg har allerede fyldt bunken med singler til første udgave af Repeatlisten i 2026, som dermed bliver en slags opsamlingsheat.
Det betyder også, at vi først er helt aktuelle (eller så aktuelle som det her nu kan blive) en måneds tid inde i næste år. Det kommer nok til at udligne sig i kraft af, at der ikke plejer at udkomme så mange nye singler i januar. Inden det så går galt igen, når vi rammer peakperioden…
Nuvel, alt er derved ved det gamle. Skulle man justere og friske formatet lidt op, eller bare buldre videre? Tja, det tager vi lige løbende. Indtil videre så lad os få kørt den sidste bunke igennem lytte-apparatet og sendt nogle ord efter så mange af singlerne som muligt.
I lyttebunken var følgende 28 numre (julesinglerne kom oveni de sædvanlige 25):
Smag På Dig Selv – “Let’s Go!”, Elephant Moon – “Good Medicine”, Empire Drowns – “Doomsday Clock”, Town Portal – “Touching Grass”, BÆNCH – “Let Your Lover Change You”, Erik Apollo – “Drengedrøm”, Mathilde Falch – “Helhjertet”, MØL – “Garland”, Nina Baun – “Kan Du Huske”, Sally F – “Mirror”, Søg Fred & mixtur – “Tæt På”, Merry – “BITCHCRAFT”, Schæfer – “Din Yndlingssang”, Son of Caesar – “Seven Signs of Winter”, Natjager & Kingtommi – “Falder”, Ninna Andreasen – “Den Her Bakke Har Jeg Tænkt Mig At Dø På”, Glimtvis – “Hibernate”, Skullclub – “Manden Uden Hals”, Fenja – “Til sneen er smeltet”, PitchBlack – “Taste My Flesh”, Amanda Rakel – “Bite Marks”, Sanger & TømrerClaus & Alda – “Flower Power Forever”, LAU IV – “AFMAGT TIL FOLKET”, Downtown July – “Lyst Til”, Stiggenasty – “ROADKILL”, A Mess – “I Wish You A Merry Christmas”, Betty Bitchslap – “Eggnog” og Anders Knudsen – “Who Killed Santa Claus?”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Bænch – “Let Your Lover Change You”
Det unge Horsens-band har befundet sig et tricky sted, efter de bragede igennem med deres første singler tidligere i år. Det kulminerede med en koncert på Roskilde First Days i sommers, men musikbranchens (lytternes) korttidshukommelse er mere udfordret end nogensinde. Man skal ikke bare smede mens jernet er varmt, det skal holdes varmt, ellers er der forhøjet risiko for at blive glemt, inden man overhovedet kom rigtigt i gang.
Der skal kort sagt følges op, gerne hurtigt. Og allerhelst med noget, som holder!
Så er det heldigt, at Bænch med deres nyeste single måske har skrevet deres hidtil stærkeste nummer. Igen er det ikke videre banebrydende eller raketvidenskab, det er “bare” rock – og jeg kan lide det. For at låne lidt fra The Rolling Stones.
Nærmere bestemt alternativ rock, hvad det så egentlig er. Inspireret af toner fra 90erne og 00erne, så man kan sige, at for min generation er det ikke nyt, men det er det måske for Bænchs jævnaldrende. Det skal bestemt ikke lægge dem til last, at min langtidshukommelse ikke fejler noget. I 2025 lyder det her som et ganske frisk pust.
Og “Let Your Lover Change You” burde blive deres næste hit, og problemfrit holde hjulene i gang for Bænch. Godt drive, fed energi, medrivende og går lige i rocknerverne, der er ikke meget at brokke sig over udover det ovennævnte. Well played guys and girls, sådan skal den sgu’ skæres og så er det bare fuld fart og af sted!
Erik Apollo – “Drengedrøm”
Jeg havde sgu da faktisk svedt ud at Erik Apollo i sin tid var sanger i Tårn. Det slog mig, hvor jeg kender hans ellers ret genkendelige vokal fra få sekunder inde i “Drengedrøm”. Og jeg har ellers omtalt adskillige singler fra Apollo, der har været varierende grader af god til virkelig gode.
Således vækket af min blunder kunne jeg udbryde et “nååååårh ja”, det er DERFOR stemmen og den skæve, men sært fængende pop har virket underligt genkendelig. Til mit forsvar, såfremt det er nødvendigt, så har Apollo måske aldrig lydt så tydeligt som… øh… sig selv, Apollo eller Tårn-Apollo, som på “Drengedrøm”.
Sangen er ikke helt så eksperimenterende og finurlig skruet sammen, som eksempelvis “Farver og Vanvid”. Der er dog en luftig, ubesværet og utidig sommerlig stemning og følelse over sang og melodi, som minder om fortidens udflugter. Apollo laver stadig ikke metervare eller mainstream pop, men det er så iørefaldende og vellavet, at det sagtens kunne snige sig ind blande sig i den mere brede strøm.
Uden at det skal lyde hverken nedladende eller som et bagvendt kompliment mod og om nogen, så har jeg det som om Apollo laver popmusik, der er klogere og mere raffineret end det umiddelbart lyder. Det er let, tilgængeligt og inviterende i sin klang, behandler velkendte emner og følelser, men Apollo formår at give det et personligt twist og touch. Et ord, en sætning eller en melodisk krølle, der stikker ud og hæver det over gennemsnittet og tilføjer noget personlighed.
Nina Baun – “Kan Du Huske”
Nina Baun kommer fra jazzens verden, og selvom hun nu har bevæget sig over i det mere poppede, så kan man godt fornemme rødderne på “Kan Du Huske”. Der er noget… følt… over sangen og leveringen, som om Baun “føler sig frem”. I den mere stramme popindpakning er det naturligvis ikke i nærheden af at være improviseret, eller lignende , som man kender det fra dele af jazz. Men, der er stadig en fornemmelse af det.
Nummeret kalder Baun “et nostalgisk tilbageblik på en ikke fjern fortid”, et reflekterende popnummer, som både skuer tilbage og ser frem. Sådan er lyden af sangen på en måde også. Der er masser af genkendelighed i sangen, som både lyder lidt gammeldags, men også tidssvarende. Små nik til mere eksperimenterende kompositionsmusik, hvor Baun også har slået sine folder, og den nævnte jazz.
Melodien er lidt aparte i det, den skvulper eller hakker, men på en dansende måde, det bliver næsten lidt hypnotisk. Det giver mig samtidig lidt uklar associationer til noget, der rummer vibrationer der strækker sig helt tilbage til 70erne. Men alligevel lyder moderne?!
Det er nok lidt for “specielt” eller smalt (trods sin musikalske bredde) til at blive et stort hit, men det er nok også musik, der gør sig bedre på de mindre scener. Her kan man så også få lov til at nyde nuancerne, og stå og drømme sig væk i de særegne, men også sært iørefaldende toner.
Mod slut slår vi over i noget, der kunne minde om Sirenesang, hvilket gav mig flashbacks til tegnefilmen Asterix & Obelix Indtager Rom. Et hurtigt tjek på YouTube afslørede dog, at sammenligningen ikke var helt 1:1, så det må nøjes med præmien for denne omgangs semi-obskure reference.
Schæfer – “Din Yndlingssang”
For det første: Det skal du ikke bestemme. For det andet: det bliver nummeret nok ikke. MEN mindre kan som bekendt gøre det, og Schæfer har fat i noget med “Din Yndlingssang”. Og uden brug af store, voldsomme og flashy armbevægelser.
Det er mere subtilt, underspillet og på fornem vis kontrolleret og veldoseret med Schæfers flotte vokal som omdrejningspunkt. Den har hun styr på, det lyder som en stemme, hvor det nemt kunne være stukket af i den ene eller anden retning af “lidt for meget”. Men hun overdriver det ikke, udviser sikkerhed og sans for timing, og giver ordene og teksten plads til at leve og ånde i det ligeledes sparsomme arrangement.
Nu skrev jeg “hun”, vokalen tilhører Anna Skov, men Schæfer er en duo bestående af hende og medsangskriver Emil Mors, bakket op af et fuldt band. Så en form for udvidet duo? Nuvel, de betegner selv stilen som jazzet indiepop og nævner navne som Rigmor, Iomfro og Peter Sommer som åndsfæller. Det kan jeg faktisk sagtens høre og nikke til med fuld accept.
NÅ. Det er stille, men ikke anonymt, elegant og smagfuldt uden at det falder i den grøft, hvor det bliver søvndyssende eller kedeligt. Hvis vi lige skal råbe lidt for at skabe opmærksomhed om dette tyste nummer, så KAN JEG SGU LIDE DET!
Så kan det være, at folk opdager, at det faktisk stedvis er et lidt foruroligende nummer, hvor afsenderen stalker ens Spotify bare for lige at se hvad man går og lytter til… slet ikke for at være creepy! Schæfer har lavet et nummer, der både lyder tilforladeligt og som et varm tæppe, men samtidig kunne ligge på lur og kvæle dig med en pude, hvis du ikke er opmærksom.
Fenja – “Til sneen er smeltet”
Jeg ved at du har set mange lys blive slukket
Selvfølgelig er du mørkeræd
Vinterens kolde hænder stryger dine kinder
Du krymper dig
Og så kommer der varme og håb ind i nummeret, efter Fenjas noget kølige og fortabte indledning. Hvad skal jeg næsten tilføje, som jeg ikke allerede har sagt i andre sammenhænge, når jeg har rost og anmeldt singler fra Fenja?
Jeg er fan. Af lyrikken, vokalen og den elegante og intuitive måde, som det hele leveres på, på indlevende og gribende vis af Fenja. Her er vi i den for årstiden passende mere vinterklædte figurative musikalske skov, hvor Fenja lader til at føle sig godt tilpas. En “skov” fyldt med de store følelser og spørgsmål her i livet, kørt gennem et Fenja-filter, der giver det et let sløret, drømmende og ikke-jordisk skær.
LAU IV – “AFMAGT TIL FOLKET”
Lau IV (tidligere frontmand i Firbytterdrømme) har udsendt musik i eget navn i en lind strøm i år. Singler og en EP og nu er der allerede en EP nummer to på trapperne, og dermed flere singler. Apropos det der med at smede og noget jern og det der.
Hvor varmt jernet har været eller er hos Lau IV er jeg ikke helt sikker på, hans mere rå og kantede nye toner er muligvis ikke decideret hit materiale. Hvad der mangler af radiovenlige vibrationer kompenseres der så med i form af noget mere dyrisk. Det er punket i attitude, råt rockende i lyden og føles, som noget primalt, der bare SKAL ud.
Det er også mærkbart på “AFMAGT TIL FOLKET”, hvor titlen alene giver et vink med en vognstang om, hvad der er i vente. Og Lau leverer varen. Det er flosset og til at rive sig på. Ikke nødvendigvis kønt, men det er heller ikke intentionen.
Downtown July – “Lyst Til”
Downtown July lader til at være et band, der er lige på nippet til et større gennembrud. Og singlen “Lyst Til” burde kunne give dem det fornødne sidste skub. Den er kort sagt glimrende, rammer noget i tidsånden og tidens “tone”, er elementært medrivende og så har den tilstrækkelig personlighed og særpræg til at skille sig ud.
Der er en mild bismag af Blæst over bandet, ikke noget som distraherer, men dansabel, små-funky pop med en kvindelig forsanger, det giver trods alt associationer i den retning. Ligesom Blæsts gennebrudshit, “Juice”, så er noget af humlen hos Downtown July, at “Lyst Til” lyder meget organisk og som om det kommer naturligt til bandet. Og den følelse smitter, så man har svært ved ikke at blive revet med.
Lyrisk smager det også af ungdommelig kådhed og lyst, lyst til og smag for “det hele” – og mere af det. Det lyder som et ungt menneske, der higer efter at smide hæmningerne og lænkerne og ikke blot få smagsprøver af livet, men fortære og mæske sig i det hele. Og så føles det som et nummer, der er ved at falde over sig selv for at komme ud af bandet, på den måde det afvikles og lyder – en sang der SKAL ud og kun kan lyde sådan her.
Det hele er hængt op på den nævnte dansevenlige, små funkede pop, der emmer af liv og nødvendighed. Med en melodi og opbygning, der ikke helt følger den gængse vers-omkvæd-vers formel slavisk, men i stedet noget der bygger op og stiger sangen igennem. Indtil det bobler over i et opremsende klimaks, der virker perfekt til at stå og hoppe og råbe med på.
Fornemt!
Korte kommentarer
Lad os starte med det julede islæt her, da de numre på en måde falder lidt udenfor. Det ER jo niche-numre, der ikke ville udkomme på noget andet tidspunkt i løbet af året. Der er nogle indbyggede forventninger og/eller fordomme angående “julesange”, og moderne numre indenfor genren bliver altid målt i forhold til de udødelige klassikere.
Der er ingen nye klassikere imellem, men det er nærmest også en umulig “kamp” at vinde. Bedst er for mig A Mess (Dorthe Lynggaard) og hendes rockende “I Wish Me A Merry Christmas”, der med swung og masser af energi dingler rundt om træet i en god julebrandert.
Det lyder på samme tid stramt og enkelt, og tilpas løssluppen, så man føler man har en lille juleskid på. Der er noget over A Mess, der fremstår som en lidt indsmigrende og smilende slange, som ikke må undervurderes – for den er klar til at hugge tænderne i dig.
En julebrandert kræver det vist også for mig, hvis jeg skal opbygge nok tolerance til at komme igennem Betty Bitchslaps “Eggnog” en gang til. Den falder altså ikke lige i min julesmag. For meget jule-disco og semi-smagløs gløgg-croone, hvilket helt sikkert er tilstræbt og meningen. Ligesom æggesnapsen, der har lagt navn til nummeret, så er det noget jeg holder igen med.
Så hopper vi tilbage i den “almindelige” bunke og lægger ud med et nummer, som jeg indledningsvis også holdt igen med. Faktisk kunne jeg ikke tåle Søg Fred og Mixturs “Tæt På”. Kan han overhovedet synge? Er det med vilje, at det lyder så hjælpeløst?! – Ja, måske er det. Og måske er når det hele vejen rundt og bliver så “dårligt”, at det bliver godt? Der er en charmerende skævhed ved det mildt sagt slingrende nummer og originale udtryk, som er vokset på mig ved gentagne lyt. Men måske er det Stockholm syndrom? Jeg ved det ikke helt… men giv det et par lyt og se hvad der sker.
Jeg ved ikke om jeg kan nå op på nok lyt til at jeg helt overgiver mig til Ninna Andreasen og hendes “Den Her Bakke Har Jeg Tænkt Mig at Dø På”. Den er umiddelbart skide irriterende, især den hakkende melodi, men det er tydeligvis også tænkt sådan. Jeg var ellers fan, da jeg i sin tid anmeldte et album fra Andreassen, men det her nummer er noget ganske andet.
En ting er, at jeg ikke er vild med melodi og udtrykket i nummeret, men jeg er heller ikke fan af tekst og budskab. Jeg har næsten altid problemer med denne form for “statement” sange, så det er også en smagssag. Det er da fint at Andreassen har fundet sig en bakke at dø på holdningsmæssigt, hvad den så end måtte være, men hvem er den henvendt til? Ikke mig, for min skyld må hun indtage og dø på lige de bakker der passer hende, be my guest, men jeg behøver sådan set ikke høre om det – for jeg er ikke imod hende!
Jeg har heller ikke noget imod aldrende hippier, som sådan, bare de ikke bliver nogle reaktionære røvhuller. Det ved jeg ikke om Sanger, TømrerClaus og Alda er, men de er i hvert fald ikke nytænkende på “Flower Power Forever”. Det afslører titlen så også. Peace., love and understanding, rock og rul af den gamle skole og ditto udførsel. Bedaget, ja, men det lyder sgu oprigtigt og som om det kommer fra hjertet, så fred være med det.
Det kommer nok også fra hjertet og af ren og skær lyst, når Stig Pedersen for en stund går solo fra D-A-D og har udsendt første single i eget navn. “Roadkill” er cirka så elegant, som man kunne forestille sig ud fra titel og afsender. Nogen STOR sanger er og bliver Stig jo ikke, men der er noget elskeligt over at han på denne måde giver det et skud. Han PRØVER da! Det er så nok også det mest positive, jeg kan svinge mig op til at mene om det her.
Hvilket jeg også kunne nøjes med at konstatere om Son of Caesar, der giver os “Seven Signs of Winter” i rolig, akustisk indpakning. Det havde han altså ikke behøvet. Jeg har svært ved decideret at HADE sangen, da det mod slut bliver tydeligt at det nok er ment som en gave/sang til et barn. Det gjorde hverken sang, tekst eller udførelsen bedre. Nøj, det er et tuuuuungt nummer at kæmpe sig igennem, beklager.
“Falder” fra Natjager, hvor de samarbejder med KingTommi, er heller ikke nødvendigvis min smag. Men jeg kan sagtens sætte pris på, hvad det er de har gang i, og forsøger med deres genreblanding. De mikser lystigt elementer fra Nu-Metal og pop tilsat overdreven brug af autotune. Det lyder lige som man kan forestille sig, og alt efter temperament falder ens smag. Jeg bliver nok aldrig fan, men igen, jeg kan værdsætte at de går all in, ikke gør det med glimt i øjet og trutter ren røv – med eller uden autotune.
Jeg er heller ikke ubetinget fan af den retning som MØL har bevæget sig i, hvor de er gået endnu mere “poppet” blackgaze end tidligere. Er man til den genre, så er “Garland” dog bestemt et lyt værd, for det er kompetent udført. MØL har fuldstændig styr på sangskrivning og virkemidler, så på den led er nummeret en positiv oplevelse. Det er igen, bare ikke lige min kop te, og det er jo i sidste ende mine personlige yndlingssingler i bunken jeg leder efter.
En enkelt positiv omtale af en tidligere single er det blevet til til metalbandet Empire Drowns, der fortsætter de gode takter på “Doomsday Clock”. Vi når ikke helt samme højder som “Volcanic Funeral”, men jeg kan lide energien på denne mere tempofyldte opfølger. Den går også i en mere symfonisk klingende retning, det ved jeg ikke helt om falder i min smag.
Mathilde Falch er et eksempel på en kunstner, som jeg ofte har rost, fremhævet og haft singler på listen fra. “Helhjertet” kommer ikke med denne gang. Ikke at der er tale om et dårligt nummer, men her går Falch i en retning, hvor det ikke lige siger mig det store. Det er med hjertet på rette sted (helhjertet, kan man sige…), men her bliver hyldesten til det hun sætter højt lidt for… tja… banal til mig? Og banalitet var noget af det jeg lovpriste hende for sidste gang, da jeg hyldede hendes anti-krigs/fredssang “Vi Er En”. Så, hvorfor jeg ikke lige bidder på denne gang, er jeg ikke helt sikker på?!
Apropos bide, så efterlader Amanda Rakel “Bite Marks” med nyeste single. Hun har været med her på siden 2-3 gange, men med dette nummer er JEG ved at bide på. Det er især lyrikken, der kredser om en relation, hvor Rakel bogstaveligt blev efterladt med bidemærker, er ganske vellykket. Det er i det hele taget et velproduceret og vellydende moderne scandi-popnummer.
Og mere apropos, man efterlades også med bidemærker eller kødsår af metalbandet PitchBlacks “Taste My Flesh”. De bidder både fra sig og til med denne single, hvor de kanaliserer deres indre 90er svenskere og giver det en moderne overhaling. Der er kort sagt SMÆK på, men også masser af energi. Det smager af mere!
Skullclub smager til gengæld af mere af det velkendte og samme. Om det er en god ting, må være op til den enkelte. Er man fan af deres lettere fordrukne sørøverpunk, bliver man næppe skuffet af “Manden Uden Hals”. Jeg er lidt ambivalent, på den ene side er det en bundsolid single, der ikke tyder på at klubben har fået slagside. Omvendt er det så genkendeligt, at man næsten synes, man har hørt sangen før. Det er lidt som om Skullclub, bevidst eller ubevidst, er det danske Dropkick Murphys. De har også skrevet den samme sang mange gange. Skomager og sørøver bliv ved din læst?
Lød det en kende bitchy? Måske har jeg brugt min “BITCHCRAFT”, den bruger Merry i hvert tilfælde på hendes højstemte pophymne, der bære denne iøjnefaldende titel. Heartbreak og hekseri i skøn forening i følge Merry, der her er blevet ghostet af en stodder, hvilket med rette pissede hende af. Stemningsfuld og storladen pop kan tilsyneladende bruges som hævn?
Det er nok ikke hævn Sally F er ude efter, så skulle det da være på spejlbilledet. “Mirror” er elektronisk pop, hvor den selvsikre og stilfulde levering lader til at dække over noget usikkerhed og tvivl? Måske handler det om at se, kunne se eller ønsker andre kan se hele billedet? Rigtig fin single, hvis man er til en stil, der nok passer bedre til P3 end min egen aldersgruppe.
Og inden det her bliver alt alt ALT for lang IGEN, så er det vist på tide at lade julefreden sænke sig og snuppe en julesang at gå ud på. Dermed når vi heller ikke alle numre i bunken denne gang, beklager.
Det er tid til noget, som efterhånden må være en juleklassiker. Vores bud på Disneys Juleshow, i komprimeret og lettere twistet form. Vi skal nemlig have årets julesang fra Anders Knudsen (tidligere Dør nr. 13), der i 2021 påbegyndte en art sangcyklus, der skal munde ud i 13 (tror jeg det var?) Julesange på lige så mange år. Så må vi håbe vi alle lever længe nok til at…
NÅ, vi er nået til det 5. mere eller mindre julede nummer, hvor Knudsen lader sig inspirere og låner fra forskellige traditioner indenfor julemusik og giver sit eget originale bud. I år er vi i den mere rockede ende med “Who Killed Santa Claus?”, det er ikke helt Springsteen og “Santa Claus Is Coming To Town”. Det har dog lidt af samme drive og rockede vibe, uden at det kammer over i stamp og brøl.
Af de hidtidige numre, så er det her nok min favorit efter “debuten” “The Quiet Earth”, OK, “Baby’s Coming Home For Christmas” er sgu også rigtig fin med sin Phil Spector lyd. Hey, det ender da med at Knudsen får samlet sammen til et rocket julealbum, der er til at holde ud at høre på?
Glædelig jul, jeg er tilbage snart med noget årsopsamling og andre uønskede gaver.
Føjes til Repeatlisten: Bænch, Schæfer og Downtown July
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard, Downtown July pressefoto
