Nummer #11?! Det er allerede november?? Nå, jamen så må vi ile igennem en bunke nye singler, inden juleræset tager over. Næstsidste omgang Repeatliste i år byder blandt andet på Von Quar, Alexander Grandjean, Fenja, Bye Bye Brenda, Kejser, Mallemuk og Debbie Sings.
Det gik da hurtigt… igen. Og vi har stadig lidt flaskehals i indbakken, faktisk er udgave #12 allerede fyldt op, inden jeg har fået skrevet denne 11. runde. Det betyder ventetid for en række singler, der er landet i indbakken her i november og frem.
Der kommer nok en opsamlingsrunde med alt det løse og de numre, der ikke kom med, inden jeg trykker reset og starter på en frisk i 2026. Men lad os ikke spilde tiden yderligere med min obligatoriske fyld-snak, mens nogle af disse singler stadig er nogenlunde aktuelle!
Følgende 25 numre var i bunken denne gang:
802 – “Sunshine Lover”, NAR – “Dad, otherwise I would die”, Feather Mountain – “Sigil”, Selina Gin – “Binging Romcoms”, Mikkeline – “For meget forlangt”, Pinemoon – “Running out of Time”, moi Caprice & Lucky Lo – “A Difficult Age”, Yör – “jeg går aldrig uden dig”, OhNothing – “For You”, alt det der drukner – “Violet”, Barbro – See You In My Dreams”, Wildr – “Satisfaction”, Von Quar – “Hæng En Mand”, Alexander Grandjean – “Canopy Hill”, Town Portal – “Crushed Under Something Gentle”, Fenja – “Brændemærket”, Bye Bye Brenda – “The Man”, Redwood Hill – “Armonia”, Kejser – “Åndssvage Mandag”, ORM – “Rigdom”, Falderebet – “Vi Er”, Mallemuk – “Lovløs”, The Blue Van – “Missed Calls”, Deadnate – “He Who Pays” og Debbie Sings – “Sunny Skies”
I betragtning til Repeatlisten kom
Von Quar – “Hæng En Mand”
Er det årets himmelstormer herhjemme? Måske. Jeg ved ikke om the sky is the limit for musiksammenrend/kollektiv/banden Von Quar, eller klubben, som de selv betegner det nogle gange 16 personer store band. Dertil er de trods alt måske lidt for særegne og kantede, i hvert fald til at nå Apacha-niveau.
Mindre kan heldigvis gøre det, og så får Von Quar muligvis også lov til bare at gøre deres ting, og være dem selv lidt i fred. Selvom deres koncert på årets Roskilde Festival i Warm Up dagene har genereret en del “buzz”. Det er nok dem, som har fået det til at summe mest i P6/Soundvenue-kredse efterfølgende.
NÅ. Men kan det noget, deres selvproklamerede hooligan-rock? Der er for det første ikke meget hooligan over den sarte og følte “Hæng En Mand”. Men det er FANDEME en god sang. Altså virkelig. Det er også en irriterende sang, men på den “rigtige” måde. Der er noget med klang af vokal og den lettere “skabede” levering, som virker designet til at gå en som mig på nerverne, men sikkert går rent ind de rigtige steder hos “ungdommen” – men det gør mig ikke noget i dette tilfælde.
Der er kun et enkelt sted, hvor filmen knækker for mig og det kammer over i rent teatralsk “skaberi”. Det er et kritisk punkt i nummeret, der hvor sangen på en måde emotionelt skal peake, og vi skal ledes over i sangens slutning. Der hopper kæden altså af for mig, og det bliver alt for meget. Men igen, det gør mig ikke noget, og det er ikke nok til at ødelægge sangen for mig – dertil er resten for godt.
Fremragende nummer og single, som burde sparke endnu flere døre ind for disse flinke hooligans.
Alexander Grandjean – “Canopy Hill”
Det lyder sgu’ da som “Piano Man” af Billy Joel? Eller Sonny and Cher med “I Got You Babe”. Eller er det “Johnny Fra Skjern” af Lex & Klatten?! Ok, der er kort sagt noget meget genkendeligt over første del, og dele af melodien i “Canopy Hill”.
Det er der ikke noget underligt eller odiøst i, udover min besynderlige og rodede refferenceramme måske. Der kan være utallige grunde til, at noget minder en om noget, især i musik. Og det forstyrrede mig kun, indtil jeg fik de ovennævnte sange på plads, som netop referencepunkter. Derefter bliver Alexander Grandjean og “Canopy Hill” mere sin egen og får lov til at sejle og vugge fornemt af sted i velkendte folkede vande.
Og her styrer Kaptajn Grandjean skuden med sikker hånd og vind i sejlene. Jeg har egentlig ikke så meget at sige om nummeret, og det skal ikke lyde som en kritik. Det er “bare” solidt sangskriver håndværk og god, gammeldags singer songwriter folk. Er du til den slags, og hvem er ikke det, så tjek Grandjean ud og giv “Canopy Hill” et lyt.
Så kan du også teste om du kan få Billy Joel, Sonny & Cher og Lex & Klatten ud af hovedet efterfølgende. Held og lykke.
Fenja – “Brændemærket”
Det er ikke sikkert, at Fenja kommer til at udgive et nummer, der rammer lige så meget plet hos mig, som sidste års “Mærket af Liv”. Det var også en af de særlige og sjældne. Siden har hun dog udsendt et par virkelig fine singler, som godt nok ikke fik skovlen under mig i samme grad, men det kan man næsten heller ikke forlange.
“Brændemærket” er en “grower” hos mig. Indledningsvis var jeg sådan lidt: “det lyder da rigtig fint”. Men hver afspilning har skrællet et par lag af og fået sangen til at vokse i samme takt. Det vidner om ikke andet om noget slidstyrke, og en helt elementært god sangskrivning. Nå ja, eller at jeg er lidt langsom i opfattelsen, men det er en anden diskussion.
Melodien og opbygningen af det organiske klingende popnummer er det, som jeg vil kalde en “klatrer”. Det vil sige, at vi ikke spadserer ud af den lige, flade skovsti i Fenjas naturalistiske univers denne gang, men får lov til at klatre op af en stigning.
Guitaren presser på og “skubber” en op af bakken, indtil man begynder at sætte i småløb. Mens sveden begynder at melde sin ankomst, synger Fenja med hendes altid spændende vokal om livet og kærligheden. Hun leverer dog sang og tekst med sit eget personlige særpræg, der gør at hun ikke helt lyder som nogen anden sangerinde, jeg kan komme i tanke om.
Når man lytter til Fenja, så er det som om man træder ind i et andet univers. Der noget eventyr/fantasy agtigt over det, noget drømmende eller “overnaturligt”. Lyrisk er det ikke skovtrolde og feer, men lyd- og stemningsmæssigt, sammen med den overordnede æstetiske stil Fenja kører, sender det tankerne på magisk skovtur.
Også på “Brændemærket” er det de helt store følelser, der er på spil. “Jeg vil hellere brændemærkes af din kærlighed end at mangle den”, lyder det blandt andet. Det kunne nemt blive svulstigt eller melodramatisk, men Fenja formår at levere det troværdigt. Det lyder som om det kommer fra en sjæl med følelsesmæssig ballast i Fjællræven og emotionel jord under neglene.
Bye Bye Brenda – “The Man”
“The Man” handler om at være kvinde, der ikke er bange for at sætte sig i førersædet. Men den handler også om stærke kvinder og muligvis mere specifikt i musikbranchen. Her hjælper det nemlig (stadig?!) at være mand. Og så nytter det måske knap så meget, at Bye Bye Brenda lyder som THE MAN eller BOSS igen på dette ellers ganske afdæmpede nummer.
Kajsa Vala og Stine Bramsen, der gemmer sig bag Bye Bye Brenda, har fundet en hylde, hvor deres vokaler passer perfekt sammen. De harmoniserer, bakker hinanden op, supplerer og skaber diskrete og veltimede kontraster i et nydeligt country/american lydlandskab.
Jeg oplevede dem live på Roskilde Festival i sommers, hvor de fremstod en smule fejlplacerede under Warm Up-dagene. De er simpelthen for dygtige og rutinerede, og det skinnede igennem, så de stak ud – på positiv manér. Men det havde nok klædt selve festivalprogrammet mindst lige så godt.
“The Man” er ikke en single, der skriger op for at få opmærksomhed, men det er et opmærksomhedskrævende nummer. Især pga. teksten og budskabet, som vi hellere må blive ved med at få hamret fast. Så vi ikke skal tage en debat om kønsfordeling, ligestilling eller mangel på samme osv., når næste generation af musikere kommer til fadet.
De her dygtige kvinder viser i hvert fald, hvem der burde have bukserne på.
Kejser – “Åndssvage Mandag”
Og så er vi ved en yngre mand, som synger om hverdagens genvordigheder og en åndssvag mandag. Hvis Carl Emil Petersen fra (nu igen) Ulige Numre havde humor og skævhed, så ville han måske lyde sådan her?
Melodien er næsten provokerende glad i låget og “fjollet”, især i det synge/nynne med venlige, boblende omkvæd. Mens teksten og leveringen er anderledes små frustreret, men alligevel kampberedt, skæv og optimistisk. Der er nogle linjer her, som bidder sig fast og vinkler på den grå hverdag og mandag, som giver noget sproglig og musikalsk kulør.
Riff og melodi i det smittende nummer har noget 80er blip-bloppet og ubekymret over sig, hvilket nok skyldes oprindelsen. Hvorom Kejser har udtalt:
“Guitar-riffet til Åndssvage Mandag opstod bag kassen i SuperBrugsen – en mandag morgen, hvor tømmermændene bankede i mit hoved. Blændet af lysstofrør og had til livet. Så begyndte scanneren pludselig at bippe i et mønster, der lød som et riff. Jeg greb telefonen, åbnede GarageBand og fangede melodien. Gårsdagens promille havde nok en finger med i spillet – men hooket kommer fra den morgen.”
Det er også et herligt nummer, som man nemt kommer til at stå og fløjte/nynne for sig selv i køen. På vej på arbejde. Eller når man lufter hunden. Åndssvage mandag, hvor man slås med første verdens problemer, som at “mangle tyvekoster og narko”. Hvad er det lige jeg går og synger med på her?
Nu skal vi ikke tage juleglæderne på forskud, men når jeg om en måneds tid samler op og vælger nogle favorit singler for 2025, så ville det overraske mig meget, hvis Kejser ikke var imellem. “Åndssvage Mandag” gør nærmest alt det, som man kan forlange af en single.
Mallemuk – “Lovløs”
Mallemuk er død i krigen, Mallemuk er død i krigen, i 1864, i 1864, Mallemuk er død i kriiiiigeeeen i….”, hov, undskyld, det var Mallebrok. Det var muligvis et vildspor og noget vrøvl, men ok, jeg kan så heller ikke helt afkode, hvad Mallemuk nøjagtigt synger i de første par linjer på “Lovløs”.
Ved første gennemlytning var jeg i tvivl om han synger på dansk. Det gør han. Men på sin egen facon med sikker stemmeføring og noget autentisk nerve og sjæl, der gør at “Lovløs” straks virker meget personlig. Når man får tunet ind på hans danske frekvens og tonelejet, så gemmer der sig også noget rigtig fine linjer i klassisk singer songwriter/spillemand-indpakning.
Nu skrev jeg “han”, men Mallemuk er faktisk et band. Pressetekst er der ikke noget af til denne single, men en af ældre dato i vores indbakke omtaler Mallemuk som “band” i forbindelse med et album udsendt i 2023. Den fik vi aldrig anmeldt, men jeg roste singlen “Mens Vi Ånder Ud” i en artikel fra januar samme år.
Det er muligvis en det pænere ende af folk-skalaen, et band som Momford & Sons dukker op som pejlemærke. Men selvom jeg normalt er til det mere “grimme” folkemusik, eller noget med knaster og skævhed, så gør det ikke noget, at de er høvlet af på “Lovløs”. Det er en flot, atmosfærisk og velskrevet sang.
Debbie Sings – “Sunny Skies”
Jeg bliver sgu bare glad i låget, når jeg lytter til Debbie Sings. Det er ikke mit foretrukne musikalske fix, men både en række singler og et album har fået mig til at smile, når jeg har lyttet og anmeldt.
Debbie Sings går igen all in på de musikalske pang-farver og skruer helt op. Det er solskins-hyperpop, der er uimodståelig og læskende som en iskold Solero i sommervarmen. Og det er med at guffe sukkerstangen i sig inden den smelter i solen. Det går hurtigt hos Debbie, men det føles alligevel ikke for let fordøjeligt. Og det er tricket.
Sukkersødt, kulørt og nemt at indtage, uden at man føler det bliver overfladisk og dumt. Det handler nok i høj grad om at kunne bruge ingredienserne korrekt og skrive gode melodier og sange. Det kan Debbie, og “Sunny Skies” er endnu en tillokkende sag fra hendes egen overdrevne køledisk.
Savner du et effektivt skud sommer og sol i en tiltagende mørke tid, så er denne single et lille funklende lys at varme sig ved. Det er muligvis uden for sæsonen, men Debbie Sings holder vist åbent for den her slags fristelser året rundt?
Korte kommentarer
Som nævnt så var det et skarpt felt og mange om buddet denne gang. Det betyder også, at jeg bevidst/ubevidst strammer mine egne krav lidt, og kommer til af forskellige årsager, sortere nogle sange fra, som måske ville have været inde i varmen, i en anden måned. Det er sådan lidt tilfældigheder, der spiller ind. Så, igen, tage det ikke for mere end det er, det ER bare en liste.
moi Caprice & Lucky Lo med “A Difficult Age” skar jeg fra, fordi jeg et eller andet sted synes den er for god… ja. Ok, det lyder ulogisk, men min logik er, at i en måned med mange om buddet, så er der andre navne, som er mindre etablerede, som kan bruge opmærksomheden. moi Caprice klarer sig nok uden vores lille platform, og har allerede fået fortjent airplay på P6 med dette nummer.
Fortjent fordi det ER godt. Det lyder godt, det er velskrevet og lige så snart det begynder, er man ikke i tvivl om at man er i sikre hænder. Rutine og talent fornægter sig ikke.
Wildr KUNNE måske nok bruge mere opmærksomhed, selvom også de har fået sporadisk opmærksomhed fra P6. Grunden til, at jeg ikke inkluderede dem i ovenstående er, at jeg nok stadig er mere vild med idéen om Wildr, og det de gør, end de sange der er kommet ud af det.
Den er der bare ikke helt endnu, for mig, sang-mæssigt, men attituden, energien og viljen til at vride rockmusikkens vanlige greb i lidt skæve og overraskende retninger er interessant. Af og til er det måske som om, at de nærmest i trods spænder lidt ben for dem selv i deres sange? De går i hvert fald ikke den lige vej ud af ellers velbevandrede stier, og thumbs up for det!
Redwood Hill er endelig tilbage med nyt! Første nye nummer siden de udsendte Ender i begyndelsen af 2020. En plade, der lød som om den sagtens kunne have været et punktum. En lang, udmarvende sag, hvor bandet fremstod som om de spillede dem selv i graven.
Nu er de klar igen med singlen “Armonia”. Og den er da… tja.. “fin”? Det er et Redwood Hill i deres mere pågående og frembrusende hjørne, frem for det ulmende og stemningsfulde. Men, ja, tjooooo. Måske havde jeg håbet på andet og mere, hvis det skulle være? Det kan jo nå at komme.
Et andet band, som bare fyrer en bredside, er ORM. De holder ikke tilbage på deres nye plade, GULD, og singlen “Rigdom” opridser meget godt mit indtryk af det album. Ikke lige min favorit udgave af ORM, men det lyder som om, der var noget som BARE skulle UD. Og nu tager de så mindst et års pause? Det lyder også udmattende at spille det, som de arrige herrer disker op med på GULD.
Er man til det mere proggede og instrumentale, så er det værd at tjekke Feather Mountain ud. Deres nyeste single, “Sigil”, er 5 minutters udflugt ud i progmetalland og det er ikke en uninteressant tur, selvom man som jeg ikke ubetinget er fan af genren. Det her er dog et medrivende og til tider overrumplende nummer.
Town Portal tager lidt en tilsvarende udflugt på “Crushed Under Something Gentle”, dog på en lidt mere pågående vis. Det er igen ikke lige min normale hjemmebane, eller stil, men der er godt med smæk på sagerne her – og fed sangtitel! Det tæller også for noget.
Til gengæld er der ikke meget smæk for skillingen på 802s coverversion af 80er baskeren “Sunshine Lover”. Her lyder heavy bandet lidt som et drømme/synthpop band med lidt tungere tendenser hist og her. Jeg har virkelig svært ved at blive klog på 802, hvilket måske også er noget af pointen, de er all over the place. Det gør også at der er en smule mystisk tiltrækningskraft ved bandet, er de seriøse, er det med glimt i øjet eller er de bare virkelig kiksede? “Sunshine Lover” giver ikke noget svar, men de spiller sangen med hvad der lyder som et straight face, og det lyder ikke dårligt… det er bare endnu et lidt kuriøst valg fra bandets side?!
Had/kærlighedsforhold er nok, hvad der betegner mit forhold til NAR og deres “Dad, otherwise I would die”. Kan han synge? Synges der overhovedet, eller er det en art punket sangforedrag? Lyder det godt?? Ikke rigtig. Og så alligevel… det kan noget… Det giver i hvert fald særpræg og en underlig, lettere ildevarslende stemning på et gennemgående, noget aparte og atypisk nummer.
Pinemoon, beklager, jeg keder mig bravt hele vejen igennem den stille shoegaze/dreampop ballade “We’re Not There”. Det er nok ikke jer, det er mig. Så er det godt, at det ikke bliver mig, der anmelder gruppens kommende EP. Der er ikke noget GALT med sangen, det lyder såmænd ganske smukt og meditativt, men zzzzzzzzzzzz. Ikke mig.
Måske er det for meget forlangt af mig? Apropos, så er Mikkeline ude med singlen “For Meget Forlangt”, hvor hun i hvert fald synger højt! Den får hele armen på denne popballade, hvor hendes vokal ligger helt fremme i lydbilledet, bakket op af klaver og diskret guitar. Det er tæt på at være for meget. Og indledningsvist kunne jeg ikke lige følge med, men det er som om MIkkeline og nummeret vokser på mig. Jeg ender nok med at kunne lide det?! Men hun giver den SATME gas!!
Omvendt er The Blue Van nærmest i det underspillede hjørne på den meget bløde og poppede “Missed Calls”. Det er vild behageligt og rart, men også tæt på at blive for pænt og glat. Der er masser af luft og rum i nummeret, hvilket giver et skær af en sval, sommerlig brise, selvom der også er masser af vemod og længsel. Det er bestemt ikke et dårligt nummer, faktisk er det et rigtig velskrevet popnummer, men det er måske ikke lige hvad folk forventer af The Blue Van efter deres rockede comeback fra 2020. Er deres seneste album allerede 5 år gammelt?!
Så lang tid siden er det ikke vi har hørt fra Falderebet, eller forsanger Bo Alvin. Han virker hyperproduktiv for tiden, både i eget navn, og som her med Falderebet. Der er dømt habil voksen-rock på “Vi Er”, der lyder som en blanding af New Order bas, luftig dansk 80er vokal og 90er R.E.M. rock. Det flyder gnidningsfrit og smittende fremad, som en velsmurt rockmaskine.
Nok mandehørm, lad os runde af med to dygtige kvinder, der virkelig kan noget med deres stemmer. Og gang på gang formår de at give nye smagsprøver på, hvor alsidige de kan lyde. Begge “lider” også under, at jeg ikke lige er et sted pt., hvor jeg bliver fanget af deres her rolige, indie-klingende numre.
Selina Gin iroste jeg sidst for den forrygende single “Oh My Heart”, som er en af årets favoritter hos mig. Her synger hun helt oppe i de højere skylag, på “Binging RomComs” lander vi igen, og hun tager den ned. Men for pokker, hvor kan hun meget med den vokal, og intet af det lyder påtaget eller besværet. Det er virkelig imponerende.
Meget af de samme roser kunne jeg knytte til Barbro, som indie-summer og svæver rundt på den passende betitlede “See You In My Dreams”. Ikke noget flashy her, bare et stemningsfuldt og flot nummer, sunget med en ro og Barbros altid behagelige og betagende vokal.
Og så nåede jeg ikke mere fra bunken denne gang. Resten falder under “neutral holdning”, inden det ender med at blive en hel roman.
Vi ses, når der er pyntet op til julebal i singleland.
Føjes til Repeatlisten: Von Quar, Bye Bye Brenda, Kejser og Debbie Sings.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Kejser, pressefoto
