Efteråret banker vist så småt på, så frekvensen af nye singler er stigende. Vi kan dog stadig nogenlunde følge med til at lytte til godt nyt fra navne som Fräulein, Selina Gin, Julie Pavon, Bersærk, Kom Vi Løber, Afsky og Løvehjerte.
Indbakken bugner ikke endnu, meeeeen det begynder at stramme til igen. Så der opstår snart den obligatoriske ventetid på linjen, som jeg først får helt bugt med omkring jul. Yay. Glædelig jul derude!
Too soon? Heldigvis ja.
Ellers er der vist ikke det store at trække tiden med her indledningsvist.
Følgende 25 numre var i lyttebunken:
BAEST – “Depraved World”, Fräulein – “Sindssygt Tilfælde”, Erik Apollo & Erika Stæhr – “Morgensolen”, Selina Gin – “Oh My Heart”, Empire Drowns – “Volcanic Funeral”, Isogenic – “Step Closer”, Martin Zeppelin – “Smukke Dreng”, Juncker – “Vi Elskede Hinanden Mere (End Nogen Kunne Love Nogen)”, Øyunn – “Fell The Good”, Psy:Code – “Mourning After”, Julie Pavon – “Passenger”, Bersærk – “Dårlige Tider”, Helene Bak – “Læn Dig Ind I Mig”, Kom Vi Løber – “Vender rigtigt om natten”. Galge – “Brosten”, Loud Tiger – “Thirsty”, LØVEHJERTE – “Landekendt”, The Vision Ablaze – “Icarus”, Molde- “Træer På Vej”, Afsky – “Natmaskinen”, TTOP – “Køresyg”, Press To Enter & Adam Janzi – “Out of My Hands”, WHO KILLED BAMBI & Astrid Engberg – “Lilies”, Polly – “Someone Else” og Christian Arendt – “I Levende Live”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Fräulein – “Sindssygt Tilfælde”
Trioen Fräulein kom bragende i 2023, hvor de udsendte en række stærke singler og blandt andet stod for kvindernes officielle VM-fodbold sang. Jeg fangede dem også på Uhørt samme år, hvor de gav en glimrende smagsprøve på deres poppede rock.
Men efter deres debutalbum udkom i 2024, som nok skulle have været næste naturlige skridt frem, blev der underligt stille. Måske var det første krudt brugt op, måske kom det forventede momentum af en eller anden grund ikke? Måske var det bare et sindssygt tilfælde?
Det er om ikke andet titlen på gruppens rigtig fine nye single, der er af den lidt mere afdæmpede slags. Og også lidt af en stille sniger. Ved første lyt gør den ikke meget væsen af sig. Der er ikke nogen store hooks, et vildt omkvæd eller andet, som lige kan fange en med det samme. Men det kommer stille og roligt.
Der er et eller andet her, som gør at sangen sætter sig fast, selvom den ikke rummer det store popomkvæd, eller en umiddelbart fængende melodi. Den ulmer, bølger roligt fremad, etablerer en atmosfære og holder den. Og så suger den ellers en ind og sætter sig fast, indtil man helt ufrivilligt går og nynner med på de kamuflerede fængende elementer, som rent faktisk er tilstede.
Selina Gin – “Oh My Heart”
Her var DEN! Nummeret og singlen fra Selina Gin, som jeg nok har gået og ventet på. Efter flere gode tilløb, som ikke heeeeelt fangede mig eller ikke lige faldt i min smag, så rammer Gin plet her. Ved at tage den ned, skære helt ind til benet og levere noget, som minder lidt om en countryballade?
Den ligger højt i registeret, Gins alsidige vokal er virkelig på arbejde her og det er den, som skal trække det meste af læsset. Og det gør den og hun på fornem vis, selvom man kan blive helt nervøs for om stemmen knækker, når vi kommer længst ud… eller op. Den holder – hele vejen.
På den led er det egentlig et ret enkelt og klassisk nummer, en vokalballade over en lille, ganske iørefaldende melodi og masser af følelse og følelser. At den slags ikke bliver for meget, kammer over eller føles kvalm kræver, at man tror på stemmen og leveringen. Her rammer Gin og “Oh My Heart” også helt inden for skiven.
Julie Pavon – “Passenger”
Hvorfor vente, hvis man er sikker på, at man har et stærkt omkvæd? Pavon lægger ud med en smagsprøve på netop dette omkvæd i Passenger, spilder ikke tiden unødigt i de korte vers, så vi kan få maksimalt udbytte af dette omkvæd.
Pavon har været “på vej” i et stykke tid nu, og også fået sat hak ved blandt andet Roskilde Rising. Det her kunne godt være singlen, som får hende et level op. Vi befinder os i et klubbet og industrielt, dunkelt og dystert synth-pop univers, hvor Pavon giver den som tillokkende Depeche Mode diva/Femme Fatal.
Stemmen ligger i det dybere toneleje med en skarp og kantet levering, masser af attitude og coolness. Sangen er mindst lige så stram, bastant og maskinel. Det er en maskine, der kværner dansende fremad. Der er noget monotont og repetitivt over sangen, men i dette tilfælde gør det ikke noget – kedeligt når det ikke at blive.
Man får lidt fornemmelsen af, at omkvædet ER det vigtigste, på sin vis kunne man sige, at hele nummeret er et langt omkvæd. Det er en simpel formel, men når det spiller som her også yderst effektivt. Det bliver nærmest hypnotisk. En virkelig stærk single.
Bersærk – “Dårlige Tider”
Gode tider! Bersærk har som bekendt gennemgået en transformation på flere punkter. For det første er der kommet en ny forsanger til, som blev introduceret med en single, hvor han (og bandet) lød meget som den forrige op af dage. På anden single trådte det nye Bersærk lidt tydeligere frem.
Nu virker forvandlingen komplet med “Dårlige Tider”, hvor sanger … får lov til at variere sin klang og stil, så det bliver mere selvstændigt og personligt. Og band og sangskrivning virker revitaliseret. Der er nærmest tale om en storladen rockanthem fremfor den brummende hedninge rock, som har været bandets varemærke hidtil.
Og den nye stil klæder dem VIRKELIG. Hvor de tidligere klarede sig på råstyrke, letterede brysk og brølende primalrock, så fremstår Bersærk her mere raffinerede. Der er stadig masser af saft og kraft, de er ikke blevet FOR bløde. Og sammenlignet med deres ældre materiale, som jeg lige hurtigt tog et par genlyt stikprøver på, så er “Dårlige Tider” et skridt frem hvad sangskrivningen angår.
Bersærk har ikke mistet deres bid, men skruet ned for den primitive råstyrke og urkraft. Og for alvor fundet melodien, lyder det til?
Kom Vi Løber – “Vender rigtigt om natten”
Jeg tror jeg har det med at vende forkert om natten… Jeg har det i hvert fald med at kejte rundt. NÅ, men Kom Vi Løber er tilbage, og denne gang tager Lone Slot Nielsen den heeeelt ned med et minimalistisk nummer, en enkelt melodi og fokus på lyrikken.
Og den handler om… kærlighed! Populært emne, har jeg observeret. Det kan de fleste vist relatere til, og selvom emnet kan virke fortærsket, så får Kom Vi Løber nu et rigtig flot og følt nummer ud af det.
vender vrangen ud om dagen
vender rigtigt om natten
på et falmende lagen
spændt ud
under mit søgende ben
over mod din side
af sagen
Lyder det, i det der kunne kaldes omkvædet, men som samtidig også er begyndelsen på enden på et nummer, hvor der leges lidt med den velkendte sangskabelon. Der kommer nærmest to vers først og så et langt omkvæd, hvor ovenstående er første del, som en afslutning.
Det fungerer rigtig godt og giver en fornemmelse af en tankestrøm, der ikke afbrydes af normal vers-omkvæd struktur. Det kunne måske virke som et lille sats, at vælge sådan et nummer som single. Men det er stadig iørefaldende, melodien stærk og Nielsens ord og vokal noget man bliver suget ind af.
Afsky – “Natmaskinen”
Ole Luk er klar med nyt under Afsky navnet, som han havde mere og mere fokus på, da han stille og roligt mistede interessen for Solbrud. Her huserede han bekendt som forsanger sideløbende, og begge projekter har da også en del tilfælles.
Mest af alt udgangspunktet i nordisk black metals vindblæste og flossede lyd, men Afsky har hele tiden fremstået endnu mere kantet og “ødelagt” end det mere episke Solbrud. “Natmaskinen” er måske noget af det mest smadrede Ole Luk har lyt, især hans karakteristisk “hæsligt” skrigende vokal lyder om muligt endnu mere forpint og skærende end tidligere.
Det er virkelig lyden af ondt i halsen, og skurrer herligt i øregangene så man lige må tjekke med en finger om, der sidder noget og kradser derinde. Som titlen antyder så er der ikke dømt solskin og store smil her. Nummeret har et majestætisk schwung, og folder sig rent musikalsk storladent ud over 7 minutter og 17 sekunder.
Selvom det svinger og svajer i vinden, så er stilen stadig rå og kold rent sonisk. Det er som at blive ramt af en iskold vind i modvind, mens Luks vokal flår sig gennem stormen. Afskyeligt fedt!
Løvehjerte – “Landekendt”
Og så er der Løvehjerte med “Landekendt”. Det her er en forbandet (irriterende!) lille øreorm, hvis dansende og drillende boble-melodi er næsten umulig at lade være med at nynne med på, når den spiller. Det er som tyggegummi i øregangen. Ja, det lyder også lidt belastende, ikke?
For, der er nogle tekstbrokker, som bare irriterer mig lidt af uransagelige årsager. “Troede du var en keeper”, synges der gentagende gange i denne “get even/komme sig over et brud” sang. Jeg ved ikke hvorfor, men det der “keeper”… Grrrr! Men så synger jeg ufrivilligt med på det provokerende fængende omkvæd:
“Nu vil jeg være landekendt – så når du ser mig på plakater, husker du, hvad du har glemt”. Er “landekendt” overhovedet et ord?! Jeg kender “landskendt”, men landekendt? Ok, jeg skal ikke komme for godt i gang, så er der bare nogen der nærlæser ovenstående og opdager at jeg igen har snydt på vægten hvad korrekturen angår. Og måske har jeg misset et eller andet her…
Landekendt… ja ja, nå, det skal ikke skille os ad! Sangen minder i tone og sin stil (hvor humoren lurer lige om hjørnet) lidt om Ida Laurberg, så måske har Løvehjerte fat i noget, der virker og kan sørge for et gennembrud. Sangen ER der i hvert fald, trods mine forbehold og det omkvæd er SÅ catchy, at radiokanaler burde falde over hinanden for at få det spillet.
Fuck it. Den er sgu’ godtaget, jeg gir’ mig, “Landekendt” er en keeper…
Korte kommentarer
Først og fremmest var der i denne omgang tæt løb mellem en række numre, som jeg var lige ved at tage med i “i betragtning” bunken. Men i sidste ende skar jeg dem, som var mest på vippen for at spare lidt på længden – det stikker altid lidt af.
SÅ, vi lægger lige ud med en række korte kommentarer, men store skud ud til en håndfuld gode singler. Og mange af dem kommer fra metalbands.
BAEST og deres “Depraved World” valgte jeg også fordi vi er på 4. single fra deres aktuelle album. Og jeg har givet dem en del omtale for de foregående. Denne viser, at der ikke er gået ren heavy i bæstet fra Aarhus,
Psy:code har huseret i undergrunden et årti med flere udgivelser på samvittigheden, hvoraf vi også har anmeldt en del. De fleste med et lidt lunkent, men ikke nødvendigvis negativt indtryk. Den bløde mellemvare fra et hårdt band, der spiller metallisk hardcore.
MEN, den nye single her er nu ganske potent! Der flirtes med metalcore elementer, men der går ikke breakdown helvede i den.
Når Galge smasker “Brosten” i ens fjæs, er jeg indledningsvist helt med på det voldsomme overfald. Her det dog som om at virkningen fortager sig en smule, som det ellers grumme og glubske nummer skrider frem. Jeg er kort sagt mest begejstret på første del af sangen, mens et mindre stil og retningsskift i anden halvdel gør, at jeg mister interessen en smule
“Vulcanic Funeral”! Voldsom titel Empire Drowns disker op med alligevel. Og der er da også godt med saft og kraft i deres melo-dødlige semi-episke metal. Det er lige ved at det bliver sårn lidt kårny hist og her, men de formår at rette op i tide og holde skuden i lavastrømmen. Der er lidt hints af noget Blazing Eternity i de mere melodiske og atmosfæriske passager, som giver en god kontrast.
Der er en del at synes om her, men jeg holder lige lidt igen og går ikke planken helt ud. Denne gang. Jeg kan lokkes.
Er det prog? Denne måned går The Vision Ablaze efter at få mig til at overveje det med “Icarus”. Han byggede vinger af voks og fløj for tæt på solen, så det smeltede! Der er en lærestreg der et sted. Sidst jeg havde The Vision Ablaze med her havde de lavet et coverversion af Radioheads “Street Spirits (fade out).
Da kan man da tale om at flyve tæt på solen… nå, de slap nu ganske hæderligt fra det umiddelbart dumdristige forsøg. Det siger ikke så meget om “Icarus”, men det er nok fordi, jeg ikke har de store holdninger til dette proggede metalnummer. Det er sgu’… fint! God vokal, udmærket melodi, fed solo, men jeg mangler lige det sidste.
Der er godt med SMÆK på hos Press To Enter, der leverer en form for electro-metalrock på “Out of My Hands”. Det lyder lidt som noget, der kunne have hittet på Boogielisten? Er det metal, er det pop, er det godt?
Nu skal det jo ikke være ren rabalder det hele. Det er mere nedtonet og blødt hos Martin Zeppelin, der har fat i et eller andet, som får det til at kilde i min nysgerrighed med “Smukke Dreng”. Den sidder ikke der hvor du tror, gris.
Smukke Dreng, var det ikke en film om en trækkerdreng med en ung Morten Stig Christensen? Anyway, hvorfor elsker jeg ikke Zeppelin og hans sang her ubetinget? Hmm, det gør jeg måske også, men ikke nok? Der er NOGET her. Zeppelin lyder, som om han svæver rundt i de højere luftlag, så vokalen fremstår lidt fjern eller drømmende. Mens musikken kredser rundt om ham, så det hele får en lidt overjordisk fornemmelse.
Det her kunne godt være en sang, der bare skal have endnu mere tid. Den skiller sig i hvert fald ud og jeg kan huske den.
Øyunn har efterhånden slået sit navn fast og gravet sin egen fine niche med stemningsfuld elektronisk pop. “Feed The Good” er nok det, Jeg ville betegne som “smagfuld moderne elektro-pop”. Hader det ikke, det lyder godt, men ikke lige mig og jeg er heller ikke publikummet for og til det.
Skal vi lige snuppe et stykke god, gammeldags gedigen sangskrivning, der nok er mere rettet mod folk på min alder? Utroligt driftsikre Juncker er endnu engang leveringsdygtig og holder sit vanlige høje bundniveau. Han ryster fine melodier og sikre ørehængeromkvæd ud af ærmet, “Vi Elskede Hinanden Mere (End Nogen Kunne Love Nogen”, er ingen undtagelse.
Det hele glider som smurt af sted over den nylagte asfalt, som Juncker indleder med at besynge. I et nummer, hvor kærligheden besynges og hyldes ved at minde om, at den skal vedligeholdes som veje, indkørsler og huse.
Så kommer vi til et nummer, hvor jeg har det en smule ambivalent. Loud Tiger, hvis forrige single “Cactus” var et stærkt udspil er ude med “Thirsty”. Her bliver det først og fremmest en smule mere ordinært og strømlinet. Er det en slags poppet country eller country pop? Det kan jo være udmærket, men det føles en kende… som fastelavn, eller noget vi leger her?
Og så er der simpelthen et eller andet ved omkvædet, der virker utroligt bekendt. Jeg ringer ikke til musikpolitiet, for jeg har ikke kunnet identificere det mulige offer for et tiger snigangreb endnu. Nå, det kommer måske… “What’s wrong with me // Is it chemistry // You’re a game that I don’t wanna play”, det er ikke ligefrem Shakespeare, til gengæld lyder det som om det er skrevet af en dansker.
Og dermed er vi kommet til “bunden” af bunken. Det er ikke de sørgelige rester, der er med en enkelt undtagelse eller to, ikke nogen decideret dårlige sange med denne gang. De kommer i min optik bare ikke helt op på siden af de ovennævnte.
Helene Bak er bundsolid med hendes popsange, det gælder også “Læn Dig Ind I Mig”. Det bliver bare lidt for “middle of the road” og “nydeligt” til min smag. Så det ender med ikke rigtig at have nogen smag – men altså heller ikke en grim en. Det samme kan man nærmest sige om Molde, men hendes “Træer på vej”, bliver desværre også kvart i kedelig.
“Someone Else” fra Polly kommer på en måde til at kombinere de to ting, så det bliver ret anonymt. Et af den slags stille numre, som ikke får fat i mig, eller rører ved noget indeni. Så man bare sidder og tænker, “ja, det er da en sang…”.
Christian Arendt har mere personlighed, men det er satme også en spøjs blanding. Jeg er lidt i vildrede og små forvirret. Omkvædet er faktisk et ganske fængende popomkvæd, men er også faretruende tæt på 80er kitch eller Dansk Top. Arndt lyder anderledes kantet og slingrende i versene, hvor han nærmest hakke-synger sig igennem de stedvis kluntede sætninger.
Alligevel fungerer det, på en måde, måske?! Så kommer der pludselig en guitarsolo ind fra højre. Og så tilbage på dansktoppen. Man kan også danse til det. Og klappe. Muligvis ude af takt, i begge tilfælde.
Jeg har haft et lidt anstrengt, eller on/off forhold til de seneste single udspil fra Isogenic. Det er de store følelser, som er i spil her, dramatisk og sjælfuld popmusik med højt til loftet. Så der er plads til følelser og arme. Men jeg kan virkelig ikke lide “Step Closer” særlig godt, beklager. Det er en lyd og stil, der trigger mig lidt. Det er lige lovligt svulstigt og vokser i munden på mig.
Jeg vil runde af på en lidt mere positiv note, og fremhæve Who Killed Bambi, der sammen med Astrid Engberg leverer denne omgangs mest afslappende stund med “Lilies”. Stryger mig her, stryger mig der ned i tempo, træk vejret og så dukker Engberg op og synger på en måde, der minder mig om Hanne Boel, som er gået kvart i jazz.
Føjes til Repeatlisten: Fräulein, Selina Gin, Julie Pavon, Bersærk og Løvehjerte
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Agnes Juel Dinesen, Løvehjerte pressefoto
