Og det blev efterår, det betyder masser af ny musik. Der er mere eller mindre aktuelle singler fra forskellige navne som Zar Paulo, Mathilde Falch, ORM, Smag På Dig Selv, Kira Skov og Marc Facchini.
Det betyder også, som forventet, at indbakken bugner, faktisk i en sådan grad at der er opstået flaskehals. Faktisk er bunken til den næste omgang Repeatlisten (nummer #11) allerede er fyldt op i skrivende stund. Og jeg er også begyndt på bunken efter den, som skulle være årets sidste…
Så man må lige væbne sig med tålmodighed, hvis man har indsendt materiale for nylig. Eller lige undlade at udsende 3-4 singler INDEN en udgivelse udkommer. For ja, “spam streamningtjenesterne” er i fuld gang, og jeg kan ganske enkelt ikke nå at følge med og få alle aktuelle singler med. Frekvensen af udsendte singler fra samme kunstnere er for høj til en artikelserie som denne, der kommer cirka en gang om måneden.
Jeg kommer nok til at sortere lidt blandt singlerne fra kunstnere, der udsender mange inden for kort tid. Så kortene kan blive lidt blandede fra gang til gang, og jeg får bund i bunkerne igen inden årets udgang.
NUVEL, i bunken til denne gang var følgende 25 numre:
Zar Paulo – “We Are One”, Mathilde Falch – “Vi er Én”, GODTFOLKET – “Befrier”, Lau IV – “Mere Af Verden”, Barbro & Tiberius b – “Haircuts”, Gunnva – “I Will Wait”, The Vision Ablaze – “Karoshi”, Karoline Hausted & Who Killed Bambi – “Tak For Dét”, Søren Grønbæk – “TngelTangelTown 1975-2000-2025”, Peter Hegård – “Lille Vilde”, Kat Brix – “Promise Ring”, Smag På Dig Selv – “Hits 4 Kids vol. 3000”, Witchfang – “Bite of Death”, Kristel Lisberg – “Sorry For You”, Johanne – “FARVEL”, Rasmus Matthiesen – “Den Lille Flugt”, Psy:code – “ZeroPoint1667”, Ella Augusta & Ida Laurberg – “Bedre Held Næste Gang”, ORM – “Undfangen”, Kira Skov – “You’re Still Here”, Decorate.Decorate – “Something To Hide”, Marc Facchini – “Fantasi”, Persecutor – “Acta Est Fabula”, PitchBlack – “La Hora De La Muerte” og Vølve – “Vølvens Sang/Jeg Ser”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
Zar Paulo – “We Are One”
Ved et underligt tilfælde har de to første sange i bunken (og som begge kom i betragtning til listen) samme titel. Den ene på dansk, den anden på engelsk. Men Zar Paulo synger nu stadig på dansk, selvom de har valgt at Nephewe den lidt med at blande en engelsk frase ind i sagerne.
Det er nu heller ikke nyt for gruppen, der er af to omgange for alvor brød igennem med “Stop Believing” for efterhånden 3-4 år siden. Ja, den single udkom i to forskellige versioner, og i anden omgang fik de hul på bylden til radioen – ihærdige har de jo været, selvom de tager sig god tid.
“We Are One” har også ladet vente på sig som officiel udgivelse, efter den er blevet luftet live tidligere. Hastværk er lastværk, og den har ikke taget skade af at få lov til at simre lidt. Heller ikke under min lytning, for jeg var egentlig ikke særligt imponeret ved første lyt. Det skal man dog ikke lægge for meget i, jeg har tidligere oplevet, at single fra Zar Paulo lige skal have et par ture igennem systemet og pludselig er de ikke til at få ud igen.
Det her bliver nok ikke min nye favorit single fra Aarhus-bandet, der er stadig et stykke op til materialet fra Elendig Software (eller “I Løb”, som nok stadig er min all time favorit fra Zar Paulo). Mindre kan dog også gøre det.
Omkvædet rammer plet og sætter sig fast, held og lykke med at undgå at synge med, om du vil eller ej. Versene er lidt mere anonyme, hvad selve det melodiske eller krogene angår, men viser måske også et band, hvor sangskrivning og tekster er i en naturlig udvikling mod noget lidt mere “modent”. Af mangel på bedre ord.
Det er stadig umiskendeligt Zar Paulo, hvor man aldrig rigtig kan blive klog på, hvad de egentlig er ude på. Glimtvis spydig samfundskritik blandet med banaliteter, der nærmer sig børnerim, paroler og slagord. Hvad ER det egentlig de får os til at stå og synge med på, når de beder os klappe for fædrelandet, giver plads til alle der bløder, synes du er dejlig eller
Lider du af mindreværd
Er der traumefrizone her
Hvis du ikke er os til besvær
Her er ingen fattigdom
For det taler vi ikke om
We are one.
Heeeey, det lyder da ikke HELT oprigtigt!!! What gives???
Mathilde Falch – “Vi Er Én”
We are one og “Vi Er Én”, kom og syng en enkelt sang om frihed, Ein bisschen frieden… Mathilde Falch har begået en fredselskende og humanistisk håbefuld hippiehymne, der er så himmelråbende naiv og banal at det ikke burde fungere. Men det GØR det i DÉN grad.
Jeg elsker det her nummer. Lige så meget som det her er helt 1:1 lyrik.
Ja, det er alt det ovennævnte, men nogle gange, bare en sjælden gang imellem, så behøver det ikke være mere indviklet. Det banale budskab om næstekærlighed, sammenhold og håbet om en global familie uden konflikter er muligvis blåøjet. Det er desværre også evigt aktuelt. Hvilket en sang som denne, eller hvilken som helst anden sang for den sags skyld, ikke kommer til at ændre på. Det betyder dog ikke at den ikke bør synges.
Især ikke, hvis det sker med så stor indlevelse og hjerte, som det lyder som om Falch gør her. Det er også noget af det, som hæver den fra vellykket og velmenende til noget, der næsten lyder helt magisk. Ja, store ord, men for helvede, jeg har jo et blødt hjerte (og punkt) derinde et sted bag kynismen, når noget leveres så ægte og indlevende. Falch synger sjælen ud her, og det lyder så smukt, at man næææsten tror på, at sangen kan ændre verden.
Måske bare i 3 minutter og 11 sekunder.
Smag På Dig Selv – “Hits 4 Kids vol. 3000”
Efter et fred og kærlighed skal vi have noget dum dakkedak og ud på floor. Smag På Dig Selv har en tradition med gode sangtitler, som “Fuck Der Kommer Kontrollører”, “Al Magt Til Overførslesinkomst” eller “Hvide Mænd Spiller Afrobeat”. Der dækker over forskellige mere eller mindre gakkede instrumental jazz-numre.
Nu er det blevet til at danse moderne, mens Smag På Dig Selv kaster sig ud i en pumpet omgang eurodance/trampe techno/æbleplukning tilsat saxofon. Jeg ved ikke om jeg ville kalde det et decideret godt nummer, eller om det overhovedet er meningen. Men det er ganske underholdende og som pastiche over forhånede genrer er det også vellykket.
Og dumt. På sådan en “glimt i øjet”-måde, hvor det alligevel tages så seriøst, at det ikke bliver overbærende eller nedladende. Skørt er det dog. Dans for helvede!
ORM – “Undfangen”
Ormen rører på sig igen og den slimede metalbasse fra Bornholms muld og klipper har skåret ind til benet i forhold til deres forrige udgivelser. Så nu varer en sang kun 7-8 minutter frem for 25. Det er jo næsten at lefle for radioen!
Ok, ikke helt. Og slet ikke på indholdssiden. For nok forsøger ORM sig med at trække sig lidt sammen igen i forhold til deres seneste plader, hvor det virkede som om de prøvede af, hvor meget et sang- og albumformat kunne bære. Men det kommer stadig vidt omkring på “Undfangen” og ender også med at vise skarpe tænder.
Det er et nummer, hvor ORM på en måde komprimere det de normalt gør. Som om nummeret falder i flere, kortere akter. Fra en ret episk indledning, over i noget mere fræsende, en tur ud i det brusende, så noget mere døds-thrashet, inden vi ender i det storladne igen.
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om det er en lille genistreg. Det er ambitiøst og får vist mange facetter frem på (for dem) relativt kort tid. Og giver sult på mere. Omvendt føles det netop også som smagsbidder, hvor man egentlig gerne ville have hørt “hele sangen”, som de enkelte akter byder på. Alligevel vil jeg ikke kalde det decideret usammenhængende, dertil er ORM alt for dygtige.
Måske skal den bare have mere tid, og jeg ligeså til at stille ind på ORMs nuværende frekvens. Og lige få afkodet og processeret hvad de kreative gutter har gang i nu.
Kira Skov – “You’re Still Here”
Hvorfor er du her stadig, når jeg var sådan en nederen person/skiderik? Det ved jeg ikke, men Kira Skov stiller spørgsmålet på hendes nye, korte ballade “You’re Still Here”.
Kender I følelsen af, at nogle gange er det bare rart at føle sig i sikre hænder? Sådan en kunstner har Kira Skov udviklet sig til for mig. Jeg har fulgt med mere eller mindre interesseret/aktivt fra sidelinjen siden tiden med The Kindred Spirits, men hendes musik har aldrig sådan virkelig ramt mig. Heller ikke vokalen, som objektivt set jo intet fejler, men der var bare… et eller andet… som ikke lige var mig.
Jeg tror vi har nærmet os hinanden her på det sidste. Især med de seneste par, ret forskellige, singler fra Skov, hvor jeg endelig har for alvor har spidset ører. Også denne gang, hvor det netop er følelsen af at være i sikre og rutinerede sangskriver og sanger hænder, der er med til at løfte oplevelsen.
Tror en af mine “problemer” med Skov og hendes måde at synge på har været, at jeg måske syntes at den fik liiiidt for meget? Et lille dramatisk “knæk” for meget, for meget DRAMA og POWER, eller andet, der gjorde at JEG følte det lød en kende påtaget. Her skruer hun ned, hvilket faktisk har den effekt, at dramaet (det stille) fremstår både større og voldsomt.
Det er en stille sjæler, der dirrer og giver billeder af falmede fotografier i tilrøgede stuer med nedrullede gardiner foran de duggede ruder, hvor brune blade daler forbi udenfor.
Marc Facchini – “Fantasi”
Han er tilbage! Eller, han har nok egentlig aldrig været helt væk. Men Marc Faccini er i hvert fald tilbage på mine playlister efter jeg lidt ubevidst kom til at sætte ham på pause i en årrække. Facchini udsendte en række stærke plader fra midt-10erne og årtiet ud, som jeg skamlyttede og roste til skyerne. Og så stod jeg lidt af.
Ikke fordi kvaliteten dalede nævneværdigt, eller andet i den dur, jeg trængte nok bare til et afbræk. Også i takt med, at det virkede som om Facchini i stigende grad afsøgte både et mere sfærisk eller lavmælt udtryk. Den seneste single jeg havde med her var faktisk tilbage i “Bag Tonede Ruder” fra albummet Ind I Evigheden fra 2020. I mellemtiden er der kommet en plade mere og adskillige singler, som jeg er styret elegant udenom.
Nu er jeg klar på mere og “Fantasi” er et glimrende sted at starte på ny, eller hoppe på vognen, der er spændt for en af landets mest ferme sangskrivere. Og oversete. Stadig. Faccini har ikke mistet grebet om pennen, selvom han stadig ikke er kommet ud af hans (endnu mere) tænksomme og musikalsk nedtonede fase.
Det lyder dog som om han har fået noget nyt at skrive om, nyt kreativt brændstof, og ikke nødvendigvis af den umiddelbart positive art. Det her lyder som en dybfølt, meget ærlig og )selv)reflekterende sang om et break up/skilsmisse. Og den rammer virkelig dybt og plet, hvor Facchini hverken bliver navlepillende, sentimental eller rørstrømsk. Nummeret er poetisk, eftertænksomt, selverkendende og fremstår meget autentisk i sin tone.
Nogle gange glider mennesker fra hinanden, uden at der skal ligge noget helt konkret bag. Nogen gange sker “livet” bare, man opdager det ikke i tide, og når man gør, er det for sent. Det sætter Facchini på overbevisende vis ord på her. En banger er det ikke, men den rammer hårdt med meget beherskede armbevægelser.
Korte bemærkninger
En del gengangere jvf. det indledningsvist nævnte, så vi skøjter lige lidt hurtigt over et par af dem.
The Vision Ablaze lader op til nyt og skyder med nogenlunde skarpt på deres nyeste singler, hvis man er til deres form for lettere teknisk metal. Det er ikke lige helt min stil, men jeg hader det heller ikke. “Karoshi” er noget af en brølende krabat, og relatere til et japansk begreb om at dø ved at arbejde sig ihjel. Pas på med det – det kan man dø af! Fint nummer ellers.
Der er igen nyt fra Lau IV (tidligere frontmand fra Firbytterdrømme) og han fortsætter i det bistre og udfarende spor, som han har betrådt i det seneste solomateriale. Det er råt, aggressivt med en punkrocket energi. Der er vist et eller andet, som bare skal ud for tiden?
Det er der vist også hos hardcore metallerne Psy:code, der hærger videre på “ZeroPoint1667”. Metalcore er heller ikke lige mig, men igen som hos The Vision Ablaze, så løber jeg ikke skrigende væk her. Det er kompetent udført.
Det samme kan siges om de nye singler fra henholdsvis PitchBlack og Persecutor, der begge har sange ude med “eksotisk” klingende titler. Persecutors “Acta Est Fabula” er et klassisk heavy thrashet nummer af den slags, hvor man straks gro langt hår, muligvis skæg og mere eller mindre ønsket hårvækst andre steder. Måske mellem tænderne? Det er en god ting, hvis man skulle være i tvivl.
Om “La Hora De La Muerte” er noget positivt og betyder det jeg tror det betyder vil jeg ikke gisne yderligere om. Ok, jeg google translater lige for en sikkerheds skyld. Nå, det betyder ikke “dødens luder”, men “dødstidspunkt. Godt jeg googlede, det kunne da være endt pinligt. NÅ, PitchBlack, det er også metal. Lyder lidt 00er, men deres debut er også fra 2007, så er man til den slags, så er det her faktisk et ganske hæderligt nummer.
Nå… vi kommer vel ikke udenom det. Johanne, jeg er ikke og bliver nok ikke fan. Det er fint nok, smag og behag, men strømmen af singler fra denne popsangerinde har bare ikke lige overbevist eller fanget mig. Det er som sådan ikke fordi et nummer som “Farvel” fejler noget. Det er bare heller ikke særligt mindeværdigt eller godt – det er nok næsten det værste ved sangen og andre singler fra Johanne. De er der bare. Omkvædet har noget Medina’sk over sig, hvis man er til den slags. Korarrangementerne er nydelige.
Kristel Lisberg har jeg vist også været omkring en gang eller to tidligere. Jeg kan være i tvivl, da det her er så generisk og flad radio countrypop, at det på ingen måde skiller sig ud fra mængden. Kunne et nummer som dette blive spillet på P4? Sikkert. Det ville ikke gøre hverken fra eller til.
Og det er lige før det gør det endnu mere enerverende end nødvendigt – jeg bliver næsten vred af at lytte til det!? Det lyder som noget, der er faldet af transportbåndet på vej ud fra metervarefabrikken for upersonlig og generisk sangskrivning, men døm selv.
Så må man håbe på at nogen slår en “befrier”, det gør GODTFOLKET også på singlen af samme navn. Det er en term fra rundbold, ikke? Beklager, det er lang tid siden jeg har spillet den danske pendant til Baseball. Meget dansk at gøre det om muligt endnu mere pøllet… NÅ, hvor godtfolk er, kommer godtfolk til osv., og det her er et heeeelt igennem udmærket folkpoppet nummer.
Ok, vi har faktisk rigtig mange gengangere. Gunvva, pophåb, kedelig ny single, den er for stillestående og anonym, næste. Kat Brix med “Promise Ring”, hmmm, det er også pop. Og af den lidt kysk-klingende slags. Ellers tak, men modsat tidligere singler fra Brix så er det her ikke som sådan et dårligt nummer. Karoline Hausted er gået sammen med Who Killed Bambi, der lægger fine strygere på et ellers lidt for tyst og små-kedeligt nummer, i hvert fald til mit temperament.
Har vi ikke nogle gengangere med lidt mere held i sprøjten, hvad min smag angår? Joh, Rasmus Matthiesen leverer solidt singer songwriter håndværk med “Den Lille Flugt”. Der er ikke de vilde musikalske fagter her, bare et godt, gammeldags lytte-nummer, der måske ikke helt rammer det høje niveau fra foregående single “Noget Har Forandret Sig”. Men det var også et virkeligt godt nummer, så det er ikke nødvendigvis en kritik af denne single.
Det samme gør sig gældende for Simon Grønbæk, der betræder samme sanger sangskriver græsgange. Og hvis forrige single, “Doktor Grum”, fangede min opmærksomhed og efter min mening også var et lidt stærkere nummer. Eller i hvert fald single, for den spøjst betitlede “TingelTangelTown 1975-2000-2025” gør lidt mindre væsen af sig uden at det gør det til et dårligt nummer.
Ella Augusta og Ida Laurberg er på en måde gengangere, men ikke hyppige gæster, her på Repeatlisten. Laurberg har tidligere fået skovlen under mig med humoristiske og fængende singler, som “Håber Lidt Din Kæreste Dør” og “Terrier”. Ella Augusta kender jeg vist mest fra en sang eller to på P6?
Nuvel, “Bedre Held Næste Gang”. “Ja”, kunne jeg være fræk og kæk at skrive. OK, det her nummer om at falde for de forkerte fyre, der er optaget eller skrider lige når man er blevet vilde med dem, er tydeligvis ikke skrevet til en 46-årig mand som mig. Det sagt, jeg kan nærmest ikke høre forskel på hvem der bidrager med hvad i sangen, og hele nummeret er for mig en smule “meh, nå, ehhhh, jeg skruer ikke aktivt væk, hvis den kommer i radioen, men…”.
Det ville jeg muligvis heller ikke gøre i tilfældet Peter Hegård og hans “Lille Vilde”, men jeg lytter ikke rigtig til P5 – og det er nok der, den ville blive spillet, hvis det er. En rolig, lille country’ish nikke-med flyder, som man kan læne sig tilbage til havestolen og synke ned i puderne til.
Det kan man på sin vis også til Barbros samarbejde med Tiberius B, som sammen har lavet den nedbarberede og langsomme “Haircuts”. Jeg synes Barbro er en af de mere spændende kunstnere herhjemme, hun er periodevis meget produktiv og lader til konstant at være i bevægelse. Altid på vej et nyt og lidt andet sted hen end det forrige, derfor får man også lov til at se mange sider af hendes talent.
“Haircuts” er ikke det Barbro nummer, som får mig hurtigst op af stolen, men som sagt, det er anderledes end det seneste jeg hørte fra hende. Og næste gang sker der sikkert noget nyt igen, som måske rammer mere plet hos mig. Afsøgende og nysgerrig virker hun, og udstyret med en stemme, der uden at det bliver flashy, kan virkelig meget.
Vølve lader også til at have en del at byde på vokalmæssigt, og får vist stemmen frem på den stilsikre “Vølvens Sang/Jeg Ser”. Med det kunstnernavn og sangtitlen har man nok lugtet lunten, og har en idé om hvor vi skal hen ad? Ja, vi er ovre i det gotisk-folkede.
Spåkonen her vil helt sikkert falde i folks smag, der i forvejen elsker denne genre. Jeg har det med det, som jeg også har det med eksempelvis folk-metal, Heilung, Myrkur eller lignende. Det skal lige være den rigtige dag.
Det kræver den støvede stener-rock fra Witchfang nok også for mig. Jeg mener, jeg kan lide stilen og genren, men det kan også nemt komme til at lyde en kende ens. Hvor det ene orkester tager det næste og de retrorockende numre smelter sammen.
“Bite of Death” er faktisk et godkendt nummer. Eller, mere end godkendt, Witchfang rocker bundsolidt igennem og har styr på stilen, genrens lyd og konventionerne. Det er sgu’ bare god, gammeldags knastør stonerrock, som raske knægte i alle aldre har lavet i 50 år.
Vi runder af med tredje single fra Decorate.Decorate efter post-punkerne vendte tilbage efter halvandet årtis stilhed med den forrygende “A Sun”. Opfølgeren, “Surface Tension”, var jeg knap så begejstret for, selvom den var driftsikker. De er mere på rette spor for en lytter som undertegnede med nyeste single her.
“Something To Hide” blander det lidt højstemte og melodramatiske fra “A Sun” med noget her mere tempofyldt, hvilket fungerer ganske fornuftigt. Jeg har en følelse af at Decorate.Decorate måske ikke er det mest oplagte eller optimale “single-band”. Det her virker som “Surface Tension”, som et nummer der ville have det endnu bedre i en sammenhæng og album-kontekst.
Det sagt, det fanger mig mere som en enkeltstående single end “Surface Tension”. Og det bygger op på en effektiv måde mod en forløsning, der også kommer – det kræver bare lige at lytterne er tålmodige og kan vente på det. Det er bestemt ikke TikTok musik. Og det var vel en form for kompliment?
Føjes til Repeatlisten: Zar Paulo, Mathilde Falch og Marc Facchini.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mads Fisker, Marc Facchini, pressefoto
