Home Artikler Repeat #89

Repeat #89

238
0

Mange rolige numre i denne omgang af Repeat, inden der rundes af med en rundbarbering. I denne uge er der blevet lyttet til single fra Jonas Hammer, Lise Dres, Astrid Cordes, Nanna Bech, When Saints Go Machine og Smertegrænsens Toldere.

OK, det er lidt tilfældigt hvordan single-kortene fordeles. Jeg tager dem i nogenlunde den rækkefølge de dumper ind i indbakken, medmindre jeg lige har overset noget, eller der er nogle omstændigheder, der gør at jeg flytter en single op eller ned i køen. Jeg lytter altså ikke til sangene på forhånd og tilfældighederne ville, at i der i denne uge er kommet en del ret afdæmpede numre med.

Det gør også, at de risikerer at klumpe og løbe lidt sammen, hvis man lytter til dem ud i én køre og i samme rækkefølge, som de falder her. Så jeg har også lyttet og anmeldt af flere omgange, så hver sang fik en chance for, at få noget plads og tid.

Nuvel, nok snak, På Repeat-listen 2021 kan findes nederst. Den er, naturligvis lidt tyndt befolket her i begyndelsen af året, men det skal nok komme. Og lille reminder: der er tale om en helt subjektiv, “det er mine favoritsingler blandt de indsendte” liste.

Jonas Hammer – “Den Iskolde Regn”

Med ‘I Den Iskolde Regn’ skildres den indre kamp mod sindets gradvise fordærv, mod et livs fatale skæbne: Den totale opløsning.

Som tragedien udvikler sig, får indre ånder (Leviathan) stadigt større tag, mens digtets repetitive karakter, sammen med lydsiden, intensiveres op til det ildevarslende chant; “at bare blive ved” mens sirenerne skriger. Kampen om overlevelse er i gang; mod det stormende klimaks, sirenernes skingre sang, afbilledet i en intens solo. Tilsidst digtets efterskrift, en bøn der hylder den menneskelige drivkraft. Viljen til at blive ved. At fortsætte dit sisyfosarbejde: at leve.

Jeg har tidligere anmeldt et par singler fra Hammer her i Repeat, men “Den Iskolde Regn” lyder alligevel ny og anderledes i forhold til disse. Det er faktisk en ganske voldsom sag, der lægger tilsyneladende roligt ud for derefter at vokse mod et heftig klimaks mod slut i nummeret.

En dyb elektronisk puls pumper langsomt sangen i gang, mens Hammer messer om den iskolde og silende regn. Den kommer fra nord, den piskende regn. Den trækker ind over en i takt med, at intensiteten i nummeret tager til. Omkring 1 ½ minut inde begynder elektroniske strømninger, at “forstyrre” Hammers vokal, der manipuleret med en vokaleffekt begynder at “knitre” og fremstå maskinel.

Det bliver ved indtil “skibet langsomt går ned”, stemmen ændres igen, “sirenerne skriger”, lyder det i det tiltagende ildevarslende og hjemsøgte nummer. I takt med at skuden overgiver sig til de kolde, mørke bølger sniger et trommebeat sig ind i sangen 3 minutter inde og varsler begyndelsen på enden. 3 ½ minut inde går sangen under, med mere markante trommer og en skrigende guitar, der saver sig ind i sagens skrog.

Sådan går “Den Iskolde Regn” under, der måske lige er lidt for særegen og speciel til, at slå bredere igennem som single. Men, som sang er den et helt lille, afrundet værk i sig selv med en begyndelse, midte og afslutning og indbygget spændingskurve. Den struktur gør også, at sangen rummer et vist filmisk element og virker ret billedskabende. Det er stemningsfuldt, veludført og ganske betagende. Og så lyder det bare… anderledes? Er det elektronisk? Er det pop? Er det rock af en eller anden art?

Konklusion: Jonas Hammer levere med “Det Iskolde Hav” et nummer, som har sin helt egen karakter, atmosfære og lyd. Det skal han have ros for. Det lyder ikke helt, som noget andet og er alligevel sat sammen af elementer, der er genkendelige nok til, at det bliver sært tillokkende og iørefaldende.




Lise Dres – “En Drømmer”

Baggrunden for den nye single skal finde i en fortælling om at livet pludselig kan tage en uventet og uforudsigelig drejning. For mange af os er livet fyldt med planer og drømme, men nogen gange går livet sine egne veje. En Drømmer er en sang om at få øje på de skjulte gaver. `Nu ligger fremtiden åben, vi kan gå hvorhen vi vil, verden kommer til syne, det er her vi hører til´.

Der er indledningsvist lidt “Where the Wild Roses Grow” over melodien, der langsomt svæver afsted. Rummet Lise Dres opholder sig i føles stort og tomt, minimalistisk indrettet rent musikalsk. Stemmen er i centrum og den er heldigvis god og værd, at lytte til.

Alligevel føler jeg en vis distance ved, at lytte til sangen. Jeg bliver ikke helt grebet af stemningen, selvom det på sin vis er en flot og smuk sang. Måske er det fordi, at ordene ikke rigtig tager bolig i mig. Jeg hører dem, fornemmer eftertænksomheden. Der er rum til, at lukke øjnene, drømme, søge indad og lade sig drive med. “Nu ligger fremtiden åben, vi kan gå hvorhen vi vil”, lyder det ud af den musikalske nat Dres fremmaner.

Der hvor det egentlig fungerer bedst for mig, er når der ikke synges ord, men blot nogle “uh uh” toner. Her er sangen ganske betagende og begynder, at blive mere levende og gribende. Det skal ikke forstås som en kritik af hverken Dres’ lyrik eller stemme, det er blot en konstatering.

Konklusion: Som helhed får sangen bare, desværre ikke rigtig for alvor fat i mig. Nydeligt udført er det, men den ender med at smutte lidt ud mellem fingrene på mig og fordufter. Måske fungerer den bedre, som del af en større helhed, fremfor en single?




Astrid Cordes – “There, There”

Om sangen fortæller Cordes:
Jeg skrev sangen kort efter jeg havde en
ufrivillig abort sidste sommer og den
handler om at sørge over at miste noget man aldrig nåede at få.

Huha. Ja, det er jo noget af en mundfuld og et udgangspunkt for en sang. Og det får mig også til at føles mig lidt utilpas til mode ved, at skulle anmelde og bedømme den. Det kunne komme til, at lyde som om man ikke respekterede Cordes historie og tab. På den anden side, så har hun sendt sangen ud i verden, så må man forvente respons.

Kender man ikke forhistorien for dette meget afdæmpede og nedtonede nummer, så er det, naturligvis ikke en bekymring man har i baghovedet. Og så rammer sangen måske heller ikke så nådesløst dybt? Nuvel, men det gør den altså. Det er noget af en knugende og hjerteskærende sag, der heldigvis ikke kammer over og bliver navlepillende følelesporno.

Cordes har en stærk vokal. Normalt er den omgivet af mere dansable, poppede eller uptempo toner, men den står sandelig også distancen, når den som her kommer til, at stå mere alene. For Cordes lyder alene på “There, There”, hvor “It wasn’t supposed to be like this, it was supposed to be easy…” og hun forsætter, da sangen stiger (og måske lysner) en lille smule i tonen,  “I don¨t wanna second chance, I’m not done with the first one”.

Det er vagt og åbent nok formuleret til, at det kunne relatere til flere ting, men hendes personlige udgangspunkt in mente: av. “There, there it’s not there anymore…”. Selvfølgelig er der vemod og sørgmodighed i luften, men det bliver ikke rørstrømsk eller sentimentalt. Cordes synger med en åndeløst flot balancen mellem noget i glimt emotionelt og “såret” og så en nøgternt, konstaterende stemme. Der er noget nedslående over det, når det lyder “it just you and me // like it really never happened, but it was real”. Men det er de barske realiteter og man må igennem.

“There, There” lyder ikke som en sang, der handler om at “man må se at komme videre”, eller “man kommer styrket ud i på den anden side”. Det er muligvis fremtiden. Det lyder som om vi befinder os midt i sorgen. Ikke for, at svælge i den. Den er der og det er realiteterne. Det er det, som gør “There, There” til en meget barsk og realistisk oplevelse, trods den meget delikate, sarte og skrøbelige indpakning.

Konklusion: Hold da op. Som single er det en langsom og stille sag, der kræver at man lytter og giver den noget plads. Det gør den måske ikke oplagt, som singlevalg som sådan. Men ser vi lige bort fra det, så er det her noget af en følelsesmæssig fuldtræffer, en emotionel mavepumper, som man skal have en mental six pack af sten for ikke, at føle på en eller anden måde. Det kunne i mindre kompetente hænder godt være endt i noget, som lød opmærksomhedskrævende og selvudleverende. Men Cordes leverer hendes historie og budskab med en forbilledlig værdighed og elegance.




Nanna Bech – “Trafic Light”

Traffic Light er en af de sange, som falder ned i turbanen og skriver sig selv på en formiddag. Den er indspillet som one take af vokal og klaver i Aabyroad Studios i samarbejde med produceren Dennis Ahlgren, og egentlig havde jeg ikke tænkt mig, der skulle mere på, den skulle bare være helt simpel. Men så begyndte Dennis at eksperimentere med at lægge strygere på, og violinisten Kristine Kier Jørgensen kom forbi og indspillede det.

“I am not allowed to kiss your face anymore”, lyder åbningen fra Nanna Bech med sørgmodighed i den ellers lyse vokal. Nanna Bechs nye single kommer, desværre nok til at lide lidt under, at hun er “endt” bag Astrid Cordes i køen. Efter man lige har hørt det nummer om “tab”, så blegner resten sgu’ ærgerligt nok lidt og virker bare ikke helt så alvorlige. Men, sangen her skal jo bedømmes op egne præmisser.

Den er… fin? Det lyder nydeligt, men også en kende pænt og uden de store kanter, eller andet godt man kan rive sig lidt på. Det er på mange måder en klassisk “man skal lige komme sig, ik?/knas i kærligheden” ballade. Dem går der ofte 13 på dusinet af. Bech HAR dog en ganske stærk vokal, selvom jeg har lidt kvababelser med at rumme den traurige og lidende antydning af lidt ynk og klynk, der klæber til visse ord.

Stemmen er efterladt delvist afklædt i et ret spartansk indrettet musikalsk rum, hvor den primære musikalske dansepartner er et fint klaver. Trist og stemningsfuldt, men måske ikke helt så rørende og gribende, som der sigtes efter, selvom de strygere der dukker op da gør hvad de kan. Men, det kommer også til at fremstå en kende “sympati leflende”, som om det ønskes at bringe mig i en bestemt stemning. Nu har du bare at være ked sammen med mig! Det bliver jeg bare ikke rigtig.

Konklusion: Nydeligt, pænt og fint udført. Desværre uden den store emotionelle gennemslagskraft og påvirkning på mig.




When Saints Go Machine – “Emotional”

Emotional tager os med ind i en anden lyd end førstesinglen Seized the Light, hvor dybderne får udtryk i både produktion og Nikolajs vekslen mellem sit mørke og lyse register.

”Sangen er skrevet som en dialog, som mest af alt nok er en indre dialog. Om at ende et sted, hvor det aldrig var planen at ende. En kamp med sig selv, en afhængighed af følelser, som er så grund-menneskelig. Man kan ikke gøre for at man reagerer, går i stykker og alligevel fortsætter destruktionen”, fortæller han.

Som med hvert udspil fra When Saints Go Machine er det et lille værk i sin egen ret. Tag varmt imod det.

Nå, er der nogen der har fået hørt P6 i år? Jeg har ikke fået tændt, men det her nummer lyder som et, de kunne finde på at smide i rotation? Research tid! Nå, den er i skrivende stund, d. 22/1 (lille blik ind bag kulisserne, der), kun afspillet 2 gange på P6 Beat? Det må være en fejl, fordi det her er en ret typisk P6et sang. Lidt pop, lidt elektronik, nogle “emotions”, et dovent beat/rytme som nogle ville kalde atmosfærisk eller stemningsfuldt og et udtryk som lige er eksperimenterende nok til, at feinschmeckerne kan nikke lidt med, men ikke skræmmer nogen lyttere væk fra radioen.

Kort sagt en smule kedelig og forudsigelig.

Det kan måske lyde lidt hårdt, men jeg har ingen tålmodighed tilbage til den her slags singler/musik. Det kan man så delvist takke P6, eller skyde skylden på mine dårlige radiovaner, for. Nogle ville sikkert fremhæve produktionen for, at være “spændende”, rose forsangeren for at prøve noget nyt med vokalen, påpege, at den dvaske og slæbende melodi egentlig er ganske iørefaldende. Jo, der er sådan set ikke noget GALT med nummeret. When Saints Go Machine er et godt band og kan deres ting,

Det gør det bare ikke mere interessant, at lytte til for mig. Jeg trænger måske bare til en god, gammeldags lussing, røvfuld og så at blive smidt på hovedet i seng?

Konklusion: Du kommer nok til, at høre den før mig på P6!

Smertegrænsens Toldere – “The Minds of 99”

Den her kommer du helt sikkert IKKE til at høre på P6, selvom de også godt kunne trænge til en ordentlig lussing til, at ruske lidt op i tingene. Dette ER en musikalsk lussing. 30 sekunders turboladet punkrabalder med fuld gashåndtag. Her tages ingen fanger.

Hvad handler The Minds of 99 om? Ingen anelse, så på det punkt matcher sangen da det band, som den muligvis er opkaldet efter. Det er på mange måder bare ord, som lader til at blive spyttet ud i en eller anden tilfældig rækkefølge. “Tortur” og “Detour”, hey, måske ER det et Minds of 99 nummer, Ma Cherie Bon Bon… ung kniv, helt skap.

Smertegrænsens Tolderes knive ER helt skarpe! Og som det lyder i en af deres tidligere numre, så er de ikke bange for, at bruge dem til at tolke dig i dit dumme fjæs. Verden ville, måske ikke være et bedre sted, hvis der var flere bands, som de her højernergiske og flintrende vrede punkrøvhuller. Men, det ville sikkert være et kønnere sted, når de er færdige med at ommøblere nogle ansigter.

Hvad kan man næsten sige om om det her? Singlen stammer fra en udgivelse, der hedder Blod, Sved og Sæd, Behøver du vide mere? Jeg er måske ikke helt med på Smertegrænsens Tolderes budskab og meningen med det hele, men jeg støtter deres sag.

Konklusion: En ud af kroppen oplevelse, leveres af nogle grimme børn af deres tid. Alle skuffer over tid, men den tid er ikke kommet for Smertegrænsens Toldere. Endnu.




Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang, men mange gode sange blandt de indsendte. Som singler fungerer de måske knap så godt for mig.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lise Dres, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.