Repeat #62

0
615
views

Vi ræser sommeren i møde og kan måske endda holde lidt sommerferie, hvis vi bare liiiige får tømt indbakken! I denne uge anmeldes singler fra De Må Være Belgiere, Haab, Withering Surface, Deerborn, 4 Guys From The Future og Karen Kousgaard.

Pyha, for første gang i umindelige tider fik jeg skåret antallet af anmeldte singler fra 8 og ned på de oprindelige 6. Det går nok godt i cirka 2 uger og så stikker indbakken af igen og der må opjusteres men indtil da virker det jo nærmest som en ferie. Nå, lad os opridse regler og info som har været nævnt tidligere her i indledningen men det kan jo være gået nogen næse forbi:

– Udsender en kunstner mange singler indenfor en kort periode, så forbeholder jeg mig retten til at hoppe over nogen af dem.

– Singler fra upcoming kunstnere har første prioritet, hvis indbakken bugner.

– Der er (stadig og måske for evigt) en vis forsinkelse på linjen, så der går noget tid fra singlen lander i indbakken til den evt. når frem til en Repeat.

– På Repeat-listen findes nederst i hver udgave af Repeat, opdateret med de nyeste numre. De numre der føjes til hver uge er ikke nødvendigvis “de bedste”, listen er lige så meget styret af min egen smag.

De Må Være Belgiere – “Skygge & Duft”

“Sange kan opstå som benspænd. Det er tilfældet med De Må Være Belgieres nye single Skygge og duft. De smidigt pulserende riff og spændstige hooks var undervejs, men teksten, arrangementet og sangen opstod først med spørgsmålet om, hvad kvinden i Velvet Undergrounds All Tomorrow’s Parties endte med at tage på?”.

Måske endte hun med at tage et smut til Aarhus og høre noget god, gammeldags post-punk? Fra dengang post-punk faktisk var en ny ting! De Må Være Belgiere er ikke del af den nyere bølge af bands der har samlet post-punken op igen, de var med på første bølge. Det kan godt være, at 80erne forvinder i bakspejlet i hvad der føles som et tiltagende højere og højere tempo, sammen med minderne om min lige dele brune og voldsomt kulørte barndom men, bandet her lader ikke til at have mistet pusten.

De Må Være Belgiere lyder og fremstår autentiske fordi de for helvede er netop det. Det er den originale lyd af dengang, transporteret op i nutiden uden at de tilsyneladende, i hvert fald i mine ører, har mistet mange skridt, om nogen. Det viser deres seneste singler i hvert fald, hvor de får demonstreret at man sagtens kan synge på dansk i denne genre, uden at komme til at lyde som The Minds of 99. Det her har nerve, er flosset i kanterne og har et let-slingrende, “nervøst” drive, der lige får det til at knirke lidt, samtidig med at melodien pumper kraftfuldt fremad.

“Ingen tænker, hvor skal vi hen // Rummet summer, ingen vil væk”, lyder det ud af den kværnende maskine. “Skygge og Duft” rummer i det hele taget en følelse af snigende desperation, rastløshed og apati, pakket ind i korte, præcise sætning, der både fungerer som små opråb og poetiske udbrud.

Konklusion: “Skygge og Duft” er en både iørefaldende og insisterende, komprimeret post-punk rusketur.

Haab – “Gravel Pit”

Så skal vi have noget dansk indie/dreampop, som de selv kalder et møde mellem den gamle analoge verden og en morderne elektronisk. Om gruppens nyeste single, “Gravel Pit”, lyder det:

“Gravel Pit er en sang om at blive hjemsøgt af fortiden i sine drømme. Noget eller nogen holder fast på dig, men du er nødt til at give for at komme videre. Hannah skrev det ud fra en rigtig drøm, hun havde om en kæreste fra sin fortid. Han blev begravet i en grusgrav af sne i live. Det symboliserer, at uanset hvor meget du prøver at begrave eller dræbe fortiden, vil den altid på en eller anden måde være i live. Noget du er nødt til at acceptere og leve med resten af dit liv”.

“Gravel Pit” er en tålmodig og opbyggende sag, der tager sig god tid, trods at den samlede spilletid holder sig lige under 3 ½ minut. Det er et nummer hvor forsanger Hannah Sommer Rasmussens klare og lyse vokal får masser af plads og sætter meget af stemningen, mens musikken svæver mere diskret i baggrunden. Hun løber dermed med en stor del af opmærksomheden, men uden den stemningsfulde bund var det nok også blevet for luftigt, så der er egentlig en fin balance nummeret igennem.

Det vokser stille og roligt frem mod et peak og en forløsning, som i denne forbindelse virker fortjent og som noget der virkelig er blevet arbejdet henimod. Det lader vente på sig, vis skal 2 minutter og 40 sekunder ind i sangen, inden vokalen endelig fortrænges og musikken får lov til at blusse op og sendes sangen i mål med et kort, instrumentalt crescendo. Effektivt er det men, det har samtidig lidt den omkostning, at nummeret op til kan virke en anelse stillestående. Det giver måske sig selv, når der i høj grad er fokus på stemning og atmosfære. Det kan godt føles som blåt i blåt med blåt på, hvor man kan synke ned i blålig melankoli, hvis man lige er i det hjørne – er man ikke, så er der risiko for, at sangen forsvinder lidt i baggrunden.

Konklusion: Flot og stemningsfuldt, men sangens langsomme opbygning, tempo og atmosfære kræver nok at man lige er i humør til det. I hver fald indtil, at der vises lidt tænder og temperament mod slut.

Withering Surface – “I’ll Soon Be Gone”

Jeg havde fat i de melodiske dødsmetallere tilbage i Repeat #54, da jeg anmeldte den fine single “Alone”. Nu er de ude med et nyt nummer, et hvor de får selskab af Michael H. Andersens 19-årige datter Elizabeth Gorboi Andersen.

“I’ll soon be gone no, forever not yours”, lyder det fra frontmand Michael H. Andersen lidt over 2 minutter inde i den over 6 minutter lange melo-dødsballade. Og det lød på en eller anden måde bekendt? I følge presseteksten er nummeret inspireret af selveste A-ha. der vel nok var Norges største pop-eksport i 80erne (og nogensinde). Da jeg læste det, mens sangen dramatisk bølger frem og tilbage og veksler mellem de to generationer af Andersen på vokal, begyndte det at dæmre.

Vi skal ikke tilbage til 80ernes storhedstid men, deres semi-comeback, i hvert fald i et kort glimt, fra 2002, singlen “Forever Not Yours”, hvor man kunne høre ovennævnte linje brage ud af sit kæmpe 26 tommers TV, hvis man havde stillet ind på Boogie-listen i den periode! AHA! Nå, det blev en længere smøre, som ikke handlede så meget om Withering Surfaces’ nye single, den sidste inden deres plade rammer gaden.

Jamen øøøh, det er da sådan set en rigtig fin sag, jeg er måske lidt mere til forrige single, “Alone” men, det er nok en smagssag. Der er en god dynamik her, de vokaler fungerer godt som kontrast til hinanden, lige da sangen er ved at føles lidt lang kommer der et effektivt retningsskift lige omkring 4-minutters mærket og har bandet bare styr på virkemidlerne. De finder en fin balance mellem det hårdtslående og melodiske, selvom der i glimt sniger sig lidt mere 80er-geil ind i lyden. Måske har de lyttet lidt for meget til A-Ha? Pfff, som om man kan det!?

Konklusion: Solid single med en lidt overraskende og halv-fræk reference til et rigtig godt, noget overset popnummer?!

Deerborn – “Figured Out”

Sidst vi hørte fra Deerborn var med den glimrende single “Where Demons Hide”, hvor bandet fortsætter deres ridt ud i det mørke americana landskab, der blev grundlagt på deres efterhånden 4 år gamle debutalbum. Om seneste single forklarer forsanger Lasse Nørby:

»’Figured Out’ handler om noget, de fleste nok kan relatere til. Det her med at uanset hvor hurtigt man løber og hvor meget man prøver at nå – så løber tiden hurtigere, og inden man ser sig om, bliver dage til uger og uger til år. Det er med at få det meste ud af sine dage og sørge for at række ud efter det eller dem, som betyder noget.«

Der er så åbenbart udkommet en single ind imellem denne og “Where Demons Hide”, som er røget under min radar. Så vi er altså på tredje single fra det kommende andet album fra Deerborn. Det er en noget mere bølgebrusende og højstemt sag end jeg er vant til fra deres side, hvor tonen “plejer” at være lidt mere americana jordbundet. I første omgang syntes jeg nummeret var lidt søvndyssende men, som sangen skrider frem og man bliver lullet ind i stemningen af store, åbne vidder og det bølgende tempo, så blev jeg indfanget.

Nummeret lyder, trods teksten, ikke helt så sitrende desperat som man måske kender fra Deerborn side, det er på en måde mere storladent og episk her. Det giver en smittende ro blandet med en følelse af accept og klarhed over den situation der besynges, “got to figure out to reach out”, det lyder faktisk som om at man her netop har figured it out. Ved at tage det med ro og ikke panikke.

Konklusion: “Figured Out” viser en lidt anden side af Deerborn end man kender men, en der i sidste ende klæder dem virkelig godt. Det lyder større og det lyder rigtig flot, når man lige har stillet ind på lydbølgerne. Jeg begynder at tro, at de har et “hit” mellem hænderne her?

4 Guys From The Future – “A New Life”

Vi er nået til et “storladent, upbeat poptrack”, der handler om “altid at kunne se morgendagen som en ny begyndelse”. Det må da være meget rart!

Sangen slynger sig udfordrende ind og ud af kendte rammer og slår ublu ud med armene i sin leg med drømme og ønsket om at finde sjælefred i en moderne verden:

”Det er personligt for mig”, fortæller Bjarke, ”det her med hele tiden at se frem mod en ny tid og være bevidst om, at det ikke er for sent at forandre og udvikle sig – heller ikke som samfund. Sangen kredser om håbet for en ny dag, håbet om en dag at finde og få skabt det, jeg drømmer om. Accept, ro. Jeg kan ikke slippe den neurotiske fornemmelse af nye muligheder, der konstant flimrer på vandoverfladen ude i fremtiden. Måske finder jeg roen en dag, men er der ikke endnu.”

“A New Life” er en af den slags singler, hvor jeg efter første gennemlytning tænkte, at den sluttede lige når den skulle og at den egentlig ikke virkede næsten 4 minutter lang. Den er så også “kun” 3 minutter og 45 sekunder lang men… Begge dele var ment som en kompliment. Det her nummer varer lige nøjagtig så lang tid det skal og føles som en lille, afrundet og veldisponeret fortælling.

Det er poppet indie med en snert af melankoli og en let nostalgisk tone, “tell me all of your worries // tell me everything that’s on your mind”, lyder det med lys stemme indledningsvist, mens musikken stadig holder sig i baggrunden. Den begynder at boble mere og stille og roligt pible frem indtil den bryder helt igennem et lille minut inde, hvor sangen får en mere pulserende bund. Det minder måske lidt om nyere Coldplay, hvor det egentlig er en slags dansabel popmusik men stadig med en indie-vibe. Det er, desværre, trods at det er meget nydeligt og lyder godt, lidt pænt og poleret at lægge ører til. Måske er det bare ikke lige helt mig, dog kan jeg ikke bestride, at det er flot udført og lyder meget lækkert og indbydende.

Og så er det ikke mindst velsunget.

Konklusion: På mange måder en ret afvekslende single, der ikke helt følger den gængse popskabelon. Sangen føles næsten som om den består af en række små musikalske kapitler eller sekvenser, der overordnet holdes sammen af den flotte, klare vokal. Men ikke lige min kop te.

Karen Kousgaard – “Down We Go”

Karen Kousgaard fejede lidt benene væk under undertegnede med den helt enkle single “Simple Song” (passende titel, der), en fin, fin lille popperle, som jeg anmeldte tilbage i Repeat #52. Det var enkelt, iørefaldende og skåret helt ind til benet, hvilket måske kan lyde nemt men, det er en kunst i sig selv, at kunne få noget så “skrabet” til at fungere.

“Simple Song” begrænsede sig tilmed til kun at udfylde en spilletid på 2 minutter og 18 sekunder, “Down We Go” varer hele 2 minutter mere, så allerede som udgangspunkt er vi ude i noget lidt andet. Tempoet er roligt og trissende, tonen afdæmpet og stemningen sådan lidt tilbagelænet café/lounge agtig mens Kousgaard bestemt heller ikke oversatser på vokalen. En sagte puls sørger for, at holde lidt liv i sangen og drive den så meget fremad, at det ikke ender med stilstand. Ovenpå lægger en behagelig blanding af noget jazzy-poppet møder, mjaaah, en antydning af noget Burt Bacharach’et.

Jeg kan rigtig godt lide Kousgaards vokal, den rummer noget ro og sødme men også sådan en… lethed? Det virker ubesværet og ikke som om der tages unødige chancer, eller stemmen absolut skal presses ud i noget den ikke helt kan bære. Der er ikke noget flashy blær her, det giver en behagelig følelse af overskud og luft. Det gælder egentlig også musikken, det er nærmest lidt underspillet, som om der skal være plads til lytterne også. Det gør så også, at musikken får et præg af underlægningsmusik, enten til din cafétur eller som musik, der kunne bruges som underlægning i et tv-program. Det var sådan set ikke ment som noget negativt men, det er ikke et nummer, der gør voldsomt opmærksom på sig selv eller kommer væltende med store armbevægelser. Det er en sagte sniger, som foretrækker at leve sit lille, stille liv lidt mere tilbagetrukkent, selvom der egentlig sker en hel del på de 4 minutter og 16 sekunder.

Konklusion: Ikke så iørefaldende og fængende som mere umiddelbare “Simple Song”, det her faktisk på mange punkter lidt af en modsætning, som fungerer rigtig godt på sine egne præmisser. Men der er fare for, at sangen forsvinder lidt i baggrunden – det er næsten som om den ikke har noget imod det??

Føjes til På Repeat-listen: De Må Være Belgiere + Deerborn

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Katinka Bjerregaard, Deerborn pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.