Repeat #46

0
466
views

I denne uge er der blevet lyttet til nye singler fra Balsal, PSY:CODE, Sonny Møller, Verdens Sidste Idé, The Shrines og De Må Være Belgiere.

Nogenlunde varieret udbud blandt singlerne, der har endda sneget sig noget metal med – og der er mere på vej! Igen vil jeg lige nævne, at jeg prøver at blande kortene så godt som muligt fra gang til, samtidig med at jeg tager numrene i nogenlunde den rækkefølge de lander i indbakken. Det skaber også lidt kø på linjen og ventetid, men jeg tilstræber at holde det nede på et par uger.

Balsal – “Kaffen Er Blevet Kold”

Vi lægger ud med en “ode til (hverdags)kærligheden” fra Balsal, som jeg anmeldte en fremragende single fra sidste efterår. Jeg var så begejstret for “Vindueskarmen”, at jeg valgte den som en af mine favoritter fra 2019. Der var tale om noget, som gik helt udenom moderne tendenser og nærmest lød som gammeldags visesang fra et andet århundrede.

Selv kalder de det karnevalesk pop-folk, musik der kommer fra et sted, hvor “feel-good møder en træt harmonika”:

”Kaffen er blevet kold” er en ode til hverdagskærligheden. Den er lyden af gylp og bleer, overarbejde efter sengetid, bunker af surt vasketøj, at falde i søvn foran fjernsynet fredag aften og kaffen, der er blevet kold –  igen. Skoleballet forbi. Men heri ligger den allerstørste lykke, når man har den rette makker ved sin side til at fylde de grå dage med kærlighed.

Umiddelbart blev jeg ikke helt så betaget og opslugt af nummeret under første gennemlytning, som tilfældet var ved “Vindueskarmen”. Men det er også et nummer af en lidt anden beskaffenhed, hvor “Vindueskarmen” straks trykkede på nogle knapper med sin sentimentale (i denne forbindelse ment som noget positivt) lyd, så er udtrykket her mere… “enkelt”. Den har ikke det samme løftende “swung”, men er mere “bare” en nedbarberet vise. En lille sang om kærligheden når hverdagen melder sig, hvor regnen slår mod ruden, kaffen er blevet kold og der skal hentes fredagsslik.

Banaliteten og trivialiteten ligger på lur, eller stikker faktisk snotten helt ind i Balsals sagte og fine sangunivers’ ramme. Den slags er en balanceagt, hvor man nemt kan falde i en lyrisk grøft der bliver FOR banal og simpel. Jeg synes Balsal holder balancen og det er et nummer der er vokset på mig for hver gennemlytning. De sætninger og formuleringer der ved første lyt ikke helt gjorde noget godt for mig vænner jeg mig til og kan godt se fidusen i – fredagsslikket prikker dog stadig lidt til mig.

Balsal lykkes med at tage den helt ned her og får hyldesten til hverdagen til, at fungere på dens præmisser. Det er den grå hverdag, som får et boost, derfor skal det heller ikke på nogen måde være for kulørt og spraglet rent musikalsk. En af Balsals store forcer er i forvejen, at jeg synes det er virkelig gode til, at lade musikken ånde og få plads, Deres lydbillede er det modsatte af overlæsset uden at det dermed bliver afpillet.

Konklusion: Ikke helt så overvældende som deres første single, men en anden størrelse, der er virkelig vellykket på egne præmisser. En stille sniger og en der vokser og som rent faktisk kan give en grå hverdag et pift.

PSY:CODE – Demons Guide My Way

I forrige uge efterlyste jeg mere metal her til Repeat, og helt tilfældigt dumpede der så nogle nye metal-singler ind i indbakken de følgende dage… i hvert fald 2! Vi napper den ene nu, fra PSY:CODE, der snart er klar med en opfølger til deres 2017 album, Mørke.

“‘Demons Guide My Way’ er en af de langsommere sange fra pladen. Teksten betyder utrolig meget for os og er meget personlig, så vi har givet vokalen masser af plads og fokus, med musik der ikke fjerne opmærksomheden fra den”, forklarer bassist Dag Jacobsen.

Hva faen, er det Linkin Park uden rap?! var min første tanke da jeg nåede igennem første vers og omkvæd. Om det er en kompliment må man gøre op med sig selv. OK, det her er godt nok i den semi-episke ende, storladen og atmosfærisk metal med højt til loftet. Tilsat en brølende vokal, der læner sig mere over mod noget core’sk. Jeg er ikke… afvisende!

Sangen når i første halvdel måske ikke helt op på den største klinge og får for alvor fat, det er som om bandet bevidst holder lidt igen og ikke giver den alt hvad den kan trække. Det kommer til at give mening, når man når til sangens anden halvdel, hvor formlen og opbygningen brydes og sangen skifter karakter. Først en opbyggende mere sfærisk passage, hvor deres tages tilløb, dernæst en opbremsning, hvor farten sænkes og musikken suges ud af lydbilledet, fulgt op af en “skønsangspassage”, som jeg ikke bryder mig om, inden sangen brydes ned og rundes af med noget af metaludladning. Fed slutning!

Der sker meget i “Demons Guide My Way”, næsten FOR meget til 4 ½ minut, især de sidste 2 er noget af en heftig blanding. Det føles næsten som to forskellige numre, eller som et 8 minutter langt nummer kortet ned til halvdelen? Kedeligt er det bestemt ikke, men det er lige før jeg bliver bombarderet med for mange indtryk på for kort tid – det vil dog muligvis være en smagssag?

Konklusion: Hmm, noget af en mundfuld, især som single. På den anden side, så får PSY:CODE vist en del sider af dem selv på kort tid. Og jeg kan lide de fleste af siderne, måske ville jeg bare gerne høre dem foldet ud med lidt mere plads og luft til de enkelte dele? Ikke uinteressant.

Sonny Møller – “Lille Sten”

Og nu til en helt anden boldgade end københavnsk hardcore, vi skal en tur ud på landet, nærmere betegnet Viborg og omegn, hvor Sonny Møller huserer og går sig nogle inspirerende ture, når han ikke lige er på landevejen med sine folkede toner. Han har nemlig med egne ord “solgt sin sjæl til landevejen”. Hans nyeste single er inspireret af en tur ved Hald Sø:

“Jeg fik øje på en fin rund sten. Det slog mig, at både den lille sten og vejret har været her længe før menneskene og sikkert også er her længe efter os. Hvis stenen kunne fortælle hvad den havde oplevet gennem den lange rejse, den har været på, ville den sikkert ikke være alt for bange for fremtiden, ligesom menneskeheden er i dag. Det fik jeg lyst til at skrive en sang om”.

Som en der har set en del sten i min tid, så er der måske en hel del sange verden er gået glip af der?! OK, jeg kan ikke skrive sange, så de dumsmarte bemærkninger pakkes væk. Sonny Møller kan godt skrive sange, i dette tilfælde en lille kort en på lidt over 2 minutter om en bette sten. Det der introduceres i presseteksten er sådan set det man får: små reflektioner over en lille sten sat til en klassisk folksy country melodi.

Det er meget lyden af de strøtanker mange sikkert kan nikke genkendende til, startede stenen som et stort bjerg (nok ikke, men vi leger med på tanken) og er endt som en lille rund sten, efter en tur verden rundt. Det er jo en pudsig tanke, at et lille stykke sten sådan har “set” meget af verdens historien fra sidelinjen og nu lever sin stille tilværelse ved Hald Sø, inden den engang om mange år, sikkert bliver til sand. Men dybere end strøtankerne kommer vi ikke på den korte spilletid, men det fungerer for hvad det er.

Konklusion: Fin, men lille sang, der leverer det den lover og så heller ikke mere. Sonny Møller er dog en god formidler og hyggeligt selskab så længe det varer.

Verdens Sidste Idé – “Følelsen Findes (Ikke Mere)”

Indiepoeter præsenteres Verdens Sidste Idé som øverst i deres pressetekst, så er vi i gang. Vi har faktisk været omkring de aarhusianske orkester en enkelt gang tidligere, hvor deres glimrende nummer “Hey, Præst” var Dagens Track her på siden – dengang Dagens Track var en ting. Det var det stadig i april 2018.

Bandet er nu snart klar med debutpladen Den Indre By, hvorfra “Følelsen Findes (Ikke Mere)” er førstesinglen. Om sangene fortæller sangskriver Asbjørn Hvelplund:

”I kærlighed og musik er det sådan, at du er nødt til at sige det som det er, hvis du mener noget med det. Det er ubehageligt, men der er ingen vej uden om. Du kan prøve at rette ind og holde takten, men hvis du ikke føler det, så mærker folk det alligevel. Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke er bedre til det selv”.

Uh, spacey og svævende intro, det bølger og kruser, mens man stille stiger til himmels og glider væk. Verdens Sidste Idé har en ret tydelig “lækkerhedsfaktor” og med det mener jeg, at det hele glider og lyder flot. Det er varmestrømmende indie, uden at det kammer over i noget dvask indie-psych og strandkantsmusik. Lyden piftes op med nogle liflige blæseinstrumentstrut, der ligger og sejler roligt rundt i baggrunden. I det hele taget sker der, trods den indbyggede ro, en hel i dette nummer. Vel at mærke uden, at det bliver stressende eller overlæsset.

Jeg forestiller mig, at det er et nummer som også sagtens ville kunne gøre sig i radioen, eksempelvis virker det oplagt til airplay på P6 Beat. Men her har vi også en lille svaghed, nummeret er behageligt at lytte til, men koncentrerer jeg mig ikke, har jeg tendens til at drive lidt væk fra det og det falder i baggrunden – som de uendelige lydbølger fra radioen.

Konklusion: Usvigeligt sikkert og kompetent indiehåndværk, måske savner jeg lidt mere gennemslagskraft, eller et eller andet der lige losser til en. Men, det er ikke den slags nummer.

The Shrines – “Keep Calling”

Vi er i det rockede og et andet band, eller i dette tilfælde en duo, som vi både har haft som Dagens Track nogle gange og en enkelt gang tidligere her i Repeat. Det var tilbage i Repeat #21, hvor jeg anmeldte deres “Do You Feel Lucky” single. The Shrines har tilbragt de seneste to år i Hamborg, hvor deres kølige, nordiske rocklyd har fået lov til, at blande sig med stemningen fra noget rå, tysk havneby:

“I singlen adresserer The Shrines begrebet “violent seasons”, der tematisk bevæger sig rundt om de psykologiske dæmoner, vi som mennesker undertiden påvirkes af – forårsaget af personlige issues og relationer eller måske endda den sindstilstand, som verden i dag synes at være i. – Vi ønsker ikke at fortælle folk, hvordan vores musik skal fortolkes, men det, vi kalder ”the violent seasons” er bestemt noget vi forholder os til både på et personligt og på et mere politisk plan”, kommenterer Anne Jensen.

Hey, tjek lige videoen ud nu du alligevel er her og hører sangen, vi er ude i noget creepy dukkeræs med en halloweenet/Tim Burton vibe. Det har nummeret (desværre?) ikke helt, det er mere straight up garage duo rock. Af den slags der vrider sig lidt sexay og æggende ud af højtalerne med frække guitarstød og små, veltimede stemmeknæk. Prrrrrrr.

Nå, nu skal det ikke bliver for lummert, men der er ikke meget duft af tysk havn over det her, i mine ører. Medmindre man finder den slags pirrende? Nuvel, det skal jeg da ikke blande mig i! “It’s the same old song we are playing”, lyder det gentagende mantra sangen igennem, og det kan der måske være tale om i den forstand, at stilen da bestemt ikke er banebrydende. Men, jeg synes alligevel at nummeret viser lidt nye sider af The Shrines. Helt hvad, har jeg svært ved at udpege. Måske har der bare sneget sig en anelse mere råhed ind i lyden og på vokalen. Mindre “uskyld” og “middle of the road” rocket lyd og lidt mere “rendesten”?

Uanset hvad og hvad man vil kalde det, så klæder det dem – ikke at der var noget galt med deres tidligere numre! Det rusker, sitrer og lokker bare lidt mere, det her. Der er kommet et element af fare eller noget forbudt ind i The Shrines garage.

Konklusion: En sang der lokker mig til at lytte til den, på den gode måde.

De Må Være Belgiere – “I Den Tynde Tråd”

De danske post-punk veteraner, det må man vist godt kalde dem, De Må Være Belgiere, er nået til 4. single på et år. Jeg har kun været omkring en enkelt at de tidligere singler, den helt forrygende “Elsket og Nøgen”, som jeg anmeldte i slutningen af sidste år.

“I Den Tynde Tråd” beskrives som en hurtig, upbeat popsang med en tekst der handler om “kærligheden som et vovestykke” med en tekst der kommenterer på Robyns “Hang With Me”. Det lyder sgu da egentlig… lad os bare sige, at min nysgerrighed er pirret!

Der lægges i hvert fald fra land med noget dejligt upbeat guitar, der driver sangen gnidningsfrit fremad og løber som en gennemgående strøm sangen igennem. Den post-punkede vokal sørger for noget kant og lidt skævhed, så det hele ikke bliver alt for glat eller fiser gennem knolden på en. Som sangen skrider frem er det som om der sniger sig en vis rastløshed og noget jagende ind i nummeret, som om vi løber mod en usynlig målstreg. Det virker som om vi når den 3 ½ minut inde i nummeret, hvor der indtræder en kort pause, men det er kun en lille opbremsning inden nummeret accelererer op i tempo igen.

“Ja vi har tid // Tid til at falde, tid til at stige”, lyder det mens nummeret suser medrivende videre mod de 5 minutter. “Stige, alle frie, holde fast”, bliver de sidste ord inden nummeret bruger de sidste kræfter og når i mål. Rigtig god energi, måske ikke den store variation eller udsving nummeret igennem, det føles mere som én lang sprint, hvor det fængende ikke er et tydeligt hook, eller et markant omkvæd, men den netop energien og gentagelsens kraft. Det bliver næsten helt messende, hvis man kan bruge det ord om noget, der bevæger sig fremad i dette tempo?

Konklusion: Endnu en stærk single fra De Må Være Belgiere, der her benytter sig af en helt anden form for virkemidler til at holde opmærksomheden fanget i forhold til “Elsker og Nøgen” og dens mere døsige tåger.

Føjes til På Repeat-listen: Balsal + The Shrines + De Må Være Belgiere

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto Balsal, “Kaffen Er Blevet Kold” singlecover

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.