Home Artikler Repeat #40

Repeat #40

549
0

Dingdingdiiiiing, sidste omgang for singlerne i år! Vi lukker og slukker 2019 med nye numre fra Electric Guitars, Emma Acs, Royal Deceit, Joakim Lykke, Wanna Be Brothers og De Må Være Belgiere.

Det betyder også, at der nok ligger et par singler i indbakken, som jeg ikke nåede at få med, eller der er dukket nogen op efter deadline (det her er skrevet i sidste uge). Så det er muligt jeg samler lidt op i begyndelsen af januar, når der (forhåbentlig!) ikke udkommer så mange nye singler.

Sikkert er det, at jeg ikke er helt færdig med Repeat for i år. Der kommer ikke nogen ny omgang, men, inden jul vil jeg gøre er forsøg på, at kåre intet mindre end… årets single på repeat! Wow wow wow! Så hold øje med det, det bliver vildt. Indtil da, skal vi se om der melder sig nogle udfordrer til den fornemme titel her på falderebet?

Electric Guitars – “All I Want For Christmas”

“Da guitaristerne i Electric Guitars var børn drømte de begge om at få en elektrisk guitar. Der gik lang tid og flere julaftener passerede, hvor de måtte klare tonerne på en gammel akustisk guitar. Men en dag blev det rigtigt jul og siden har de begge brugt det meste af deres tid på den elektriske guitar”.

Det har de to guitarister, Søren Andersen og Mika Vandborg. nu skrevet en julesang om. Samtidig er duoen aktuelle med livepladen 10 Songs 10 Cities, der som titlen antyder indeholder 10 numre fra bagkataloget optaget i 10 forskellige byer. Julesinglen er desuden udkommet i en rock udgave og en mere akustisk/poppet version.

Jeg formoder, at det er den rockede udgave jeg har fat i her, men så meget smæk er der nu heller ikke på de elektriske løjer. En selvbestaltet anmelder snude som undertegende kan, naturligvis, ikke lære to etablerede og erfarne herrer som Andersen og Vandborg en skid om sangskrivning, indspilning osv., så det her er forankret i personlig smag.

Vi har med en julesang at gøre, så der er måske grænser for hvor meget tråd man kan/vil levere, men jeg savner dog at der bliver liret lidt mere igennem på den front. Det behøver ikke lyde som an AC/DC christmas, men det bliver næsten for flinkt det her. Desuden savner jeg et lidt mere markant eller mindeværdigt omkvæd, et der for alvor sætter sig fast og gør at det et nummer man husker julen over.

Det sagt, så er det en både sød og hyggelig lille sang, den flyder let derudaf, eller danser om juletræet, om man vil og går mig på ingen måde på nerverne. På den front er det klart et nummer man sagtens kan sætte på som behagelig beggrundsmusik, mens man pakker gaver ind, tyller glögg, får sig en siddende morfar på sofaen, trisser rundt, knækker nødder og hvad man nu ellers foretager sig når det er jul.

Konklusion: Hyggelig og rar, men jeg ønsker mig lidt mere el-spade til jul. Det er sikkert et helt bevidst valg, de to bagmænd ved jo hvad de laver, så de har nok sigtet mere efter at lave en hyggespreder end en jule-spradebasse.

Emma Acs – “My Beloved (Lost To Begin With)”

Det er ved at være et stykke tid siden, at vi sidst hørte noget fra Emma Acs. Jeg anmeldte hendes andet album, Give In To Whatever, tilbage i 2015, men nu er der en EP på trapperne. Den er sat til at udkomme d. 31/1 næste år, men førstesinglen er allerede ude. Pressemeddelelsen er in english, så der sigtes formodentlig længere ud end vildsvinehegnets begrænsninger, så vi napper lige en bid:

“The song is a throbbing love ballad, offering the restlessness of being in love, drums beating like a nervous pulse, sedated vocals and twisting saxophones. Love must kneel for the ruling hopelessness”.

Oh dear!

Godt nok mange kors og den slags ikonografi i den tilhørende lo-fi musikvideo… mon Jesus ville sætte pris på saxofonen? Nuvel, jeg er ikke Jesus, sådan helt, men jeg kan faktisk godt lide den små-urolige trutten i baggrunden, hvor der i det hele taget sker en hel del i dette nummer. Det er en af den slags sange, som fremstår ret rolige på overfladen, hvor Acs’ små-døsige vokalen svæver rundt, men lige under overfladen er der gang i et mindre musikalsk stormvejr.

Saxofon, en mere urolig og rastløs skubbende og pulserende rytme og en hvirvlende fornemmelse danser rundt, ud og inde og omkring hinanden. Nu sagde jeg baggrunden, eller under overfladen, det er måske lidt misvisende, i hvert fald som sangen skrider frem, hvor det er som om vokalen, og dens ro, kæmper mere side om side med de andre elementer. Det giver et nummer, der på samme tid virker beroligende og rodfast og så det næsten stikmodsatte. Så er spørgsmålet om man kan, skal eller vil adskille de to dele mens man lytter til sangen?

Det er som om Emma Acs og hendes vokal langsomt bliver opslugt og bliver en del af den mere kaotiske musikalske del, måske var hun bare lost til begin with?

Konklusion: Det er altså et rigtig spændende nummer det her. Som single er den måske for eksperimenterende og vil støde nogle lyttere fra sig pga. den noget “utrygge” følelse af at blive opslugt. Men der er altså et eller andet sært besnærende og tillokkende ved det her univers, så sangen fungerer både i sig selv og som lokkemad til den kommende EP.

Royal Deceit – “Echoes of Hate”

Metalcore! Folk der “kender” os, eller har fulgt lidt med gennem tiden vil vide, at det måske ikke ligefrem er vores livret, eller et område hvor vi føler os specielt på hjemmebane. Men, vi prøver at smage på sagerne af og til.

Dette er første single fra bandets kommende debutalbum. Guitarist Jesper Malmsiø forklarer: “‘Echoes of Hate’ reflekterer over det løfte vi alle afgav om aldrig igen at falde for inhumane ideologier hvor ingen er ligestillede, og minoriteter bliver forfulgt på netop det grundlag, at de er minoriteter. Holder vi det løfte når vi kigger på hvordan og om historien gentages?”.

Hmm, OK, det er nærmest alt hvad jeg forbinder med metalcore i den melodiske ende, en art greatest hits for genren! Så jeg er selvsagt lidt udfordret. Grum vokal møder clean, call and respons, dakkedak trommer, alle mulige store følelser så der også er skruet op for emo faktoren, guitar hviiiiiin… man får lidt af det hele hos Royal Deceit.

Hvis man skal skille det lidt ad, så er melodien ganske god og iørefaldende. Lydmæssig er det den velkendte blanding hvor hårdt møder noget mere blødt, i bund og grund en popsang pakket ind i metal. Det er der absolut intet galt i, jeg elsker en god popsang, men der er bare et eller andet ved netop en blanding som den her, som jeg aldrig bliver fan af. Beklager.

Det sagt, så hader jeg det ikke og løber ikke skrigende bort mens musikken spiller, dertil er det også for elegant skruet sammen og stramt leveret. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at der gemmer sig en helt god sang her, når jeg lige får styr på alle mine forbehold og subjektive holdninger.

Konklusion: Er du til stilen, så synes jeg bestemt man skal give “Echoes of Hate” et lyt. Alle med metalcorefobi bør nok træder mere varsomt.

Joakim Lykke – “Born Naked”

“Jeg ser gennem mine børn, forsøget på at skabe “perfekte” billeder af sig selv, for at opnå en form for uvirkelig status eller anerkendelse.. Sangen er mit udgangspunkt og min “statusopdatering” og mit forsøg på at sige at det er ok at være grim! Hvis man vil åbne munden og stå frem, så må man forvente at der bliver kigget på en, med kritiske briller og så ender man indimellem med at føle sig opstillet nøgen (som den dag man blev født – Ergo ‘Born Naked’) for hele verden at se på… Det er ok at være grim, se mig, jeg har lidt for meget mave og blir totalt skeløjet når jeg synger.. men sådan er jeg – og det er OK!”

Således præsenterer Joakim Lykke sin debutsingle, “Born Naked”, der udkom i slut-november, som en forløber for et helt album, der lander i begyndelsen af næste år.

Bundsolid radiorock, var min første tanke, og det var ikke ment nedsættende eller som et fy-ord. Det er måske ikke ligefrem den mest moderne eller hippe lyd, klassisk P4-rock kunne man også kalde det, men det virker næsten forfriskende med sådan en “gammeldags” tilgang. Klassisk sangskrivning, vi kommer sikkert fra A til B og videre til C på lidt over 4 minutter. Ingen udflugter, svinkeærinder eller afvigelser fra den velkendte sangskruktur og progression.

Det er muligvis en kende forudsigeligt, men det virker helt klart også som hensigten. Det her er ikke en sang, som skal bringe noget decideret nyt til bordet, det er “bare” godt håndværk. Hvis man som jeg lytter til et hav af sange, så får man også sin dosis eksperimenter og moderne tiltag af forskellig art, så virker det næsten helt trygt og rart at støde på noget som det her.

Den konservative og velkendte tilgang og formel vil nok ikke appellere til alle, men der er helt klart et publikum for den her form for rock derude.

Konklusion: Det er måske ikke en single, som kommer til at vælte eller forandre verden, men en der skriver sig ind i en velafprøvet sangskriver tradition. Om man så vil opfatte det som gammeldags ellers tidløst må være op til den enkelte lytter.

Wanna Be Brothers – “Did This Life Look Easy”

Så skal vi til Hundested/Lynæs, eller det er i hvert fald der venskabet blandt de 3 medlemmer af Wanna Be Brothers udspringer fra, så vidt jeg har forstået det? De 3 wannabe brødre er: Nis Peter Toke Madsen (vokal, guitar, bas, keyboard), Tue West (trommer, keyboard) og Richo Schjellerup Møller (keyboard, bas, programming). Dette er deres anden single og beskrives således:

“Med et riff der kan minde om en brise fra havet, bliver man ført rundt i en storby med
neonlys, fester og farlige romancer. En vibe der ruller afsted, vellydende og med et
fastholdende beat, indtil sangen kulminerer i en solo der letter og flyver en mod
varmere himmelstrøg”.

Øv, jeg ville da gerne have brugt den der med “en brise fra havet”, men det har jeg vel på en måde gjort så?! Haps. Det begynder stille, roligt og ganske tilforladeligt på “Did This Life Look Easy”, rolige bølgeskvulp fremad, små krusninger og havets susen. På en måde minder det mig lidt om den sommerlige indie, som man også finder hos et indieband som Kakkmaddafakka, i hvert fald deres nyere numre.

Samtidig er der noget let dansabelt over nummeret, som det svæver roligt fremad, ikke vilde udskejelser og flashy moves, men små trippende, sommer indie-dans på stedet. Jeg får måske også følelsen af lige lovligt mange hørbukser og løstsiddende, spraglede skjorter, mens jeg lytter til sangen, men det er nok en smagssag. Det er ikke en stil og lyd, som jeg normalt lytter meget til eller kan holde til i for store mængder, så begynder jeg at savne, at der sker noget mere. Mere temperament og vildskab, fremfor en tilbagelænet flyder uden de store armbevægelser, hvor der ikke sker de store udskridninger i løbet af sangens næsten 5 minutter.

Konklusion: Ikke lige en sommerbrise til mit temperament, jeg bliver lidt rastløs af det her, men det er veludført og man kan ikke sætte fingre på noget i udførelsen. Det er et nummer, som man sagtens kunne forestille sig ville kunne gøre sig i radioen.

De Må Være Belgiere – “Elsker og Nøgen”

Tilbagevendte De Må Være Belgiere, der i første omgang eksisterede fra 1982 til 86, udsendte albummet Tiden Bøjer Af tilbage i september måned, er nu aktuelle med en single, der ikke var at finde på comeback-pladen. Om postpunkernes nye nummer lyder det:

“Sangen ELSKET OG NØGEN er en hypnotisk hymne bygget op om skarpe indie-melodiske guitarriff og to svære livsord ”elsket og nøgen”. Det kan synes surrealistisk at bruge dem, som når ”månen svæver over vejen, mens solen brænder i skyggen”, eller ”bjerget lyser på himlen, mens solen falder i skyggen”.  Men giver vi os hen og træder ind i drømmen, standser tiden et øjeblik”.

Halløj, hvad har vi her? Denne udgave af Repeat’s bedste sang/single! Og så endda på falderebet, både for denne udgave og som nævnt indledningsvist, Repeat for i år generelt. Det er mere drømmende indie end postpunk, det som De Må Være Belgiere har gang i her, men det var ligesom også det der blev lovet i presseteksten så… de løj ikke!

Jeg vil egentlig helst ikke sige for meget, jeg er bange for at “ødelægge” eller på en eller anden måde farve indtrykket af nummeret. Så jeg vil være så vag som mulig – mere end ellers! “Elsket og Nøgen” fanger mig. Den suger mig ind. Jeg vil gerne være der, hvor det her nummer tager mig hen. Et sted hvor jeg kan føle mig lidt udenfor tid og rum, mens ordene kredser omkring mig, skaber billeder, men ikke mindst udefinerbare stemninger- I tæt samarbejde med den cirklende, svævende, atmosfæriske musik. Det er blødt, men ikke pænt og poleret. Stemmen har knaster, men på en måde hvor der er stor skønhed i det “uskønne” og ikke perfekte. “Solen brænder i skyggen”, lyder det. Det giver meningen når man hører det…

Konklusion: Love it! Hør den!

Føjes til På Repeat-listen: Emma Acs + De Må Være Belgiere

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Johan Gellett, Emma Acs pressefoto 2019

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.