Repeat #39

0
511
views

Så er vi halvvejs mod julaften og nærmer os sidste Repeat for i år. Næstsidste omgang anmeldelse af singler byder på nyt fra Hymns from Nineveh, The Great Dictators, Anders Hjernø, Allie Mac Ville, Deadwood Celebration og Johannes Smed.

God blanding af genrer og udtryk denne uge, men vi savner stadig noget mere metal, ikke? Nå, det når vi nok ikke i år, som nævnt er dette den næstsidste omgang Repeat for i år. Dermed bliver nummer #40 sidste udgave, meeen der kommer lige en ekstra op til jul, hvor jeg vil prøve at kåre intet mindre end årets single!

Hymns from Nineveh – “Pilgrimsang”

Hymns From Nineveh er på vej med deres femte album, nu på dansk, som er sat til at udkomme til februar. Vi er allerede nået til tredje singleudspil derfra, efter to glimrende første, er der nu tale om en julesang.

Bagmand Jonas H. Petersen er flasket op på salmer og og fællessang, som det lyder i pressemeddelelsen, hvilket “Pilgrimssang” lægger sig i naturlig forlængelse af:

“Sangene handler bl.a. om forholdet mellem dagslys tro og natmørk angst. Jeg har i perioder i mit liv lidt af angst – det er en følelse af ukontrollerbart frit fald – og man kan have brug for hjælp til at lande i sig selv og finde ro igen. I Pilgrimssang kommer denne hjælp helt konkret fra et minde om min søster og min familie, som en juleaften for nogle år siden, gik rundt om træet og sang Grundtvigs Blomstre som en rosengård. Jeg lod dem synge for mig. Og som de sang versene ”Rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde” blev det nærmest en fysisk oplevelse af ro der indfandt sig i mig. Min families salmesang blev en modgift mod angsten.”

“Pilgrimssang” lyder dog ikke helt traditionel, der er et lidt jagende og “nervøst” tempo over sangen, mens Petersens lyse og højstemte vokal måske nok kunne forestilles at høre hjemme i et kirkerum. Alligevel bidrager også den til den samlede stemning af noget forjaget, det er måske den omtalte angst der presser sig på?

Der løsnes op for den lidt trykkede stemning når vi når på den anden side af de 2 minutter, hvor sangen og stemmen begynder at søge op ad og lader til, at finde noget ro og lys i de højere luftlag. Smukt lyder det, selvom den trippende rytme der driver sangen fremad stadig er tilstede. Petersen får åbenbart sunget angsten ud, eller bruger sangen som “modgift mod min angst”, som det lyder mod slut, hvor man føler sig helt lettet sammen med ham.

Strukturelt og opbygningsmæssigt er det en lidt “sjov” størrelse, især som single, men nu er Hymns From Nineveh jo i forvejen kendte for ikke at følge de gængse skabeloner. Der er ikke noget decideret omkvæd, og sangen er i bund og grund én lang stigning mod den slutlige forløsning, men det er uhyre effektivt skruet sammen.

Konklusion: Måske ikke ligefrem den mest julede julesang, men endnu en ganske glimrende single for et album, som der efterhånden er bygget en del forventninger op til.

The Great Dictators – “Existential Needs”

The Great Dictators, mand, dem har vi en del med i arkivet. Helt tilbage fra vores første år, så blev der lidt stille om det ellers produktive orkester, indtil de poppede op igen med en single tidligere i år. Nu er næste skud klar, en sang hvor forsanger og sangskriver Dragut Lugalzagosi prøver, at se #metoo fra en lidt anden synsvinkel:

“#MeToo-bølgen har været svær for mange at forstå, rigtig mange. Det er netop de singlen ‘Existential Needs’ sætter fokus på. Singlen handler om en bitter mand, der føler sig forurettet, fordi han stadig ikke forstår #MeToo-bølgen. Han kan helt simpelt, ikke forene sig med, at kvinder omkring ham ønsker ligeværd, og at verden udvikler sig”.

Hmm, er de blevet mere mørkt, elektro-synth rockede? Vokalen er til gengæld næsten 90er slacker-dvælende, lidt skæg kombination? Der er også en underliggende, dansabel rytme, som strømmer gennem den ellers lidt dunkelt klingende sang.

Der sker i det hele taget en hel del, blandt andet dukker der også en kvindelig andenstemme op som noget med- eller er det mod-, spil til forsanger Draguts slæbende levering. Det føles dog aldrig overlæsset, eller bliver forvirrende.

Det ligger umiddelbart lidt langt fra bandets tidligere udtryk, i hvert fald det jeg forbinder det med, men det er bestemt et tilfælde af, at “forandring fryder”. Blandingen af det mere bastante, men dansende, synthede og den “dovne” vokal fungerer overraskende godt, måske fordi begge dele netop lyder som de danser igennem sangen – de forskellige udgangspunkter tiltrods.

Konklusion: Spændende single, der byder på noget nyt fra bandet og som jeg sagtens kunne sætte på repeat. Så det gør jeg!

Anders Hjernø – “No Future”

“Jeg skrev sangen en af de første dage i efteråret, dagen efter min 30-års fødselsdag. Jeg ville lufte ud efter festen, og ind gennem vinduet føj årets første gule blad. “Sæsonafslutning”, sagde jeg hen for mig selv”.

Således lyder det om den nye single fra Anders Hjernø, som jeg også tidligere har været omkring her på siden da jeg anmeldte hans betagende spokenword/soundscape album Sandslotte, sidste år. En “vemodig hyldest til årets store lukketid: oktober og november”, kalder han han også “No Future”.

Det er første gang jeg hører Hjernø synge, da Sandslotte bestod af en samtale mellem to unge piger, og det kan han da sagtens! Det er ikke nogen stor og prangende vokal, men en roligt, skvulpende, næsten lidt smådvask en, som langsomt synger sig igennem det tilbageholdende nummer. Det bliver ikke helt snakke-sang, men det dufter lidt derhenad.

Musikalsk er det nærmest en form for blanding af noget crooner-musik, møder big band og noget mere skævt og eksperimenterende. Det er igen et nummer, hvor læsset ikke vælter og de forskellige udtryk munder ud i en omgang genre-rod. Det er en sang der giver ro, man får lov til at trække vejret, selvom der også lurer en følelse af noget uro et sted under den afdæmpede overflade. Det kunne godt være lyden af gule og brune blade, der langsomt daler mod en fugtig jordbund, mens der ude i horisonten, lige udenfor ens synsvidde, trækker mørkere skyer op.

Konklusion: Alt ved Hjernø går sådan set imod kommercielle strømninger og mulighed for, at få airplay og alt det der. Det her er ikke en “hitsingle”, det er en flot sang, et lille værk og noget der giver en lyst til, at høre mere og dykke ned i et, forhåbentligt, større sangunivers fra Hjernøs hånd.

Allie Mac Ville – “Love War”

Bag kunsternavnet Allie Mac Ville gemmer sig sangerinden Camilla Würtz, som vi tidligere har anmeldt da hun spillede med bandet Rowbird, der også fik noget airplay på P6 for nogle år siden. Om den nye single, “Love War”, lyder det kort og godt at den “med en stærk melodisk tone kredser sig om længsel og lidenskab, drømme og kompliceret kærlighed”.

Hmm, det er sådan lidt et tilfælde af, hvor min første indskydelse, som var “nå, det lyder da meget fint”, ikke ubetinget er en positiv ting. Det lyder skam fint, ingen tvivl om at det er veludført og kompetent musikalsk håndværk. Men, så er det også som om jeg ikke har så forfærdeligt meget mere at sige om sangen? Pænt, men småkedeligt, kunne også være en kortere, mindre høflig, reaktion.

Det hjælper at give den roligt udviklende sang nogle afspilninger, for det ER en rigtig fin sang, ingen tvivl om det. Würtz har en flot og klar vokal, hun ved hvordan den skal bruges og doseres, så den ikke får for lidt og det heller ikke kammer over i melodrama. Jeg kommer dog aldrig helt af med følelsen af, at jeg lytter til godt håndværk, som ikke rigtig rammer mig og får aktiveret en eller anden emotionel reaktion – det kan jo så skyldes modtageren.

Konklusion: Det er behagelig pop/rock, som jeg ikke ville have noget imod at have kørende i baggrunden, men som jeg har svært ved at blive engageret i. Uden at det skal lyde for fornærmende

Deadwood Celebration – “Sinister”

Så skal vi kraftedeme have noget rock. Endelig! Det har været lidt tyndt med reelle rocksingler, som er nået frem til Repeat, hvad det så end skyldes. Deadwood Celebration, som vi har omtalt nogle gange i årenes løb, fortæller om sangen og videoen:

“Videoen tager udgangspunkt i en scene fra westernfilmen “The Quick and The Dead” (1995) mellem Leonardo DiCaprio og Sven-Ole Thorsen. Det er en klassisk duelscene, der forener bandets forkærlighed for rockhistoriens mange fortællinger og underholdende musikvideoer. “Sinister” er Deadwood Celebrations hårdeste udspil til dato og sangen er baseret på en simpel guitarfigur, der vokser i takt med at harmonierne udvikler sig.
“Sinister” handler om at gå gennem tilværelsen underlagt systemer og forventninger fra samfundet.”

Lovende indledende riff, der lige får forventningsgryderne til at boble lidt. Kom så, lad os få noget rock, gi’ mig det, jeg ved I har det! Åh, de sniger den lidt i gang, OK, jeg sad og håbede lidt på et “YIIIIIIAAAAAARH” skrig til at sparke sangen helt ud over rampen. Nuvel. Det her fungerer nu også meget fint.

Der ryges i den tilhørende musikvideo, jeg gentager, der ryges. Så ved man sgu’ at det er rock og rul, frem med whiskyflaskerne de herrer! Nå. Drikkes ikke, gentager, drikke ikke. Mildt skuffende, men det er nu en mere end hæderlig rocksang Deadwood Celebration har skruet sammen her. Som titlen antyder, så er der noget skummelt på færde her i bandets lyd. Melodien er både kraftfuldt rockende og lusker på en måde afsted i skyggerne, der er “spøgelseskor” og en snert af sleazy attitude.

Produktionsmæssigt lyder det måske næsten for pænt, det måtte faktisk godt kradse endnu mere. Til gengæld er der pluspoint for en medrivende melodi.

Konklusion: UD-E-MÆRKET rocksang, ikke en der kommer til at spille Orange Scene op, men mindre kan også gøre det. Godkendt!

Smed – “Et Skridt Frem”

“Han mærker alt. Han undersøger alt. Johannes Smed lægger betydning i alt. Han suger verden ind og spytter den ud som musik”. Noget af en indledning til en pressetekst! Vi er nået til anden single fra Johannes Smed, den første anmeldte jeg tilbage i Repeat #30.

Om “Et Skridt Frem” lyder det videre:

Singlen Et Skridt Frem er et solidt rock-poppet track med et tvist. Sangen tegner et poetisk billede af den rejse, det har været for Johannes Smed at komme fra sit indadvendte sangværksted, hvor han i total frihed fra omverdens tendenser og konventioner har undersøgt lyde, tekniker og udtryk, og til at vende det ud imod verden og dele det inderste.

”I øjeblikket hvor jeg går fra virkelighedens verden med mennesker, lyde, inputs og medier ind i stilheden, opstår musikken som toner, ord, følelser, stemninger, klange i en forundring over alt det der sker, alt det vi ikke siger, alt det vi ikke gør, alt det vi siger uden at andre skal bruge det til noget, alt det vi gør som kun er for vores egen skyld, alle de lyde ingen bruger og alt det ingen hører”.

Det går udmærket med at holde styr på mit hoved i mens jeg lytter til nummeret, indtil Smed kører sin vokal igennem en væmmelig autotune godt halvvejs. Det bør man normalt holde sig fra – af åbenlyse grunde. OK? Nej? Det lyder forfærdeligt, det ved alle. Men her giver det på en måde mening og jeg kan godt se fidusen i det og fornemme den effekt, som Smed sigter efter. Det er ikke bare en gimmick, noget man gør og “sådan er moden”.

Og den fornemmelse gør sig egentlig gældende for mange af de valg der foretages nummeret igennem. Det er eksperimenterende ende af popskalaen, men ikke mere end at der er en genkendelig struktur og opbygning i sangen. Men det hele vrides, drejes, vendes lidt på hovedet og får et twist hos Smed. Men ikke så det fremstår som eksperimenter for eksperimenternes skyld. Man kan måske ikke sætte præcise ord på meningen i det hele, men jeg føler mig ikke holdt for nar, eller udsat for et irriterende forsøg på at fremstå artsy fartsy eller uforståelig.

Konklusion: Der er et eller andet der virkelig fungerer og rykker her. På mange måder er det en meget atypisk single, på den anden er den lige nøjagtig så afhængighedsskabende og catchy, som en god single gerne må være.

Føjes til På Repeat-listen: The Great Dictators + Smed

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Sebastian Buur, The Great Dictators, pressefoto 2019

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.