Repeat #15

0
859
views

Så blev det igen tid til, at tjekke nogle singler ud. Denne gang er der blevet lyttet til rock fra Cellophane Flower og Kúlu, indiepop/triphop fra sangerinden Haab, post-punk art-pop fra Zar Paulo, punkrock fra Big Mess, prog fra Isbjörg og dubbet støj-rock fra Sara Lew.

Repeat tog sig lige en lille puster i sidste uge, så ørerner og hjernen her ikke får single overload. Det gør så, desværre, at køen er blevet lidt længere, så kan man jo stresse lidt over det! Så, igen, der en del singler i indbakken, vi når forhåbentlig det hele inden sommerferien, vær tålmodige og alt det der ord-jazz. Lad os ikke spilde tiden med mere overflødig snak, afsted.

Cellophane Flower – “Easy Solution / Simle Way Out”

Vi lægger ud med noget DIY rock fra Cellophane Flower, der har haft den 3. single ude i en måneds tid. Bandet har selv stået for produktionen og skabelsen af den tilhørende video. Nummeret handler om:

“… følelsen af at have prøvet alle muligheder, men stadig føle sig fastlåst i de samme tankebaner og daglige rutiner. Følelsen af stadig at ligge søvnløs om natten imens man sætter spørgsmålstegn ved alting. Det er frustrationen over ikke at kunne glemme en, som man for længst burde have glemt”.

Førstehåndsindtryk: Trods linjer som “I think I need some pills to help me sleep
Or at least get out of bed ”, så er både melodi og tone i nummeret ikke videre nedslående. Man sporer en form for optimisme i den stedvis boblende rock, eller det lyder som en opstigning, hvor musikken rejser sig. Men det er ikke et nummer, som fanger mig helt under første gennemlytning.

Efter flere lyt: Der er nok tale om en smagssag her, for det er bestemt et udmærket rocknummer, det her. Men, ehhhh, det gør altså ikke lige det store for mig. Den ovenfor beskrevne føles af noget der løfter, synes jeg er ret fin, ligesom der er en snert af noget lidt rastløst i krogene, der giver noget kontrast.

Men det springende punkt her er, at jeg bare ikke rigtig bliver fanget af sangen, hverken melodi, stemningen eller for den sags skyld vokalen får sat en krog i mig og hævet mig ind. Og så er der et eller andet i overgangen til det sidste minuts tid og stemningen som gennemstrømmer afslutningen, som nærmest skubber mig længere væk fra sangen.

Konklusion: Ikke noget for mig, men måske noget for dig?

Kúlu – “Stranger”

Rockbandet Kúlu har vi tidligere været omkring her i Repeat, nemlig i udgave nummer 5, hvor jeg følte mig i godt selskab med bandet og singlen “Lonely Running Man”. Selvom bandet er nyt, er der da også tale om nogle rutinerede herrer, Kúlu består nemlig af af Asger Techau (Asger Techau, Kashmir), Daniel Buchwald (Arbirk, Deerborn, Danger of Men), Dennis Winterskov (Ave, Deerborn) og Søren Sunding (The Folk Factor).

Jeg havde egentlig en regel om, at jeg ikke ville anmelde for mange singler fra en udgivelse, som jeg selv anmelder senere. Men, Kúlu’s deput-EP udkom i slutningen af april, og jeg når først til den engang i første halvdel af juni, så vi laver lige en lille bro med “Stranger”.

Førstehåndsindtryk: Rolig start på det næsten 6 minutter lange nummer, hvor et klaver slår tonen an mens musikken vokser sig større og større i baggrunden. Det giver en god effekt af at noget der både kommer snigende ind på en og skaber et stigende tryk i sangen. “Hold da kæft, hvor det minder om The National!”, var første indskydelse, da alle elementer er på plads. Det var da næsten helt distraherende.

Efter flere lyt: Nååårh, de nævner faktisk selv Matt Berninger angående vokalens croon i pressematerialet, det så jeg først efter første gennemlytning. Det er nu ikke kun vokalen, som sender min tanker i den retning. Der er også noget med den lidt urolige energi, der gennemstrømmer sangen. Eller, det der særlige The National’ske særpræg, hvor det både er roligt og uroligt på samme tid, hvis det giver mening?

Der brydes dog med dette, når sangen efter 1 minut og 40 sekunder begynder at blusse op i nogle mere rockende glimt. Sangen virker også som om den konstant er i bevægelse, eller accelererer fremad, ikke mindst trommerne er med til, at drive sangen frem. Som nummeret skrider frem begynder der næsten, at opstå en hel afro-beat lignende lyd og følelse.

Konklusion: Kúlu når ret langt omkring i dette nummer, men udviklingen sker gradvis, så man ikke føler sig hægtet af, eller at sangen bliver for rodet. Det er både meget velkendt og tripper efter sit helt eget beat, det her. Spændende nummer, men et der lige kræver, at man får tunet ind på, hvor bandet tager os med hen i løbet af de 5 minutter og 38 sekunder.

Haab – “Mad About The Boy”

Sangerinden Haab (udtales håb), der blander indie og pop med elementer fra triphoppen, er endnu et navn jeg tidligere har været omkring her i Repeat. Tilbage i 4. udgave var det singlen “Ocean Eyes” det handlede om, nu gælder det anden single fra Hannah Sommer, kvinden bag Haab, der handler om:

“… en smertefuld frustration over, at have mistet en kærlighed. Chokket over at blive forladt. Om et forhold til en mand, der ikke kommunikerer – én der er blevet lydløs”.

Førstehåndsindtryk: “I kiss my pillow, it smells like your skin”, så må man da håbe, at han har været i bad, då! Nå, det første jeg bider mærke i er hvor klar og ren Haabs røst er her. Helt fremme i lydbilledet, hvor de lidt dæmpede poptoner med noget triphop rytme danner et flot bagtæppe. Fokus er tydeligvis på stemmen og ordene, hvilket også gør, at den lige får nogle flere spin inden jeg fælder en dom… men det lyder umiddelbart ret flot.

Efter flere lyt: Ligesom det gjorde sig gældende ved førstesinglen, så måtte det gerne kradse lidt mere i ørerne for min skyld, men, der er andre elementer i spil her, der får kompenseret lidt for det. Også i en sådan grad, at jeg er lidt mere indfanget end tilfældet var med den den ellers også veludførte “Ocean Eyes”.

Numrene har flere fællestræk og ligger, måske naturligt nok, i tydelig forlængelse af hinanden, eller er den del af samme univers. “Mad About The Boy” har, trods det lidt tilbageholdende udtryk og den stadig relativt diskrete instrumentale del, mere gennemslagskraft. Vi er ude i småtingsafdelingen og forskellene er ikke voldsomme, men, det er som om tonen, atmosfæren og “farven” i denne single er lige det mere tydelig og mærkbar, så jeg bliver mere grebet af den.

Konklusion: Haab får mere hul igennem til mig her, vokalen markerer sig mere og stemningen sangen igennem får bedre fat.

Zar Paulo – “I Løb”

Zar Paulo blev dannet i Aarhus med afsæt og post-punken og art-poppen helt tilbage i 2014, men udsendte først efter flere års arbejde deres to første singler sidste år. Nu er bandet aktuelle med deres tredje single, “I Løb”, der er indspillet af Magnus Vad, mixet af Carsten Heller og mastereret af Emil Thomsen. Om nummeret forklarer forsanger Emil Vam:

“‘I Løb’ handler om en pige, der opdager, at dét, der drev hende i livet, er forsvundet – uden umiddelbar forklaring eller årsag. Hun forsøger ihærdigt at genfinde den gnist, hun engang havde, men det der før gav hende mening i livet, er nu væk. Uden dette formål bliver hun en søvngænger i livet, og det er dagen, der afvikler hende frem for den anden vej rundt. Sangens tema kan opridses i de første linjer i omkvædet: ”Det er sådan vi lever: I løb til det overhaler dig”. Vi lever vores liv med den risiko, at vi til hver en tid kan blive overhalet af livets utilregnelighed.”

Førstehåndsindtryk: 80erlicious! Hold da op, den melodi går da lige i dansekroppen, ikke på en voldsom og spjættende måde. Det er den rolige synth-trippe dans. Vokalen finder et leje mellem noget klassisk Lars H.U.G’sk/Steffen Brandt “mekanisk” og lidt køligt og så noget mere varmblodet og spændstigt, så… “lun”? Ikke det rigtige ord… Anyway, den ryger klart på Repeat, den her, det er en fremragende sang!

Efter flere lyt: Er den her ikke i rotation på P6 endnu?! Uden, at virke leflende, så burde den ligge lige til favoritbenet og losses i rusen. Den har det “helt rette” blandingsforhold mellem noget synth-poppet, post-punket, art-pop/rocket skævhed, en interessant dansk tekst og rigeligt med personligt særpræg, så det ikke lyder helt som noget andet. De genkendelige elementer til trods.

De forskellige musikalske genrer der finder sammen her til trods, så virker det samtidig enormt stilsikkert og sikkert leveret. Man kunne måske kalde det “formfuldendt”? I den forstand, at det lyder som et band der har fundet deres lyd og ved lige hvordan de får det formidlet ud igennem en sang. I denne forbindelse tilmed en glimrende en af slagsen.

Konklusion: Zar Paulo betegner selv “I Løb” som et punktum for en sangtrilogi, og hvilket ét! Hvis de kommende numre forsætter i samme sikre stil og med samme stigende formkurve, så kommer du til, at høre meget mere til Zar Paulo i 2019… og fremover.

Big Mess – “Blood Punk”

“Altså… vi vil jo bare gerne have at folk kan sætte det her track på og faktisk få et kick ud af det. Der er alt muligt med at musik skal være så fucking seriøst og alvorligt hele tiden. For os handler det her sgu også om at underholde folk.”

Sådan lyder det kort og godt om Big Mess’ nye punkrocksingle, “Blood Punk”. Nummeret er en forløber til opfølgeren til albummet Try To Enjoy it, som jeg sendte 4 stjerner efter i efteråret 2017.

Førstehåndsindtryk: Det lever da meget godt op til beskrivelsen! Fuld fart over punkfeltet og i mål på under 2 minutter. God og simple melodi, smittende energi og bare derudaf med pedalerne i bund, ikke så meget pis, den napper vi lige et par gange mere.

Efter flere lyt: Det er fængende punkrock af den slags, der giver mig et smil på læben. Ikke af den overbærende slags, men den slags hvor man bare sidder og rocker med og får lyst til, at skråle med på linjen “there is going to be a slaugther” og den gentagende “blood punk” parole.

Det er ikke stor, indviklet sangskrivning og “kunst”, men lige det, der sigtes efter: god underholdning. Ingen grund til, at trække det her i unødig langdrag, ligesom Big Mess heller ikke gør det her, “straight for my heart, straight to the core”.

Konklusion: Er du til smittende punkrock? Så hør “Blood Punk” og syng med!

Isbjörg – “The Curtains Slowly Rise”

Så skal vi have noget prog fra Isbjörg, der fornylig udsendte deres debutalbum. Nummeret er single nummer to derfra og beskrives således:

“The Curtains Slowly Rise’ er et af de mere hårdtslående og legesyge numre på albummet. Det er både uforudsigeligt og en smule kaotisk, men de stærke melodier og det insisterende drive holder lytteren fastlåst igennem de mange taktartskift og variationer. Som altid bliver der spillet meget på kontrasterne, og samspillet mellem den tunge guitar og det luftige klaver giver et helt unikt og nærmest opløftende udtryk, som står i god kontrast til den mørke og melankolske lyrik.”

Førstehåndsindtryk: Huha, voldsom start, så er der da dømt prog for pengene inkl. nogle tangenter i forreste angrebslinje. Det lyder næsten som danserytmer, inden de slår over i et mere velkendt vugge-huggende progmetalliske leje. Vokalen beroliger nummeret en smule med en ren klang, men kun for en stund. Noget af et 5-minutters ridt!

Efter flere lyt: Jeg er ofte lidt on/off hvad den proggede del af metalen angår, det må helst ikke blive FOR pænt for mig, ej heller er maven til det, hvis det bliver FOR hakkende og spruttende.

Synes egentlig, at Isbjörg finder en ret god balance i tingene her, selvom det er et nummer der, som beskrivelsen lægger op til, rummer mange skift i taktart og stemninger. Nummeret har godt med fremdrift og står ikke bare og laver musikalske gymnastikøvelser på stedet. Det gør, at jeg føler mig taget med på en lille udflugt, hvor Isbjörg rent faktisk gerne vil vise mig noget i stedet for, at blære sig med hvor kompliceret og teknisk de kan spille.

Konklusion: Skal det være prog-metal, så kan jeg godt være med her, selvom stilen aldrig helt bliver min favorit.

Sara Lew – “Same Old People”

Sara Lew har vi tidligere anmeldt under kunstnernavnet LEW, hvor den konservatorieuddannede guitarist blandede elementer fra folk, støj-rock og triphop så godt, at Jonas sendte 5 stjerner efter pladen tilbage i 2016.

Nu er Sara Lewis Jørgensen snart aktuel som Sara Lew med pladen Sunday Morning, hvorfra “Same Old People” er første single. Om nummeret fortæller Sara:

“Same Old People handler om erkendelsen af, at selvom vi bevæger os frem i livet og mærker en udvikling, er der tider, hvor det hele kan føles, som om man ikke har flyttet ved noget som helst. Sangen omhandler relationen til et andet menneske, hvor de samme mønstre ofte gentager sig med nye ansigter. Og hvori vi finder os selv og hinanden med de samme meninger, handlinger og ageren i mødet med det andet menneske”.

Førstehåndsindtryk: Rolig intro kun med guitar, inden vokalen, helt fremme i lydbilledet tager over, bakket op af noget synth af en art. Trommerne dukker op og slår en ret tung rytme an, der peger i retning af noget elektronisk inspiration. Det er egentlig et ret sjovt samarbejde mellem en elektronisk “puls” og så en nøgen guitar, der virker som om den hører mere hjemme i noget atmosfærisk støj-rock.

Efter flere lyt: Vokalen er bestemt flot og et trækplaster hos Sara Lew, og tildeles også en markant plads i lydbilledet her. Rolig, klar og fyldig fremstår den, men, der sker altså også en hel del i de andre lag. Guitaren kører lidt sit eget løb ovre i det ene hjørne, mens det mere elektroniske element fylder resten af rummet op.

Der bygges op og på sangen igennem, så den del jeg har kaldt den elektroniske, i pressematerialet kaldes den dub-inspireret, kommer til at fylde mere og mere. Det ender aldrig med, at flippe helt ud og blive et decideret dance-track, men pulsen er klart stigende. Ovenpå, eller i forgrunden, ligger Lew’s vokal så og binder det hele sammen, eller fungerer som et fast holdepunkt sangen igennem. Bestemt ikke uinteressant det, der bydes på her!

Konklusion: Men som single er det også en lidt kuriøs størrelse. Der er ikke noget decideret hook eller tydeligt omkvæd, det er mere en fremskridende udvikling og atmosfære baseret. Derfor appellerer det nok mere til “lytning” end “bare” baggrundsmusik.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Zar Paulo pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.