Recitation: Carrion ★★★★★☆

1
1092
views

Langsommeligt udviklende, tung, dunkel og kompetent udført doom metal, det er hvad album-debuterende Recitation fra København byder på, på Carrion. Albummet udgøres af et enkelt nummer, til gengæld er det langt og besættende.

Indrømmet, det giver lidt en udfordring at skulle anmelde et album som kun består af et enkelt, 27 minutter og 12 sekunder langt, nummer. Det saboterer den (forhåbentlig) usynlige anmeldelses-skabelon, man dagligt gør det bedst mulige for at skjule, men som naturligvis, næsten, altid er tilstede i en eller anden form.

Så kunne man jo have delt nummeret op i segmenter, små sange i sangen, som udgør de stemnings-, retnings- og temposkift der dukker op af den næsten halve time lange rejse ind i den dunkle doom-verden som Recitation får fremmanet. Men det er også lidt kedeligt og tager noget at pointen. Det er nemlig ikke meningen, at man skal prøve at dele op, hakke i stykker eller på den måde skemalægge oplevelsen. Recitation lægger med deres tålmodigt opbyggende og langsomt fremskridende, tunge og mørke metal op til, at man bare lukker øjnene og lader sig suge ind, og væk.

Så bedømmelsesgrundlaget, og den endelige karakter, kommer til at afhænge af hvorvidt man køber denne præmis, og om det lykkes for orkesteret at skrue et musikalsk univers sammen, hvor denne øvelse lykkes. Det gør det, helt kort sagt – især hvis man sætter nummeret på repeat og bare giver slip.

Det siger sig selv, at du skal være til doom-genren, og alt der hører med, for at få den maksimale nydelse ud af de lange, udsvævende klangflader, der brydes med voldsom, dundrende og dommedagsklingende tuuuuuunge udbrud. Er du doom’er, så er bagsiden af medaljen, at du måske har hørt så mange af denne slags numre (måske ikke nødvendigvis lige så lange), at du kender virkemidlerne og omgivelserne så godt, at Carrion måske ikke ligefrem overrasker dig.

Det er nemlig ikke fordi at Recitation disker op med overvældende nybrud og nytænkning, hvad sangskrivning, struktur og klang angår. Det er sådan set ret klassisk doom’et, men i detaljerne spædet op med elementer fra dødsmetallen og noget næsten psykedelisk – så det aldrig føles for ensformigt eller stillestående. Selv i de langsomme perioder, for som udgangspunkt er en vis monotoni naturligvis indbygget i doom-genren. Det fungerer glimrende og er meget, meget kapabelt udført fra de 3 gutter der gemmer sig bag det formørkede og faretruende udtryk.

Der hvor bandet tager stikket hjem og ender med en 5 stjernet sejr er, at de formår at gøre de 27 minutter så varierede og fængslende, at man ikke keder sig et eneste sekund af spilletiden. Det er alligevel lidt en bedrift i sig selv. Den dybe, flossede growl, de tålmodighedskrævende ulmende passager og overgangene, hvor musikken skifter fra blot ildevarslende til at blive regulært truende, er næsten perfekt afstemte og doserede. Ikke for lidt og ikke for meget, men alligevel sidder man tilbage og er lidt sulten efter mere, når de sidste grumme toner rinder ud.

Temaet er forfald, kroppens og kødets forfald og vores alles uundgåelige rejse mod døden og det at ende som et ådsel – deraf titlen Carrion. Det giver vist en meget god idé om tonen, klangen og den stemning der gennemstrømmer albummet. Recitation formår at ramme denne følelse af uundgåelighed, undergang og i sidste ende fatalitet, så man suges ind i mørket og bare må acceptere sin skæbne.

Deprimerende? Måske, men der kan også være noget befriende, ja, næsten opløftende, over at se det uundgåelige i øjnene. I erkendelsen ligger der er et element af frihed, en renselse. Efter 27 minutter i selskab med Recitation fremstår Carrion som en effektiv renselsesproces, der kan anbefales, nu de mørke tider banker på.

Af Ken Damgaard Thomsen

Recitation spiller på Stengade lørdag d. 10/10, forudbestil/køb albummet HER

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.