Reapers New Rumour: Reapers New Rumour (EP) ★★★★☆☆

0
760
views

Reapers New Rumour er et dansk/argentinsk trekløver fra Aarhus, der med egne ord spiller støvet og sexet stonerrock, i dette tilfælde efter en klassisk amerikansk opskrift. Ikke så meget pis, bare ud over de støvede stepper.

Og det gør de sådan set på forbilledlig vis på deres nye, 4 numre lange EP, men også på en måde, hvor de måske aldrig kommer helt ud af deres amerikanske forbilleders skygger. Alright, det er også ret store skygger navne som QotSA og Kyuss kaster, men kan man leve med, at der ikke er så meget nyt under solen, så gør Reapers New Rumour det ret overbevisende.

Det er altså ikke fornyelse og innovation der er i højsædet her, til gengæld er håndværket i orden og det lyder som det “skal”. I dette tilfælde virker 4 numre også helt tilpas, så man ikke kører død i den knastørre rock, der udover førnævnte stonernavne også rummer nogle mere ulmende og rumlende ekkoer af et band som Black Rebel Motorcycle Club. Faktisk begynder det, at smage af mere som EP’en skrider frem.

Vi kommer bundsolidt fra land med den for genren ret tempofyldte “Bill C.”, vokalen giver den et ghost rider klingende skær, mens musikken brummer ud af den mørke highway. Der er små temposkift på vejen, men bandet har ikke tænkte sig at stoppe for rødt. Det ER sådan set bare lige-ud-af-landevejen, men en effektiv åbner, som æder sig ind på en og ender med at suge en ind i bandets dunkle rockunivers.

“Devil Inside” følger op med en smittende, let-gyngende rytme som får gang i nakken, mens der skrues op for kraften og intensiteten i musikken. I omkvædet kommer der noget andenstemme på, som giver noget variation til den ellers relativt monotone lead. Det er ikke en kritik, stemmen og den forvrængede effekt passer til stilen, men det får lige et lille, godt løft med andenstemmen. Her får Reapers New Rumour for alvor fat, et rigtig godt nummer som fænger. Det er dog som om, at sangen ender underligt brat. Første gang troede jeg, at der var gået et eller andet galt med afspilningen, men det viste sig, at sangen bare slutter, bum. Et valg, men det kommer til at lyde som om, at den ender midt i et eller andet, som om vejen bare ender brat med et fuldt stop til følge.

Herefter følger et lille stil- og temposkift på den kun 1 minut og 19 sekunder lange “Rouge Street”, der er mere tåget og stillestående. Måske er vi kommet “over på den anden side” efter den bratte slutning på “Devil Inside”. Nummeret kommer til, at fungere som en slags bro over til den ligeledes mere rolige og afdæmpede lukker “Vitis”.

Her synges der om Vitis, der vil vise “mig” de dæmoner “jeg” har inden i, mens musikken bliver mere truende og langsomt kværnende. Det er en ganske massiv tyngde og støj-supper trioen får frembragt her, men det mest effektive stykke kommer, da musikken nærmest suges ud af lydbilledet og vokalen messer for sig selv, inden der hugges til igen og nummeret høvles over målstregen.

Lyden er hele vejen igennem EP’en skramlet og rustik, ja, man kunne nærmest kalde den primitiv. Det giver visse begrænsninger hvad variation angår, men jeg synes nu alligevel at bandet får vist en vis alsidighed med få virkemidler over de 4 numre. Ikke mindst fordi, at de har skrevet 4 numre, hvor sangskrivningen bare er godt, gammeldags bundsolid. Læg dertil nogle ret fine melodier, og man har en potent lille udgivelse, som man gerne lige giver et ekstra spin.

Der er ikke så meget, at tilføje, det er en helt klassisk “god, ikke fremragende” EP, men en af den slags smagsprøver, hvor man egentlig er sulten efter, at høre lidt mere, når den er røget ned – det er aldrig en dårlig ting.

Så vi ender på 4 solide, støvede stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.