Rasmus Matthiesen har udflytterblues i Søhøjlandet og har begået et intimt og personligt album om at flytte fra storbyen og vende “hjem”.
Tilsyneladende har Rasmus Matthiesen gjort alvor af sit udsagn fra 2018-albummet Nye idealer, hvor han ville melde sig ud af ræset. Han er i hvert fald flyttet fra København til Gl. Rye i det jyske Søhøjland, og netop den forskydning optager Matthiesen tekstmæssigt på Den lille flugt.
Musikalsk har flytningen også betydet at nærmest allestedsnærværende Søren Bigum (Jonah Blacksmith, Hudna, diverse teaterkoncerter, og meget mere) er blevet involveret og har været fødselshjælper på albummet.
Matthiesen er ikke den første, og bliver næppe heller den sidste, som lader en udflytning fra storbyen være omdrejningspunkt for en udgivelse. Ud og hjem-tematikken kendes også fra litteraturen, og Matthiesen’s måde at håndtere det på, virker meget personlig, måske endda privat nogle steder. Detaljegraden er i hvert fald høj, hvilket for så vidt også går godt i spænd med nyere litterære bølger, hvor vi skal rigtig tæt på den personlige historier. Men lad os lige vende tilbage til den del senere.
Albummet åbner nemlig rigtig stærkt (efter den lille lydcollage ‘Blå Himmel Over Blid Sø’) med titelnummeret ‘Den Lille Flugt’, hvor Matthiesen duetterer med Michelle Elmhøj Pedersen. Det er en rigtig vellykket stilfærdig sag, om parforholdets udfordringer, tvivl og konflikter på en velafstemt bund og med strygere, der hvirvler sig diskret omkring vokalerne. Melodien sætter sig lige så diskret fast i øregangen.
Den følges fint op af ‘Pilgrimsruten’, hvor Matthiesen er ude og gå i landskabet. “Mine ben er tunge, mit sind er lyst og let/Jeg har gået nu snart to timer i træk”, konstaterer Matthiesen, der her lykkes godt med at binde noget personligt og stedbundet (han går på en vej udenfor Ry), med en ind i mellem nærmest meditativ hyldest til det rensende i at gå – bare gå. “Jeg går!”, messer et kor, der glider ind og ud bag Matthiesens vokal.
Den enkle ‘Sang Om At Være Til’, om ikke at behøve at være og gøre alverdens ting, man føler man burde, er en sympatisk og velafstemt sang, mens ‘Noget Har Forandret Sig’ går op i pop-rocket tempo, i Matthiesens personlige fortælling om at vende hjem til udsigten over søerne, til alt det genkendelige, men “noget har forandret sig”. Der kastes flashbacks tilbage til byen, til situationer, der har betydet noget, til forholdet. Her omkring er der måske noget, der begynder at tippe lidt for mig, for på ‘Stadig Den Eneste’ går der parforholds-køkkenvask-realisme og noget, der virker meget detaljeret og for så vidt genkendeligt, i sangskrivningen. Men det er som om man næsten kommer for tæt på, det bliver for bekendelsesagtigt for min smag. Men igen, smag og behag, andre vil måske finde det befriende at man kommer så tæt på i mørket udenfor køkkenvinduet, ved køkkenvasken, i en genbrugsbutik i Kalundborg og på terrassen med barnevognen.
Befriende nok skrues der på andre knapper på ‘Udflytterblues’, der sætter spot på udflytterens møderne med en bøvlet renoveringsproces, med en mindre kommune, hvor åbningstiden er begrænset og der ikke er lange skrifter om pædagogiske principper i den lokale folkeskole, man kan læse som forælder, med en ufleksibel arbejdsgiver, der vil holde MUS-samtale, og med en mindre venligt stemt pladsmand på den lokale genbrugsplads. Skramlet og energisk.
Vi er tilbage i parforholdsterritoriet med ‘Jeg Kan Være Din Mand’, som ganske stilfærdigt, men med en insisterende underliggende rytme, besynger den besværlige kærlighed. Et anderledes udsyn er der på ‘Bjergbestigeren’ som vender blikket mod et andet du og ud mod en verden, og tiden, “troen på at Vesten ville vinde”, rejserne ud i verden til indlandsisen, Sinai-bjerget og Macchu Picchu. Og en underliggende tragedie, der aldrig helt udfoldes, danner rammen.
Den instrumentale ‘Rød Himmel Over Den Sorte Plads’ renser paletten inden det bliver politisk på ‘Frihed For Loke’, der taler ind i integrationsdebatten, eller hvad man efterhånden skal kalde den, fra et dansk-muslimsk perspektiv.
Til sidst runder vi også tematikken med at forlade den store by og flytte hjem af, på ‘Forlader København’, der trækker på parforholdets historie med flytninger, fødsel og huskøb. Her er også en nostalgi for og længsel efter “lyse nætter på Nørrebro” og vennernes møder over øl og fodboldkampe, og når man nu er tæt på Matthiesen i alder og bevægelse fra by til land, så er det svært ikke at kunne spejle sig i fortællingen og følelserne. Men på en måde har man også været omkring den flytning før, og sangen kunne måske have passet bedre ind som åbner?
Men der ligger sikkert mange overvejelser bag at den ligger hvor den gør, det skal jeg ikke komme og gøre mig klog på og til dommer over.
Samlet står Rasmus Matthiesen’s livtag med livet i provinsen (med afstikkere) for mig stærkest på første halvdel, jeg er ikke helt solgt på den høje detaljegrad og de ikke altid helt intuitive rim, men omvendt er der også noget kompromisløst i Matthiesen’s blik på sig selv og udflytterlivet, som det er svært ikke at føle genklang i.
Instrumentalt er lydbilledet gennemgående varmt og håndspillet, og understøtter således det intime og nære, og er fint i tråd med tekster og temaer. Mine klare highlights er titelnummeret og ‘Pilgrimsruten’, men der er også andre godter at finde undervejs, så albummet kan godt anbefales til storbyernes vægelsindede udflyttere landet over.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Albumcover: Tina Nielsen
