Pure Bathing Culture: Pray For Rain ★★★☆☆☆

0
580
views

Pray For Rain er andet album fra amerikanske Pure Bathing Culture, og er en relativt nostalgisk indie-pop tidsrejse tilbage mod 70’ernes og 80’ernes lyd. Det er godt musiksnedkeri, men denne anmelder bliver alligevel efterladt lidt kølig indeni. 

Pure Bathing Culture består af Daniel Hindman og Sarah Versprille, som tidligere har arbejdet sammen musikalsk i Vetiver. Pray for Rain følger op på deres første album, Moon Tides med 10 alternative popskæringer med Versprilles kølige vokal som omdrejningspunkt i en relativt minimalistisk produktion, hvor producer John Congleton har insisteret på at holde sig stort set til de analoge indspilninger og ikke lægge ret mange ekstra effekter på efterfølgende.

Det er egentlig ikke fordi det virker voldsomt organisk, men det virker heller ikke overlæsset og overproduceret, som en del (radio)pop kan have en tendens til at være. Det er egentlig heller ikke fordi man fornemmer en jagt på et hit, albummet er ganske homogent i sit udtryk, og der er bredt små, diskrete hooks ud med lind hånd.

Bedst virker det for mig på på første halvdel af albummet på numre som åbneren ‘The Tower’, og den naivistiske og indledningsvist nedbarberede ‘Darling, Save Us’, begge numre, hvor guitaren sætter stemningen. Andre steder er det synths, der driver værket, hvilket også ind i mellem har sine styrker, men det kommer også til at lyde lidt ensartet og halvkedsommeligt. For eksempel på ‘Clover’, som ud over et omkvæd, der virker som det skal, ikke har forfærdeligt meget at byde på.

‘Pray For Rain’ og ‘Palest Pearl’ falder efter ‘The Tower’ og før ‘Clover’, og lander et sted mellem dem. Der er lidt mere knitrende elektronik på titelnummeret, som ellers har en insisterende bas som et plus, mens jeg er alligevel ikke helt solgt på den. Elektronikken spiller også ind på ‘Palest Pearl’, der har en næsten computerspilslydende fremdrift med en bassynth i hovedrollen. Den har også sin egen let skæve charme, omend jeg er mere til anden halvdel af albummet.

Her fimder vi først den enkle ‘Singer’ og ‘She Shakes’ med sit lette drive og melodiske kvaliteter, som begge er rare mod ørerne, og generelt er det da også et behageligt album, Pure Bathing Culture har strikket sammen. Især på anden halvdel er der altså godbidder at finde – ud over de to førnævnte står også ‘Maximilian’s Ring’, med dens flerstemmige vokaler og de fine guitarlinier, stærkt i billedet.

Det samme gør ‘I Trace Your Symbol’ med “Lalalalalalah”-nynnen og ellers blot perlende guitar og en diskret rytmesektion til at bakke Versprilles vokal op. Samme næsten diskrete udtryk benytter lukkeren ‘In the Night, In the Peaceful Night’ sig af, hvor trommespillet får lidt ekstra tryk og guitarspillet bringer tankerne en lille smule i retning af Mark Knopfler i klang. Det er altså ikke fordi, Pure Bathing Culture ikke kan deres håndværk. Det kan de, uden tvivl.

Men jeg synes albummet lander lidt mellem to stole – det er et behageligt lyttealbum, som glider forbi, men ikke rigtig sætter sig fast i mine ører. For at være et stærkt popalbum mangler jeg flere fængende stykker, mens der omvendt også kunne have været noget drama og kant ind i mellem, som kunne have trukket i en anden retning. Det findes ellers faktisk i tekstuniverset, men fordi vokalen ofte ender med at være en så integreret streng i musikken, så hører jeg ikke rigtig efter.

Albummet kan bestemt høres for det fine guitarspil og det gode musikalske snedkeri, og mangler du en behagelig lytteplade, der har et lidt tidløst præg, uden at lyde bedaget, så er Pure Bathing Culture et fint valg. Men det får simpelthen ikke rigtig mig op af stolen, dertil bliver det lidt for køligt og lidt for kontrolleret. Derfor lander vi på 3 store stjerner.

Tjek Pure Bathing Culture på facebook.

Af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.