De store følelser var i musikalsk fokus på Radar, da tre bands inden for og omkring hardcoren fik lov at smadre og være stille på en blæsende lørdag aften.
Selv står jeg i et følelsesmæssigt flux, med alvorlig sygdom i familien og i øvrigt tendens til forårsdepression. Men det var blot et bagtæppe til hvad der skulle vise sig at være en fremragende aften på Voxhall.
Jeg gik til koncerten en smule bekymret: Jeg har før anmeldt Omsorg (endda kaldt deres Echoes årets EP), oplevet bandet som lidt uforløst på Radar og derfor også tænkt: Kan man virkelig fylde Voxhall med hardcore-fans – selv om man sætter tre bands op?
Mine bekymringer var grundløse: Voxhall var sat op uden scene, men med band-setup på gulvet og alle tre bands performede på en måde, som blot understregede at måske er hardcore faktisk ved at bide sig lidt fast igen?
I hvert fald blandt de unge – for en gangs skyld var jeg nok i top-tre over ældste tilstede til en koncert og selv om der ikke var udsolgt, var der et pænt fremmøde til aftenens program – med blandet køn, og i punkens ånd heller ikke kun to køn…
Så klokken ca 20.00 gik en guitarist op, tog sin guitar og spillede et tema med fingerspil på den og i gang var:
Breadwinners…
Som jeg ikke kendte noget til før koncerten. Det var beskrevet som ’screamo’ på Voxhalls hjemmeside og viste sig at være et lineup med guitarist, bassist, en meget levende trommeslager, en screamer/forsanger, der hele koncerten stod med ryggen til publikum – og en trompetist.
Teksterne screames desperat og jeg fanger flere ord som ’suffer’ – vi er totalt i hardcore-land og deromkring. Breadwinners er dog især stærke på dynamik og det er konstant interessant at se trommeslageren henholdsvis spille på trommer (og ikke bare slå) og så i andre passager tæske i et afsindigt tempo.
Men som nævnt skiftes der både i tempo og intensitet. Umiddelbart er der mere gain (i hvert fald beskidt gain) på bassen end guitaren. Guitaren har dermed oftere en rolle med at lægge et tema – vi får ikke sådan rigtigt guitarsoloer – det er noget andet, der er på spil.
Flere gange støjes der, men kun enkelte gange uden form og ofte har trommeslageren taktstokken og sikrer at bandet når ’hjem’.
Trompetisten er både med på de mere sarte, svagere stykker, men byder også ind i støjinfernoer. Det stemmer ikke hele tiden, men det behøver det slet heller ikke, for da Breadwinners også handler om desperation, gør det ikke noget, at der er noget der skærer lidt i ørerne.
Et af de afsluttende nummre åbner på den måde også med et tritonus-agtigt tema og skævheden er hele tiden med…
Det syvende og sidste nummer dedikeres til et afdødt bandmedlem og jeg får reminiscenser til da jeg så en all star hardcore gruppe i Island, hvor døden tydeligvis var med hele tiden i miljøet.
En halv time med Breadwinners var en god, varieret oplevelse og især evnen til at gå op og ned i dynamik fungerede. Desperationen var ganske reel, da forsangeren flere gange skrål/screamede uden mikrofon og publikum nikkede også fint med. 6/8 synes at være den foretrukne taktart, og det Breadwinner varierer fint mellem det vuggende, stille og det mere intense, endda marcherende.
Omsorg
20.50 sættes der i gang igen. Omsorg stiller op med deres tre mand og under en kort intro, hvor de stolt får fortalt at de er fra Aalborg og mest vil spille nyt, går de i gang.
Da jeg så dem som support-act på Radar for nogen tid siden havde jeg måske lidt min tvivl om de var klar til at headline. Det kunne de egentlig godt have gjort i aften, da tour i Sverige og nyt materiale tydeligvis har givet noget rutine.
Det er selvfølgelig altid en tosidet mønt i en genre, der lever af nerve: For bliver det hele for gennemarbejdet, ryger noget af den kant, udtrykket lever af. Det var ikke tilfældet her!
Noget, der hurtigt slå mig er, hvordan tre musikere kan fylde så meget på scenen. Der er fuldfed hardcore-lyd og på aftenen står vekslen mellem forsanger og bassistens mere bratty scream-stil perfekt.
Selv om fornemmelsen er, at Omsorg skruer noget mere op, når de er høj-intense, så varierer de også i dynamik som Breadwinner gør.
Det er også fint, for sådanne larmende scream-passager, at man som lytter trods alt får lidt luft. Jeg tænker også, at stemmebåndene har brug for lidt hvile nu og da.
Publikum er også godt med og der tages godt imod de skiftende dynamikker.
På mit arbejde har vi en kaffemaskine, der kværner kaffen inden den brygger en kop. Den kører i samme frekvens som åbningen på både titelnummeret på Echoes og nu, et nyere nummer, der umiddelbart synes at være skåret over samme skabelon.
Det, jeg prøver at sige med det er, at der grindes rigtig godt og intenst i perioder, varieres med rag’ede figurer og endelig er der også til tider mere ’vandrette’ og rolige passager. Alt sammen oftest i 6/8 – og for Omsorgs vedkommende virkelig veldisponeret ud over de ca 40 minutter, de spiller.
Da de spiller ’en gammel én’ i 4/4 bliver det hele lidt mere intenst og jeg når at tænke:
”Nogen burde da slås til det her!”
Lo and behold, et par der står bagerst begynder da også at pjat-tjatte til hinanden, så det var ikke bare mig der mærkede energien i rummet.
Vi får også hørt trommeslagerens stemme og der arbejdes virkelig for sagen hele vejen rundt.
Det er en smule overvældende og da vi når ud på den anden side af en halv time, er ører og krop ved at være møre, selv om det også er fedt.
Igen en tendens, jeg kan spejle i publikum, der er på men også mærkes af lydtrykket og de veritable angreb, Omsorg leverer.
Da der sluttes af med Echoes, bliver det derfor forløsende fordi det er et fremragende nummer, men også fordi det bliver de sidste energiudladninger i et høj-intenst set. Man kan også høre, at forsangeren har brugt nogle kalorier og nær-misser et breakdown.
Det ser jeg egentlig mest som et tegn på, at intet bliver efterladt på scenen, alt skal bruges op.
Omsorg er dermed vokset, jeg vil mene de snildt kan headline selv og det nye materiale lyder også spændende!
Puke Wolf
21.45 får vi så det meste af Puke Wolfs Descend live.
Dynamikken får generelt et nøk nedad og som jeg skrev i anmeldelsen, er det interessant hvordan man løser noget af det mere ’nøgne’ scream, der flere gange står uden anden akkompagnement end trommerne. Det gør de godt! Det er i øvrigt trommeslageren, der står for disse ’nøgne’ screams og der er noget afventende intenst over at se hans krop lave underinddelingerne mens han krænger sjælen helt ud.
Generelt spiller bandet rigtig meget som på pladen – men pladen er også god! Bassen er på det første nummer lidt langt nede i mixet, men enten vender mine ører sig til det, eller også bliver der justeret.
Remnants bliver dog mere intenst end på pladen og får ikke helt samme helte-døds præg. Mindre kan også gøre det, og der er nok der, dynamikken er højest og får lov at skylle lidt ud over det nu lidt mindre publikum.
Kigger jeg på hele koncerten, får jeg oplevelse af at have overværet et ”værk”. Der er intenst fokus fra bandet (en fejlstart på et nummer til trods) og med et enkelt nummer udeblivende fra pladen (men vist et andet fra bagkataloget i stedet?) er det heller ikke en fornemmelse, der er helt ved siden af.
For at forløse værket, kommer der endda en kvindelig violinist (eller bratchist?) på scenen som da også lægger lidt scream og en ekstra guitar tilføjes som settet udfoldes.
Det alene giver dynamik og mulighed for at smadre mere igennem på de intense passager.
Så da det hele kuliminerer har vi alle på skift på scream (på nær ny guitarist) og endda en kvinde som kigger forbi og som på pladen screamer nogle strofer.
-o0o-
At gå til hardcore-arrangementer er at stemple ind i et miljø. Mange kram bliver uddelt på kryds og tværs, der er en punket æstetik over store dele af publikum, det er ungt og der er hele tiden en stemning af noget på én gang (humoristisk?) distanceret og så helt vildt alvorligt: Når der står én på scenen og screamer, kan det hurtigt blive meget intenst, så der virker til at være et behov for at bløde det lidt op blandt publikum.
Breadwinners virkede unge, men stærke og havde et ret luftigt udtryk – endda med en trompet.
Omsorg blev så bandet, der skruede op og viste hvor skabet skulle stå.
Puke Wolf leverede noget, der lå et sted mellem de to i intensitet, men på den anden side også havde en nøgenhed over dele af udtrykket, der var en stor oplevelse.
En søndag morgen efter sådan et arrangement er egentlig meget rar. Ja, der er stadig sygdom i familien. Og ja, foråret flår også i min sjæl. Men oven på sådan et arrangement er det hele bare mere til at være i og desperationen har været hevet ud i lyset, behandlet og kørt mig over. Så kan vi lidt igen på vej ind i den næste uge!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
