Et navn kan meget. Puke Wolf fik mig ikke just til at tænke, at det ville være super appetitligt, det jeg skulle høre.
Men!
Det skal jo heller ikke (kun) være ordene det kommer an på og min interesse var vakt da bandet er beskrevet som post-hardcore.
Det beskriver ret godt, hvad der foregår:
En langt mere ’vandret’ tænkning i numrene end den klassisk hurtige punkede.
Ja, faktisk er der en stærk stemning af luft og nøgenhed på Puke Wolfs Descend.
Der screames og det er helt klart hintet til hardcoren. Ja, der screames også meget nøgent – endda står screams af og til alene. Modigt – det må alt andet lige være nemmere at skrige ind over noget larm, end at skulle lade skriget stå der, helt nøgent.
De Sprukne Åndehuller I Den Tavse Hævnstår på den måde ret voldstomt nøgent med meget lidt underlægning.
Men det fungerer rigtig fint – selvfølgelig med enkelte forbehold.
Underlægningen får mig til at associere til tidlige post-jazzet dEUS: Ikke mindst på Blood, hvor en ringende høj tone på en clean guitar lyder som snydt ud af næserne på belgierne.
Men Puke Wolf er en helt anden post!
De mestrer i høj grad dynamik og selv om gains på guitaren egentlig er meget nedtonet og endda en sjælden gæst, så er der netop tænkt over luft i produktionen: Ofte bækkener, der får lov at klinge og så lidt rum på scream-vokalen.
Det giver et desperat, ’koldt’ udtryk som passede perfekt med at jeg havde lejlighed til at gå en tur med albummet i ørerne i mørket i sne.
Desperationen lyser ud af udtrykket og samtidig trækker musikken på en ro. Det kunne rive projektet midt over, men i praksis løser Puke Wolf opgaven med at bygge broen mellem de to udtryk.
Dermed kommer Descend også til at virke vigtig. Alt andet end ligegyldig.
Fordi netop dynamikken mestres virker refrainet i Remnants virkelig, virkelig stort og patetisk og man får som lytter lyst til at bare stille sig med udstrakte arme og lade det skylle ind over sig. Men samtidig er det jo bare heller ikke så… Voldsomt?
Smadret?
Jeg er ret imponeret over, hvordan det lykkes og tænker også, det er en plade, der snildt kan komme med ind i den mest deprimerende årstid for mange: foråret.
Nå. Stærkt står det og så er der alligevel nogle sære valg:
– Jeg undrer mig over, at der på den måde er brugt så mange lydklip ind over numrene. Dialog fra gamle film? De giver ikke rigtigt mig noget, da jeg ikke helt fanger referencerne og selvfølgelig er det fint, når ét af dem slutter med en one-liner: ”Why can’t you just be yourself?” hvilket selvfølgelig er et stærkt, emotionelt og identitetskritisk spørgsmål…
Den sarte følelse er så afgjort forcen hos Puke Wolf. Måske mest som en variation er Oh God What Have We Done mere energisk fist-to-face-agtig med sine to vokaler og så igen helt ned. Og så op igen.
The art piece på pladen må tænkes at være den 11 minutter og 20 sekunder lange Hyena Laugh, der kommer langt rundt: Der er et skarpt nedadgående tema, en desperation i guitarspillet – og et laaaangt breakdown med en stryger for lige at få følelserne helt frem. Så bliver det pludselig bassistens fødselsdag før temaet vender tilbage og i en stadig mere støjende progression veksles der mellem lange flader og temaet. Desperat screames der ovenpå – indtil strygeren igen får lov at lukke nummeret ned. Det er ret intenst og et nummer, der i høj grad virker til at være bygget op som et ’værk’.
Pladen får en fin sløjfe bundet ved at slutte med et nummer, Flowers, hvor der er et talestykke, der nævner frugt (hvilket åbneren, Bær, sjovt nok også gør) og vi får et nummer i dur som en slags release på en kold, men ikke uvenlig, plade der ellers har bygget spændinger op over de resterende seks numre. Ikke for det: Scream-vokal er jo altid lidt desperat og spændingsopbyggende, men det virker til at der er tænkt i denne bevægelse. Der kommer endda en lys kvindevokal på til slut…
Det er nok min konklusion om Descend: Det virker til, der er tænkt over tingene.
Det er en god plade. Ja, i glimt fremragende.
Det er ’nemt’ i hardcoren at skrue op. Men Descend er en masterclass i at styre dynamikken, så man ikke behøver at skrue så høj op… Hvis man blot sørger for at holde den nede, når der skal være stille.
Puke Wolf virker måske ikke apetitligt og inviterende. Descend viser dog, at lytter man lidt, får man en oplevelse af de større. Emotionelt og produktionsmæssigt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
