Home Upcoming & Rockin' Maj 2020 – U&R Prefix Suffix: Live in Studio: One Take in Spectacular Mono ★★★★☆☆

Prefix Suffix: Live in Studio: One Take in Spectacular Mono ★★★★☆☆

483
0

Støj og ambient bliver blandet på Prefix Suffix’ ‘live’ album. Det er ikke behagelig lytning, men har et stærkt kunstnerisk præg og bortset fra en skuffende afslutter, er pladen og projektet et interessant bekendtskab.

Bag det nærmest aggressivt anonyme Prefix Suffix gemmer sig en form for (proto) industrial. Der spændes over vrede/aggressive/selvdestuktive/megalomane kompositioner og mere ambiente numre. Og ikke unormalt for genren er der tale om et én-mandsprojekt. Og ikke unormalt for genren er det eksperimenterende, legende – og eksisterer i grænselandet mellem banal støj og forførende larm.

Rammerne for indspilningen har været ’live’ i et øvelokale og der er dermed gjort brug af loops og gentagelser – alt sammen også ganske efter bogen.

Det er ikke som sådan en rar plade at lytte til. Det antager jeg heller ikke er ambitionen, da det vrede, energiske udtryk dyrkes fra start: De første to numre er der distortion på ALT. Vokal, trommemaskine, guitar. Ja, vokalen får også lidt ekstra effekter, men flænsende distortion etablerer et guitar-ostinat, der så bærer nummeret, mens der reciteres og screames med distortion på mikrofonen. Det er smadret. Og det er ret fedt. ‘Snailspace’ sætter stemningen med under tre minutter, mens ‘Snakeman’s Dance’ følger op og etablerer en æstetik båret af distortede el-tammer og et guitarriff.
Det er primitivt. Men effektivt.

”My body will suck you in” reciteres der i refrænet og dermed etableres en form for megalomant univers.Til tider giver det mig hints af norske Vampire State Building, når de er mest smadrede. Stærkt.

På tredje nummer, ‘Ha ha ha ha ha’, etableres så pladens andet ’spor’: Det ambiente. Der åbnes med en ond latter – lidt á la i The Prodigys ‘The Narcotic Suite’ – og et klaver etablerer en ambient stemning værdig for Trent Reznor. Over 11 minutter vender latteren jævnligt tilbage, en elektronisk drone sætter ind og cirka halvvejs igennem nummeret etableres et distortet støj-tema værdigt som underlægning til atomsprængningsscenen i Twin Peaks’ tredje sæson. Det er smadret, måske også lidt for langt. Men så vender nummeret tilbage til latter/klavertemaet, som nu nærmest føles venligt efter distortion-støjen… Skægt tvist!

Nok en lang, primært instrumental ambient-komposition følger i ‘Burn Baby Burn’, hvor der efter et langt soundscape-stykke introduceres vokaler oven på synths’ene og igen lidt megalomant synges ”God is my daddy” og ”Soon I will be burning for my daddy”. Ok. Dramatisk!

Der leges videre på ‘What’s the Matter With Me?’, hvor et distortion-tema – formodentlig lidt leg med en sequencer? – lægger et ostinat, hvor der med let distortion synges ind over. Temaet består af smadrede akkord-brydninger på dette instrument og fungerer ganske fint som en sjov idé, der underligt nok aldrig rigtigt bliver enerverende.

Og så er vi ved vejs ende.
‘LONG LIVE ANARCHY’, hedder sidste komposition og her hopper kæden lidt af for mig:
Først siges titlen og framer dermed nummeret som anarki. Denne framing er i min bog lidt for åbenlys og klodset – som når en joke skal forklares – og da nummeret består af en blanding af lyden af én, der puster i en distortet mikrofon og så lyden i éns kranie, når man får én af de der ultralyds-tandrensninger, så bliver det hele for første gang… Lidt infantilt? Godt er det ikke, og selv om jeg nok ikke havde forventet at pladen ville slutte behageligt, så ville nummeret helt enkelt stå stærkere uden framingen – men dermed måske også miste noget af den mening, der så desperat søges at kommunikere (altså, at der ikke er nogen mening, men anarki).

Nå. Nu kan jeg ikke overskue meta-niveauerne i denne anmeldelse længere, men finder pladen kunstnerisk interessant, behagelig, modbydelig og sluttelig provokerende på en underlig ikke-kunstnerisk måde.

Så. Det er en god plade, men wow! Man skal godt nok trække vejret ind et par gange, før man sætter den på! Jeg vil mene, det tåler sammenligning med Distortion Girls (om end der sker mere i Prefix Suffix’ numre) – så læs eventuelt min anmeldelse af disse…

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.