Poulmand og De Okkulte Rum: Den Sidste Chances Dag ★★★☆☆☆

0
489
views

Poulmand og De Okkulte Rum er ikke, men kunne måske godt være, en serie på Ramasjang. Bandet har derimod beskrevet sig selv som et bipolært post-funk orkester. Det er det, blandt meget andet, muligvis også!

Først og fremmest er Poulmand og De Okkulte Rum en dejligt anderledes oplevelse, hvilket måske ikke er så overraskende når selskabet Aftenrutine står bag. De har blandt andet også udgivet Tidlige Armbånd, som det her på en måde kunne være lidt beslægtet med.

I hvert fald i den forstand, at det sprænger rammerne for hvad dansksproget pop kan være, hvordan numre kan klippes og klistres sammen og hvad man “må” og “ikke må”. Nok er byggestenene mestendels velkendte, med en vibe af Elektro-pop med funk i blodet møder noget anarkistisk art-rock/pop af en art. Vokalen veksler mellem ren poppet klang og en ordentlig gang effekt  manipuleret stemmebånd.

Tre numre bliver det til på denne EP, hvilket måske er meget passende for en start, for det store problem jeg har med den sprælske og opfindsomme udgivelse her er, at jeg synes bandet mangler reelt gode numre at hænge ideerne op på. Det er sådan set ganske fornøjeligt, at blive kastet rundt i Poulmands musikalske flippermaskine. Men hvor den form for maskine KAN virke tilfældig, så følger kuglen jo de fysiske love. Jeg siger ikke gruppen bryder nogen af dem, men alligevel savner jeg en lidt mere gennemskuelig indre logik. I stedet for et orkester der lyder som om de, prisværdigt eller ej, er blevet lidt for meget revet med af deres egne, skæve indfald.

Der lægges ud med “Rogn og Karriere”, som måske er min favorit blandt de tre numre. Der bliver bestemt ikke givet ved dørene fra start, hvor ørerne lige får lov til at kæmpe lidt med at tune sig ind på noget korsang, der er soveset godt ind i effekter. Højstemt er det, så det lyder som forvrængede munke der synger gospel i et kirkerum, inden de får deres lidt afro-beatede funky fætter på og nummeret hakker, sprutter og vrider sig fremad i en overordnet ganske varm tone. Også selvom nummeret i følge pressematerialet handler om valget mellem karrieren og familielivet.

“Jeg tænker ik’ hvad andre tænker // Mærker sveden når vi blinker”, lyder det blandt andet i teksten. Teksterne er, ligesom musikken, ganske kreative, lidt løsrevne og “klippet op”, så det i perioder antager karakter af en slags lyddigte. Det fungerer rigtig fint, men kræver også noget koncentration, især fordi vokalen har en tendens til at drukne i de højrøstede arrangementer hist og her. Det er stedvis temmelig svært at høre hvad der egentlig bliver sunget, det kan der naturligvis være en pointe i, i sig selv, men det er igen medvirkende til, at Den Sidste Chances Dag bliver lidt udfordrende, eller uigennemskuelig.

Nu skal det hele jo heller ikke være let og lige til at sluge og fordøje, det er så sandelig heller ikke McD musik det her, og det tjener bagmændene til ære, at ville være anderledes. Men det gør også, at et ellers rigtig opfindsomt og på sin egen meget egenrådigt nummer som “Psykose #1” måske bliver lige vanskelig nok at få styr på – så det går ud over den samlede oplevelse. Effektvokal en masse, en meget mere maskinel og hård rocket sound, tysker-rocket kalder de den selv, en melodi der skifter retning og tone adskillige gange, en rytme der ikke sådan lige vil lade sig tøjle og en gennemgående fornemmelse af vanvid. Elle psykose. Der blusser op, kommer under kontrol og stikker af igen. Spændende, men også lige i overkanten, i hvert fald hvis det skal være et stykke musik, som det skal være decideret rart at lytte til. Men det er nok heller ikke meningen?

Poulmand og De Okkulte Rum lukker EP’en med den drillende, mere laid back funk-jazzy “Mit Madhotel”, hvor overforbrug og spild besynges fra en lejlighed begravet i pizzabakker, uspist mad, fråds og tomhed.

Ingen tvivl om, at gruppen her har noget på hjertet og noget at byde på. Det handler nok bare lige om at finde balancen i den måde de så får det kommunikeret ud til omverdenen på, i hvert fald hvis de også gerne vil høres af en lidt bredere skare. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har hørt nogle af budskaberne, men det har også krævet en temmelig koncentreret lytteindsats. Det kan man så tolke som både noget positivt eller lidt negativt.

Kompromisløst og helt sig selv er det i hvert fald, men det kan det måske også være samtidig med, at lyden, stilen og sangene bliver lidt mere inkluderende næste gang? Vi ender på 3 “approach with caution” stjerner, men er du nysgerrig anlagt, så sker der altid noget, om ikke andet, interessant hos Aftenrutine slænget.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Poulmand og De okkulte Rum på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.