Pistoler, strippere og Ku Kux Klan – interview med Blended Brew

1
2509
views

Rockbandet Blended Brew har haft travlt det seneste stykke tid. De har udsendt debut-album, turneret rundt i USA og arbejdet på en ny EP – samt nye turnéer. Vi har fået en snak med bandet, især om livet på de amerikanske landeveje, og nogle af de episoder der har brændt sig fast i hukommelsen.

Som overskiften afslører, så kan der ske lidt af hvert, når man turnerer rundt i udlandet, både ting der har med den musikalske oplevelse at gøre, men også ting der falder noget udenfor. Blended Brew har oplevet en del på begge fronter.

Lad os spole tiden tilbage som en start. Hvor lang tid har I huseret på de danske og udenlandske landeveje? Og hvordan opstod bandet kort og godt?

Vi har fyret den af sammen siden 2009. Det var Mads, vores trommeslager, som kendte alle og dannede bandet.

I har blandet andet spillet 9 koncerter i Kina for nogle år tilbage, hvordan kom den tour i stand og hvad var det for en oplevelse at turnere i østen?

Vi var først af sted på en kort tour med 3 koncerter i foråret 2013, i samarbejde med danske Grizzly Nation. I efteråret 2013 var vi igen afsted med 9 koncerter. Den blev sat op i samarbejde med en kinesisk kontakt til Grizzly Nation. Det var en helt sindssyg oplevelse.

Vi spillede rigtigt mange store steder. Det mindste sted vi spillede var der 300 mennesker. Det største var der 4.000. Ved mange af de Grand Theatres vi spillede i, var vi det første rockband, som nogensinde havde spillet der. På den måde er der store muligheder i Kina. Problemet er bare, at det er et meget svært land at turnere i, fordi de ikke ved en skid om f.eks. udstyr. Det handler rigtigt meget om at have de rigtige kontakter, hvilket ofte foregår igennem staten, og derfor er der ingen penge i det.

Og nu vi er på landevejene, i slutningen af 2015 gav I hele 22 koncerter i USA, kan I fortælle lidt om hvordan I fik det sat op og kom afsted?

Vi skrev kontrakt med vores amerikanske management ‘Unified Artist Management’ tilbage i 2011, da vi var i USA for første gang. Det var primært dem som satte turen op i 2015. Det var en ret lang proces da vi skulle have performance visum, hvilket er mega svært at få. Vi skulle blandt andet finde alt medieomtale af os, underskrifter fra store branchefolk, og så sende det til vores management. De hyrede en fremragende advokat, som fik det til at ske.

USA er for mange rockbands det forjættede land, eller den store rock ‘n roll drøm, var det også sådan for jer? Og hvordan viste virkeligheden at være i forhold til?

USA er totalt den store drøm! Det fede er, at det er så stort og at hele musik- og rock’n roll kulturen stammer derfra. Kulturen og mentaliteten i USA er meget anderledes i forhold til Danmark. Folk er mere åbne, og vi har oplevet meget stor begejstring fra den amerikanske befolkning. Der er helt vanvittigt mange spillesteder, og alle byer har deres egen musikkultur. Det specielle er også, at kulturen er meget forskellig fra New York City til Orlando i Florida.

Har I nogle gode historier fra de amerikanske landeveje, som I vil dele med os? Kort sagt, kom der nogle ægte rock og rul røverhistorier med hjem i rygsækken?

Vi mødte Ku Klux Klan i Mississippi. Det var en demonstration fra deres side, hætter og hele pisset, de inviterede os endda med til fest. Det sagde vi selvfølgelig nej til, og forklarede dem, at vi ikke støtter deres ideologier. Vi spillede i Birmingham i sweet home Alabama, som viste sig ikke at være så sweet alligevel. Mens vi står i tourbussen ude foran venuen og laver en skøn bolognese, hører vi et par pistolskud fra gyden, hvorefter ambulancer og politibiler drøner lige forbi. Det var ellers et fedt legendarisk rockvenue hvor blandt andet Kings of Leon og Red Hot Chili Peppers har spillet.

Vi fik også hængt ud med nogle af de gamle rockdrenge. Eksempelvis spillede vi sammen med Georgia Satellites og Bret Michaels fra Poison, som fandme inviterede os med på scenen. Efterfølgende har vi hængt ud et par gange med Rick, guitaristen fra Georgia Satellites, mens han var i Danmark.

En anden fuldstændig rådden episode skete, da vi spillede i Alachua, Florida. Efter koncerten kom en eks-militær fyr op til os, og tilbød at vi kunne få tømt vores septiktank hos ham, og få nyt vand på vores bus. Det ville være ret fedt at komme af med alt lortet, for at kunne gøre klar til at komme videre, så det gjorde vi. Dagen efter kørte vi hjem til hans kæmpe hus, hvor vi så hele ejendommen, som lå fuldstændigt øde. Han jagede selv på hans grund og havde et par gamle militære firhjulstrækkere stående, som han gik og pillede lidt ved. Udover det havde han møg mange slanger indenfor. Kan I forestille jer ham? Godt. Han havde alle mulige våben, så dem skulle vi fandme prøve! Nu er det 3. gang vi er i USA og har aldrig prøvet at skyde. Det var han i øvrigt helt klar på. Vi fik alle lov til at prøve hans hjernedøde armbryst og vigtigst af alt, hans gamle seksløber. Det var godt nok en tung krabat, og en mega svedig oplevelse. Han var helt i orden!

Da vi var i Nashville, besøgte vi Jack Whites pladebutik ‘Third Man Records’ (fungerer samtidig som hans pladeselskab). Der indspillede vi en sang direkte på vinyl. De havde sat en telefonboks-lignende ting op, hvor vi så stak hovederne ind og spillede den sang vi altid spiller inden vi går på scenen. Sangen blev indspillet og skåret direkte på vinyl, og så kom den ud af automaten. Dette enestående eksemplar er guld værd! I butikken var der et par gamle damer, som synes vi var sjove.

Det var tilfældigvis 80’er punkbandet Babes In Toyland. Vi snakkede lidt med dem, og glemte selvfølgelig at fortælle dem, at vi faktisk have søgt om at supporte dem i den periode hvor vi nu selv var på tur. Man møder bare fede typer i Nashville. Efter vores koncert på The Basement East, stødte vi ind i bandet Young The Giant som var helt klar på bajere med os. Vi tog dem med hjem til vores nye veninde Kim Logan, som vi havde spillet med den aften. Der blev købt et par rammer øl, og det blev sgu et rigtigt amerikansk house party. En anden dag tog Kim, der holdt festen, os hen på en bar, hvor Jack Whites violinist spillede. De spurgte om vi havde lyst til at spille lidt, og det ville vi gerne på en betingelse, at hun spillede med os. Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle spille, så det blev “Nattegn” med Johnny Madsen.

Vi have også en stripper med på bussen et par dage. Det pyntede rigtig fint.

Hvad fik I ellers ud af turen, både personligt men også som band? Hvad lærer man om sig selv og som gruppe, når man rejser rundt over på den anden side af Atlanten?

Det var en kæmpe oplevelse at være med til. Det hele bliver bare så hurtigt meget større end én selv. Det handler om noget mere – en vision. Vi er afsted som et hold, og kan ikke fungere hvis der bare er én som ikke er til stede eller tager ansvar. For at tilføje til det personlige lærte vi utroligt meget af hinanden. Nogle gange er det godt at have en kort lunte, hvis man ikke er tilfreds med hvordan tingene ser ud. Hvis der er noget man mangler eller ikke synes fungerer. Andre gange bør man tænke lidt mere over tingene, og vælge sine kampe. Det tror jeg vi alle har lært meget af. Men jo mere vi laver sammen og jo mere folk er tilstede – blender vi bare sammen til et helt andet niveau. Man lærer også hvad man er god til, og hvad man skal holde sig væk fra. Hvem klarer praktiske ting omkring bussen, hvem sælger mest merchandise, hvem klarer interviews og presseting? Hvem er husmoren, og hvem fører den daglige protokol?

Efter halvdelen af turen, fandt vi ud af at vi blev nødt til at holde morgenmøde, eller ‘’Runden’’, som vi kalder den. Det var lidt vores terapi session hvor vi kunne snakke frit, hvis vi ville ud med noget. Det var nødvendigt for at komme på bølgelængde all around og samtidig finde ud af hvad vi skulle af ting på dagen. Dette foregik selvfølgelig med smadrende tømmermænd rimeligt ofte.

En lille fugl synger om, at I planlægger allerede at drage til USA igen til marts – hvad skal der ske der? Og hvordan kommer denne tour til at adskille sig fra sidste gang?

Vi tager tilbage til juli. Marts blev for tæt på. Og vi skal udgive en ny EP først.

Denne tur bliver en endnu større og mere omfattende turné end den forrige. Vi har længere tid til at planlægge og det er essentielt. Vi vil gerne tilbage til nogle af de steder vi har spillet, men ikke alle. Derfor skal vi finde nye seje steder hvor koncerterne kan blive endnu federe. Det kan de eventuelt med flere support shows eller mere omtale om hver enkelte koncert. Der er dog steder vi gerne vil tilbage til, som eksempelvis Nashville, New York City og Orlando. Vi håber dog også på at komme til Austin og Houston i Texas næste gang.

Og hvad med det europæiske, og ikke mindst danske marked – hvad er fremtidsplanerne der?

Vi har allerede bekræftet et par EU festival koncerter i blandt andet Tjekkiet og Makedonien, hvor vi allerede har opbygget en ret stor fanbase.

Som sagt skal vi udgive en EP. Vi går i studiet til April for at indspille med vores ven Jakob Winther i Vibe Factory i København. Vi har dog ingen udgivelsesdato endnu. Vi spiller enkelte koncerter i foråret herhjemme sandsynligvis sammen med andre fede danske bands. Det er sgu sjovere når vi laver sådan nogle fede events sammen som til vores release sidste år.

Sidste år udsendte I også jeres debutalbum, hvad var det for en plade og hvordan var modtagelsen?

Der spillede vi eksempelvis med Paper Tigers til et udsolgt venue i København, og havde en kæmpe fest på Jazzhouse. Albummet er gået lidt som forventet. Vi er glade for sangene og vi har brugt mange kræfter på det, men som de fleste anmeldelser også siger, føler vi ikke, at vi har lavet det bedste vi kan endnu. Det var et gennemført rockalbum, med 70’er og 90’er elementer i, og vores artwork er fuldstændig genialt. Specielt sangene ‘Attention’ og ‘Prisoner Son’ er værd at lægge øre til.

Sidst men ikke mindst – hvordan ser fremtiden ud for Blended Brew?

Fremtiden er altid svær at forudse, men vi har en del ting i kalenderen. Release af EP til foråret, Jamrock-festival i Tjekkiet, forhåbentlig nogle shows i Makedonien, og en USA-tour til sommer. Der er op- og nedture hele tiden, men vi står sammen, og det har vi gjort i 7 år nu. Så det bliver vi ved med. Vi har udgivet 1 album, og vi har fandme oplevet meget, som andre bands desværre aldrig oplever. Lige nu fokuserer vi på at skrive sange. Og vi glæder os til at spille det nye materiale for vores fans! Og hvis ikke vi høres ved sender vi et postkort fra udlandet ;).

Følg med i bandets gøren og laden på facebook

Af Ken Damgaard Thomsen

1 COMMENT

  1. Jeg undrer mig stadig over hvorfor et nummer som Stepping On The Sun ikke har smidt alt det andet crap ud af de danske hitlister for længst!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.