Tilbagevendende læsere vil vide, at dream-pop ikke lige er min genre.
Pinemoon trækker uomtvisteligt på dream-pop’en, men slipper på ___Endzone underligt godt fra flirten med genren.
Ret skal være ret: Det er især åbneren, Don’t Let It Go, der med sine små otte minutter synes at falde i suppen med lidt for lange numre uden den store udvikling, hooks eller andet, der ellers forbindes med popmusik.
Dog er der noget over nummeret, da det med sin repetitive akkordrundgang på sin vis kan lulle lytteren ind i en form for tilstand, vi kender fra sludge. En stemning. Fair – men også her lidt båret af et ’come-on, come-on’-kor, der måske kan henlede tankerne på sirenernes sang for at lokke os mod…? Og hvem har i øvrigt sagt, at sirener ikke kan være mænd??
Måske lidt søgt, men jeg prøver virkelig at give EPen et rygstød her…
De derpå følgende numre kunne for så vidt godt være skrevet af Mercury Rev og (selvfølgelig) Beach House: Der er noget sammenligneligt over vokalføringen og den rolige fremdrift.
Problemet med denne association med især Mercury Rev er, at der (næsten) er tale om et one-hit wonder (I know, I know), og der desværre også ligger noget ret hurtigt fordøjeligt i Chasing Sparks og We’re Not Here.
Luftigt? Ja! Roligt? Også det. Men lidt hurtigt glemt efter tonerne er tonet ud.
Det gode er dog, at det synes at være numre, der insisterer på at man tager sig tid til dem. Især We’re Not There kunne snildt sættes på, mens man sidder i sin allerbedste lænestol og ser regndråber løbe ned af ruden… Helt fint!
Super sat bliver slutningen dog. Running Out Of Time er en ultra-blød ballade, hvor vokalen virker nærmest konstant knækkende og berørt. Det er næsten for meget af det gode, men hvis man efterspørger dybde og noget, der kan føles, så spilles der (meget neddæmpet) på alle tangenter her.
Så… En lang sirenesang, to kortere bløde langsomme dreampoppede numre og en ultra-sart afslutter.
Det er egentlig en fin EP. Stemningerne er fint sat. Men alligevel må det også siges; det glemmes nok lidt hurtigt, når tiden rinder ud…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag



