Phillip H. Anselmo & The Illigals: Walk Through Exits Only *** (3/6)

0
1158
views

Phillip Hansen Anselmo fyldte 45 for nylig, men om det er en begyndende midtlivskrise, tilbagevendende rygsmerter, eller andre af hans utallige “issues”, der har sat sit præg på hans første regulære soloalbum, skal jeg ikke kunne sige. Men Phil lyder sur. Meget sur og gal i skralden. Energien og aggressionen er helt i top, desværre har han bare næsten fuldstændig glemt nogle gode melodier at hænge det op på.

Walk Through Exits Only har været et par år undervejs, og er efter Pantera, Down og en række “sideprojekter” det første album fra Anselmo i eget navn. På pladen får han hjælp af backing bandet The Illigals – Marzi Montazeri (guitar), Bennett Bartley (bas) og Joe Gonzalez (trommer). Sammen frembringer de en ganske fjendtlig og til tider direkte modbydelig lyd på Walk Through Exits Only, der består af 8 vrede metalnumre, hvor der ikke gives lytteren mange pauser fra de nærmest konstante overfald. Slagene regner simpelthen ned over én, på sin vis megafedt og i hvert fald tungt nok til de fleste, men uden særligt mange antydninger af melodier sangene igennem. Det føles i løbet af pladen som at stå med ryggen mod en mur og bare modtage hårde og lede slag fra Phil – det lyder ikke som om han er med os, men imod os. Og det er altså ikke specielt rart i længden.

Phillip Anselmo & The Illigals kommer ellers godt rundt i metalgenrene på albummets 40 minutter. De enkelte sange rummer mange tempo- og stilskift, nogen gange lidt for mange, hvilket dog er med til at forstærke fornemmelsen af at sangen udspringer fra et surt og/eller forpint sind, hvor tankerne flimrer ud og ind mellem hinanden. Groove, sludge, stoner, thrash, hardcore, punk og endda en anelse grindcore brager sammen på Walk Through Exits Only, små vellykkede og løsrevne idéer der momentvis holder, er der nok af, men man får aldrig følelsen af sammenhæng. Det er som om Phil har stået ude i Louisiana sumpen med prikkerne til et ondsindet musikalsk puslespil, og så splittet det helt ad med en salve fra en pumpgun.

Således er der isolerede øjeblikke i de forskellige numre, som jeg synes rigtig godt om. Det kunne være den voldsomt faretruende rumlen i pladens første nummer, den nærmest bare parole-spyttende “Music Media Is My Whore”, eller den frenetiske og maniske energi på den efterfølgende “”Battalion of Zero”, hvor Phil befinder sig i hans mest frådende punkede hjørne og som en anden hardcore bølle-metaller står og laver møllesving med armene imens savlen løber ud af kæften på ham. Grumt, men ikke særligt rart at lægge ører til, ikke mindst fordi melodien flimrer frem og tilbage mellem det punkede og noget speed metal indtil man bare begynder at få lidt ondt i ørerne. Netop det med “ondt i ørerne”, er et af de tilbagevendende punkter, når jeg skal sige noget negativt om pladen. Hey, jeg er bestemt tilhænger af plader der får “ørerne til at bløde”, på en god måde, men på Walk Through Exits Only bliver klangen simpelthen for meget, så man trods en spilletid på kun 40 minutter, er nødt til at holde et par pauser af og til – især hvis du har musikken helt inde i kraniet pga. en MP3 afspiller.

På pladen lyder Phil som om han får kigget godt i de mest dunkle afkroge af sindet, hvor en ubehagelig følelse om “at blive forrådt” naturligvis er godt brændstof til en sang. “Betrayed” er et af de mere sammenhængende, og dermed bedre, numre på albummet. Hr. Hansen Anselmo lyder på samme tid sammenbidt, såret og ekstremt pissed off, hvilket afspejles godt i The Illigals heftige spil, der trods skift mellem olmt hakkende passager og tempo tæsk hænger fint sammen. Andre gange, som på den efterfølgende “Usurpers Bastard’s Rant”, og senere på pladen “Beridden”, lyder det bare som om bandet står og høvler de brudstykker af, der lige falder dem ind, imens Anselmo brøler løs i sin egen verden. Det er grimt, bistert og desværre ikke noget der skaber et nummer som føles gennemarbejdet nok. Spredte aggressioner blot for aggressionernes skyld, det kan naturligvis være en pointe i sig selv, men det gør det bestemt ikke nemt at lytte til. Udfordrende og kompromisløst er glimrende, men en del steder på Walk Through Exits Only får man aldrig fornemmelsen af, at man kan få lov til at være med – men blot blive råbt af, eller fra afstand får lov til at se Phil og band stå og afreagerer for deres egen skyld.

Når Walk Through Exits Only alligevel sniger sig op på en stor 3er, så skyldes det ikke blot det fascinerende i at være voyeur i Phil’s kringlede hjerne, men også de to højdepunkter, titelnummeret “Walk Through Exits Only” og den 12 minutter lange albumlukker “Irrelevant Walls and Computer Screens”. Førstnævnte virker som kulminationen af al den opbyggede vrede, eder og forbandelse Anselmo løber rundt med, hvor det for en sjælden gangs skyld på pladen ikke resulterer i et rabiat udbrud af en sang, som er lige ved at falde fra hinanden. Det er stadig lige på grænsen af at lyde, som en flok fyre med akut behov for anger management, der lader det gå ud over mikrofoner og instrumenter, men kammer ikke helt over. “Irrelevant Walls and Computer Screens” er Phil’s sidste udstrakte langemand på pladen, for 12 minutter er selvfølgelig et eller andet sted en ret overflødig længede, faktisk er en stor del af de sidste 7 minutter bare stenede toner og en simpel guitar der tåger derudaf, men efter alle de tæv man har modtaget de første 35 minutter er det faktisk helt rart. Og den eneste reelle mulighed Phil og Co. giver én for at stikke af albummet.

Walk Through Exits Only er ligesom Phillip Hansen Anselmo selv en uforsonlig størrelse. Den, og han, virker konstant på randen af et massivt sammenbrud, et aspekt som afspejles effektivt igennem det til tider ustyrlige og febrilske lydbillede, ærgerligt at albummet bare ikke rummer lige så mindeværdige sange og melodier til at fastholde ens interesse – eller i det mindste bare gøre det en smule mere behageligt at lægge hørelse til. Pladen kommer hurtigt til at virke som Phil’s egen private slagmark, bestemt ikke uinteressant, som manden selv, men som sammenhængende værk og plade mislykkes missionen. Jeg føler mig ikke inviteret indenfor, forståelsen for albummet og manden udebliver derved, og man står tilbage med en pladen hvor man tænker “den gider jeg da egentlig ikke høre igen?”.

Anmeldt af Kodi

Phillip Anselmo gæstede tidligere på sommeren Copenhell sammen med Down, læs anmeldelsen HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.