Pallbearer: Foundations of Burden ***** (5/6)

0
2133
views

Pallbearer har begået et glimrende doom metal album med Foundations of Burden. Det er til tider smukt og samtidig tungt som et godstog med fuld last. 

Arkansas-baserede Pallbearer albumdebuterede i 2012 med Sorrow and Extinction som vandt stor anerkendelse, og nu er de så på banen igen med opfølgeren, Foundations of Burden. Som man måske kan lure af titlerne, så er vi bestemt ikke i happy-go-lucky segmentet af musikscenen. Det er ganske tungsindige sager vi er vidne til her – og det er på sin helt egen måde alligevel sært opløftende.

Det starter lige fra første riff sætter ind på ‘Worlds Apart’, og rytmesektionen følger efter som et meget stort blylod, der bliver kastet i en brønd. Eller et dybt, dybt nyrestød sidst i boksekampen. Det er lige før de allerede vinder på teknisk knock-out på dét udlæg. Der er ikke så meget cirklen om den varme grød, som man ind i mellem kan opleve i genren. Godt nok varer sangen godt 10 minutter, men den går altså lige til biddet, og gemmer de cirklende, tunge stykker til midten og slutningen af nummeret.

Herligt tungt er det også på ‘Foundations’, der lægger ud med tung riffing, inden Brett Campbell’s vokal, som klinger lidt henad en Ozzy Osbourne inden den blev, skal vi kalde det, ustabil, sætter ind, og hans vokal væver sig ind og ud mellem riffs og trommeslag. Trommearbejdet omkring de 4 minutter inde i nummeret minder lidt om at stå under en rumlende tordensky, mens vi omkring 6 minutters mærket pludselig står i roen efter regnen. Og så buldrer det straks løs igen. Ikke på en ondsindet måde, men så man mindes om naturens vældige kræfter gennem musikken. Og samtidig er der øjeblikke af skønhed, når vokalen ind i mellem letter gennem støjen og nærmest svæver henover den.

‘Watcher In The Dark’ starter med guitarer og bas i smukt samarbejde, de vikler sig ind og ud af hinanden i et minuts tid, indtil trommerne tramper ind og sætter sig på tempoet. Det bliver herligt tungt, da Mark Lierly bag trommerne sætter sig for et lille temposkifte og kommanderer ny retning. Her fungerer de instrumentale passager næsten bedre end passagerne med vokal for mig, men det er nu ikke fordi det vokale bidrag er svagt. De instrumentale stykker her er bare så forbandet tunge og stærke, at man tager sig i at ønske at det vil fortsætte længe endnu. De hvirvlende soli fungerer også som ekstra garniture til lydbilledet, og man står aldrig i stampe. Der er konstant variationer og udvikling undervejs, hvilket er en af Pallbearer’s store styrker – de sidder aldrig fast i ét fedt riff, men skubber hele tiden til udtrykket. For eksempel med tangentspillet, der træder ind mod slutningen af ‘Watcher In The Dark’.

Guitaren skærer sig også op i de højere luftlag på ‘The Ghost I Used To Be’, inden vi igen får tyngden at mærke. Det er især et glimrende nummer på vokalstykket, hvor bassist Joseph Rowland supplerer Campbell’s vokal og i det afsluttende instrumentalstykke, hvor guitaren en stund står alene, inden trommerne atter samler tråden op og bygger et fundament, som guitarerne kan glide henover. Helt dæmpet bliver det i indledningen til  ‘Ashes’, som lader vokalen snige sig nærmest Mew’sk ind tidligt i nummeret, mens Lierly er klædeligt tilbageholdende på trommerne. Langsomt, næsten diskret brager sniger distortede guitarflader sig ind i lydbilledet – og glider ud igen, og lader tagenterne alene til sidst.

Guitarerne tager til gengæld over på afslutteren ‘Vanished’, hvor trommerne atter sørger for et tonstungt fundament som udgør kernen, som guitarerne spinder sig rundt om og Campbell’s vokal bruger som afsæt til sin tur ud i atmosfæren.”What can dreams be if nothing ever lasts/In a future where everything’s made of glass/Each moment carves a piece away/Of the sculpture shaped by the passing of days,” synger Campbell på et af albummets smukkeste vokalstykker, og i det hele taget er ‘Vanished’ en værdig afslutter af Foundations of Burden. Vi kommer nemlig godt omkring Pallbearer’s styrker i de stærke, evigt progressive riffs, den tordentunge rytmesektion og Campbell’s vokal, der passer som fod i hose i lydbilledet. Samtidig viser Pallbearer også at de både mestrer at gå hurtigt til biddet, og at cirkle tålmodigt omkring, for så at indsætte breaks og riffs med kirurgisk præcision hvor de giver størst effekt. Når ‘Vanished’ klinger ud, sidder jeg tilbage med en følelse af tilfredshed, nærmest renset igennem af Pallbearer.

Er du typen, der synes doom metal godt kan være lidt for repetitivt og tungsindigt, kan Pallbearer være et glimrende sted at besøge genren, fordi de er ganske varierede i deres opbygninger og både rummer lethed og tyngde. Er du til den tungere ende af den  progressive rock, bør du absolut også tjekke Pallbearer ud, og ditto selvfølgelig hvis du er til doom. En stor anbefaling herfra og 5 store stjerner.

Pallbearer spiller d.12. september på Atlas i Aarhus og d.18. september på Loppen i København, begge steder sammen med de ligesindede landsmænd i YOB.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.