Oskar Krusell tematiserer noget svært, en fødselsdepression, på Mit barn – det er råt og hårdt, men virker også drevet af nødvendighed. Og det er bestemt heller ikke uden melodiske kvaliteter.
Krusell er ikke en opkomling på den danske musikscene. Godt nok har han kun et enkelt album under vesten som kunstner i eget navn, men han slår også sine folder i Kogekunst og metalbandet Heathe, som begge har flere udgivelser bag sig.
Solodebuten ligger nogle år tilbage, og på Mit Barn er nerverne blottet og Krusell synger om, at være blevet far og samtidig få en fødselsdepression. Som Krusell udtaler i pressematerialet, “Jeg skrev sangene ud af nødvendighed”, og det virker netop som noget, der har skullet ud, teksterne og følelserne, som sangene kommunikerer.
Man får nok at vide at ‘Det går over’, men som Krusell synger på ‘Livtag’, “jeg tror aldrig det går helt væk”. Den rugende, klaverbårne sang falder som tredje nummer på Mit Barn, og virker lidt som en nøgle til at låse nogle af de mere kantede og flagrende numre op, for eksempel ‘Det går over’, som åbner det hele. Her spjætter og spræller det musikalsk med sitrende guitarer, livlige trommer og percussion og Krusell’s vokal i front som skifter mellem et fortællende leje og så passager, hvor den virker til at være på nippet til at knække – og ind i mellem også gør det.
‘Mit barn’ åbner lyrisk voldsomt med linierne “Mit barn, mit barn/Jeg har lyst til at kværke dig”. Samtidig er rytmen og melodien ind i mellem nærmest boblende og optimistisk, mens Krusell’s vokal igen ind i mellem ligger på grænsen til sammenbrud. Det er vel netop også denne vekslen mellem det store i ankomsten af nyt liv og overvældelsen og skammen over ikke at kunne udfylde den rolle, man troede man skulle, over ikke bare at være glad og glide ubesværet ind i forældreskabet, som Krusell formidler med alle dets knaster på albummet.
Den støjrockede ‘For længst læget’ gemmer også på en fængende melodi bag støjen (hvor en saxofon også ligger og giver mindelser til flere 10’er postrock-navne), og er næsten katarsisk i sin eksplosivitet. Helt modsat er det på ‘Nødes til at nyde’, hvor Krusell konstaterer at “Nogle ting kan vi ikk’ alene” med en rygende viola og et næsten hjemsøgende kor. Det er ganske stærkt eksekveret og sender isninger ned ad rygraden her og der.
Koret er der igen på ‘Kød på dig’, hvor det ligger som et ekstra lag på Krusell’s vokal næsten hele vejen igennem, og vidner om at Krusell, og hans tre musikalske kumpaner, har arbejdet med detaljer og variation i udtrykket. Lydbilledet er hele vejen igennem levende, sitrende og detaljeret, hvilket gør at man opdager nyt med gennemlytningerne.
‘Stuen’, med sin sitrende percussion, er ikke så umiddelbart fængende, men udvikler sig alligevel til en emotionelt knugende hymne, om at bevæge sig igennem det svære “med havregrød i håret” og komme overens med det – uden det forsvinder helt. “I dag er ikke i går”, og man kan bevæge sig videre.
Som et stilfærdigt post scriptum, rundes albummet af med ‘Den her følelse’, og at den og alle de andre følelser forbundet med at stå i en situation, som Oskar Krusell har stået i, er vigtige at drage frem, og konfrontere åbent, som Krusell så fint og ærligt gør det på afslutningsnummeret og på pladen som helhed.
Samtidig formår musikken og melodierne at bakke Krusell’s ord og ind i mellem flossede vokal op, så man som lytter kan være i det. Det er ikke nogen let balance. Jeg får som lytter skiftevis knude i maven og lyst til at synge med, og begge dele bliver for så vidt hængende her mens jeg sidder og skriver anmeldelsen færdig, en dags tid efter seneste gennemlytning.
Det er råt, det er flosset, det er stærkt. Det er ikke alle numrene jeg er lige hooked på, men helheden er svær ikke at blive suget ind af, og der er passager, der har gravet sig fast i hjernen på mig. Det er måske ikke lige musik til hyggeaftenen, men det er et vigtigt livtag med følelser man tænker, man ikke burde have, og som er svære at åbne op om – og netop derfor er det så vigtigt at Oskar Krusell gør det her.
Krusell og band kan i øvrigt opleves den kommende tid på scener rundt omkring i landet i marts, blandt andet på Radar i Aarhus, Posten i Odense, og Studenterhuset i Aalborg.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
