Home Live Oktober 2022 - Live Orm (support: Offernat), Radar, 21. oktober 2022 (anmeldelse/live)

Orm (support: Offernat), Radar, 21. oktober 2022 (anmeldelse/live)

186
0

Radar lagde nok en gang scene til en stor koncert-oplevelse da Orm besøgte Århus og fik vist hvordan ormen er lang, mere kompliceret end man skulle tro – og aldrig kedelig.

Lad mig starte med at understrege, at denne anmeldelse nok vender lidt på hovedet: Jeg er kæmpe fan af post-rock og bruger ofte denne genre som reference. Men ret beset kom metallen vel først, inspirerede post-rocken og dermed bliver mine referencer til en metal-koncert lidt omvendte, når jeg refererer til post-rock?
Under alle omstændigheder var Orm en stor oplevelse – uanset om jeg tager mine metal-head eller postrock-briller på i anmeldelsen.

Men først skal vi taget et kig på aftenen. Radar var godt fyldt op af primært mænd, da jeg indfandt mig lidt i 21. Ja, faktisk var det svært at spotte en pige i publikum, men lidt blanding var der dog i kønsfordelingen og jeg var nok aldrig kommet af sted, havde det ikke været for min ledsagerske på aftenen. Og tak for det! Sikke en aften!
Blandt publikum så man som forventeligt The Århus Faithful med battle jackets, men også et mere bredt udsnit af befolkningen.

All good – nu var vi klar til opvarmningen ved Offernat.

Anmeldt for nogen tid siden af Ken som et godt live-navn, der i nogen omfang lykkedes med at indfange denne live-oplevelse på plade, var forventningerne da relativt høje.

Uden at sige, jeg er decideret skuffet, så tror jeg bare ikke at Offernat over de cirka 30 minutter får mig helt overbevist.
Det er ikke fordi trioen spiller dårligt. Det er måske mere fordi jeg forventer noget andet – og da Offernat så ellers kommer i gear, virker det mere som et navn, der havde gjort sig på en punkfestival:
Med scream-vokal og relativt simpel tilgang til kadencer, virker det umiddelbart mere som om vi er i hardcore-land, end metal. Ikke for det; bandet er til stede med to – eller tre – vokalister, ofte på samme tid. Men der skiftes også hurtigt i genrer og hvor skifte mellem smadret hardcore, egal sang og sart guitar måske kunne betegnes som ’variation’ så bliver det faktisk lidt svært at indfange bandet over de godt 30 minutter, de spiller.
Hvad værre er, så synes publikum heller ikke rigtigt at være med drengene, selv om de arbejder for sagen: Få nakker bliver bukket foran scenen, mens bandet prøver både hardcore, små-symfonisk tilgang og endda en thrashet outtro.

Måske hvis der var taget lidt bedre tid, var Offernat kommet til deres ret. Men over godt 30 minutter stod jeg som anmelder med en fornemmelse af et band, der nok ville lidt for meget over lidt for kort tid – og idéerne derfor aldrig kom til deres ret.

Dog var vi varme og dermed klar til…

Orm, Radar kl 22.00

Og hold nu kæft! I mit ferie-ramte familieliv blev det lige nøjagtigt til 1,5 gennemlytning af Intet * Altet som forberedelse til koncerten og angsten efter at have læst Kens anmeldes ændrede sig til forventningens glæde: For selv om der også er meget på spil her, så virker pladen særdeles helstøbt.

På scenen bød vi ikke velkommen til klassiske metal-instrumenter (ok, trommerne, men ellers), men derimod to ellers fra indien Fender Jaguars, en Jazz-bass og, ja, trommerne.
Men grej-liderlighed er jo ingenting i forhold til, hvordan grejet bruges!

For instrumenterne leverer støj på højt niveau. Der startes med en mur af støj – igen er jeg ikke nok inde i stoffet til at kunne identificere et nummer – som så efter nogen tid afløses af et groove/riff, der flytter oplevelsen fra smadret-derudaf til mere lodret huggende.
Det er en tilsigtet objektiv måde at beskrive noget, der bare sad i skabet, gik lige i mellemgulvet og fik min ledsagerske til at udbryde – da vi endelig fik en pause – ’de ligger sq da meget godt fra land, hva’’. MEGET enig!

For det vi får fra de fire skallepander er en fokuseret, kompakt men stadig beskidt lyd; trommeslageren fokuseret kiggende ned i ’gryderne’ mens der uddeles tæsk, to-tre screamere/guitarister i front og en bassist, der benytter enhver lejlighed til at agere indpisker med opfordringer til at klappe med – og så et solidt tærskeværk bagved.

Altsammen intenst, fokuseret og med hinanden kommunikerende.

Noget, jeg var meget optaget af at lægge mærke til ved koncerten var, om bandet formåede at skifte mellem de stille, de aggressive og de mere groovy passager på pladen?

– Om noget en anke, jeg kunne rette mod Offernat, der virkede lidt rigeligt sammensatte af forskellige idéer på aftenen.

Men Orm? De styrer sikkert igennem det stille, det smadrede og den sublimt tighte barrage, som rammer os som publikum derude.
Det er måske ikke sådan en ’alle foran – så svinger vi håret!’-koncert. Men bandet formår at holde publikum fanget.

Så når Orm går ned i dynamik, er der stille omkring bandet. Og når Orm så EKSPLODERER – hvilket sker adskillige gange – så er publikum også med.
Ja, faktisk er det svært at være andet, for til trods for de ret indie-agtige instrumenter, så er lyden så skarp at man må lade sig rive med.
Og her må jeg så ty til post-rocken: For som post-rocken synes Orm at bygge op, op, op, for så at brat falde ned. Typiske ’tricks’ i post-rocken.
Kontrasten er i centrum, men på samme måde står det også til med repetitionen og jeg ville på den konto ikke finde Orm fejlplaceret blandt mere post-rockede bands.

Og netop som vi tror, vi har regnet det hele ud. Netop som vi tror, at vi er blevet kørt over og kan gå hjem? Ja, så introduceres ekstranummeret (der var nu nok flere!), som ’bare varer en 25 minutter’… En guitarist skifter til en baryton-guitar (tror jeg?) og pludselig får udtrykket et endnu mere mavepumpende, smadret islæt.

Og som vi bevæger os igennem barrages, stille passager, smadrede ditto og endelig havner med samme backtrack som bandet gik på til, så tror jeg ikke, jeg var den eneste, der var ved at være mør.

Det er på mange måder en koncert, der har været svær at indfange. Der er tale om lange numre, meget høj grad af stemningsopbygning og passager, der er lange, tager lytteren / publikum steder hen, og så skifter til en helt ny dynamik.

Og så er vi tilbage ved post-rocken for de dyder, hvor især dynamikken er med til at skabe oplevelsen, anvender Orm også i stor stil. Ret beset er det også lidt svært at høre hvad der brøles, men Orm er selvfølgelig black og ikke postrock.
Orm er dog også langt fra bare at lave én lang pølse af støj, hvilket der kan være lidt tendens til i genren. Tak for det!
Det er brutalt når det skal være det, næsten sart når der er behov for det.

Men deri ligger også en stor koncertoplevelse og jeg tror ikke, der var nogen, der gik skuffede hjem eller havde en oplevelse af at dette bare var ’det forventelige’.
Det var så afgjort en koncert fra højeste hylde og Radar lagde nok en gang scenen til noget stort.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleLittle Winter: Wonderlost (album/anmeldelse)
Next articleAstrid Cordes: Kiss Me (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.