På Antelope er Orange Monks kommet en smule hjem efter en længere pause med skriveblokering og mangel på lyst til at spille.
Bandnavnet stammer fra en oplevelse med en orangeklædt munk, der på en togstation sidder ventende, rygende og lyttende til en radio: Et billede af en mand, der på én gang udstråler ro men også noget andet end den pietistiske askese.
Roen og det meditative er netop det, man kan spejle i Antelope.
Der er blevet barberet ned på lyden og sat fokus på få, ofte ikke alt for blandede instrumenter: Strenge, tangenter, trommer og en enkelt gang endda en støvet blæser. Men aldrig larmende. Konstant stille.
Det er på én gang rart, men også lidt en skuffelse; jeg har en del Orange Monks plader i min samling, og holder absolut mest af Deadstock, der havde noter af noget mere rocket – i øvrigt havde jeg lejlighed til at tale med Henrik Astrup under en koncert og han fortalte, at det bestemt ikke var hans favoritplade. Oh, well.
Tidligere har der også været mere end hints til Eels, men det virker på Antelope til at vi skal noget andet…
Astrup kan dog bære det stille med sin fortællende vokal. Der er også flere gange indikationer på et godt popøre, men i al den nedtonede æstetik drukner gode vendinger som i Nowhere Fasts refrain, eller opløsningen på By All Means næsten.
Det er håndholdt, det er sart – men det står også stærkt i en meget svært definerbar balance mellem som munken at være lidt ligeglad, men samtidig også rigtig meget tilstede.
Keep Trying kommer næsten op i et dansende tempo, men holdes dog fint nede med den stadig tilstedeværende vandrette tænkning i nummeret.
Ser vi på de første fem numre som en enhed, så er det en samling fine, små sange. Ingen store armbevægelser men med en klar fornemmelse af intensitet og næsten aggressiv ro, der også kan forbindes med munken.
Pladen har en virkelig langsom landing, hvor vi som lyttere tvinges helt ned i gear.
Hele den sidste del (anden side?) af pladen er instrumental: titelnummeret (der gentages i en reprise som afslutter) sker der ikke meget i, men det fremstår allermest bare… Roligt?
Kun Big Friend står ud ved at at have sniplets fra et Lynch-interview ind.
Men udtrykket er stadig ro.
Som en radio, der akkompagnerer et roligt menneskes refleksion over verdens gang…
Havde jeg nu ikke i forvejen kendt Orange Monks, havde jeg nok afskrevet pladen som lidt for stille.
Det gør jeg dog ikke. Dels fordi jeg har rigtig meget lyst til at sige ”velkommen tilbage!”.
Men også fordi der ligger noget væsentligt i hele det metafor, der ligger i denne munk på en togstation i et fjernt, fjernt land.
Så uden at hæve stemmen, uden at baske med armene siger jeg: ”Velkommen tilbage”.
Og finder så nok nogle ældre Orange Monks-plader frem og overvejer om de hører deres tid til, om der kommer mere af samme skuffe, eller om vi får endnu mere fra munkene?
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
