Med en art 100-årsplade trækker On Days Off tråde fra svundne tider og op til i dag.
Det er der kommet en forfriskende lille indspilning ud af.
”HVORNÅR ER DET HER FRA???” kunne anmelderen egentlig meget let have skreget om Good Stuffs roots-plade.
For sounden kunne sagten have været hørt på en saloon i staterne for 100 år siden, hvor støvet blev hvirvlet op fra vejene af semi-åbne biler og heste…:
Dump, nærmest tonløs guitar, en bas der mest er attack – og en smuttende, legende kvindevokal.
Ja, det er vel egentlig mest kvaliteten af indspilningen og så den subtile brug af lidt rumklang, der lægger distancen til noget, der kunne være præget i lak for 100 år siden.
På nær vokalerne.
For der referes både til at ’put down your phone’ (Good Stuff) og ’I can see when you last left online’ (Obsessed) i teksterne.
Denne trækken tråde til det absolut tidsløse og dagens udfordringer er ret fin, sjov og sætter tanker i gang:
– En underviser på historiefaget inviterede os i starten af århundret til at overveje, hvordan et menneske fra for 100 år sidens hoved ville eksplodere: – Alt ville være vildt og overvældende og smart og… Samtidig ville det jo være den samme abe-art, der var bag.
Temaet på Good Stuff synes i høj grad med americana-humor / selvudslettende tilgang at dreje sig om vores arts særkende; udfordringer med de der følelser, ’den attråværdige anden’ og måske en indikation af at vi er kommet SÅ langt – og så stadig er de samme…
Det er dog ikke kun lette (?) kalorier med sjove tekster og sjov stilmæssig framing: Right Side Of History bliver en formaning om at ’gøre sig god’ og kommer dermed også uværgerligt til at lange lidt ud efter historie-magere, der i tiden netop ikke gør dette.
Eller måske handler det netop om den post-post-moderne ’jeg gør som jeg har lyst til!!’?
I hvert fald en munter, næsten rhondo-agtig, blues.
Imellem alle disse overvejelser er der også objektivt set en ret velspillet og ikke mindst fremført EP. Blues som vi kender det i forskellige tempo og udformninger – og derfor fint varieret. Wicked stikker lidt ud i at være sunget af Spencer Gross og altså med mandlig vokal (endda et subtilt kor) og det går rigtig fint. Men med den nedbarberede og tidsløse produktion, er det dansk-tyske Soluna Samay der er den store oplevelse med sin til tider drevne, men ofte smuttende vokal – bakket op af mandlige b-vokaler.
Kan du ikke følge mig i de ander perspektiver, så bør du lytte til EPen alene for denne oplevelse.
Det her kunne snildt have fundet sig til rette på Fanø Free Folk Festival.
…men også sagtens være hørt, soundmæssigt, i et forsamlingshus 100 år før ’på den anden side af søen’.
Det er da ret fint!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Good Stuff her:
