Offernat er aktuelle med deres tredje fuldlængde udspil, den tvetydigt betitlede The Ecstasy of Death. Det er dyster og ambitiøs black/doom, der lever glimrende op til både bandnavn og albumtitel.
Offernat. Det lyder herligt grumt og okkult. Billeder af et langt mystisk og komplekst ritual dukker op, hvad eller hvem skal ofres inden morgengry og hvorfor? The Ecstasy of Death kunne være soundtracket til denne ofring, hvor det antydes at ritualet og dødsfald medfører en form for ekstase.
Det er den overordnede følelse, stemning og billedside, man kan få ved at lytte til de 4 forholdsvis lange numre, der udgør Offernats tredje album. 53 ganske ambitiøse minutter, hvor den afvekslende og veludførte sangskrivning trækker på en bred vifte af inspirationskilde og genrer indenfor metallen.
Således begrænser duoen (Anders Kargaard Bork: Vokal, Guitar, Bas og Jonas Bangstrup: Vokal, Trommer, Keyboard) sig ikke kun til den velkendte doomede black blanding, men tilføjer elementer som gammeldags heavy, heltemetal og endda mere ambiente passager.
Offernat tager sig god tid, der er intet hastværk. Der lægges ud med “Tears Dissolved In Light” og “The Signal’s Origin” på henholdsvis lidt over 12 og næsten 15 minutter. Korteste nummer er den over 8 minutter lange transformative “Metamorphosis”, inden den 17 ½ minutter lange finale med titelnummeret.
Det er ikke kun spilletiden, som gør sangene udfordrende og ambitiøse. Eller den tålmodige og møjsommelige opbygning. Sangene er små værker i deres egen ret, samtidig med at de er del af et større og samlet hele.
“Tears Dissolved Into Light” sparker effektivt ritualet i gang. Efter en kortere intro er der fuld damp og smæk på, hvor nattens stilhed brydes og fyldes med olm og isnende black messen og buldren. Nummeret sidder dog sjældent fast i samme rille. Tungt vuggende mere heavy metal klingende stykker bryder det sorte overfald op. Godt 8 minutter inde lader Offernat stilheden sænke sig for en stund og sangen bliver mere atmosfærisk. Inden de sidste minutter, hvor det antager en både mere episk og lettere progget form.
Den efterfølgende, “The Signal’s Origin”, falder groft sagt i to dele. Første del fungerer som en 7 ½ minutter lang intro, hvor det får lov til at ulme og vokse. Det er doomet undergangsstemning med messende grum growl i det fjerne, der langsommeligt bygger op og ovenpå. Det udvikler sig til en passage, hvor der nærmest går episk helteguitar i den på medrivende vis. Efter en stemningsfuld overgang, hvor nummeret får lov til at puste ud, går vi over i den massive og flænsende anden og afsluttende del af nummeret.
“Metamorphosis” er måske det mere direkte og “strømlinede” nummer på pladen med sine (for Offernat) 8 ½ relativt stramme minutter. De små forvandlinger i duoen og pladens lyd, der blev introduceret i anden del af forrige nummer fortsættes her. I mere kompakt form præsenteres både Offernats ambiente og lettere proggede side. Trods den kortere spilletid er de muligvis albummets mindst medrivende og opslugende sang. Det kommer til at fremstå som brudstykker, i stedet for et sammenhængende hele – men det er måske også lidt hensigten?
Efter en i den større sammenhæng lidt famlende overgangsrite er vi nået til klimaks. Med over 17 minutter er det afsluttende titelnummer om noget et lille værk i værket. Og vi når selvsagt vidt omkring sammen med Offernat på “The Ecstasy of Death”. Og behøver man nævne at duoen tager sig rigtig god tid?
Jungletrommerne dakker nummeret i gang og såååå gååår viiiii oveeeer i laaaaangsoooom begravelsesdoom. Guitaren forsøger at slæbe sangen over den stejle, mørke bakke og lykkes om ikke andet med at holde den i gang. Så træder trommer til med kyndig assistance og skubber effektivt bagpå, mens vokalen danner let distanceret bagtrop.
4 minutter inde får instrumenterne virkelig fat og tempoet stiger. Sangen vugger og svajer i vinden, pludselig bliver der helt roligt… Er vi forsvundet helt ind i mørket? NIKSEN! Fuld fart fremad og igennem.
“The Ecstasy of Death” er og fortsætter med at være et kompleks sangepos, en musikalsk rejse med mange sideveje og kringlede krumspring. Heldigvis mister Offernat aldrig orienteringen eller fokus og får blæst albummet flot igennem resten af natten.
Og det er ikke en nat, hvor duoen kommer sovende til det. Der er tænkt stort, og evnerne matcher stort set ambitionerne hele vejen igennem albummet. Det gælder også selve lydsiden, der er optaget og mixet (sammen med Offernat) af Simon Sonne Andersen, som mange sikkert vil kende fra ORM. Man aner også et åndeligt slægtskab i musik, lyd og udtryk med netop ORM på The Ecstasy of Death.
The Ecstasy of Death handler ifølge Offernat om bearbejdelse af personlige traumer, sorg og eksistentialisme. Om at se sin egen dødelighed i øjnene, acceptere den og derved sætte sig selv fri. Det er det her album også lyden af og et glimrende soundtrack til.
Af Ken Damgaard Thomsen
