Norð: Alpha (EP) ★★☆☆☆☆

0
638
views

Nordisk metal fra Odense? Norð giver det et skud på EP’en Alpha, der desværre virker som om der har manglet en producer og lider af vokal-skizofreni.

Da jeg prøvede at spille lidt af Norðs Alpha for en kammerat, var hans første udbrud; “De spiller da vidst også rollespil, dem der”. Om dette holder stik, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald elementer af helte-metal over Norð.

Der er i hvert fald tale om metal, og lad os starte med det gode: Der er en solid musikalsk bund, spillet med en overlegen stramhed. Det betyder dog desværre også, at der ikke er så megen variation at komme efter. Nuvel. Den del fungerer for så vidt.

Så kommer vi til vokalen, som – hvis vi stadig skal have ja-hatten på – må siges at være varieret. Det er en fordel. Men desværre ofte af de forkerte årsager. For alt for tit sidder man bare og venter på næste skift i vokal – simpelthen fordi den, der er ‘på’ lige nu ikke er særlig god. Det varierer mellem en ikke alt for potent growl til en faktisk hæderlig hardcore-like screamvokal. Men den er desværre også domineret af forceret overdrive/edge – og når der så synges egal er det nærmest uudholdeligt.

Det hele er meget dramatisk i udtrykket, men fungerer altså ikke. Og ærgerligt er det, da både navnet på bandet og i et vist omfang også deres tekster og musikalske bund godt kunne fungere sammen noget, der var lidt bedre gennemarbejdet.

Ja, man kan da godt høre, at det er nogle farlige karle, men det kunne have været så meget mere interessant, hvis der var blevet arbejdet med en vokal-producer, der kunne give tips og teknik til at give et fedt udtryk.

Det er nu ikke skidt det hele, og i nummeret ‘Restless’ er der er ret fint chorus-båret break-down, som udvikler sig til en fin lille hardcore-agtig passage, som indikerer at der er talent i projektet – hvis bare det ikke det var så skizofrent i vokal-udtrykket, ville det være bedre.

Desværre er det blot et breakdown og vi havner tilbage i noget alt for forceret vokal igen. Men som om der ikke var nok vokaludtryk allerede på pladen, så får vi også lige en goth-inspireret megafon-vokal på afslutningsnummeret, ‘Omega’. Medgivet, det fungerer faktisk ganske godt her, men i det totale hit-and-more-likely-miss, der har været vokalpræstationerne hidtil er det sidste man har brug for endnu en effekt.

I den sidste ende bliver Alpha et bekendtskab som virker mere eksperimenterende end velovervejet. Måske lyder bandet stadig efter den rette vokallyd? Her ville en voice-coach eller producer måske kunne have reddet meget.

Men EPen fremstår desværre for uskarp, med vokalen som irritationsmoment, og for uinspirerende til at retfærdiggøre at man skulle finde den frem igen – et enkelt godt breakdown til trods. Der er simpelthen for mange bedre alternativer og når man  som denne lytter, samtidig irriteres over vokal skizofreni, vil man uværgerligt kigge andensteds.

Alpha virker til at have været et eksperimentarium som har været spændende at lave – men som ikke nødvendigvis gør sig for ører uden for bandet.

Der gives to stjerner, hvilket næsten føles lidt unfair når man tænker på den stramme bund – men vokalen vælter udtrykket og gør at EP’en lugter lidt af eksperimentarium.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Norð på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.