Jeg har før haft fat i Nils Bloch og hans nedtonende musik. Denne gang har han været ved Adriaterhavet. Meget er genkendeligt – og alligevel er der noget nyt i udtrykket.
Udtrykket er med stort fokus på vokalen, på luft i lydbilledet og en overlegen præcis brug af rumklang. Det er en produktions-masterclass, når det kommer til netop dette aspekt.
Bloch synger fantastisk – intet mindre – med en stærk levering, der trækker dig som lytter ind og der er tænkt over *HVER* strofe, frasering og hvor længe der holdes på hver konsonant, vokal og måske endda også luften og vejrtrækningen.
Resultatet er yderst smagfuldt – og der er noget imponerende over, hvordan toner holdes til perfektion. Jeg får flashbacks til min musiklærer, der med sine fingre ville vise, hvordan en tone skulle holdes, affraseres for slutligt at slippes og give plads til den nye.
Det alene gør albummet værd at høre.
Teksterne benytter velkendte vendinger der næsten kan fremstå kliché-agtige, men netop får det liv og den tid, de i virkeligheden påkalder sig: As You Fall From Graceer mildest talt brugt mange gange, men får et dybere liv, når det leveres af Bloch her. Igen må det siges, at levering betyder meget og skabe dybde under klichéens overflade.
Det er ikke noget, enhver kan slippe af sted med – det er noget, Bloch i den grad lykkes med!
I forhold til From My Armor, er der en lille, dog mærkbar ændring i pladens udtryk:
– Ja, rum giver ofte et køligt udtryk, men her virker det af flere omgange til, at der er tilført noget varme. Ikke mindst i melodiføringen, men også når vokalen lægges lidt ned i Little Song er der noget dybere varme – hvor der så i øvrigt er lagt en næsten børneagtig vokal via effekt ovenpå.
Dermed også være sagt, at der i den grad er produceret på pladen. Dog aldrig over-produceret og det hele fungerer ganske smagfuldt: Lange toner kunne have været strygere, men er nok synths. Kombineret med den akustiske instrumentering, bliver det, ja, smag- og udtryksfuldt.
Til tider bliver vokalen næsten Chris Martin, men som nævnt er der også gjort brug af de dybere toner og deres varme. Det oversættes til variation og noget på én gang genkendeligt og friskt.
Albummet rummer ni skæringer, men ret beset er to af dem mindre vignetter (heraf én vende-vignet?), og Little Song og Little Song II (hhv nr 3 og 9 på pladen) når kun op på knap fem minutter samlet.
Deri ligger også noget underfundigt ved pladen:
For der er en konstant fornemmelse af luft og tid – mens den totale spilletid ikke er voldsomt lang.
Der er jævnligt gjort brug af droner, rolige hjerteslags electrobeats og andre, vandrette bevægelser der giver rigeligt med plads til refleksion og dybde.
Det korte nummer, I Wish, der falder sidst på pladen illustrerer meget fint fint hvordan denne plade umiskendeligt er Nils Broch, men der også er nye tiltag:
– Et køligt klaver med masser af rum åbner og figuren loopes, mens en varm guitar spiller over dette tema, der reelt kører i en anden tidsfornemmelse, men selvfølgelig ”rammer” melodien nu og da.
Det kølige møder det varme, der er noget maskinelt nede under det hele – men det bliver aldrig konstrueret.
Da jeg anmeldte From My Armor, var det næsten med en forventningens glæde til efteråret, hvor dette nedtonede værk ville passe godt. Det vil Brutalism By The Sea også – men jeg oplever i højere grad, at det er en plade, der rummer lidt mere varme end debuten.
Det er stadig godt, det er stadig smagfuldt, det er igen en plade der med relativt få men veldisponerede midler skaber stemninger, der påberåber sig lytterens opmærksomhed.
Meget musik bliver godt, hvis man har en god sanger/stemme. Det har Nils Bloch. Men ud over det har han her lavet en produktion, der i høj grad balancerer det kolde og det varme.
Det er en fornøjelse at lytte til og jeg tænker, det er en plade der både kommer frem her i sensommeren og efteråret!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
