Nicotine Nerves: Nicotine Nerves (EP) ★★★★☆☆

0
826
views

Behøver rockmusik være specielt indviklet? Næh! Duoen Nicotine Nerves gør det i hvert fald ikke sværere end det behøver at være, med en klassisk guitar, trommer og 1, 2, 3 og afsted opstilling. Formlen holder, men viser også sine naturlige begrænsninger.

I hvert fald hvis man som Nicotine Nerves lige mangler det allersidste i sangskrivningen, eller bare lidt flere fuldtræffer-melodier for, at der er dømt pletskud. Der er ellers meget godt at hente for rockpuritanere på denne forvoksede EP udgivelse, 8 numre fordelt på 22 kompakte minutter. Næsten all killer and no filler.

Lyden er naturligt nok temmelig skrabet og rustik, men stadig kraftfuld og dynamisk, ditto for den matchende produktion og den generelt cool og “smøg i kæften” rockende attitude. Noget, der både er udgivelsens brændstof og det der binder det hele sammen, som en grålig, lidt ildelugtende og beskidt tåge.

I pressematerialet bliver duoen præsenteret som en blanding af Pixies, Nirvana, Ty Segall og The White Stripes. Det rammer vist lyden og udtrykket meget godt, og er samtidig også lidt det der er med til at vi ender på en god karakter og ikke en fremragende. Det er hørt før, man kan høre inspirationskilderne og trods en rastløs og no-nonsense energi og tilhørende drive der gennemstrømmer det hele, så lurer tomgangen lige om hjørnet.

Men det er nok indbygget i genren, og jeg synes ikke Nicotine Nerves når det punkt, hvor de begynder at træde lidt vande. Dertil er spilletiden for kort, viljen og indsatsen for stærk og materialet, trods alt, stærkt og varieret nok.

For trods det minimalistiske udgangspunkt, så når duoen egentlig ret godt omkring i de 8 numre. Der lægges super cool ud med den eksplosive “Skin Tight Shoes”, der får så meget gang i trampe-foden, at skoene begynder at stramme om den let-opsvulmede fod. For man lytter, selvfølgelig, til det her med sine slidte Converse på. Den, og den efterfølgende lidt mere larme-bluesede “Redwine and Cigarette Butts”, har noget af den nærmest dyriske urkraft som man også fandt hos The White Stripes, når de bragede mest igennem.

Der er, heldigvis, også plads til, at slippe gashåndtaget lidt og få omdrejningstælleren ud af det røde felt. “Melted Waves”, midt på EP’en (EP eller mini-album, potato?) er mere ovre i det Pixies’ke. Pixies når de slapper lidt af, finder den akustiske guitar frem og Frank Black lyder som et kærlighedssygt vildsvin… Ikke at vokalen lyder som Black, men den rummer her noget af den samme skævhed, grænsende til noget der lyder falsk, men ikke er det.

Et nummer som “Rad” er mere ovre i det in-your-face punkede, hvor der både hamres godt igennem på trommerne og guitaren får lov til at fræse. Meget primitivt og simpelt, men også ganske effektivt. Men det er når Nicotine Nerves er i deres mere melodiske hjørne, kombineret med deres kradse tendenser og seje attituder, som på “Shoot Me Dead”, at det rykker mest for mig.

Nicotine Nerves får en del ud af lidt, men alligevel er det i sidste ende som om, at der lige mangler det sidste, hemmelige krydderi i opskriften. I hvert fald hvis det skal blive til mere end, at P3 og P6 har luftet nummeret “Nervous”. Det skete allerede tilbage i 2015, hvor udgivelsen oprindeligt udkom (den er ude på vinyl nu, derfor denne anmeldelse, da den ikke kom forbi vores bord i første omgang).

Så måske er der allerede nyt på trapperne og Nicotine Nerves har måske allerede fundet krydderiet? Indtil da 4 flabede stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Nicotine Nerves på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.