New Kids: Leonida ★★★☆☆☆

0
687
views

Gud kigger på måger! Ja, sådan indledes den medfølgende pressetekst fra bandet New Kids, der vel bedst kan beskrives som en form for alternativ, skævt sprudlende og boblende popmusik, der gennemstrømmes af en følelse af rastløshed og improvisation.

Netop ordet boble dukker også op i den mildt sagt anderledes formulerede pressetekst, der også kunne minde om noget improviseret, på samme tid meget konkret omkring bandets ambitioner og meget flyvsk og upræcist. Lidt lige som musikken, egentlig. Nå, boblen, New Kids befinder sig i en selvproklameret popboble, en der konstant springer og puster sig op på ny, og på sin egen lidt ukonkrete facon indfanger det egentlig følelsen af musikken meget godt.

De nævner selv referencer som Sonic Youth, The Breeders, R. Stevie Moore, Lucky Thompson, Alexander von Schlippenbach, ditte og DNA. De førte 3 kender jeg og så bliver det tiltagende absurd eller fremmed for mig, og slutter med en joke (formoder jeg?). Ingen af de 3 referencer jeg kender, kan jeg egentlig høre direkte i musikken, men måske er det noget med nævnte inspirationskilders overordnede udtryk, fremgangsmåder og nogle stemninger.

Musikalsk arbejder New Kids også en del med numre båret af en eller anden form for stemning, som den svævende, luftige og udflydende “Floating In The Sun”, den kan man næsten høre for sig ud fra titlen, ikke? Sommer-døsig let-psykedelisk drømme-pop, men hele tiden med en skævhed lurende lige under overfladen, som stikker snotten frem af og til. I en noget anden boldgade har vi numre båret af en mere pågående energi og melodier, som den huggende og spruttende pop-rock åbner “Nice Lies”, der lidt lyder som hvis Arctic Monkey’s pludselig besluttede sig for at spille eksperimenterende popmusik, sammen med Tiger Tunes.

Et nummer som “Nice Lies” indeholder dog også en instrumentalpassage, hvor det hele bliver mere udvisket og tåget, og arbejder mere med stemning og atmosfære, end den hakkende melodi der indledte nummeret – og som vi vender tilbage til mod slut. New Kids lader bestemt ikke til, at være bundet af nogen form for regler eller sangskrivningskonventioner, det lyder og føles som musik drevet af impulser, pludselige indfald og en nysgerrighed, som giver plads til, at man uden større betænkeligheder kan ryge ud af en tangent. Det gør det 9 numre lange album til en meget levende, sprælsk og forfriskende lytteoplevelse, men også en der kan være en smule uhåndterbar og hvor man måske ikke altid lige kan følge New Kids legesyge indfald – men så kan man jo kigge på lidt fra afstand.

“Ecstasy of Being” er et eksempel på sidstnævnte, det lyder næsten som Tiger Tunes (for lige at hive dem ind igen) i en speedet op version, sjovt at høre på, men lidt vanskeligt helt at kunne følge kadencen og tempoet, og dermed også føle nummeret. Så det bliver mere et skævt og kuriøst indslag, end et der for alvor river en med. Selv når de sætter tempoet godt ned, som på “Diamonds” på albummets anden halvdel, så lurer der hele tiden en eller anden rastløs, dirrende uforudsigelighed i lydbilledet, så man ikke kan vide sig sikker på om det stikker af, eller bare begynder at spjætte og flagre med arme og ben i næste sekund. Fedt, lidt nervepirrende og en smule udmattende på samme tid.

Den efterfølgende “Show of Summer” holder sig faktisk nogenlunde i skindet, til gengæld er vokalens toneleje lige på min smertegrænse, og, naturligvis fristes man til at sige, sovset ind i nogle effekter der frarøver den det meste af sin menneskelighed. Sammen med det simrende, overjordisk klingende soundscape-prægede klang af nummeret giver det en fin følelse af, at vi ikke længere befinder os i denne verden, eller dimension. Men det gør det også til lidt stressende lytning, der trods sit umiddelbart rolige udtryk overhovedet ikke får en til at slappe af og lade en sive…. hvad? New Kids er da ikke de eneste der kan lade en boble sprænge…

I det hele taget, er det som om at New Kids, om muligt, lader eksperimenterne tage styringen endnu mere som albummet skrider frem. Næstsidste nummer, “No Borders, No Nations” lever fint op til den formodentlig politisk ladede titel ved, endnu engang at demonstrere at man ikke skal lade sig begrænse, slet ikke musikalsk. Nu er det en let laid back 70’er ghetto-funk groove der får lov til, at skvulpe dovent i fokus som det, der skaber fremdrift i musikken. Altså inden der går lidt improv-alt. rock i den, i kortere eksplosioner.

OK, det er fuldstændig umuligt at fremhæve samtlige numre, referencer, genrer og udflugter New Kids tager på Leonida, eller, jeg kunne selvfølgelig bare blive ved med at prøve at gribe ud i luften og rable løs om det jeg lige får fat i. New Kids har, som det fremgår her, kringlede og kreative musikalske hjerner, nogen vil finde det her genialt, nogen galt og andre, som mig, falder nok lidt i begge lejre. Hvis man overhovedet kan lave sådan en kasseopdeling af New Kids, de er nok egentlig ligeglade.

Og så nærmer vi os en form for dom. Er det her musik for og til dig og mig, eller eksisterer den kun for bandets egen fornøjelse? Og var det måske selve skabelsen der gav et kick? For New Kids virker egentlig som et foretagende, som hele tiden er i bevægelse, på vej mod det næste og får sin kreative energi ved netop at skabe. Kort sagt, så ved jeg ikke om det her i bund og grund helt kommer til sin ret, eller er egnet til, at blive tvunget ned på plade, eller om det ville være bedre tjent ved at blive sluppet fri og opstå spontant på en scene?

Så det må ende med en approach with caution, “det her ikke for alle og jeg ved ikke om jeg kunne finde på at høre albummet igen” og hvad pokker skete der lige der, 3-stjernet dom. Men kedeligt er det bestemt ikke!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg New Kids på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.