New Kids: Collective Fruits ★★★☆☆☆

0
292
views

New Kids er måske nok et nyere projekt, men kræfterne bag er ikke uprøvede, ligesom de låner fra rock og pop historien i deres musik. Der kommer noget ganske frisk ud af blandingen af alt fra Zappa over Queen til Madonna og 90’er alt-rock, men også lidt af en mundfuld.

Også i tidsmæssig forstand, da New Kids debutplade sniger sig op på en spilletid lige over de 50 minutter, så selvom lyden ikke er en der støder lytterne væk, er det alligevel lidt af en udfordring at sidde de 9 numre igennem. Bagmanden, Rune Lohse (Horse Orchestra, HunBjørn, M. Rexen m.fl.) er bandets forsanger, sangskriver, komponist og trommeslager. Sammen med Joel Gjærsbøl (guitar), Henrik Olsson (guitar), Anders Filipsen (keys) og Nicolai Claesson (bas) udgør han New Kids.

En ting er den opblæste spilletid, og det er den, noget helt andet er, at jeg har meget, meget svært ved at komme ind på livet af den her plade og musikken. jeg kan ganske enkelt ikke få den i snak, lige meget om jeg lytter til den koncentreret i højtalere i stuen, mens jeg vasker op, helt inde i kraniet når jeg cykler, eller hvad jeg nu har afprøvet, efter det første mislykkede lyt.

Er det så afsenderen eller modtageren den hviler på, eller en kombination? Ingen anelse, men, objektivt set, så kan jeg godt høre, at det her ikke er dårligt. For langt, ja, men selve indholdet er der som sådan ikke noget i vejen med, ud over, at en af de få følelser den giver mig er irritation. New Kids og deres blanding af musikalske strømninger går mig kort og godt på nerverne. Når en stor del af numrene så varer 5-6 og i enkelte tilfælde over 7 minutter, så kan det virke som en lidt uoverkommelig opgave at give sig i kast med.

Det er vanskeligt, at fremhæve enkelte numre fremfor andre, godt nok har de en løst afgrænset fast form, men hele albummet og de 50 minutter skal nok nærmere anskues som en art lydlaboratorium. Hvor der må eksperimenters og leges med stort set alt, hvad man kan hitte på. Vokalen er et helt kapitel for sig og kan det ene øjeblik være melodisk iørefaldende, dernæst manipuleret med en effekt så den lyder dyb og maskinel, så flerstemmig, eller snakke-syngende eller noget helt femte. Den enes leg kan opfattes som en bevidst provokation af andre, jeg ved her heller ikke helt hvilket ben jeg skal stå på.

På den ene side er det et vildt ridt at være på, blot hvis man prøver at hægte sig på vokalen. Som en guide igennem de lange, kringlede og flimrende numre er den utilregnelig og uforudsigelig. Det er vel egentlig en god ting? Tjooo, men hvor man det ene øjeblik kan trække lidt på smilebåndet over et eller andet påfund, så føler man det næste, at nu gør de bare det her for at lyde anderledes.

Det samme kan egentlig sige som den mildt sagt afvekslende musik generelt. Er man bekendt med et band som Tidlige Armbånd, så har man måske lidt en fornemmelse af, hvad der er los her. Det er ikke helt så abrupt “cut and paste” i sin stil, men rummer, for mig, heller ikke den følelse af poesi, der, trods alt, gør Tidlige Armbånd spiselig for mig. Det her føles mere koldt og maskinelt, og igen, det er et overlagt stilistisk valg og udtryk, som min hjerne muligvis bare ikke lige er kodet til, at kunne håndtere.

Pudsigt nok, så synes jeg nærmest at bandet er mest irriterende, når det leverer et relativt lige ud af landevejen nummer som “Lion’s Feet”. Her er sangforløbet mere lineært, men et eller andet ved hele stemningen og klangen går mig voldsomt på klingen. Måske er det vokalen, der her bakkes op af en kvindelig andenstemme, og dens halv-snottede klang?

Tager de så en ved næsen? Har New Kids overhovedet noget tøj på? Måske og ja, det tror jeg, trods alt. Jeg er ret sikker på, at de er gået til det her fuldt ud bevidste omkring, at det ikke skal og kan være for alle og, at hensigten nok ikke har været, at drille dem der er udenfor. At kalde det Kejserens Nye Klæder ville kræve, at der ikke var noget at komme efter. Det er der. Bare ikke for mig.

Jeg vil ikke kalde det spild af tid, at kaste sig over New Kids, der om ikke andet leverer et album propfyldt med skæve indfald og idéer, der bryder med gængse sangskrivningskonventioner. Og man kan i hvert fald ikke tage fra dem, at det er originalt og ret unikt!

Den subjektive oplevelse er godt under middel, den objektive lander nok et stykke over. Skal man prøve, at presse det ind på en stjerneskala, så lander vi et sted i midten. Man bør ikke undlade at lege med New Kids, men der er en “approach with caution” advarsel tilknyttet.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.