Nanna Bech: I Could Kill You In A Thousand Ways ★★★★☆☆

0
243
views

Der er tyst og stille i meget af Nanna Bechs musikalske univers, men i den roligt udviklende musik gemmer der sig nogle barske løjer. I Could Kill You In A Thousand Ways er en kontrastfyldt og skæv rejse, der kræver lidt tid at komme helt ind på livet af.

“Et parteret lig med en sød melodi”, præsenterer Nanna Bech sit album som, nok ikke helt uden et glimt i øjet, men, jeg ved ikke om jeg ville tage chancen. Når Nanna Bech roligt fører os igennem de 9 numre der udgør det fantastisk betitlede album, så lyder det jævnligt som om hun lige så vel kunne sidde og slibe en kniv, som at lade fingrene vandre over strengene.

Det ville dog være forkert at sætte næsen op efter, at der vælter et regulært blodbad ud af højtalerne, når man sætter albummet på. I Could Kill You In A Thousand Ways er en mere ulmende og kontrastfyldt størrelse, hvor der ligger en del og gemmer sig i mellem linjerne, i de skygger musikken fremmaner, selvom der også er mere udtalt “morderiske” sange blandt de 9.

Her er den herlige “The Fool” et klart højdepunkt og nærmest investeringen i de 35 minutters tid hele pladen varer værd i sig selv. Ikke, at der ikke er flere højdepunkter undervejs, det er der bestemt, men “The Fool” tager alligevel prisen som min favorit med en mere eller mindre makaber og afsporet fortælling. Kort fortalt ER det en form for kærlighedssang, men af murder ballad slagsen, hvor en mand drukner en kvinde i en flod. Han tager liget med hjem, laver en halskæde ud af hendes fingerknogler, “wore it around his neck, so he wouldn’t feel so alone”. Han skærer hendes øjne ud, “tied them to the wing of a plane because he wanted her to see the world”, opbevarer hendes røde læber “in a whiskey jar”, og bruger hendes indvolde til, at lave nye strenge til hans guitar.

Leveret helt  matter-of-factly i et smukt, minimalistisk folk lydbillede med rolig og klar vokal, så det på en eller anden måde kommer til, at lyde som den ultimative kærlighedserklæring, selvom det, naturligvis, er pænt sygt. Denne ro og skønhed, i et univers der i bund og grund er ret afsporet og voldeligt, er et gennemgående træk på pladen. På “I Could Kill” er kærligheden så overvældende, at Bech synger, at hun kunne binde “dig” til jernbanesporet, eller efterlade dig ude i sneen til bjørnene. Yikes.

“Det frastødende bliver bare mere spiseligt,  hvis det er pakket godt ind”, lyder et andet citat fra Bech om sangene. Det er sandt. Hun påpeger dog, at det ikke er en samling ulykkelige kærlighedssange der er tale om, men noget mere skævt og kantet. Giver man pladen tid til, at simre og kravle ind under huden på en, er det også det man opdager. Godt nok springer tekster som ovennævnte i øjnene, men de udgør ikke flertallet på pladen, som er noget mere vag og tvetydig, Desuden kan de jo, som jeg har valgt at gøre, også tolkes som kærlighedserklæringer, fatale, jovist, men nogen gange er kærlighed og død måske mere beslægtede end man vil/tør stå ved? Langt de fleste stopper, heldigvis, et par skridt før “I love you but I have to kill you” tanken tager bolig i en.

Bech tillader sig, at tage skridtet i nogle af sangene, lade det stikke lidt af, hvilket er en af de helt store forcer, på en plade der på overfladen ikke viser meget mere end små krusninger. Under overfladen er havet dog dybt, mørkt og ukendt. Det er både farligt og tillokkende, når man ikke rigtig ved, eller kan se, hvad der gemmer sig dernede.

Musikalsk sker der faktisk også lidt mere end førstehåndsindtrykket afslører, måske fordi detaljerne og nuancerne er meget elegante, veldoserede og diskrete. Der er endda plads til strygere hist og her, som man måske ikke umiddelbart lægger mærke til i første omgang, da de ikke er gennem- eller påtrængende, Stilistisk er der også numre der skiller sig ud, som “One Day”, hvor vokalen er helt fremme i lydbilledet og indledningsvis kun omgivet af nogle meget spartanske trommeslag og noget der lyder som elektroniske klap af en art. Det begynder at rasle lidt mere, noget andenstemme dukker op og nummeret begynder at lyde lidt som om det looper oven i sig selv og bliver mere og mere skævt.

En stor kontrast til dette mere eksperimenterende og “larmende” nummer er den flotte “Traffic Light”, der i bund og grund er en helt klassisk ballade, båret af vokalen og et piano, med et strejf af strygere i korte passager. Helt nedbarberet og nøgent, med en skrøbelighed der står i stærk kontrast til de mere “morderiske” indslag på pladen. Kunsten Bech lykkes med er, at pladen ikke knækker eller kommer til, at fremstå rodet, det virker som dele af en den samme “fortælling”.

En fortælling, eller rejse, kald det hvad man vil, som kræver lidt tålmodighed. Det er en plade som skal have tid og rum for, at vokse og folde sig helt ud, men jeg synes også den er det værd. Det er sådan en plade, som især har gode vækstbetingelser, når mørket falder på og man ikke helt kan se, hvad der sker der ude i mørket længere.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.