Post-genrer er notirisk besværlige at anmelde:
– Da der sjældent er tekst at læne sig op af, kommer titler og i et vist omfang musikken til at hænge lidt i luften og fristelsen til at gribe til meget tekniske begreber er meget reel.
Dog kan titlerne være stærke og ST. SARIN har tænkt sig godt om med titlerne på pladen:
Især den rolige (næsten…Poetiske?) Morgenbrud virker til at være en meget ikonisk titel og da den følges op af Den, Som Sår Vind, Høster Storm er der et tema. Og hvilket et tema!
Men der ER også lidt Mogwai-agtigt ’uh, vi skal være farlige nu’ i navngivningen, hvor de lakoniske Fortær, Korshøjen og Syndflod da bestemt sender tankerne i retningen af titler som ”I Love You, I’m Gonna Blow Up Your School”. Uhhhh!
Men det er alt sammen en dans om den varme grød: For der er jo musik bag det hele.
Frem med bødekassen for klicheer under anmeldelser, for dem bliver man nødt til at bruge for at beskrive de stemninger, der ligger i MT. SARINs plade.
Det overordnede udtryk er vandret og der tages tid til numrene. Heldigvis ikke for lang tid og langt de fleste holder sig under fem minutter.
Og ja, det er jo post-METAL, så lyden er (heldigvis) beskidt og ret smadret og flosset her og der.
Vi er, med andre ord, et pænt stykke fra de tekniske lidt NU-polerede drenge i Eigengrau: Det er mere smadret, klagende og stemningsopbyggende, end teknisk.
Jeg forestiller mig, at pladen skal vendes efter den ret destruktive Bakla, der enten er en ret fra Tyrkiet eller en trans-person fra Indonesien. Nummeret er i hvert fald ret voldsomt, men bliver desværre også det mest tydelige eksempel på en lille ’fejl’ i produktionen:
Når der virkelig er smadder på, ’klipper’ eller ’chipper’ lydtrykket og det virker som om, det ikke helt er lykkedes at normalize lyden når der er højt tryk (ok, der røg i hvert fald en daler i bødekassen). Det er især tydeligt med hovedtelefoner på (og også forskellige hovedtelefoner, red).
Lidt en ærgerlig ting, der burde være taget i masteringen.
Men dermed også være sagt at de første fire numre (der afsluttes med Bakla) er noget mere voldsomme i lyd- og udtryk end de resterende. Eller. Der synes at være mere dynamik mod slutningen af pladen.
Der er ellers generelt tale om rigtig godt smæk på: Tunge trommer, beskidt guitar og tid til at lade tonerne udfolde sig uden at der går drone i den. Nej, snarere tvært imod, for et nummer som Fortær har så meget en klassisk ’sang’-opbygning, at der faktisk næsten ’mangler’ en vokal, der på drabelig måde fortæller noget om at spise. Jeg havde måske ikke hørt de clips på lyden, hvis der havde været en god brøler, screamer eller sanger inde over?
Stemningerne fejler dog ikke noget. I en lidt sær popkulturreference giver Maskernes Nats mere stille tema (der er to et stille og et smadret) associationer til noget Diablo-soundtrack med en skrap harmonik, men alligevel ro. Og luft. Regn.
Det er faktisk ret godt.
Så. Vi har tale om et band, der har styr på lyden (dog ikke helt lyd-produktionen), laver skarpe riffs og temaer og der er ikke rigtigt tale om fx guitarsoloer på noget tidspunkt.
Altså vil en målgruppe, der er meget glad for riffs, dynamik og luft være særdeles glade for MT. SARIN.
Det… Er jeg også. I et vist omfang.
Solbrud ramte mig ret præcist med sine knap to minutter, båret af en eBow og nogle guitar temaslides. Det er rigtig fint.
Jeg får dog flere gange på pladen en følelse af, at der vitterligt mangler noget sang eller anden variation. Dermed kan pladen fremstå en smule ’ufærdig’ hvilket fejlen i masteringen blot bestyrker.
Når det så er sagt, så er det stadig et fint værk, det tager favntag ved den svære øvelse det er at spille instrumentalt og jeg kan bestemt også respektere, at der ikke er tale om et band, der fokuserer så meget på teknik, at det kan virke som onani.
Så gode pluspoint der!
Måske er det netop mens man sidder og spiller et dramatisk spil, at MT. SARIN kommer til sin ret?
Jeg kan se, at det langt fra er umuligt at se bandet live i tiden, så måske vil pladen åbne sig efter man har oplevet det live?
For nu må jeg sige at en del fungerer, noget fejler og så er der en poetisk lille perle i alt det hele med Solbrud.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
