Vi tager en sjælden afstikker til den iranske undergrund, eller retter Azerbaijan. Men mixet i USA. Måske? Trioen Mousecunt består af tre “hemmelige” iranske musikere, der mest har gjort sig i pop-up koncerter og andre off grid aktiviteter. Nu har de en debutplade ude, dvs. der findes 30 kassettebånd og så kan udgivelsen muligvis opstøves digitalt.
Alt vedrørende denne undergrundstrio virker temmelig “hush hush” og under radaren, der gennem pladeselskabet Infibulate Records er endt i vores indbakke. Et pladeselskab dedikeret til “obskøne undergrundsudgivelser”, som produceres DIY-style hele vejen rundt og udkommer i svært begrænsede enheder. Og hele hemmelighedskræmmeriet, den iranske baggrund og indspilninger, der virker som under jorden aktiviteter, pirrede min nysgerrighed.
Trioen (der består af “Woman” og “Man 1” + “Man 2”) skuffer bestemt ikke, hvad en mystisk og pirrende musikalsk oplevelse angår. 9 meget forskellige numre, der alligevel har en eller anden dirrende intensitet og rå nerve tilfælles udgør den relativt korte plade. Som nævnt indspillet i Azerbaijan, men mixet af “Anonymous engineer” i “USA”.
Vi kommer vidt omkring musikalsk og hvad inspirationskilder angår, der nævnes navne som Killing Joke, The Creatures, Prong og The Young Gods. Fra noget, der lyder som industriel goth, over art punk til noget mere koldt elektronisk og stedvis eksperimenterende metallisk. Forvrængede og forpinte mande- og kvindevokal, dissonans, støj og lyde, der kradser som ridset og forvredet stål.
Som man kan se på coverart til album og singler, så er det ikke for sarte sjæle. Og skulle man være i tvivl, så lokkes der med maleriske sangtitler som “Fucking the Mirror”, “The Orgasming”, “Your Repulsive Husband” eller slet og ret “Cunt”. Musikken er cirka lige så imødekommende og omfavnende som indpakningen og titlerne antyder.
Som lytter konfronteres man med en række ubehagelige sider af tilværelsen. Det er nærliggende at tro at egne erfaringer, eller erfaringer med udgangspunkt i trioens baggrund i Iran, er den primære inspiration. Men musikalsk og lyrisk er det ikke så 1:1. Selvom musikken kan virke fjendtlig og lyrikken barsk, så virker den ganske universal og ikke “begrænset” til en mellemøstlig vinkel.
“Your Repulsive Husband” kunne, og kan, findes verden rundt. Den, og andre numre, handler om undertrykkelse og mishandling af forskellig karakter, der ikke har nogen fast adresse eller geografisk placering. På den måde lykkedes det trioen at komme omkring ret relaterbare, og svære emner som sex, religion, ydmygelse, vold… eller som det formuleres i presseteksten:
Their voices turn against parents, partners, children and themselves,
sometimes within the same song. Obscenity, prayer, threat, self-disgust and tenderness
cross constantly while identity and memory keep shifting.
Mousecunt virker som en lille, men vigtig stemme, der taler om store emner. Pladen starter virkelig stærkt ud med den gotiske “Fucking the Mirror”, hvor man næsten kan få lidt kvalme af at blive moslet rundt. Og det bliver ikke mindre ubehageligt på den efterfølgende “Womans Eyes”, der kunne være lyden af en skrigende kvinde, som bliver kørt igennem en industriel kødhakker.
Som pladen skrider frem over “You Know About Art?”, der føles som metalpunk spillet på en AK47, bliver man både rusket, rystet, betaget og når at blive en smule immun. “The Orgasming” runder A-siden af med noget, der ikke ligefrem lyder sexet på en æggende vis. Nærmere som om en omgang strømkabler til klokkeværket tortur. Inden den kolde og frastødende elektro-skurrende og skvulpende “Your Repulsive Husband” åbner B-siden. Men herefter er det som om virkningen fortager sig en smule?
Måske har man allerede fået ørerne nok i Mousecunts skarpe maskine? Det er ikke fordi numre, som “Godspeed”, der ligefrem har passager, som med lidt god vilje kunne kaldes melodiske, eller de afsluttende bredsider i “Cunt” og “Pornography ’97-’26” eller mere eller mindre kradse end det foregående. Trioens hårde tone og toner har muligvis filet en til på det tidspunkt, så man bare tager imod frem for at blive direkte påvirket.
Hvilket der bestemt også kan være en pointe og et budskab i!
Alt i alt er Orgasmic Mouse en særpræget, særegen og særlig oplevelse. Er det en stor musikalsk oplevelse? Det ved jeg egentlig ikke, men jeg er heller ikke sikker på, at det er hensigten. Trioen virker mere interesseret i at skabe lyd og kunst, der skubber til lytteren og fremtvinger nogle reaktioner.
Der er dermed også en indbygget risiko for både at støde folk væk, eller at det hele fremstår noget konceptuelt fortænkt eller decideret prætentiøst. Den sidste del synes jeg dog Mousecunt undgår i kraft af at det virker både som en nødvendig og (trods indpakningen og indholdets uforsonlighed) underligt vedkommende udgivelse.
Den samlede pakke, fra trioens baggrund, undergrundsstemningen, æstetikken til den genregrænse-opløsende lyd gør også Mousecunt til noget man kunne kalde et “oplagt Roskilde Festival navn”. Et du kan stå og smelte sammen med eller ned til i mørket på Gloria.
Så er du enten advaret eller kan opfatte det som en anbefaling.
Af Ken Damgaard Thomsen
Albummet kan høres online HER
Infibulate Records · infibulate.com



