Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Moron Police: Defenders Of The Small Yard *** (3/6)

Moron Police: Defenders Of The Small Yard *** (3/6)

1790
0

Defenderes Of The Small Yard er titlen på andet album, fra den norske party-funk-metal-rock-jazz-pop trio Moron Police, et album, hvor man bliver ramt af norsk galskab fra allerøverste skuffe.

Moron Police, navnet siger rent faktisk en del om hvilken slags musik man kan forvente, det er sgu, for at være helt hudløs ærlig, relativt sindssygt det man får smidt i øregangen på Defenders Of The Small Yard. Og efter første gennemlytning sad jeg efterfølgende og stirrede tomt ud i luften, og var ikke helt sikker på hvad jeg netop havde været udsat for, og hvorfor det netop skulle gå ud over mig, buhu! Ja, det er hårdt at være anmelder en gang imellem. Yep, jeg var parat til at smide lige præcis 0 stjerner efter Moron Police, men besluttede mig for at lade albummet ligge et par uger, det skulle have en chance mere, det viste sig at være en helt god ide, mest for Moron Police.

For efter den lille pause, og et par gennemlytninger, gav de 43 minutters galskab en anelse mere mening for mig. Ikke at deres lettere psykotiske stil er min kop kaffe, men bandet er uhyre gode til at fremtrylle stærke melodier, de er enormt dygtige musikere, og ikke mindst er de konsekvente i deres stil, en stil der består i at blande så mange genrer som overhovedet muligt, men stadig holde snor i deres kompositioner, så de ikke stikker af i øst og vest. Deres alt-mulig-genre tager udgangspunkt i hard rocken/metal, og lyder i mine ører som en norsk udgave af Bloodhound Gang blandet med lidt The Darkness, Düreforsög, System Of A Down og The Ark, krydret med  jazz, country og lidt melodi grandprix feeling, yep, det er meget specielt…

Og sjovt nok er det også albummets mere “almindelige” sange der er øverst på min liste, de sange der er absolut mindst fucked up, for at sige det som det er. Lidt om første halvdel af albummet, de 7 første sange, er relativt vanvittige, og kan godt høres, men det er ikke sange der ryger på min Spotify playliste. Derimod er det som om at bandet har tæmmet deres vanvid på de resterende sange, og skruet op for “nu-spiller-vi-sgu-noget-fee-hard-rock-knappen”, og her skiller 3 sange sig ud.

“Soul Train of the damned” som er albummets 8. skæring. Her er der skruet ned for the craziness, der er næsten ingen stilforvirring, og bandet har skruet et godt hard-rock nummer sammen, og tilsat country, det virker fremragende. Stille start og ellers bare pedalen i bund, og ud over hard-rock-country stepperne.

På “Cabo”, skæring 10, er der igen styr på stilen. Et hard-rock, ja måske endda metal nummer, kombineret med en stærk melodi og et omkvæd der sidder lige i skabet, det rocker virkelig godt. Der er stadig en snas galskab, men der er ingen tvivl om, at denne lidt mere normale stil klæder Moron Police enormt godt.

Sidst men ikke mindst skal vi et smut til vesten. “Welcome to the west” fortsætter i samme hard-rock-country tråd som “Soul Train Of The Damned”, dog med lidt mere country, og det gør ikke spor, banjo for the win… De små svipture til andre genrer er her stort set skåret helt fra, en befrielse. Ingen klovneri, bare kick-ass hard-country-roll, og dette er klart et af albummets stærkeste sange, et helt album med det, tak.

Som man nok kan fornemme er Defenderes Of The Small Yard noget af en størrelse at holde styr på, og det er trods alt en lytte-oplevelse at de helt store, problemet er bare at lige så fedt det kan være på nogle sange, lige så skidt er det på andre. Ingen tvivl om, som jeg skrev tidligere, at trioen har mere end styr på deres shit, måske for meget styr på instrumenteringen og for lidt styr på hvad de i bund og grund vil fortælle med deres musik. Jeg er i hvert fald forvirret, selv efter 10 gennemlytninger, og tror ikke det bliver bedre hvis jeg hører den igennem 10 gange mere, det tror jeg rent faktisk ikke min hjerne kan kapere uden at implodere. Min opfordring er at suse forbi Spotify, og give Moron Police og Defenders Of The Small Yard et lyt, for om man kan lide det eller ej, så er det en oplevelse man sent glemmer.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleSyreregn: Skabt Værk Består **** (4/6)
Next articleGFR Fokus: Rudersdal Live 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.