MONO Goes Metal 2025 er ikke en toer i klassisk forstand. Det er bare et år efter et virkelig, virkelig stærkt år og derfor er der altid en risiko for, at det vil stå lidt i skyggen af 2024 hvor vi så navne som Sunken, Terrorpy og Deadnate, men hele lineup’et så uhyggeligt stærkt ud.
Det er derfor lidt unfair at sammenligne, og min ærgrelse over ikke at kunne være der i 2024 skal bestemt ikke gå ud over 2025!
Hvad MONO Goes Metal igen er lykkedes med, er en bredde i bookingerne under den ret brede paraply, vi kalder ’metal’.
Det er pris- og ærværdigt at acceptere og anerkende at der er plads til meget under paraplyen!
Med to barer og en foodtruck er der også opgraderet lidt på rammerne siden jeg sidst var med, og i ugen op til arrangementet blev det da også meldt udsolgt.
Inden musikken startede var der arrangement, hvor man kunne møde branchefolk og der var endda også en screening af en film med bandet 802, der i stor 80er-æstetik (?) rejser til Tenerife (??).
Den kan ses her: https://www.ekkofilm.dk/shortlist/film/1986-forever/
Jeg havde en dreng, der skulle hentes fra svømning og andre pligter lørdag, så jeg endte med først at møde op til musikken…
—
Lightchapter
– præcis kl 17.30 går Lightchapter på.
Tunge synths sætter stemning, men når de toner ud – eller trækkes klædeligt i baggrunden – går der en energisk metal-performance i gang.
Jeg havde ikke verdens største forventninger, men var dog forberedt på, at der ville være et synth-track – konkret her på backtrack. Det fungerer… OK? Det er i hvert fald trukket lidt tilbage i live-lyden, der i øvrigt ikke er så voldsom.
Oven på dette kan bandet så gøre en hæderlig indsats for at bære noget brænde til bålet.
Centralt står en stærk vokalist/guitarist, der helt klart er oplevelsen her: Vokalen ligger godt i dette lydbillede og med bandets hang til grind-sessions, er det både til tider ganske festligt, når de rammer et groove, men får også et løft, når vokalen så på grummeste vis sætter ind.
Det er måske lidt utaknemmeligt at være første band. Det lader Lightchapter sig ikke gå på af og både leadguitarist og bassist gør hvad de kan for at indpiske foran en fint spillende trommeslager.
Arme i vejret, god growl og så ellers derudaf.
Mere kan man ikke forvente sig af første band og jeg ser derfor også lidt igennem fingre med hvor meget deres synths fylder på plade og især mellem numrene.
Kunne lydtrykket have været lidt højere? Formodentlig, men det er jo ikke bandets fejl.
Vi får flere gange nogle passager uden synth, hvor synthen så sætter super præcist ind. Det imponerer selvfølgelig, men er vel også noget, bandet har øvet.
Umiddelbart fandt jeg koncerten god som åbner og synes også, de omgår nogle af de anker, jeg måtte have mod deres setup.
Hurra! Vi er i gang!
Blodmåne.
Med lidt kylling i maven (hurra for at man både kan få kylling og vegetar-burger!) for 90 DKK (!), står jeg nogenlunde klar til Blodmåne.
Der er ansigtsmaling og jeg er umiddelbart lidt bange for at det skal blive ’den slags’ koncert. Det starter måske også lidt i et lidt for kendt spor, efter en synth har bragt bandet på scenen. Den dukker op mellem numrene, men er ikke som sådan en del af musikken.
Hvæsende vokal, masser af grinds – ja faktisk lidt sjovt, at der i første nummer riteres, så et grind går i groove… Er der måske noget at hente her?
Det er der. Som koncerten udvikler sig, viser Blodmåne sig at evne at spille på en stor variation af tangenter: Der er passager, der nærmest er er post-rockede, sfæriske. Dog selvfølgelig kun for en overgang, før der igen åbnes en portal til det dybere… Der er sjove soloer, med underlig lyd. Men der er også et intenst, insisterende udtryk og i øvrigt en stor oplevelse af en trommeslager, der af flere omgange giver dobbeltpedalen tur og i øvrigt formår at spille på sine trommer oven på dette tekniske niveau.
Det er dog som om crowd’en lige skal vindes over: Både da konferencieren taler bandet på scenen er det hele lidt nedtonet, men også flere gange under koncerten bemærker jeg at folk er mere afventende, lyttende, end klassisk metal-på.
Det kan vi jo ikke have, og den enorme guitarist får under sidste nummer splittet folk op og det ender da også i en wall of death. Den fiser lidt ud, men hey! Vi er også kun 150 tilstede…
Blodmåne formår at sætte nålen i flere spor: Flere gange er det ’bare’ black, der tonser derudaf (dog med mere præsent bas end ellers) med hæs vokal. Men andre gange går der grum, grum død i den og der ligger noget vildt potent i bandet, når tempoet er lavt og der grooves igennem.
Endelig er der skifter og ideer nok og de udføres også ret effektivt, så Blodmåne uomtvisteligt var en oplevelse!
Lysbaerer
Vi er nu et kvarter efter planen og klokken slår 19.05 før walk-on musikken starter og Lysbaerer får lov at køre os over. Post-black måtte jo komme på et tidspunkt, og Lysbaerer kører på med et stærkt bud på genren.
Det er sfærisk. Men der er også momentvise mande-ah-kor. Men! Kernen er den sfærisk black-grindende sound med screamende vokal fra ikke færre end tre personer.
Der er fem på scenen og det kan egentlig ikke rigtigt høres, at der er tre guitarer, før… Det kan?
Eller: Det afsluttende nummer på måske ti minutter bliver noget helt andet, end de første, hvor der måske er lidt grind-tendens til en stor lydpølse (ment med kærlighed, men jeg tænkte: ”skal vi over i sådan noget sludge-sump tilgang hvor man som lytter må fortabe sig i stemningen?”). Dynamikken skifter, der går nærmest hardcore i vokalen, hvor især andenvokalisten får leveret noget smertelig hardcore-agtig vokal, der bare aldrig bliver uinteressant.
Fra denne 25-minutters oplevelse vil jeg tage en oplevelse af et band, der på én gang kan køre dig ret klassisk over – men også rækker ud over genretypiske tendenser, pludselig går næsten rent hardcore og på den måde skifter ham som kun noget en lysbærende kan forventes at gøre?
Helt nede på jorden var det ret fedt og en koncert, der kun blev bedre som vi kom ind i den. Startede som en pølse, fik dynamik. Desperation. Noget, der ikke bare var derudaf… Tak!
Permanoia
Ok. For nogle år siden (efterhånden mange) dukkede Wolfmother op. De blev af nogen kritiseret for at være for tæt på deres inspiration – af andre hyldet for at bringe en lyd videre og bygge på.
Permanoia er det samme med især Deftones, sekundært Silverchair.
Og… Så burde det vel være det? Copycats, der altid vil være i risiko for at være en pastiche?
Men! Nej. Eller. Risikoen for at være for tæt på et oplæg er der.
På denne lørdag aften? De lod intet tilbage på scenen. Det var ’ægte’ som sådan noget skal være.
Dynamikkerne sidder i skabet. Med en trommeslager, en bassist og en front-mand på vokal er det et ret simpelt setup. Men de får MEGET ud af det. Manualen ligger klar:
Lad især vokalen styre hvor vi er på følelsesspektret, men hvor Deftones netop kan virke lidt ’fadt’ i perioder i al deres NU-rock komprimering, var det her mere ægte og lyden mere beskidt. Det er klædeligt!
Kan man optimere på lyd, de mere stille passager og andre ting? Formodentlig ja!
Men æder du at Permanoia lægger sig så tæt op af deres oplæg, så kan du også glæde dig over at se dem i Horsens, Middelfart, Næstved eller andre steder, du ikke lige foreventer Deftones svinger forbi. Men gør det ikke for det! Gør det for energien, nerven, tilstedeværelsen!
Det kan godt være at Permonia gør det, Wolfmother gør. Men shit!
De har samme ret til at blive set, hyldet og lyttet til!
KRØYER
Nu tager MGM en drejning! På scenen er opsat en svejset opsats og der kommer blot én musiker på scenen: Krøyer står knivskarpt uden hår på hovedet, tung øjenskygge og en metallisk attitude.
Vi får en oplevelse!
Det er grow. Det er skrig. Det er sang. Men det er også meget styret af attitude. Men hvilken attitude!
Backtracket er i sagens natur programmeret, den er hardcore (vil jeg tro – jeg ved fuck-all om elektronisk hard-core?) og det hele er meget in-your-face on-point frontperson, der leverer noget, man ikke kan gå derfra og føle sig upåvirket af.
Var det metal? Måske. Der var metal-vokal, der var en ekstrem fremtoning.
Jeg nød det korte set, men jeg tænker ikke, metalfestivaler skal fylde plakaten med en overvægt af den slags performances.
Paraplyen er bred! Krøyer er sej. Og publikum virkede også ganske positive!
802
Nå. Bum. Metal. Øhm.
802 har inden koncerten screenet en 25-minutters dokumentar/mockumentary i 80er-æstetik med fokus på at finde en ny bassist.
802 spiller så til deres koncert noget, der i hvert fald i passager kan virke tilsvarende mock-agtigt.
Fair nok. Forsangeren, der også spiller trommer, kan helt klart noget. Flankeret af bassist og guitarist er der noget, der kunne virke som klassisk metal.
Men i praksis? Hvad laver de så?
Det støjer ikke ret meget. Det er som om, der er for meget fokus på sjov, ballade og (ret beset) fine vokaler.
Når bandet spiller, så vælger bassist og guitarist flere gange at næsten synkront at bringe deres lange hår til svingninger. Men til noget, der både i akkordføring, intensitet og fremførelse må siges at befinde sig i den mere poppede, lettilgængelige ende af metalskalaen?
Fedt at der leges med genren. Men altså. Alt, hvad der måtte kaldes potent, interessant eller på nogen måde stikkende ud fra noget andet, drukner i – ja, en oplevelse af at vi som publikum ikke ved om vi skal grine eller græmmes.
Lukker man øjnene og glemmer hele den del af bandet, hvor de er lidt mere end tongue in cheek, så er det hele nok lidt iørefaldende forglemmeligt.
Det var i hvert fald ikke lige min kop te…
Terminalist
Så for Søren!
Så er der thrash på Mono Goes Metal! Jeg kommer lidt efter koncerten er gået i gang men når at høre to fræsersoli før første nummer er forbi.
Der er fart over feltet og både trommer og strenge får tur – og i øvrigt nogle fremragende trommer!
Det virker. Publikum er med og råber med på hey-råb og der svedes også fra scenen. Det afhjælpes lidt af noget backtrack mellem et par numre – fokus er på AI og hvordan vi skal forholde os til dét, før bandet igen høvler derudaf i højt tempo.
Det er ikke en gang sådan rigtigt vredt – det er bare høj-oktan og skide godt spillet.
Derfor får vi både en crowdsurfer og under sidste nummer, Terminal Dispatch, et decideret moshpit.
Det kan egentlig undre, at vi ikke rigtigt har set det før på festen, men det var altså det her, der skulle til.
-o0o-
Og det bliver så den aften for mit vedkommende:
– Godt nok havde MGM også hevet Swartzheim op af hatten i ugen op til festen og de er da også altid garant for stor spilleglæde og fede shows. Men med det skredne program ville klokken blive langt over midnat før de var færdige og jeg har ret beset anmeldt dem her og her før.
Mono Goes Metal 2025 viste sig at vise vigtigheden for netop denne festival: – For om nogen viser den bredden i genren og at booke så forskellige navne og takes på metal som 802 og KRØYER på samme festival er modigt, men ret beset også vigtigt.
Det holder liv i genren og understreger hvor stor paraplyen er.
Man kunne sagtens have booket en lang række mere genretypiske bands og stadig have succes med det. Men det her var netop udfordrende og stadig med ret høj kvalitet – at jeg så ikke helt køber ind i alle de butikker, der fremlægges, skal ikke lægges MGM til last…
Skrevet af: Troels-Henrik Krag
Coverbillede fra festen
