Møl: Jord ★★★☆☆☆

0
491
views

Møl albumdebuterer med ind i mellem effektiv blackgaze på Jord. Bedst fungerer det på de mere post-rockende og melodiske passager [NB: Anmeldelsen er justeret da der var en fejl på første nummer på promoen]. 

De aarhusianske shoegaze-black metallere i Møl har tidligere gjort godt opmærksom på sig selv med et par EP’er (den seneste anmeldt af Ken HER) og live, og nu er de så langt om længe klar med et fuldlængdealbum.

Som på EP’erne bevæger Møl sig i et musikalsk univers, hvor mørke og lyse flader mødes, og hvor black metal møder shoegaze/post-rock – lidt henad amerikanske Deafheaven, som Ken også sammenlignede med på især første EP, men uden at klone amerikanerne. Møl er, til sammenligning og uden at kaste mig ud i en større analyse, umiddelbart mere ligefremme og mere metalliske.

Åbningen på albummet med ‘Storm’ bevæger sig netop i sådan et musikalsk terræn, med rene melodiske guitarer, et stykke med tonsende trommer, og Kim Song Sternkopf’s skrigende vokal, før nummeret fader ud med køligt klingende guitarstøj i den anden ende.

Selvfølgelig, fristes man til at skrive, skal vi så have et eksplosivt støjende stykke på den efterfølgende ‘Penumbra’, som dog stadig sender melodisk støj i nakken af lytteren samtidig – og det bliver et nummer jeg hurtigt kører træt i, og symboliserer den del af Møl jeg har det mindst godt med. Den, hvor det lyder som om de har sammensmeltet et post-rock og black metal nummer. Lidt af den samme sygdom lider ‘Bruma’ af ind i mellem, mens ‘Vakuum’ er mere black og metallisk i åbningen – og i øvrigt rykker ganske godt.

Den stik modsatte åbning får vi på ‘Lambda’, der næsten kunne lyde som Sigur Ros og virker som en slags instrumentalt mellemspil på albummet – fint post-rocket nummer, men også noget, man har hørt mange gange før.

‘Ligament’, som følger efter, er noget nær det mest brutale på albummet, og her svinger den ellers hovedsageligt hæst skrigende vokal ind i mellem også over i noget growllignende, men naturligvis, fristes man til at sige, blødes de hidsige bredsider op med sfærisk guitar og post-rockede passager, samt et fængende stykke med rene korvokaler undervejs i det over 6 minutter lange nummer – som også er albummets længste.

Også efterfølgende ‘Virga’ hører til den mere metalliske ende indledningsvist, men udvikler sig mere melodisk henad vejen. Da blackgaze-genren dukkede op var den et friskt pust, men nu virker de fleste af tricksene i bogen gennemprøvede hos Møl – men hey, sådan er det jo også med andre genremærkater. Mestendels leverer Møl på et fint niveau på Jord, men omvendt så er min største udfordring med albummet, at jeg ikke bliver rigtig fanget ind særligt ofte – ‘Ligament’ står i den sammenhæng umiddelbart stærkest. Jeg forbliver ellers kort og godt en smule indifferent overfor det meste af Møl’s støjen på Jord – også på titelnummeret, som ellers er i den skarpere ende. Her er det den melodiske guitar og det melodiske mellemspil, jeg er hooked på, men det føles ofte som om, der kommer et skift lige når man er ved at være fanget ind. Også her.

Og måske er det egentlig det, det kommer ned til i sidste ende. For sådan har jeg det egentlig oftest undervejs – det er i højere grad den gazende/post-rockende og mere melodiske side af Møl jeg synes godt om, mens den mere black-støjende del interesserer mig mindre. Det handler givetvis også om personlige præferencer, men jeg har det nu ganske fint med beslægtede bands som Deafheaven (med måde) og Solbrud, uden at sammenligne de to i øvrigt.

Møl rammer den ikke helt så rent i røven som Deafheaven gjorde på Sunbather og er heller ikke når så tålmodige i opbygningerne som Solbrud, og selv om det er høje standarder at forvente, så står og falder musik som Møl’s med om kompositionerne er interessante at følge og kan holde lytteren fanget i de forskellige passager. Det synes jeg ikke de er i tilstrækkelig grad på Jord, men omvendt er der også mange passager der lykkes og fungerer som enkeltstående momenter. Møl har helt sikkert de tekniske evner, ingen tvivl om det, men den konstante pendulering mellem det frådende støjende og det melodiske virker desværre ikke perfekt doseret for undertegnede.

Så helheden, den overbeviser ikke fuldstændigt – i sidste ende har jeg svært ved at huske numrene fra hinanden, og jeg tænker ind i mellem i de mange skift, at det der vist var unødvendigt for nummeret. Derfor lander vi også på lidt hårde, men flaksende 3 store stjerner til Møl, som ellers så rigeligt har evnerne til at høste flere.

Du kan finde Møl på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.