God rock er sejt! Og hvad kunne være sejere end at være en kvindelig sanger, der vil være den nye stjerne på den danske rockscene?
Det synes i hvert fald at være ambitionen for Mia Dae, der over syv engelsksprogede sange at byde ind som ny rockstemme på den danske stjernehimmel.
Stemmen er god. Det er umiskendeligt rock. Ja, der tages endda vigtige og vægtige emner op som klimakrisen (måske metafor for forliste forhold?), hvor svært det er at være (stærk) kvinde og ellers også plads til at horse a bit around. Alt sammen rigtig godt.
Men. For der er et men: Produktionen. Der er taget nogle valg, der flere gange trækker sound og feel over i en fad NU-rocket lyd. Tag sære dispositioner som fx at sætte et synth ind på optaktsslaget til hvert riff på åbningsnummeret, samt trække guitar-fræsersoloen på afslutningsnummeret neden under en noget dump synth-insats…
Jeg anerkender ønsket om at gøre noget anderledes og hver anden gang jeg lytter til numrenefinder jeg det FOR konstrueret og fortænkt, den anden sjovt nok. Men her er én ud af to dårlige odds…
Men! Stemmen kan ingen tage fra Mia Dae og med en producer, der vil fremme mere kant, kunne hun flytter sig fra Stina-Stina sammenligninger til Dicte (hvoraf sidstnævnte i øvrigt også er meget produeret… Bah. Men med kant. Kant!).
Der er gode numre. Når det ikke bliver så kompliceret og der sejt rockes på Amnesia og der gåes virkelig stort på power-omkvædet, så er vi godt hjemme på rockens hjemmebane og der er endda plads til at lege med fraseringerne.
Måske ikke helt nok til at etablere Mia Rae oppe på siden af Kira Skov og Dicte – men vi er godt i gang…
Det er egentlig også sådan, jeg læser denne EP: Den afsøger, men viser også store potentialer.
Et sjovt eksempel er 44 sekunder, i nummeret Interlude, der bygger op et endnu et storladent refræn… Der så aldrig kommer, men toner ud til en tremolo-guitar. Sjovt, drillende.
Ret beset får vi også fint med andre, store refræner i mange af de øvrige numre.
Jeg er helt med på denne præmis og derfor også helt cool med at der balanceres mellem tunge klima-emner (med flere tolkninger) og en små-surmulende sang om, hvordan sheiken hellere vil spille guitar end at være sammen med sangskriveren.
Fremførslen på pladen er ret intens, vokalen står centralt. Ud fra denne lidt legende EP vil mit råd derfor være: Klø på! Der er godt fat i rocken, der er en god power-stemme – men pas nu på med de NU-rock-tendenser! Husk at rock skal have kant og det der med at få gode idéer nok har et lidt for godt navn… Hellere stærk fremførsel. Det er der heldigvis også mere end indkationer på over de seks +lidt mere numre, der er på EPen!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
