Merigold: Songs and Reality ★★★★☆☆

0
1453
views

Merigold rider en tur ud på de åbne amerikanske vidder på Songs and Reality, en plade der udspiller sig i smukke omgivelser og har masser af, og på hjerte. Så meget, at man faktisk føler man kommer lidt for langt hjemmefra inden albummet er omme, og går lidt kold i de ellers varme americana-omgivelser.

Bag navnet Merigold gemmer sig Ulrik Tarp Merrildgaard (+ band), der også slår sine folder i musikalsk beslægtede Workers In Songs. Merigold er mere americana end Workers In Songs’ hang til country, men alligevel er der visse fællesnævnere. På plussiden tæller, at Merigold’s støvede og vuggende americana lyder lige så autentisk som Workers In Songs’ bud på countrymusikken.

Den mestendels afdæmpede og roligt tøffende musik er både stemningsfuld og rummer masser af atmosfære, så man straks føler sig placeret på en hesteryg, mens man tager sig en tilbagelænet ridetur udover de store åbne prærievidder. Med solen lige i sit vindbidte og furede fjæs, i temperaturer der gør én dvask og afslappet.

Det fungerer eksempelvis fortræffeligt på de to åbningsnumre, “I Ain’t Ready (For Leaving You Now)” og “The Wether Complex”. Førstnævnte er en rigtig prærie-tøffer, hvor melodien gynger langsomt fremad, så man nærmest kan lugte krikken under sig, smage tobakken i mundvigen og mærke solens stråler brænde på huden. Det er en god ting! Tempoet stiger egentlig ikke på “The Wether Complex”, måske er den i virkeligheden endnu langsommere, men melodiens mere skvulpende og bølgende fornemmelse, gør alligevel, at det virker som om vi bevæger os lidt hurtigere fremad – fremfor at koge lidt i solen.

Instrumenteringen med flotte diskrete guitarer hist og her i baggrunden, og senere i nummeret en smagfuldt doseret, men alligevel meget udtryksfuld, mundharmonika, rammer fuldstændig plet. Selveste Onkel Neil ville sikkert se mindre mellemfornøjet ud end han plejer, hvis han lyttede til dette nummer.

To numre, og vi er allerede godt 12 minutter inde i en plade, som har 7 numre tilbage i saddeltasken. Selvom vi er kommet blændende fra start, så aner jeg allerede et af mine forbehold overfor pladen ude i horisonten – turen virker for lang……

Det skyldes ikke mindst, at jeg i løbet af albummet kører lidt død i vokalen og dens let “jamrende” old school country klang (ja, her kigger countryen frem). Det er jo en stilistisk ting og helt klart en smagssag, men det er med til at gøre Songs and Reality til en lidt udmattende ridt, de musikalske kvaliteter til trods. Den lyder på en måde, som et møde mellem tidlig Bob Dylan og Hank Williams. Jeg er mest til Dylan. Det bliver især et “problem” for mig, når Merrildgaard, for mine sarte ører, giver den ekstra gas og smører et endnu tykkere lag veranda country på, som i eksempelvis “Howlin’ In My Ears” – passende titel i øvrigt.

Her må jeg fjerne mig lidt fra højtalerne, så jeg ikke får en uønsket hyletone i skallen på grund af vokalen. Til gengæld rummer nummeret masser af kvaliteter, der ud over dette, gør det værd at lytte til. Fra nogenlunde sikker afstand. Som stemningssætter af en form for desperation og ensom længsel, har vokalen dog et eller andet der alligevel bidrager til nummeret. Der emmer af en eller anden søgende og lidt fortabt stemning, mens melodien traver ganske medrivende fremad.

God fremdrift er der også i “A Silver Cross To See”, igen et nummer der et virkeligt labert og indbydende skruet sammen og med ditto instrumentering, men det er næsten som om, man bliver lidt immun overfor de lækre americana toner, som albummet langsomt skrider frem. Så på trods af, at et nummer som dette isoleret set flyder varmt og rart fremad ad, så sidder jeg alligevel med en følelse af, at jeg ikke rigtig kommer ud af stedet. Ikke mindst midt på pladen, hvor de to numre “Ain’t No Thing Like Judgement Day” og “We’re Nothing But A Scene From A Book”,  trækker tempoet ud af albummet i en sådan grad, den virkeligt smukke musik til trods, at jeg slumrer lidt hen i sadlen.

Den nedbarberede “Singin’ For Understandin'” skræller udtrykket helt ned, så vi næsten kun står tilbage med vokal og banjo. Det nøgne udtryk har den fordel, logisk nok, at vi kommer helt tæt på fortælleren og teksterne om “kærlighedens uforståelighed, om fejl og fortrydelser og en ambivalens omkring eksistens, skæbne og tro” – som det så flot står i pressematerialet. Hvor jeg andre steder er lidt ambivalent overfor stemmens stil og klang, så fanger den mig her. Og ambivalensen stikker egentlig dybere end det, for jeg har sådan set lyst til at høre hvad Merrildgaard har på hjerte hele vejen igennem albummet – men samtidig går vokalen mig også lidt på nerverne. Men i det mindste er den hverken anonym eller uden personlighed!

Næstsidste nummer, inden den korte instrumentale lukker “For Grandma” sætter et flot punktum, “My Heart Is Sunken”, er et glimrende eksempel på dette. Vokalen er lige ved at kamme over, men jeg kan samtidig ikke benægte, at den tilfører nummeret en meget effektiv følelse af et blottet, såret og selvudleverende hjerte, for, “gal’ you’re on my mind”. Længsel, stille afmagt og sødmefuld stemning i skøn forening.

Måske har Merigold simpelthen for meget på hjerte til, at jeg kan tage det ind i én mundfuld, så jeg bliver overstimuleret eller americana-immun. Det er ikke ensbetydende med, at Songs and Reality er et dårligt, eller blot middelmådigt, album. Langt fra faktisk, der er virkeligt smukke og betagende stunder at synke hen i – det er bare for meget af det gode for mig.

Tager jeg den i mindre portioner, så er der til gengæld masser af americana-kræs, med country-krymmel ovenpå, at mæske sig i.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Merigold på Facebook

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.