Noget musik synes at søge at skille fårene fra bukkene: Hvis man ikke køber præmissen, så får man heller ikke oplevelsen.
Sådan et band virker MANALI til at være. Til dels grundet genren som er langsom, upoleret doomet sludge. Men også i dispositionen på den selvbetitlede debutplade, hvor der blot figurerer tre numre.
Nok så vigtigt er at det første, In This Body udvikler sig laaaaaaaaangsomt.
Der er næsten ikke nogen akkordfølge at følge – det er MEGET vandret.
Tungt tempo, masser af støj på guitaren – og så en synth der lægger nogle faldende toner ind over. I LANG tid, indtil der kommer lidt vokal på en syv minutter inde i nummeret.
Der er jeg allerede ved at overveje om jeg skal erklære mig selv et får?
Nummeret gav en smule mening på landevejen mellem Århus og Viborg, men mest fordi det monotome passede meget godt med en gammel diesel-motor og lange veje, blot afbrudt af landsbyer i ny og næ.
Det vil dog være dumt at lade sig skille fra.
For de øvrige to numre er både mere energiske og mere varierede.
Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale at starte med andet track, Sinful og lytte derfra? Det gav mig i hvert fald et anderledes positivt indtryk, da både de dansende riffs i 6/8 og vokalen fungerer meget bedre med en decideret melodiføring og noget højere energi.
Der var jeg vist også ved at være nået til noget 90 km/t-zone?
Med sine små ote minutter er Sinful ikke et kort nummer, men får dog et mere post-et-eller-andet præg i sin tonalitet og energi.
Afslytteren, Mary, kommer til at fremstå som et tilsvarende post-et-eller-andet nummer, hvor der er to, ret ens dele – hvor det første introducerer et tema i form af en akkordrundgang, der bliver stadig mere smadret, for endelig at kollapse i en form for støj. Herefter bygges der op igen med det stille guitar-tema, som dog ikke når helt samme højder – dog tilføjes vokaler.
Nummeret kan næsten minde om en meget beskidt version af nogle af de lange flader i Porcelina of The Vast Oceans af Smashing Pumpins – der er noget sfærisk svævende, vandret over det hele. Indtil det smelter sammen i støj…
I Doom/sludge spiller repetitionen en stor rolle. Det forstår jeg og selv om du nok ikke kommer til at se mig stå i en større brandert og bange til dét (eller endnu værre: ryge noget, der måske lugter af oregano?), så kan jeg respektere at der kan være noget meditativt over det meget repetitive.
Jeg kan dog ikke helt slippe at åbneren bliver lidt for simpel til at fungere – ikke mindst som de to øvrige numre på pladen faktisk viser noget variation og selv om ikke just er radiovenlige tre-minutters sager, så virker det mere til, der er arbejdet dybere med udtrykket her.
Så. Lidt frastødt er jeg af åbneren. Lidt interesseret er jeg af de opfølgende numre.
Og hey!
Nogle gange skal man jo også køre ud af lange, lige veje…
Ofte behøver musik ikke være så sofistikeret. Men når de to sidste numre vidner om andre evner, så virker det første i høj grad som et forsøg på netop at skille får fra bukke.
Bah!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
