Det skorter ikke på referencerne til rockhistorien når Me & Munich (tidligere Shocking White) ruller deres rock ud. Alt, post og ambient rock, mens navne som The Pixies og Royal Blood strøs ud som referencepunkter med gavmild hånd. Lidt mindre kan dog også gøre det.
I hvert fald når det drejer sig om Frank Black og The Pixies, som nævnes som en sammenligning i presseteksten – wow, wow, wow, lad os nu ikke overdrive en god ting. Det er vi på flere punkter ikke i nærheden af her, hverken hvad angår eksplosiviteten i dynamikken mellem stille og vilde passager, vokalen eller det generelle vanvid der gennemsyrer det band.
Hvorfor overhovedet nævne det, jo, for jeg synes vi har brug for en forventningsafstemning her. Me & Munich præsenteres som en eller anden second coming af nogle af den alternative rocks guder, og det er de ikke. Selvtillid og sales pitch er fint nok med mig, men her skulle man måske overveje, at skrue en lille smule ned for charmen, for musikken kan faktisk godt stå distancen på egne ben. Men ikke i en direkte sammenligning med ovennævnte. Jo, måske Royal Blood, for dem er jeg sgu ikke videre imponeret af…
Lader man denne debut-EP (debut under nyt navn) tale for sig selv, så er der ellers nok at synes om for rockelskere på de 5 numre det bliver til i denne omgang. Ikke mindst åbnings- og titelnummeret, som klogeligt også er valgt som single, “Knives Of The Sun” er en glimrende rocksang i sin egen ret. Duoen rammer en god balance mellem det catchy og iørefaldende og så en god, rocket klang, der både rummer det melodiske og mere skærende. Nummeret glider ubesværet fremad, det er vel det man kalder et godt drive, så man uvilkårligt sidder og vipper med.
Når Me & Munich for alvor får fat, som i anden halvdel af “Soothing”, så er det altså lige før det slår gnister. Der er dømt skærende rock, hvor der bare saves og hamres igennem, samtidig med at der er en eller anden kølig coolness over duoens lyd og fremførelse. Selvom forbillederne ikke signalerer post-punk, så synes jeg at der stemnings- og udstrålingsmæssig er et eller andet over den kølighed, som peger i den retning.
Man kan heller ikke klandre duoen for ikke, at forsøge at prøve noget af og få noget afveksling ind i på denne EP. Afslutningsnummeret “Trickster” strækker sig eksempelvis over hele 6 ½ minut. Her skal vi igennem flere retnings- og stilskift, uden at der går ren prog eller medley i den. Det er bare ikke lige udgivelsens mest medrivende nummer i mine ører, så selvom jeg sætter pris på, at de her presser konceptets rammer, så bliver det i sidste ende en lidt lang afslutning for mig.
På “Toxic Wings” midt på EP’en går de i en lidt anden retning, tempoet er mere tøjlet, inden en vellykket overgang og en kort spurt i omkvædet, som er blandt udgivelsens stærkere stunder. Anden halvdel af sangen domineres af et ret stærkt, opbyggende instrumental stykke inden nummeret rundes af. Også her har duoen fat i noget der bare fungerer. Samme dynamik bennyttes egentlig i den efterfølgende “Weaver”, hvor det bare er som om der lige skrues en tand op for det hele, så det ender med at blive en ret hæsblæsende omgang.
Knives Of The Sun er en meget lyttevenlig udgivelse, ikke fordi bandet er for poppede eller leflende, der er godt med tryk på, men fordi sangene glider og forløber så ubesværet. Det er godt skruet sammen, lyder fedt, har noget kant men formår stadig at servere det på en måde, så det føles som kræs for øregangene. Det er også en velafprøvet formel duoen har kastet sig over, som der ikke pilles væsentligt ved, men det gør ikke så meget når skidtet flyder som det gør her. Du skal bare lade være med, at læse presseteksten inden!
Vi ender på 4 store rockstjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
